Godt nytår til alle … og skål for fanden

Med året 2021 på hæld er det tid at gøre status … og selvfølgelig ønske hinanden et godt nytår. Stor tak til alle de læsere, som i det forgangne år har fulgt Houlbergs Vinblog og særligt dem, som også løbende har skrevet en kommentar på Facebook siden.

Det blev igen et vildt år, men også et underligt og rodet år. På den  vinøse front blev det til et år med masser af vinanmeldelser … helt præcis 929 vinanmeldelser og derudover en række artikler om vin, besøg hos vinproducenter og restauranter samt også en del onlinesmagninger på grund af COVID-19.

Der har sgu ikke været en eneste dag uden en vinanmeldelse, så dermed har jeg forsøgt at leve op til titlen som Danmarks flittigste vinblogger. Samtidig er antallet af læsere også fortsat stigende med 61.363 besøgende sidste måned … men også på Facebook og de andre sociale medier er besøgene stigende.

Der skal også lyde et kæmpestort tak til de vinimportører, som har sendt vine til test … det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer og tak fordi, at I accepterer mine spøjse og til tider aparte skriblerier, underlige formuleringer og uforståeligt ratings.

Sidst skal der også lyde en stor tak til alle mine vinvenner for gode, interessante og sågar muntre samt sjove stunder, fremragende vine og en kende tålmodighed med alle mine langsommelige smagsnoter i min lille sorte notesbog i tide og utide.

På falderebet til det nye år, så håber jeg, at I finder nogle gode vine frem til årets sidste år og nyder dem sammen med gode venner … og så lad os ses, høres og smages ved i 2022.

2020 Klein Constantia, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2020 Klein Constantia, Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaKlein Constantia ligger få kilometer udenfor Cape Town i Sydafrika og kaldes for verdens smukkeste beliggende vingård. Det er derfra, at næste vin er fra … deres basis Sauvignon Blanc i årgang 2020.

Historien om Klein Constantia har jeg fortalt før i et indlæg, som fx i 2016, hvor jeg smagte en 2014 udgave af denne Sauvignon Blanc.

Dette er husets basis Sauvignon Blanc, selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, lavet på rustfrie ståltanke og har ligget på bærmen – sur lie – i 7 måneder inden de forskellige partier blandes og vinen flaskes. Den har 1,7 gram restsukker pr. liter.

Næsen er sådan virkelig arketypisk Sauvignon Blanc med grøn græs, en brugt New Holland grønthøster, solbærblade, grøn peber samt en sæk med flintesten.

I munden er vinen dog lidt flad og slet ikke så syrerig, som jeg nok havde forventet. Der er muskat, melon, Jolly Time, frisk æblejuice og mangler klart lidt syre. Den blev jeg ikke rigtig venner med.

Forhandles af VinMedMere, hvor en flaske koster 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

N.V. Laurent-Perrier, Harmony Demi-Sec, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent-Perrier, Harmony Demi-Sec, Champagne, FrankrigMathisen Oplevelsen startede med ægte champagne og det var en Non Vintage Harmony Demi-Sec fra champagnehuset Laurent-Perrier.

Champagnehuset blev grundlagt i 1812 af André Michel Pierlot, men fik navnet Laurent-Perrier da Mathilde Emilie Perrier i 1887 overtog driften, da hendes mand Eugène Laurent døde. Enken førte blot champagnehuset videre, indtil hendes datter Eugénie Hortense Laurent i 1925 arvede firmaet og senere i 1938 solgte det til en anden enke, nemlig  Marie-Louise de Nonancourt, da økonomien var skidt efter 1. verdenskrig.

I dag champagnehuset af sønnen Bernard de Nonancourt, der har ført det frem til positionen som det 4. største champagnehus. Det ligger i Tours-sur Marne og selv ejer 100 hektar vinmarker, men så derudover køber druer fra vinavlere fra yderligere 800 hektar.

Her smager vi deres Non Vintage Harmony Demi-Sec, der er lavet med druer fra mange vinmarker. Den består af 45% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier. Basisvinen er lavet helt traditionelt med anvendelse af 10-20% Reserve vin.

Efter fermentering er vinen flasket og andengæring via 3 års lagring i vinkælderen inden degorgering med en dosage på 40 gram, hvilket også betyder, at champagnen er demi-sec … altså med nogen sødme.

I næsen er der gær og ristede noter, æbler, hyldesaft, fersken og måske endda lidt tørret, bergamotte, rugbrød, ristede løg, masser af nødder, mandler og hasselnødder, muskat samt sandeltræ.

Smagsmæssigt er det en sød champagne, ret sødt brus, meget let, omgængelig og næsten som en Prosecco. Det en en venlig og pleaser champagne,  har en frugt med dåsepærer og søde abrikoser samt lidt en sodavandsfornemmelse.

Forhandles flere steder, bl.a. på BilligVine, hvor en flaske koster 410 kr., mens prisen er 348 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7