2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSupervin smagningen af eksklusive Bordeaux vine sluttede for mig hos endnu et Margaux 2. Grand Cru Classé slot og det var såmænd Château Cantenac Brown … her smagte jeg først vinen i årgang 2004.

Château Cantenac Brown ligger i Cantenac i Magaux og er anlagt i begyndelsen af det 1900 århundrede af den skotske maler John Lewis Brown, som byggede slottet i den – især for det traditionsrige Bordeaux – anderledes og lidt bizarre tudorstil med respekt af familiens skotske arv efter Clan Brown, der så var John Lewis Browns familieklan i Skotland.

John Lewis Brown var en visionær mand, som udvalgte de bedste jordstykker i området. Hans hårde arbejde og høje standarder blev belønnet i 1855, da Bordeaux-klassifikationen rangerede Cantenac Brown blandt de mest værdsatte vingårde som et 3. Grand Cru Classé slot.

Det var dog under bankmanden Gromards ejerskab, at slottet blev rangeret som 3. Grand Cru Classé slot, for han havde købt det i 1843, men solgte det igen i 1860 til Armand LaLande, der bl.a. også ejede Château Leoville Poyferre.

Siden dengang har slottet skiftet ejere adskillige gange, men det betød et fald i kvaliteten og frem til 1989 var vinene fra Château Cantenac Brown ikke Grand Cru Classé værd.

Men det ændrede sig i 1989, hvor slottet blev over af AXA koncernen … det verdensomspændende forsikringsselskab med hovedsæde i Paris. De har siden overtagelsen investeret massivt i slottet og øget kvaliteten betydeligt, hvilket fik et yderligere skub i 2006, hvor familien Halabi overtog ejerskabet.

De har givet slottet en gevaldig økonomisk saltvandsindsprøjtning og samtidig ansat vinmageren Jose Sanfins, under hvis ledelse kvaliteten er steget markant.

I 2019 skiftede ejerskabet igen, idet slottet blev købt af Tristan Le Lous for anslået 150 millioner euro. Med Le Lous familien er er sket en yderligere saltvandsindsprøjtning.

José Sanfins er fortsat vinmager og sammen med Le Lous familien, så har han vovet sig ud i modernisering af slottet, som vil løfte deres produktion til helt nye højder.

Ejendommen består af en spektakulær park anlagt efter britisk forbillede og har 48 hektar vinmarker beplantet med vinstokke, hvoraf nogle er tæt på 60 år gamle.

Markerne dyrkes efter bæredygtige principper. Druerne plukkes og vinificeres parcel for parcel. Cabernet Sauvignon dominerer med 65% og Merlot tegner sig for 30% af vinstokkene. De sidste 5% er forbeholdt Cabernet Franc.

Udover førstevinen Château Cantenac Brown producerer slottet andenvinen Brio de Cantenac Brown og den hvide Alto de Cantenac Brown.

Pauline fra Chateau Cantenac Brown

I denne årgang 2004 skulle vinen – som vidt jeg kan se – lavet på 65% Cabernet Sauvignon. 25% Merlot og 10% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og er efter endt gæring lagret 15 måneder på barriques, heraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

Uha, hvor er duften meget moden … det er gammelt drivtømmer, mahogni, palisandermøbler og teaktræ og så ellers pænt med fad i form af vaniljecreme, kanelsnegle, chokolade, kaffe og sød tobak. Den modne frugt er solbær og modne kirsebær … og meget tæt i strukturen.

Frugten er smagsmæssigt meget blød … lidt marmeladefølelse, men det opvejes dog af, at vinen er utrolig blød og bare smager godt. Den har modne tanniner, der ikke bider meget, hvilket også bidrager til en feel good fornemmelse i vinen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.095 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNår man nu alligevel stod ved alle vinene fra Château Brane-Cantenac, så kunne man da lige så godt også smage Margaux 2. Grand Cru Classé i årgang 2018.

Blend og vinifikation minder meget om de andre, for vinen er i denne årgang 2018 lavet på et mixaf 74% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 2% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Duftmæssigt er det – selvfølgelig – mere af samme skuffe, men en af de bedre skuffer. 2018’eren er dog endnu ikke helt på samme niveau og har klart en mere grøn og urtet side. Til gengæld er frugten lige så frisk og fin med solbær, hindbær og jordbær, men nu giver fadet også lidt bidrag med cedertræ, blomster, vanilje og chokolade.

Men smagen løfter lige vinen et par niveauer, for den har denne dekadent, ædle duft med mahogny, teaktræ, ren virkelig ren og klar frugt, der mest er solbær og kirsebær, er vildt tør, men har så megen frugtsmag, at det næsten gør ondt. Stor Bordeaux … 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.050 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 895 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg sprang så bare ubekymret videre til endnu en årgang den fine  Château Brane-Cantenac Margaux 2. Grand Cru Classé og det var så et glas af vinen i årgang 2017.

Den er lavet på et blend af 74% Cabernet Sauvignon, 21% Merlot, 4% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Den minder duftmæssigt meget om 2015’eren … igen med et fadpræg, der næsten ikke fornemmes og en stor, cremet og blød duft, der dog ikke er helt så rund. Igen er det solbær, hindbær og jordbær, frisk, kompleks, rank og stolt. Der kommer dog lidt runde noter med røg, toast, nødder, tobak og atter bare så elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor alt er zen … bare med lidt støre tørhed end i 2015’eren. I munden er der igen denne fine, runde samt bløde frugt, svag vanilje og chokolade … suppleret af friskhed, lidt knuste sten og præcis mineralitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 795 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 569,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7