2020 Oriol Rossell, Cava Cuvée Especial Brut, Penedés, Spanien

2020 Oriol Rossell, Cava Cuvée Especial Brut, Penedés, SpanienEn vinsmagning med temaet det anderledes Spanien blev startet med et glas af denne 2020 Cava Cuvée Especial Brut fra det lille cavahus Oriol Rossell.

Caves Oriol Rossell ligger i Penedés omkring 35 minutter syd for Barcelona by i den lille by St. Marcal.

Cavahuset er beliggende på den gamle herregård Cal Cassanyes bygget i det 17. århundrede og gården består af 4 fløje, hvoraf den ældste kan dateres tilbage til 1637. Selve bodegaen er bygget i Art Nouveau stil og kan dateres tilbage til 1908.

Rossell familien kan selv spores tilbage til 1497, hvor Pere Joan Rossell de la Costa blev nævnt i gamle papirer. Han var vinmager og ejer af vinhuset Rossell de la Costa i Santa Margarida. Senere blev et ægteskab mellem Damià Rossell de la Costa og Madrona Cassanyes til en fusion mellem to vinhuse og i dag er huset fortsat ejet af familien.

Det er således et lille familieejet og -drevet vinhus, der siden 1979  har specialiseret sig indenfor produktion af højkvalitets cava, mens man blot før den tid solgte druerne til andre vinhuse. Vinene er solgt under navnet Oriol Rossell, som var foregangsmand i selv at lave og flaske husets vine. Oriol døde selv i 2011.

I dag har man ansat Salvi Moliner til at producere cavaerne. Han er – – udover at være en ret fantastisk vinmager – også selv underviser i ønologi på universitet i Barcelona.

Salvi er en lille mand med sine 1,60 meter, men han har en enorm personlighed. Han er bare så rar og behageligt et menneske og har på Oriol Rossell 85 hektar vinmarker, som primært bruges til cava, men lille del af druerne bruges også til almindelig vin.

De 85 hektar vinmarker ligger rundt omkring Cal Cassanyes på højderyggen mellem Penedés Alto og Penedés Bajo omgivet af bjerge både mod nord og syd. Dette skaber et mesoklima, der er essentielt for produktionen af cavaerne fra Oriol Rossell.

Den grønne drue, Xarel·lo, der er kendetegnende for Penedés, er den mest plantede på markerne. Sammen med de to andre grønne druetyper Macabeu og Parellada udgør de grundlaget for hele produktionen af cavaerne.

Her smager vi så husets Cava Cuvée Especial Brut 2020, som er lavet på 50% Xarel·lo, 30% Macabeu og 20% Parellada, der kommer fra en enkeltmark Cal Cassanyes i 150 meters højde. Først er selve basisvinen lavet i ståltanke med gæring ved lave temperaturer. Så er der sket coupage – altså justeret blanding af druerne inden aftapning på flaske og andengæring i kælderen over 12 måneder.

Vinen er udviklet sammen med Kristian Ishøy fra D’Wine og han har kendt Salvi Moliner i 8 år. I dag er Cava Cuvée Especial Brut dog fast i husets sortiment.

Duftmæssigt er vinen grøn, frisk, ren og nærmest klinisk. Der er klassiske gærnoter stikkelsbær, grønne æbler, umodne pærer samt svagt lidt ristet franskbrød … bare et godt, gammeldags formbrød og man fornemmer næsten en vibrerende syre.

Smagen har også den nærmest kliniske balance … og ordet harmoni afspejler måske bedst smagen. Boblerne er fine, levende og alligevel afdæmpede. Der er lidt tøjlet vildskab, grønne æbler og nogle bløde citroner og lemon samt en mineralitet, der også er dæmpet. Dermed bliver hele smagsoplevelsen silkefin, rolig, balanceret og elegant, så dermed et højt niveau for denne cava. 93 point

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr. Det er faktisk en lille prisbasker og et super alternativ, hvis man ikke lige har råd til de altid dyre champagner.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, Spanien

2018 Rui Roboredo Madeira, Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, Toro, SpanienDen portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira fra São João da Pesqueira i Portugal kender vi efterhånden godt her på min vinblog, da han laver ret smukke vine fra højtbeliggende marker i Beira Interior.

Men nu laver han også vin i Spanien, bl.a. denne Mío de M.O. Vendimia Seleccionada, som laves i Toro i samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña.

M.O. står for Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara … et vinhus, der har levet en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.

Så vidt jeg kan se, så eksisterer Bodegas Marques de Olivara i dag ikke længere, men Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu denne Mio de M.O., hvor M.O. jo står for Marques de Olivara.

Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tempranillo fra de 60 år gamle vinstokke, der har overlevet den frygtede vinlus phylloxera og står på den sandede samt stenede enkeltmark.

Mosten gærer på temperaturstyret ståltank med 25 dages udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Vinen får ekstra dybde fra 14 måneders modning på franske egetræsfade. Til sidst afrundes vinen med 10-12 måneder flaskemodning før frigivelse.

Duftmæssigt en varm og krydret vin … har nogle småbrændte og røgede elementer, godt med tørt træ, egetræ, grannåle samt en frugt af blåbær, brombær, blommer … måske lidt lukket i duften og virker rustik og varm i udtrykket. Der er saltlakrids, knust granit samt nogle fadnoter, som dog er meget afdæmpede, men det er lidt vanilje, kaffegrums og bitter, mørk chokolade.

Smagen er både rund og varm … der er mørke bær, som får følgeskab af både sød finsk og tør engelsk lakrids. Frugten er blåbær, blommer med en vis kernebitterhed, gran, rimelig tørre og markant tanniner, der sætter sig på fortænderne. Der er ingen elegantier, men en ret robust og bondsk vin, der virkelig kommer buldrende med tonsvis power, tørhed, peber og krydderier. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7