2015 Petrolo, Campo Lusso Cabernet Sauvignon, Toscana, Italien

 2015 Petrolo, Campo Lusso Cabernet Sauvignon, Toscana, ItalienNæste vin havde Jan taget med, og det var en meget spændende vin og ligeledes fra et anerkendt vinhus i Tosana. Det er nemlig Tenuta di Petrolo, der er en lille elite eller kultvinsproducent, der siden 90’erne har opnået utrolige resultater.

Deres ikon-vin Galatrona på ren Merlot er en af området absolut mest sjældne prestigevine og kaldes ofte Toscanas Le Pin eller Pétrus. Men her smager vi Petrolos Campo Lusso på ren Cabernet Sauvignon.

Petrolo ligger mellem de to landsbyer Bucine og Mercatale Valdarno i Arezzo provinsen i den sydøstlige del af Chianti Classico området … et område, som storhertugen i Toscana Cosimo III de Medici allerede tilbage i 1716 havde udråbt som mest værdifuld i produktion af fin vin og kvalitetsolivenolie.

Jeg kan ikke se, hvornår Petrolo blev grundlagt, men i 1834 drev agronomen Giorgio Perrin vinhuset og plantede franske druer, som skulle kombineres med Sangiovese.

Imidlertid er vinhusets nyere historie startet i 1940, hvor Petrolo ejendommen blev købt af Gastone Bazzocchi, som var den første person, der begyndte at lave Sangiovese vine af høj kvalitet på gården. Men det er hans barnebarn Luca Sanjust, der har bragt  vingården frem til den kultstatus, som den nyder i dag.

Luca Sanjust er selv ud af en gammel italiensk adelsfamilie, som kan føre sine rødder tilbage til hertugerne af Sicilien i 1200 tallet. Luca var egentlig kunstforsker og succesrig maler, men besluttede i midten af 1980’erne at hellige sig vinproduktion og har lige siden dedikeret al sin tid og lidenskab til Petrolo.

Under den karismatiske Luca Sanjusts er der siden midt i 1990’erne opnået fantastiske resultater og Petrolo har oplevet et gennembrud blandt internationale vinkritikere, især hos James Suckling i Wine Spectator og Robert Parker. Ejendommen er i dag en af de mest feterede kometer i dagens Toscana.

Samlet har Petrolo 31 hektar vinmarker, der dyrkes efter naturlige principper, bl.a. med at græsset gror frit mellem vinstokkene og har indflydelse på tilstedeværelsen af næringsstoffer og fugt i jorden. Petrolo har ikke anvendt organisk gødning i over 3 år og derudover heller ikke uorganisk gødning i næsten ti år. Derudover anvendes ingen pesticider med kemisk oprindelse.

Jan har tidligere haft en Petrolo med til vores vinaften. Det var tilbage i marts måned, hvor vi smagte selve topvinen Galatrona Merlot i en årgang 2013. Denne gang er det dog en 2015 Campo Lusso Cabernet Sauvignon, som der årligt laves 1.800 flasker af.

Vinen er første gang lavet i 2004. Vinmarken Vigna Campo Lusso med Cabernet Sauvignon blev plantet i 2001 og er en af de højestbeliggende på Tenuta di Petrolo, meget tæt på det gamle forsvarstårn Galatrona, som troner over hele dalen og ejendommen. Marken er beliggende beskyttet fra vind i et naturligt mikroklima, omgivet af høje træer.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i egefade og efter endt fermentering og maceration, så er vinen lagret 20-22 måneder på nye franske barriques med løbende batonnage de første 6 måneder. Denne årgang 2015 er fortsat med den gamle etiket … den ændrede vinhuset i 2018.

I næsen byder vinen på nogle ristede og brændte noter suppleret med klare fadnoter af kanel, vanilje, kaffe og chokolade, sødme og smørfedme, solbær og brombær, solvarm, men har også gazebind, ribs, violer og lige et notch alkohol.

Smagsmæssigt er det en elegant kraftbasse … en tør basse med solbær og brombær, en frisk og bitter syre, mens tanninerne stikker helt af, tørre og muskuløse. De bider, kratter og snerrer og suppleres med tobak, skovbund, stærk syrlighed, peber og samlet giver det en frisk og elegant mørk vin.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 834,95 kr., mens prisen er 695 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle, Hermitage Les Dionnières, Rhône, Frankrig

2017 Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle, Hermitage Les Dionnières, Rhône, FrankrigDer kom fortsat masser af god vin i glasset og denne 2017 Hermitage Les Dionnières fra Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle havde Steffen taget med … og den overraskede vist alle.

Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle ligger i byen Gervans cirka 5 kilometer for nord Tain l’Hermitage og der har familien været vinbønder siden 1870, selvom de først i 1958 selv begyndte at tappe deres egne vine.  Det er i dag mest Nicolas Fayolle, der som 5. generation står for driften og han har inden sin overtagelse taget en 4 årig uddannelse som ønolog i  Mâcon samt arbejdet for Domaine Barge i Côte-Rôtie og Courbis i Cornas.

Tilbage i 2003 tog han tilbage til familiens gård og står nu for driften med hjælp fra sin far. De har samlet 7 hektar vinmarker, heraf 6 hektar i Crozes-Hermitage og 1 hektar i Hermitage.

I kælderen arbejder Jean-Claude og Nicolas Fayolle hovedsageligt manuelt, fordi de mener, at kvaliteten af ​​deres vine dermed bliver forbedret. Hver enkelt cuvée er vinificeret fra specifikke parceller og gæring sker kun i hele klaser og uden brug af ny eg, for at fremme hver parcels unikke karakteristika.

Domaine Fayolles stolthed er denne topvin Hermitage Les Dionnières, hvor Syrah druerne kommer fra lieu-dit parcellen Les Dionnieres på Hermitage højen. Der er vinstokkene over 40 år gamle, mens jordbunden består her af granit, ler og silicium.

Vinifikationen er gennemført med gæring af hele klaser i 15 dage, inden vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efterfølgende lagring i brugte franske egetræsfade i 12-15 måneder afhængig af årgang.

Omgående melder der sig sorte bær i næsen … virkelig stor tørhed, blæk, baconfedt, flæsk, mejeri og kærnemælk, sorte oliven, mens frugten er blåbær og boysenbær, lette pebernoter, sort te samt en smule fennikel, saltlakrids og en mineralsk, stenet nerve.

I munden er vinen skam også tør, knastør …næsten støvet og mineralsk. Det er blåbær og brombær med stor frugtrigdom, meget kraftfuld, stenet og mineralsk, så dermed bliver der en fin nordrhône med nerve, tæthed og stor tørhed.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandSå nice … Steffen havde medbragt en flaske fra Weingut Salwey, nemlig den meget omtalte 2018 Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Große Gewächs, der har fået masser af roser i pressen.

Salwey er også et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Grosse Lagen marken Henkenberg strækker sig over bakkekammen mellem Oberrotweil og Burkheim mod vest. Jordbunden består af vulkanske aflejrninger og en tynd topjord af löss. Høstudbytterne ligger på omkring 40 hektoliter pr. hektar og alle druer håndplukkes og håndselekteres inden gæringen i åbne gæringstanke.

Gæringen foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader i 14 dage. Efter gæringen lagrer vinen 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

I næsen er vinen totalt animalsk, vild urtet med både heksehyl, krudt, duft af nytårsskyts dagen efter, syrlig mødding, men meget let og svævende, har mentol, lidt syrlige røde drops, hindbær, tranebær, stikkelsbær og lærkeskud, estragon, grangrene, saltlakrids, vanilje, kanel , karamel og mælkechokolade.

Smagsmæssigt har vinen en dejlig syrlighed, let, fin, spændstig og præcis, mens frugten også er let og syrlig med rabarber, ribs, grape, virkelig et grønt og frisk bid, meget rank og grøn i smagen, men med masser af eftersmag. Hvor smager det bare gut gut gut og gut.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 335 kr., mens prisen er 265 kr. ved køb af 3 flasker og det er en rigtig fin pris.

Vinanmeldelse 6/7