2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken, Franken, TysklandFra et besøg på vingården Weingut Artur Steinmann 2 somre siden fandt jeg denne lille 2017 Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken frem til et lille velkomstglas.

Besøget på vingården og mit møde med Stefanie Steinmann kan du læse om i mit indlæg Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus.

Denne vin er en Ortswein, hvor Silvaner druerne kommer fra marken Sommerhausen Ölspiel. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering lagret en kort periode på egefade. Jeg smagte faktisk oss’ vinen under mit besøg på gården, men fik dog aldrig lavet smagsnoter … men det har jeg nu.

Duftmæssigt er det sgu en frisk Silvaner … og den har endda begyndt at udvikle lidt imponerende tertiære noter. Først er det dog en grøn næse med hyld, stikkelsbær, pærer og melon, modellervoks samt en lille note af petroleum, hyben, blomsterpollen og stearinlys. Det er vitterlig pænt indbydende.

I munden er det friske æbler, frisk lemon samt lidt citron og grape. Vinen er lidt saftet, let olieret med en fin syre samt en vildt lang eftersmag. God hvidvin, så 4,5 store tomler med pil op.

Købt på vingården, hvor en flaske kostede 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château Phélan Ségur, Frank Phélan Saint-Estèphe, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Phélan Ségur, Frank Phélan Saint-Estèphe, Bordeaux, FrankrigI vinklubben på jobbet blev årets sidste vin denne 2015 Frank Phélan … 2. vinen på  Château Phélan Ségur, der jo ligger på Medoc halvøen på højre side af Gironde floden.

Château Phélan Ségur har længe været blandt de bedste vine i Saint-Estèphe, selvom slottet slet ikke indgår i 1855 klassifikationen.

Igennem 1990’erne og 2000’erne har slottet under familien Gardiniers ledelse udviklet sig til en standard, der ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til Cru Classé slottene i området. Selve slottet er blandt de allersmukkeste i Saint-Estèphe. Herfra kan man se udover floden Gironde, der flyder forbi slottets omkring 70 hektar vinmarker.

Det var den unge irske vinhandler Bernard Phelan, der i starten af 1800-tallet skabte slottet ved en sammenlægning af de to vinhuse Cos de Garramey og Domaine Ségur de Cabanac. Han byggede også slottet som en privat bolig, og det tilhørende vineri.

Han havde grundlagt sin formue ved at opkøbe vine i hele Bordeauxregionen, som så blev afsat til familierne hjemme på de britiske øer. Vinen på Phélan Segur blev skabt i samarbejde med hans svigerfar Daniel Guestier, som på daværende tidspunkt var en førende vinkøbmand i regionen.

Bernard Phelan døde i 1841, og ejendommen, som dengang var kendt som Château Ségur de Garamey, blev videreført af hans søn Frank, der senere ændrede slottets navn til det nuværende Château Phélan Ségur. Frank arbejdede i mange år målrettet på at forbedre og udvikle slottets vine.

Trods han irske rødder, elskede han Médoc, og især de lokale omgivelser, hvor han var opvokset. I en periode på omkring 30 år, bestred han posten som borgmester i den lille landsby Saint-Estèphe.

Slottets nyere historie startede i 1985, hvor familien Gardinier købte ejendomme af familien Delon. Siden da har Xavier Gardinier, og nu også hans tre sønner Thierry, Stéphane og Laurant, arbejdet hårdt på at bringe Phélan Ségur tilbage blandt eliten i Saint-Estèphe. Og det er til fulde lykkedes, bl.a. via en gennemgribende renovering af vinmarker og selve slottet med tilførende produktionsudstyr.

Frank Phélan laves med samme omhu som førstevinen – dog blot fra ejendommens yngre vinstokke og er et blend på 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot.

Duftmæssigt snakker vi mulle kælder, egetræ, våde fade, solbær, brombær, sorte kirsebær, marmeladeintensitet, finsk lakrids, landlig, en smule tørre cigaræsker, let mælket med en smule sødme, tør jord samt en lækker afbalanceret syre.

I munden har vinen et dejligt tannisk bid, te-blade, blæk, grafit, bitterhed, tranebær, kirsebær og virker samlet set meget ung. Det er klart en vin, der bør lagres flere år. 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Canneto, Casina di Doro Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2015 Canneto, Casina di Doro Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienAzienda Agricola Canneto ligger lidt vest for Montepulciano ved San Biagio kirken. Deres 2015 Casina di Doro Vino Nobile di Montepulciano var sidste vin ved vor vinaften … et værdigt punktum for aftenen.

Vingården har en lang tradition for vinproduktion. Det har igennem mange generationer været ejet af Pilacci-Waldergan familien og allerede tilbage i 1933 blev vinene fra Canneto rost i bogen Typical Tuscan Wines, skrevet af V. Montanari og A. Musianis. Imidlertid blev ejendommen i 1987 købt af en gruppe schweiziske venner, som ofte havde holdt ferie nær Montepulciano og især beundret Cannetos Vino Nobile vine.

De stiftede selskabet Canneto AG med base i Zürich og har siden renoveret ejendommen, som styres af Ottorino de Angelis sammen med ønologen Carlo Ferrini. De har samlet 26 hektar vinmarker på de stejle bakker tæt ved vingården og siden 2018 har alle markerne været drevet økologisk certificeret.

Denne Casina di Doro Vino Nobile di Montepulciano er lavet på 100% Sangiovese druer, som alle kommer fra marken Casina di Doro. Efter den manuelle høst er druerne afstilket inden et blødt pres eller knusning, hvorefter vinen så gærer og macererer i stålkar ved 26 grader med udvalgt gær.

Gæring og maceration varer omkring 20 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på 500 liter franske egefade og derefter 6 måneder på store 30-40 hektoliter slavonske egetræsfade og så nogle få måneder i rustfri stålfade inden aftapning på flaske og yderligere 6 måneders lagring.

Duftmæssigt er det virkelig Toscana … mentol, kamfer, violer, urter, mørke frugt, skovsvampe, ristede svampe, ristede nødder samt en frugt med tørrede kirsebær og svesker, kaffe samt tobak.

I munden er det en tæt vin, udtørrende tanniner … vilde og næsten ustyrlige samt godt med blommer, kirsebær, læder, men meget behagelig med en fin lang eftersmag.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7