2017 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, Italien

2017 Massimo Rivetti, Barolo, Piemonte, ItalienMassimo Rivetti ligger lidt øst for den lille by Neive … faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947. Det er derfra, at jeg nu smager næste vin, som er deres Barolo i en ung årgang 2017.

Druerne til vinen kommer fra en mindre mark i La Morra med 30 år gamle vinstokke i 450 meters højde og med en sydvestvendt eksponering og en stor andel ler og kalksten.

.Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke ved 28 grader over 12-15 dage, hvilket så er efterfulgt af eftermaceration et par uger mere, hvorefter vinen har lagret 24 måneder på store 25-30 hektoliter slavonske egefade efterfulgt af 6 måneder på flaske.

Vinen er dejlig lys og transparent i glasset, mens duften er rig på læder, violer, roser, røg og lys frugt som jordbær kirsebær, tranebær, tør træ med lidt mælkede noter, let sur kærnemælk samt lidt grønne blade.

I munden har vinen samme dejlige og friske lethed, godt med bid, ribs, hindbær og rabarber, masser af blomster, tørhed og en lille sød samt bitter note. Det er virkelig en ung, viril og tør vin, tanninerne er også knastørre og utilgivende, så de river i både tandkød og tandsæt med insisterende iver. Jeg elsker det. Som sidst er det en knøs, en snothvalp eller barnerumpe, men frisk og spændstig Barolo.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr. mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNår vi nu lige har høvlet en række fine Châteauneuf-du-Pape vine igennem som slutning på vort seneste byggemøde, hvorfor så ikke lige nappe endnu en? Det klarer vi med denne basis Châteauneuf-du-Pape 2019 fra La Bastide Saint-Dominique.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet og er beliggende i  Courthézon ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres Rhône vine. Eric Bonnet har for nogle år siden overtaget driften af domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen Eric ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Jeg har engang mødt Eric til en af Jysk Vins vinfestivaler, og han er en meget stille, genert og behagelig mand.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af alle de forskellige druesorter, så anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique, hvilket jo betyder økologisk. I 2013 har Erik Bonnet også lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Châteauneuf-du-Pape er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 7% Mourvèdre og 3% Cinsault, som kommer fra forskellige marker med op til 80 år gamle vinstokke … nemlig vinmarkerne Les Bédines, Chapouin, Pignan og Guigasse med jordbund af sand, ler og småsten, som typisk giver en mere elegant udgave af en Châteauneuf-du-Pape.

Al høst foregår manuelt med en førstesortering i marken, hvorefter druerne igen sorteres ved ankomsten til vineriet. Klaserne afstilkes, før druerne fermenterer over 18-25 dage i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på cementtanke.

Dejlig mørk aroma … våde fade og stor tæthed, sorte bær, brombær, blommer og hindbær, sorte oliven, mælkechokolade, kakao, tobak og våde vaskeklude, mokka samt en balsamisk syre. Duften kan vel betegnes som mørk, kraftig, syrligfed med fin renhed.

Smagen er utrolig koncentreret med en vis sødme, modne frugter og stor blødhed. Det suppleres med lakrids og peber. Selvom den har en ren og klar syre, så har syren en stor venlighed, så vinen bliver saftig, rund og opulent med en lille sødme. Tanninerne er fremme, men de er også føjelige og behagelige. Det er lækker, tossego’ Châteauneuf-du-Pape, så Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 285 kr. mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Gian Luca Colombo, Verduno Pelaverga, Piemonte, Italien

2020 Gian Luca Colombo, Verduno Pelaverga, Piemonte, ItalienDet er kun få måneder siden, at jeg her på vinbloggen stødte på endnu en vin fra dygtige Gian Luca Colombo. Dengang var det hans 2014 Langhe Pinot Nero, men nu er det en frisk 2020 Verduno Pelaverga.

Pelaverga druen er ukendt for de fleste, men den findes også kun ved den lille by Verduno 8 kilometer sydvest for Alba i Piemonte.

De lokale hævder, at vinen er et elskovsmiddel, måske mest pga. navnet, idet verga betyder stang og er det lokale slang for mandens beplatningsorgan. Der findes også kun 12 producenter, som laver vine på Pelaverga, selvom den endda har sin egen DOC appellation kaldet Verduno Pelaverga.

Men Gian Luca laver skam nu også vin på den sjældne druesort, nemlig fra 2 marker ved Roccabella i Roddi kommunen blot 228 meter fra MGA’en Monvigliero i Verduno i 220 meters højde.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 22-30 dage og efter endt fermentering er vinen lagret i store amfora lerkrukker i 7-10 måneder for at bevare den sarte, florale primærfrugt og flasket så uden filtrering eller klaring.

Det er sgu en vild lille vin … lækker, lækker duft med piemontisk frækhed, dejligt blomstret og parfumeret med rosenblade, roser i vand, violer, læder, søde hindbær og jordbær … måske lidt mere fyldig i næsen end Nebbiolo, men meget æterisk, let og luftig.

Smagen er også dejlig let med en frisk, luftig og sød smag, igen frugt med jordbær, hindbær og rabarber, meget elegant, svævende med lys og dejlig syre, stor friskhed og samtidig erotisk parfumeret.

Importør er Adriat Vinimport og vinen kan findes hos flere butikker til en pris mellem 209-219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7