2018 Clos St. Antonin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2018 Clos St. Antonin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigMeget passende sluttede vi den gode Châteauneuf-du-Pape smagning med en 2018 fra Clos St. Antonin, der jo er et nyere vinhus stiftet netop af Isabelle Sabon-Roulan og Aimé Sabon fra Domaine de la Janasse.

Jeg har næsten lige skrevet om Clos St. Antonin, da jeg smagte deres Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages 2019. Da skrev jeg også lidt om vinhuset og baggrunden for købet.

Modsat de øvrige Châteauneuf-du-Pape vine denne aften, så er denne fra Clos St. Antonin lavet alene på 100% Grenache fra nogle tudsegamle Grenache vinstokke på de mere sandede dele af marken Font du Loup tæt ved La Crau og marken Saint Georges.

Al høst og den nænsomme selektering er selvfølgelig foregået med håndkraft, hvorefter vinen er vinificeres ret traditionelt med en lang gæring og maceration på cementtanke, hvor man har inkluderet 20% hele klaser. Slutteligt er vinen lagret på en kombination af store gamle foudres og 600 liter demi-muids.

Duftmæssigt virker Clos St. Antonins Châteauneuf-du-Pape yngre og mere uforsonende end Janasse, mere hård og stærk. Der er blæk, grafit, godt med Rhône krydderier, lavendel, virkelig maskulin og ret powerfuld, stærk frugt … hindbær og sorte kirsebær, grøn peber og sort peber samt lakrids.

I munden virker vinen også lidt rustik med peber, sorte bær, kirsebær, bommer, jordbær, en spids sødme, der bløder det hele godt op suppleret af en tæt struktur og stor kraft. Den er en vildt frisk vin og samtidig også vild tør. Gem den i kælderen nogle år og giv den godt med luft i dekantering inden servering. 5 store fingre med kæmpestore pile op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de la Janasse, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigDer var mer’ Janasse på programmet, for den næste vin var Domaine de la Janasses helt almindelige Châteauneuf-du-Pape i årgang 2019.

Vinen er lavet på et blend af 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Cinsault, der kommer fra vinstokke plantet i det nordlige Châteauneuf-du-Pape … herunder fra oldgamle Grenache vinstokke, hvor en stor andel er fra den kendte La Crau mark. Vinmarkerne dyrkes uden brug af hverken pesticider og insekticider og med et beskedent høstudbytte på omkring 25/30 hektoliter pr. hektar.

Som det er tilfældet med Chaupin og Vieilles Vignes er denne basis Châteauneuf-du-Pape årgang 2019 også langt mere traditionel i stilen end tidligere. Allerede i 2015 startede Christophe Sabon at inkludere en større andel hele drueklaser i gæringen.

Derudover er macerationstiden forlænget til 3-4 uger, hvilket generelt har gjort vinene mere elegante og rødfrugtede. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på en kombination af 80% foudres og 20% barrique, hvoraf 1/3-del af sidstnævnte er nye.

Duftmæssigt er det modne, fyldig frugt … solbær og søde, sorte kirsebær, blommer, men derudover gode tørre aromaer af blæk, blyanter, tør engelsk lakrids, en vis mineralitet og kraftig, fyldig og bombastisk og man fornemmer næsten, at der under motorhjelmen ligger en stor 5.7 liter Hemi motor, der har bundtræk.

Men det er mest i smagen, at Hemi motoren rykker fra land … meget kompleks, rund og balanceret. Der er godt med Rhône krydderier, en fed sødme, lakrids … både sød finsk og tør engelsk lakrids, tørre, bitre tanniner, eksplosiv og stor. 2019’eren her er powerfuld og imponerende flot.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 339 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7