2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, Frankrig

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, FrankrigFørste rødvin på Substans vinmenu denne aften var en bourgognevin … en Bourgogne Rouge Nuages 2020 fra det lille vinprojekt, som hedder AMI.

AMI er et lille og spændende projekt fra de to gode venner og vinmagere Paul Perarnau samt Willy Roulendes.

De er efter sigende ved at blive et par hotte navne i Bourgogne, men begge stammer imidlertid fra Roussillon. Willy har tidligere arbejdet hos Domaine de Montille i Puligny-Montrachet og var chefvinmager hos Clos de Moulin aux Moines i Auxey-Durresses.

Paul tidligere har arbejdet hos Oronce de Beler i Vosne-Romanée og også hos Domaine Hauvette i Saint Rémy de Provence.

Deres fælles projekt AMI er et negociantprojekt, hvor de udelukkende arbejder med økologiske vinavlere i Bourgogne og laver deres vine totalt økologisk og uden tilsætningsstoffer brugt i hverken mark eller i  vinfremstillingsprocessen, så intet kunstigt og vennerne ofte heller ikke svovl ved flaskning.

De laver deres røde bourgognevine på Pinot Noir og nogle gange også på Gamay, mens de hvide er lavet med Chardonnay og Aligoté.

Denne vin … Bourgogne Rouge Nuages er lavet på ren Pinot Noir druer fra marker ved byen Chassey-le-Camp, lavet helt traditionelt, dog med spontangæring med naturlige gærceller og efterfølgende 12 måneders lagring sur lie på neutrale egefade.

Duftmæssigt er vinen lettere reduktiv og kalket, men har ellers en mørkere frugt end forventet og virker også lidt maskulin. Der er lidt brombær, jordbær og mørke kirsebær, tranebær, ribs, blæk, engelsk lakrids, virker gæret og har violer, gazebind og lidt våde fade.

I munden er vinen ganske saftig, men bestemt ingen elegantier, men smager i stedet som meget mørk og tør Pinot Noir med let bitre bær, kirsebær, en smule nelliker og peber, selvom syren faktisk er ganske elegant og spiller andenviolin på en disket måde, så Houlberg disker op med 5 fingre med svag pil ned.

Forhandles af Rødder & Vin, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Strekov 1075, Porta #6, Južnoslovenská, Slovakiet

N.V. Strekov 1075, Porta #6, Južnoslovenská, SlovakietVi fortsatte sgu i funky stil med en orangevin fra Slovakiet … en Non Vintage Porta #6 fra et lille vinhus, der hedder Strekov 1075 og netop ligger i byen Strekov i vinregionen Južnoslovenská.

Vinhuset har taget sit navn efter byen og årstallet for den første skriftlige dokumentation om landsbyen Strekov.

Ejeren og vinmageren Zsolt Sütó siger selv, at det er af respekt for de gamle traditioner og de værdier, som vinhuset drives efter. Inden Zslot kastede sig over vin, så havde han lavet olier fra græskarfrø … ja faktisk laver og sælger han fortsat disse olier.

Zsolt Sütó har samlet 12 hektar vinmarker, som alle drives økologisk med et væld af druer som Rizling Vlašský, Veltlínske Zelené, Modrý Portugal, Frankovka Modrá og Svätovavrinecké som de primære.

Men rolig nu … nogle af navnene dækker over kendte sorter, for Veltlínske Zelené = Grüner Veltliner, Frankovka = Blaufränkisch, Rizling Vlašský = Welschriesling, Vavrinec = St. Laurent, mens druer som Dunaj, Alibernet, Aurélius og Devín er lokale druer.

I kælderen gærer vinene spontant i tønder og åbne kar uden indgreb. For at vende tilbage til de ældgamle metoder, så anvendes maceration med skindet til orangevine. Zsolt Sütó arbejder med flor, blend af forskellige årgange, maceration, botrytis og direkte pres.

Denne lille sag … Porta #6 er lavet på overvejende Grüner Veltliner og Welschriesling med skindkontakt/maceration over 14 dage, en smule Devin med et direkte pres og så også lidt Aurélius med en anelse botrytis.

Devín og Aurélius har jeg ikke stødt på her på vinbloggen tidligere, så lad os lige dvæle ved dem først. Devín er en slovakisk hvid druesort, som blev officiel registreret i 1997 og er skabt i 1958 af Dorota Pospíšilová og Ondrej Korpás på vinforskningsinstituttet i Bratislava med at krydse Gewürztraminer samt Fruhroter Veltliner.

Der findes i dag 149 hektar vinmarker med Devín i Slovakiet og anvendes til både tørre, halvsøde og søde vine. Druen er meget velegnet til de specifikke forhold i Slovakiet og findes faktisk ikke mange andre steder.

Aurélius er en slovakisk hvid druesort, som blev udviklet i 1953 af Josef veverka og František Zatloukal på Vine Research Center i Perná ved at krydse sorterne Neuburger og Rheinriesling.

Aurélius blev officielt anerkendt i 1983, men den er fortsat meget sjælden i Slovakiet, hvor der findes beskedne 7,8 hektar vinmarker med druen. Druen trives bedst tørre steder og har en stor tendens til råd, da den bl.a. modner forholdsvis sent, men til gengæld har et pænt stort udbytte og et højt sukkerindhold.

Vinene på Aurélius er normalt gule med grønne toner og en aroma, som kan minde en smule om Riesling, men de er normalt mere intensive og eksotiske. Smagen er robust og lidt krydret.

Og duftmæssigt har Porta #6 altså lidt funkyness … fernis, oliemaling, brændenælder og tørret abrikos. Det lugter næsten som en fin lille blomsterbutik, men har egentlig mange lag. Den er syrlig, har klart nogle sure appelsiner, grape, bergamotte og en svag oxydering, men der er også noget, som virkelig pirrer næsen.

I munden er det næsten en kopi af duften … egentlig meget ren med en bitter syre. Der er grape, appelsin og bitterhed. Der er måske nok en form for struktur, men det er mest den bitre og grapejuiceagtigt smag, som giver vinen et kick. Den vin kan jeg sgu godt li’ og hoster op med 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Høtoft Vin, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Brauerei Kemker Kultuur, Aoltbeer Kerner, Tyskland

2020 Brauerei Kemker Kultuur, Aoltbeer Kerner, TysklandDen grumsede væske i næste glas var ikke en rigtig vin, men øl blandet med vin. Det var nemlig en Aoltbeer Kerner fra Brauerei Kemker Kultuur, der ligger lidt sydvest for byen Everswinkel i Münsterland.

Bryggeriet drives af Jan Kemker og hans partner Nicole Marzec. De startede deres lille projekt i 2017, først som et eksperiment, men i dag i en større skala med produktion af både øl inspireret af deres lokale historie, innovative øl, masser af cidere og alt midt imellem, for der er ingen hellige køer i det spændende bryggeri.

Alle øllene får tid nok til at modnes .. i tanke og også i træfade, hvor parret anvender enten deres eget udviklede gær spontangæring ud fra den lokale fauna. Alle råvarerne kommer fra lokale landmænd og vinavlere.

Denne Aoltbeer Kerner er en øl lavet som del af et lille batch, hvor Jan Kemker macererede noget basisøl sammen med håndplukkede Kerner druer fra en økologisk producent beliggende i Nahe. Gæring og maceration varede 2 måneder, hvorefter vinen så blev lagret 5 måneder på egefade.

Sjov duft … nærmest af våd ler, vådt træ, harpiks, en blomstret og undergæret ølbitterhed, meget parfumeret og sindssyg blomstret med en vild og frugtrig aroma med citrus, muskat, en festivalplads dagen efter, lidt modellervoks og gammel kælder.

Smagen er derimod nærmest frisk, brusende og blomstersyrlig … nærmest som blomster, der smager syrligt med en virkelig syrlig og parfumeret smag. Mærkelig … og klart aftenens dårligste vin.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3/7