2020 Brauerei Kemker Kultuur, Aoltbeer Kerner, Tyskland

2020 Brauerei Kemker Kultuur, Aoltbeer Kerner, TysklandDen grumsede væske i næste glas var ikke en rigtig vin, men øl blandet med vin. Det var nemlig en Aoltbeer Kerner fra Brauerei Kemker Kultuur, der ligger lidt sydvest for byen Everswinkel i Münsterland.

Bryggeriet drives af Jan Kemker og hans partner Nicole Marzec. De startede deres lille projekt i 2017, først som et eksperiment, men i dag i en større skala med produktion af både øl inspireret af deres lokale historie, innovative øl, masser af cidere og alt midt imellem, for der er ingen hellige køer i det spændende bryggeri.

Alle øllene får tid nok til at modnes .. i tanke og også i træfade, hvor parret anvender enten deres eget udviklede gær spontangæring ud fra den lokale fauna. Alle råvarerne kommer fra lokale landmænd og vinavlere.

Denne Aoltbeer Kerner er en øl lavet som del af et lille batch, hvor Jan Kemker macererede noget basisøl sammen med håndplukkede Kerner druer fra en økologisk producent beliggende i Nahe. Gæring og maceration varede 2 måneder, hvorefter vinen så blev lagret 5 måneder på egefade.

Sjov duft … nærmest af våd ler, vådt træ, harpiks, en blomstret og undergæret ølbitterhed, meget parfumeret og sindssyg blomstret med en vild og frugtrig aroma med citrus, muskat, en festivalplads dagen efter, lidt modellervoks og gammel kælder.

Smagen er derimod nærmest frisk, brusende og blomstersyrlig … nærmest som blomster, der smager syrligt med en virkelig syrlig og parfumeret smag. Mærkelig … og klart aftenens dårligste vin.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3/7