2016 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 Clos Saint Jean, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigFor mange år siden elskede jeg Clos Saint Jean for deres totalt fede og overekstraherede vine med tung fadpræg. I dag er det slet ikke min stil, men derfor er det sjovt igen at smage en nyere 2016 Châteauneuf-du-Pape fra  Pascal og Vincent Maurel samt deres vinøse støtte … den store ønolog Philippe Cambie.

Sidst jeg smagte brødrenes Châteauneuf-du-Pape var det i årgang 2013, men Falken havde vist besluttet sig at fortsætte med Rhône vine og serverede derfor vinen i årgang 2016.

Det er selvfølgelig husets basis Châteauneuf-du-Pape, hvor druerne kommer fra flere forskellige af husets marker. Det er 85 % Grenache, 10 % Syrah, 3 % Mourvedre og 2 % Cinsault … og alle druer fra gamle vinstokke.

Efter høstet afstilkes omkring 90% af druerne og vinen vinificeres i store betonkar. Macerationsperioden er omkring 35 dage, hvorefter vinen har lagret et år på nye fade … dog undtagen Grenache druerne, der er lagret 16 måneder på betontanke.

Duften virker umiddelbar ikke så mørk, som jeg havde forventet, selvom det bestemt er en kraftig og fyldig vin. Der er sorte kirsebær og måske endda lidt rodfrugter, men derudover også rosmarin, sten, rosenblade, mentol og endda eukalyptus, våd jord, gazebind, babybræk samt en syrlig note.

I munden ændres dette dog ret meget, for der er ikke megen finesse eller elegance. Man smager både det høje 16% oktantal, som virkelig bare rammer og virker for stærkt. Læg dertil godt med sødme, peber og alligevel nogle tørre og kraftige tanniner, så har jeg svært ved at finde balance. Så dermed en varm og potent vin … ikke at det smager dårligt – bestemt ikke – bare en lidt for stor mundful. Dermed 5 tomler med pil ned.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Delas Frères, Hermitage Les Bessards, Rhône, Frankrig

2015 Delas Frères, Hermitage Les Bessards, Rhône, FrankrigBåde hos Jean Louis Chave og Delas Frères er marken Les Bessards i Hermitage blandt deres absolut bedste marker … og her er det netop Hermitage Les Bessards fra Delas Frères i årgang 2015.

Delas Frères har jeg jo skrevet om tidligere her på vinbloggen og flere gange smagt deres Hermitage Domaine des Tourettes.

Denne Hermitage Les Bessards er bare i en anden liga, men det finder du først ud af, når du stikker næsen i glasset og derefter får vinen indenbords … men det vender jeg fluks tilbage til.

Vinen er lavet med druer fra marker, der strækker sig over 3 kommuner i Drôme departementerne Tain-l’Hermitage, Crozes-Hermitage og Larnage. Der anvendes alene Syrah druer fra de ældste plots i det berømte område Les Bessards på Hermitage skråningerne.

Derudover produceres denne vin kun i de allerbedste år og produktionen er bevidst begrænset til 6.000 flasker om året, men er lavet ved, at druerne gærer og macererer i  traditionelle betontanke med åben top efter en kølig 2 dages forgæring/maceration. Selve den alkoholiske gæring er sket ved 28-30 grader med en samlet macerationsperiode på 20 dage.

Derefter er vinen lagret 12-14 måneder på franske egefade … både nye fade og fade brugt én gang tidligere … og så skal vi heller ikke lige glemme, at 2015 er en fabelagtig årgang i det nordlige Rhône.

Slam og in-your-face … flæsket, medicinsk og mælkede aromaer, tyk, fed og engelsk lakrids, solbær og blåbær, mælkechokolade, vanilje og kanel, cedertræ, røgede noter, rosmarin, knuste og salte sten, tobak, okseblod og alt sammen med et dybt koncentreret nyrehug, som lige lammer næsen med behagelig og kølig elegance. Snusfornuftig og snifbedårende.

I munden virker vinen både blød og cremet, men det er med rank, ren og stoisk elegance og tæthed. Derefter rammer mineraliteten dig med en stenhammer, så der flyver både granitskærver og knuste stenstykker rundt i munden .. hårde, salte med en vild tørhed, bitre og iltre tanniner, en frugt mørk med blåbær og syrerig med ribs, en vogn med kul og koks suppleret med lidt peber. Crazy og flot … og næsten på samme niveau som Chaves Hermitage.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 1.299 kr.

Vinanmeldelse 7/7