2018 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition, Rhône, Frankrig

2018 Château du Mourre du Tendre, Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition, Rhône, FrankrigMeget passende lige her juleaftensdag, så tester jeg et par rhônevine fra Château du Mourre du Tendre, bl.a. en julemadsvenlig Châteauneuf-du-Pape, men starter først med deres Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition 2018.

Château du Mourre du Tendre ligger midt i Châteauneuf området i byen Courthézon, ja faktisk nabo til fodboldklubben Sporting Club Courthézon. Det drives af familien Paumel og blev købt af Jacques Paumel i 1962, men han lavede alene lidt vin til eget forbrug, selvom han egentlig var 5. generation af en familie af vinavlere i området.

Det er først sidst i 1980’erne at der rigtigt kom gang i vinproduktionen hjulpet på vej af Jacques’ to børn Richard og Florence Paumel. Op til 1988 havde familien solgt næsten alle druerne til større grossister.

I dag er driften af Château du Mourre du Tendre dog overtaget af Florences søn Paul Paumel og 7. generation … fortsat med hjælp fra moderen, mens onkel Richard ikke længere deltager i driften. Paul startede selv i vinkælderen som 14-årig, og har siden 2013 været ansvarlig for hele produktionen.

Château du Mourre du Tendre har samlet 25 hektar vinmarker, hvoraf de 3 hektar er i Châteauneuf-du-Pape på tre lieux-dits La Crau, La Guigasse og Saintes Vierges, mens resten ligger indenfor Côtes du Rhône Village, Plan de Dieu og Côtes du Rhône.

Udover vinproduktionen, så udlejes 2 Chambres d’Hotes og der drives også en lille vinbar i den smukke, gamle villa.

Denne Côtes du Rhône Villages Cuvée Tradition – også kaldet Vieilles Vignes – er produceret af 80% Grenache og 20% Mourvedre druer, fra gamle vinstokke der er plantet for 65-75 år siden i en jord, som mest består af ler, kalksten og røde småsten.

Alle druerne er håndplukket, men afstilkes ikke før vinifikationen, hvilket også er medvirkende til den lette stil. Vinen er spontangæret i betontanke alene med druernes naturlige gærceller efter en kort semi-carbonic maceration. Denne vin er efter endt fermentering blot lagret 30 måneder på rustfrie ståltanke.

I glasset er vinen forholdsvis lys af en Côtes du Rhône Villages, men det har også samtidig en forholdsvis let, frisk duft med masser af de klassiske Rhône dyder … lidt moden og krydret frugt, kirsebær samt tranebær, et mælket udtryk med yoghurt, jordbær og drikkeyoghurt, nypresset druesaft … virkelig frisk i næsen.

I munden smager vinen også utrolig let og frisk … næsten sommerfrisk med lys frugt, jordbær, hindbær og søde kirsebær. Meget overraskende er vinen utrolig tør og det er tanninerne skam også og alt med et blomstret, lyst og nærmest parfumere smag. Den er som sidst ganske u-rhônsk i sin stil, men jeg synes, at det er dejligt, forfriskende og livligt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Casa das Hortas, Cabeça de Gaio Reserve Tinto, Douro, Portugal

2019 Casa das Hortas, Cabeça de Gaio Reserve Tinto. Douro, PortugalDenne uges portugisiske vin kommer fra vinhuset Casa das Hortas og er deres Cabeça de Gaio Reserve Tinto i årgang 2019.

Quinta & Casa das Hortas Sociedade Agrícola e Comercial Lda. ligger på Rua Principal de Bao i Valadares i vinregionen Douro … faktisk tæt på selve floden Douro.

Vinhuset er grundlagt i 1995 af António Azeredo i første omgang alene som et rent tapperi med det lokale kooperativ Adega Cooperativa de Baião som partner. Men i dag er det vokset til et ægte vinhus med egne marker.

Jeg kan dog ikke se nogle steder, hvor mange hektar, som der ejes, men der laves også vin med opkøbte druer, fx til Vinho Verde vine fra Minho. Men eller har jeg sparsomme oplysninger om Casa das Hortas

Så derfor springer vi da bare videre til denne Cabeça de Gaio Reserve Tinto, der er lavet på 50% Touriga Nacional, 20% Touriga Franca, 20% Tinta Roriz samt 10% Tinta Barroca.

Hver druesort er vinificeret separat, hvilket sker med fuld afstilkning af druerne, knusning og en 5 dages kold premacaration inden gæring ved 25 grader i 7 dage efterfulgt af 3 uger hvile og så 8 måneders lagring på franske egefade, sammenstikning og flaskning.

Dejlig duft … sådan lidt tør og krydret, men alligevel med en vis friskhed i frugten, der består af brombær og solbær tilsat lidt gran, mentol og letbitter kirsebærlikør suppleret med lidt skocreme og små noter af hyben. Interessant og godkendt.

I munden er vinen okay let … ikke så vild dybde og virker også en smule kantet med peber og stærke krydderier. Vinen er ganske tør, har tørre tanniner, men også en lidt sur syre, som gør vinen en tak stram og sværere tilgængelig. Det er en vin, der på grund af syren samt den store tørhed skriger på lidt mad.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 7,02€ … svarende til 52 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 62,15€ eller 463kr., svarende til 77 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

 Vinanmeldelse 4/7