2016 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, SpanienBodegas López Cristobal har mange spændende og lækre vine. Jeg har før smagt, anmeldt og bl.a. skrevet om deres røde topvine som Bagús, Viracocha og Selección, og nu smager jeg så deres 2016 Parcela Uno.

Parcela 1 hylder den første parcel, som vinmageren Galo López plantede sammen med sin far Santiago López.

Vinen er reelt opgradering af den nu udgående Lopez Cristobal Reserva og det er en Tempranillo fra den allerbedste parcel på Finca Valera, hvor Galo tilmed har dumpet høstudbyttet ned til ganske få drueklaser pr. vinstok.

Vinen gærer ved 30 grader i roterende gæringstanke, der giver mulighed for et langt mere præcist udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Efter endt fermentering har vinen endelig lagret 12 måneder på 70% franske og 30% amerikanske egetræsfade, som spænder fra 225 til 500 liter … og endnu flere nye fade end i den gamle Reserva.

Duftmæssigt virkelig lækker López Cristobal kvalitet … en dyb, fed samt intens aroma, hvor der både er blæk, tjære, sød tobak, en frugt med sorte kirsebær, brombær, solbær samt et tydeligt fadpræg med kanel, vanilje, kaffe og lakridsrod. Frugten har bestemt en modenhed og stor intensitet, mens syren til gengæld virker lettere, lysere og en smule blomstret.

I munden er vinen knap så fed … frugten er her langt friskere, men imidlertid slet ikke så dyb og intens. Selvom det jo er en mørk vin, så er frugten lettere med blåbær, hindbær og tranebær, lidt bitterhed, pæn tørhed og så samtidig friske, men knastørre tanniner.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Niel Bester, Signature Field Blend, Paarl, Sydafrika

2019 Niel Bester, Signature Field Blend, Paarl, SydafrikaNæste vin juleaften blev en Signature Field Blend fra Niel Bester, der tidligere har været ansvarlig vinmager på Plaisir de Merle i Sydafrika.

Niel har faktisk lavet hele 28 årgange på Plaisir de Merle og er nu gået solo efter en livslang drøm om at lancere sin helt egen rødvin under eget brand.

Hans første vin er denne 2019 Signature Field Blend, der er på et bordeauxblend, idet Niel har købt 5 kasser henholdsvis Cabernet Sauvignon og Petit Verdot samt 3 kasser af henholdsvis Cabernet Franc, Malbec og Merlot … håndplukket og leveret til kælderen.

Alle druerne er høstet på én morgen og så vinificeret sammen, er altså blandet sammen inden gæringen. Dermed blev vinen således en sammensætning med 26,3% Cabernet Sauvignon, 26,3% Petit Verdot, 15,8% Malbec, 15,8% Cabernet Franc og 15,8% Merlot.

Druerne kommer fra Paarl regionen i skyggen af Simonsberg bjerget og fra 12 og 16 år gamle vinstokke, alle fra marker med veldrænet og nedbrudt granitjord i 300-500 meters højde.

Druerne til denne vin er blevet håndsorteret i kælderen og herefter afstilket og knust og gæret i åbne, rustfri ståltanke. Efter gæringen er vinen overført til 300 liters nye franske egetræsfade, hvor den er blevet overvåget, indtil den malolaktiske gæring er afsluttet.

Så er  vinen blevet omstukket og hældt tilbage på de samme franske egetræsfade, hvor vinen har været lagret i 18 måneder i alt, for igen at blive omstukket og hældt tilbage på ældre fade i yderligere 6 måneder.

Duftmæssigt er det en sort, fed og stærk vin, masser af lakrids, lakridsrod, blåbær og solbær, ganske stor tørhed med urter, en snert eukalyptus, egetræ, våde fade og mulle kælder. Det dufter ikke helt som Bordeaux … mere tør med en lille tør sødme også.

Men det smager sgu godt … meget tør, mørk vin, tranebær, blåbær samt en Malbec kraft. Vinen har en stærk og utrolig tør syre, en rank syre, småbitter og tanninerne er ligeledes tørre og markante. Det er ingen elegantier, men en tør, stærk og powerfuld sydafrikansk vin.

Alle vine forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 299,95 kr., men kan i øjeblikket fås til en tilbudspris på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Barnett Vineyards, Spring Mountain District Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2017 Barnett Vineyards, Spring Mountain District Cabernet Sauvignon, Californien, USAJuleaften nød jeg en flaske af denne 2017 Spring Mountain District Cabernet Sauvignon fra Barnett Vineyards … og sikke en fabelagtig vin.

Historien om Barnett Vineyard startede i 1983, hvor Fiona og Hal Barnett købte en ejendom med 16 hektar jord beliggende på toppen af Spring Mountain. De var vokset op i henholdsvis Vancouver og Stockton, men havde gennem hyppige besøg i weekenderne i begyndelsen af 1980’erne forelskede i Napa Valley. Jorden var dog helt gold … bestod af intet andet end træer, sten, buske og snesevis af klapperslanger.

Men de fik ryddet jorden og plantede Cabernet Sauvignon stokke med det formål at producere små mængder håndlavede vine, der ville fremvise de unikke egenskaber, som druerne fra sådan et  udfordrende og højtbeliggende terroir ville give.

I løbet af de næste 5 år, men vinstokkene fik lidt alder – pendlede Fiona og Hal Barnett fra deres hjem i San Francisco til vingården og i 1989 kunne de høste for første gang, hvilket gav 232 kasser Spring Mountain Cabernet Sauvignon.

I 1991 flyttede Fiona og Hal til vingården, hvor de løbende har udvidet med opkøb af yderligere marker. De har også siden 2007 haft vinmageren David Tate til at lave vinene. Han har tidligere stået i lære hos hos Paul Draper fra Ridge Vineyards og dermed lært at lave terroirtypiske vine i verdensklasse.

I dag producerer Barnett Vineyards et sted mellem 5.000-6.000 kasser vin årligt, hvor denne Spring Mountain District Cabernet Sauvignon er en af deres mest ikoniske.

Vinen er lavet på 80% Cabernet Sauvignon, 13% Petit Verdot, 4% Merlot og 3% Cabernet Franc, der høstes fra højtbeliggende marker i Napa Valleys bjergappellation Spring Mountain District. Vinen er lavet ved, at hver mark er vinificeret separat og med gæring samt maceration i rustfrie ståltanke over 12-17 dage.

Derefter er hver batch lagret separat i 22 måneder på franske barriques, heraf 70% nye fade. Derefter er vinen samlet og tappet på flaske. Der er kun lavet 125 kasser af vinen i denne årgang 2017.

Jesus Christ for en lækker duft … dyb, mørk frugt, blæk, tjære, gærede bær, dyb lakrids, tør engelsk lakrids, sød tobak, frugt med solbær, brombær, hindbær, blåbær … lidt marmelade og endda lidt cigarkasser, våde fade, vanilje, kakao, kanel og chokolade … og selvfølgelig meget bordeauxagtig.

Smagen er vild og blodig, intens, rank, virkelig tør, meget ren og klar frugt og står bare så skarp. Smagen er på en eller anden måde frodig, rig og smuk med faste tanniner, mens syren er fast og afbalanceret. Der er hindbær, blåbær, solbær, kaffe, kakao … kalkede mineraler, vild smuk vin … totalt duperet. Klart 6 fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 899,95 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7