2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2019 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienDenne Montecucco Rosso fra det lille vinhus Azienda Agricola Biologica Orciaverde lidt syd for Stazione Sant’Angelo-Cinigiano har jeg været begejstret for før og nu er jeg det atter med 2019’eren.

Vinhuset har jeg skrevet om en del gange efterhånden og denne Montecucco Rosso har jeg jo smagt i både årgang 2017 og 2018.

Det er en vin, der er lavet på Sangiovese tilsat lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er lavet klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Er 2019’eren måske lidt mere grøn og urtet end de foregående to årgange? Den er under alle omstændigheder dejlig syrlig med noget hæfteplaster og medicinkasse, har en stram parfumeret duft med blommer, jordbær, svesker, tranebær, ribs, violer, mynte samt lidt kolde, rå champignon samt svag vanilje.

I munden har vinen en frisk, syrlig lys, frisk frugt, småbitter og virkelig streng, ren og mundrensende med lidt peber, vild kæmpe tørhed, ribs, kirsebær og granatæbler. Det er spillevende, syrlig og stram bandit, der har tørre og bitre tanniner, der skriger på mad med lang syrligbitter eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Château Le Souley Sainte Croix, Haut-Médoc Cuvée Expression, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Le Souley Sainte Croix, Haut-Médoc Cuvée Expression, Bordeaux, FrankrigEfter lidt Bordeaux inspiration, hvorfor så ikke bare smage en vaskeægte Bordeaux vin som nu fx denne 2018 Haut-Médoc Cuvée Expression fra Château Le Souley Sainte Croix?

Vinslottet stammer fra 1700-tallet, hvor det var fashionabelt for de adelige at eje et vinslot i Bordeaux. Det gjorde den noble François de Chadirac også i 1616, hvor han byggede sin ejendom i Vertheuil. Han havde tjent en formue som forfatter og havde bl.a. udgivet den populære roman Uranie de Lucidor.

Hans søn Jean de Chadirac – der var rådgiver for kongen – efterfulgt ham og endte faktisk med at bo på vinslottet, som så først fik navnet Grand Medoc og senere Latour Souley, men da sidste efterkommere aldrig fik børn, så blev slottet i 1839 købt af Vincent Grenier.

Grenier familien ejede slottet i mange år, bl.a. blev Vincents søn Alphonse Moreau Grenier en meget respekteret vinmager, mens hans svigersøn Alphonse Moreau Grenier endda blev borgmester i Pauillac og ligeledes var en dygtig vinmager.

I 1959 var Château Le Souley Sainte Croix forsømt, glemt og kun en skygge af sit tidligere niveau. Der blev det imidlertid købt af Denise og Paul Riffaud, der besluttede at bringe slottet tilbage til sin tidligere glans.

I nu mere end 50 år har de siden løftet kvaliteten på alle parametre. Først genplantede Paul og sønnen Jean markerne efter alle kunstens regler. I dag er Jeans søn ældste søn Frédéric vinmager, men deres mellemste søn Vincent står for at optimere produktionen, mens lillebror Jean-Baptiste tager sig af markarbejdet.

Samlet har Château Le Souley Sainte Croix 25 hektar vinmarker, hvor de 20 hektar er en sammenhængende mark … og på hver parcel dyrker familien én druesort, således de kan høste, når druerne når deres maksimale modenhed.

Her smager vi husets 2018 Haut-Médoc Cuvée Expression, der er lavet på 58% Cabernet Sauvignon, 35 % Merlot, 5% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot, som familien Riffaud selekterer fra over 30 år gamle vinstokke.

Vinificering er helt traditionel og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på barriques, hvoraf 1/3-del er nye fade.

Det dufter sgu ikke ringe … har en lidt animalsk side med nogle grønne noter, måske mynte eller andre grønne urter, lidt cigarkasser, godt med lakridsale noter, lidt hæfteplaster, medicinskab, hvori der også er lidt muldjord sammen med solbær, jordbær, brombær og det suppleres af nogle småvarme fadnoter med nelliker og chokolade.

I munden er vinen dog knap så balanceret, men har masser af frisk frugt, en rustik og ilter syre. Der er hindbær og solbær, masser af tør, frisk og hård træ, grovkornede og tørre tanniner. Det hele bindes så sammen med nogle mineraler, sort te bitterhed og let peber. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Marcelo Pelleriti Wines, 1853 Old Vine Estate Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Marcelo Pelleriti Wines, 1853 Old Vine Estate Malbec, Mendoza, ArgentinaVi skal smage endnu en vin fra den meget dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos og som vi næsten lige har stødt på. Her smager vi så hans 1853 Old Vine Estate Malbec i årgang 2017.

Vinen er lavet på tudsegamle Malbec vinstokke på en meget højtbeliggende enkeltmark La Consulta i Uco Valley. Stokkene stammer fra moderplanter, som i 1853 blev sejlet fra Frankrig til Argentina. Stokkene er alle præ-phylloxera og af særlig høj karakter.

Det lykkedes i 2012 for Marcelo Pelleriti, at overtage marken fra en familie af vinglade italienske immigranter og siden da har han høstet druer af topkvalitet herfra til sin 1853-serie. Høst sker selvfølgelig 100% manuelt og herefter er druerne også sorteret.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egefade.

Våd, fed og almægtig … en mørk satan med masser af umf, krop og nattesort fylde. Der er tyk lakrids, mest finsk lakrids, lakridsrod, en omgang kul, tørv, jod, tjære, rå champignon samt en frugt med både blåbær, solbær og svesker. Det suppleres med tobak, kakao, lidt harsk baconfedt og mørk chokolade og træagtige noter, meget fortættet og koncentreret med lille, syrlig friskhed i frugten.

I munden er der også en stor historie med en blød og mørk frugt, selvom der er også kommer et spark af alkoholvarme, peber samt tør og ren syre, der holder på de mange lag af brombær, solbær, blomme samt tjære, mørk chokolade, kakao, cedertræ og engelsk lakrids. Du får virkelig en dybsort og kraftig vin, som har en syre, der giver den et lille bordeauxagtig snit. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 189,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7