2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d’Eguisheim, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d'Eguisheim, Alsace, FrankrigMed den sidste Domaine Léon Beyer vin i Millésimes Alsace DigiTasting® kassen sluttede vi, hvor vi startede, nemlig på Grand Cru Eichberg marken via denne Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d’Eguisheim.

Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d’Eguisheim er en vin, som der kun er lavet små 1.200 flasker af . Vinen er lavet ved, at druerne er afstilket og derefter presset, hvorefter  mosten får lov af bundfælde sig og falde til ro inden gæringen sker spontant i store gamle foudres uden temperaturkontrol. Gæringen kan godt kan strække sig over adskillige måneder og efterfølgende er der intet hastværk.

Vinene fra de forskellige høsttidspunkter og parceller på Eichberg sammenstikkes derefter og så har vinen lagret mindst 12 måneder i fadene inden vinen tappes på flaske. Vinen har 9,1 gram restsukker pr. liter.

Fin syrligsød og lettere aromatisk aroma, let terpentinsk note, fersken, pærer, stikkelsbær, melon, abrikos, honning, ristede mandler, lidt røg, grønne blade og appelsinskal.

I munden pænt med sødme … helt nektaragtigt med let nøddet smag, fersken, melon og tørrede abrikoser, lakridskonfekt og lidt fyldig alkoholsødme. Det er sgu lækkert skruet sammen.

Forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet, så derfor kender jeg heller ikke prisen. Den ligger formentlig omkring 450-500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Noir Comtes d’Eguisheim, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Noir Comtes d'Eguisheim, Alsace, FrankrigDen 3. vin fra Domaine Léon Beyer var da også fra Comtes d’Eguisheim topserien. Det var deres 2016 Pinot Noir Comtes d’Eguisheim.

Vinen er lavet med 35-40 år gamle vinstokke på en mark, der grænser lige op til Grand Cru marken Eichberg. Druerne er høstet i starten af september, hvorefter de er sorteret og knust inden spontangæring og maceration over 15 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret med 50% på brugte franske barriques og den anden halvdel i rustfrie ståltanke. Léon Beyer producerer årligt 9.000 flasker af denne vin.

Meget lys og transparent I glasset … god overraskelse. Duften overrasker også med en sødlig, let fadpræget aroma med tonsvis af tørt træ, tør og krydret med kirsebær, hindbær … måske lidt lukket.

Smagen er vitterlig totalt blød … sådan feminin, sart og forsigtig. Der er lys moden frugt, jordbær, moreller, muld med en saftig syre og lidt nødder.

Forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet i deres udvalg, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Domaine Léon Beyer, Riesling Grand Cru Pfersigberg Comtes d’Eguisheim, Alsace, Frankrig

2013 Domaine Léon Beyer, Riesling Grand Cru Pfersigberg Comtes d'Eguisheim, Alsace, FrankrigNæste vin er toppen af poppen hos Domaine Léon Beyer og det blev den skam også  hurtigt hos mig. Det er husets 2013 Riesling Grand Cru Pfersigberg Comtes d’Eguisheim.

Topvinene hos Beyer lanceres altid under navnet/label Comtes d’Eguisheim og kendes nemt på de iøjnefaldende lidt specielle etiketter. Comtes d’Eguisheim vinene frigives altid sent og de produceres kun i de allerbedste årgange. Og vinene er altid lavet fra de ældste vinstokke på nogle af husets 2 Grand Cru marker … her er det selvfølgelig fra Grand Cru marken Pfersigberg, der knejser oppe bag Eguisheim.

Høsten sker selvfølgelig kun med håndkraft og foregår ad flere omgange, for Beyer ønsker alene de perfekt modne klaser. Der sker en soignering forud for presningen og derpå følger langsom gæring i store gamle foudre uden temperaturkontrol og spontant alene på druernes naturlige gærceller.

En gæring som godt kan strække sig over adskillige måneder og efterfølgende er der intet hastværk. Vinene fra de forskellige høsttidspunkter og parceller sammenstikkes inden det for alvor bliver forår og herefter får vinen lov til at lagre 6 måneder inden aftapning på flaske hvor den får lov til at udvikle dybde og kompleksitet i 5 år inden den frigives til salg.

Duftmæssigt er der masser af diesel, petroleum og benzin … så tanken er fyldt op til mange kilometer … og den kan den sgu også, altså køre langt. Der er modne frugter, både pærer, modne æbler, figner, honning og alt bare så elegant, at du omgående fornemmer, at nu er vi i Grand Cru superligaen.

Smagen er smøret, cremet og mundsmeltende, men det er fortsat med en fin og elegant mineralitet. Den er kombineret med citroner, æbler og pærer, men alt balanceret til perfektionisme. Det er en vin, som er rigtig svær at blive sur på … leverer sgu varen. Man kan ikke undgå at lave et bredt smil … sidder bare og ser dumglad ud.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Domaine Léon Beyer, Riesling Grand Cru Eichberg R de Beyer, Alsace, Frankrig

2015 Domaine Léon Beyer, Riesling Grand Cru Eichberg R de Beyer, Alsace, FrankrigDen første Léon Beyer vin i Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen var denne Riesling Grand Cru Eichberg R de Beyer i en årgang 2015 … en ganske fin start og et godt indtryk.

Riesling R de Beyer er en vin, hvor druerne kommer fra Grand Cru marken Eichberg. Vinen er regnet som husets 3. bedste Riesling efter Les Ecaillers og Comtes d´Eguisheim fra Grand Cru marken Pfersigberg.

Riesling Grand Cru Eichberg R de Beyer er lavet afstilkede druer, som derefter presses, hvorefter mosten får lov af bundfælde sig og falde til ro inden gæringen sker spontant i store gamle egefade. Så lagrer vinen derefter i fadene op til 16 måneder inden den tappes og så lagrer yderligere 24 måneder inden frigivelse. Der er alene lavet 3.500 flasker af vinen.

Med det samme dukker der petroleum og dieselolie frem, som måske endda lidt overskygger de mere hengemte noter af modne nedfaldsæbler, pærer, abrikos, blomster, gran eller lærkeskud, lidt bivoks, roser og mandarinskal. Men det er faktisk meget delikat, lokkende, tiltrækkende … og med mere luft i glasset bliver det også mere sammenhængende og elementerne spiller rigtigt godt sammen.

I munden er det også en flot Riesling, masser af syre, citroner, lemonsaft og mineraler. Der er modne grapefrugter, gule og grønne æbler, stor præcision og saftighed. Lækker Riesling. Parker er enig med Houlberg og har givet denne 2015’ner 95+ point.

Forhandles herhjemme af Løgismose, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Marc Beyer fra Domaine Léon Beyer

Mit næste møde til Millésimes Alsace DigiTasting® var allerede klokken 8.30 og det var med Marc Beyer fra Domaine Léon Beyer … endnu et af de store, gamle vinhuse beliggende i Eguisheim i Alsace.

Det blev en rigtig hyggesnak, for Marc Beyer er lidt en hyggeonkel. Vi snakkede ikke så meget om TDN, men mest lidt om vinhuset samt en smule om, hvordan Covid-19 pandemien havde ramt Domaine Léon Beyer, men det kan I læse om senere i indlægget. Lad os først kigge lidt nærmere på vinhuset.

Domaine Léon Beyer

Domaine Léon Beyer ligger i Eguisheim i Alsace … i disse gamle, smukke bygninger, der oprindelig husede en gammel landevejskro, men de er ombygget og udvidet gennem årene.

Familien Beyer har været vinavlere i Eguisheim siden 1580, mens selve vinhuset blev grundlagt i 1867 af Emile Beyer som Maison de Vin d’Alsace. Og i alle årene har familien gennem generationer været vinavlere, négocianter og borgmestre i Eguisheim.

I dag drives vinhuset af Marc Beyer, som overtog driften fra sin far Léon Beyer, der selv havde overtaget driften i 1959 fra sin far, som også hed Léon Beyer.

Marcs far Léon Beyer var – udover også at være borgmester i Eguisheim som sin far også var – en rigtig levemand med en stor gastronomisk appetit og han rejste gerne land og rige rundt for at nyde de bedste måltider.

Han blev også en af hovedårsagerne til at vinene fra Alsace i almindelighed – og vinene fra Léon Beyer i særdeleshed – hyppigt blev skænket, da La Nouvelle Cuisine aka det nye køkken slog igennem i slutningen af 1960’erne.

Fra 1970’erne var vinene fra Léon Beyer i mange år da også på vinkortet hos samtlige 3-stjernede Michelin restauranter i Frankrig. Vine fra Léon Beyer nævnes da ofte i samme sætning som Trimbach, når der skal kategoriseres blandt den efterhånden store spændvidde, som vinene fra Alsace repræsenterer.

I dag ejer familien selv omkring 20 hektar vinmarker, men opkøber også på kontrakt druer fra udvalgte lokale bønder … en håndfuld af lokale vinavlere, der er kendt for kvaliteten af ​​deres produktion, og som er loyale over for Léon Beyer.

Normalt dækker husets egne marker omkring 1/3-del af den samlede produktion, så dermed købes der druer fra omkring 40 hektar og det betyder en samlet produktion hvert år på 600-800.000 flasker vin. Men under vort møde fortalte Marc, at produktionen ligger på 400.000 flasker.

Deres bedste marker er klart de to Grand Cru marker Eichberg og Pfersigberg … og netop vine fra de to topmarker var da også at finde i den fremsendte smagekasse.

Marc Beyer er 13. generation af vinbønder i Beyer familien, men nu  er den 14. generation allerede kommet godt med i driften. Marc får nemlig nu hjælp af sin søn Yann-Léon Beyer, som også er uddannet ønolog, samt datteren Anne-Sophie, som står for markedsføring, internet og salget.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Léon Beyer var der disse 4;

Kassen fra Léon Beyer var faktisk en af kasserne, som jeg modtog, hvor der var en smule alder på vinene. Og som jeg nævnte tidligere, så var der vine fra de to topmarker … Grand Cru markerne Eichberg og Pfersigberg. Lidt at glæde sig til.

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene … og nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Det blev et hyggeligt lille møde, hvor Marc Beyer fortalte lidt om vinene fra smagekassen. Derudover snakkede vi bl.a. en smule om klimaforandringer og Covid-19 effekten for vinhuset.

Omkring klimaforandringerne, så kan Marc Beyer godt mærke, at høsten sker tidligere end normalt. I kælderen arbejder de næsten kun med egefade, hvilket har den fordel, at vinen i produktionen modner hurtigere, men samtidig giver en lang holdbarhed.

Marc fortalte, at de fortsat i dag er stærkt repræsenteret hos restauranterne, hvorfor de selvfølgelig har været hårdt ramt, da de fleste jo har været lukket, men salget til private har været okay. Da deres stærkeste salg netop er restauranterne, så er de heller ikke det vinhus, som har flest besøgende-

Jeg spurgte til sidst i mødet, om han ville fremsende lidt fotos til brug for denne artikel. Ingen problemer … jeg kunne bare lige sende en mail med ønsket. Det fik jeg gjort og modtog nogle af billederne her i artiklen fra Marc. Tak for godt møde.

2017 Domaine Zind-Humbrecht, Pinot Gris Heimbourg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Zind-Humbrecht, Pinot Gris Heimbourg, Alsace, FrankrigSidste vin i smagekassen fra Domaine Zind-Humbrecht blev denne 2017 Pinot Gris Heimbourg.

Marken Heimbourg ligger ved Turckheim er samlet på 8 hektar og heraf har Zind-Humbrecht de 4 hektar, som oprindeligt blev købt af Leonard Humbrecht.

Han var fascineret af denne fine 35-50% stejle kalkstensholdige mark, som mod øst ligger lige op til Grand Cru marken Brand. De stejle skråninger har altid gjort det svært at arbejde på marken, hvorfor en del af marken også forfaldt efter første verdenskrig, da mange vinavlere foretrak de lavere beliggende marker, hvor vinstokkene var mere produktive.

Sådan er det ikke i dag … der er vinene fra Heimbourg marken nu meget efterspurgte. Hos Zind-Humbrecht dyrker de både Riesling, Pinot Noir, Gewurztraminer og Pinot Gris på marken … Pinot Gris vinstokkene fylder mest med hele 1,6 hektar og plantet tilbage omkring 1983.

Pinot Gris er en mindre skrøbelig drue end Riesling og accepterer derfor koldere temperaturer og vind. Den er derfor plantet på den øverste del af vingården. Udbytterne er naturligvis små og i denne vin høstet med beskedne 22 hektoliter pr. hektar, hvilket giver vinen stor koncentration og ekstra niveau af smag og kompleksitet.

Vinen er lavet med langsom gæring og har lagret 15-16 måneder sur lie … flasket i januar 2019. Vinen har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Dejlig landlig duft … mødding møder lidt armsved, abrikos, fersken, mango, banan, blomsterpollen, let lynghonning og så samtidig nogle salte mineraler. Måske en smule reduktiv, men de mange blomster og mineraler giver et storladent, parfumeret og lækkert indtryk.

I munden er der også både mineraler og eksotisk frugt i infight … masser af kraft med pærer, abrikos, fersken og mange, salte mineraler, en vis tæt og olieret fyldighed, mens sødmen går hånd i hånd med en rank ryg, bittersyre og lang eftersmag.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, men denne er ikke fundet i sortimentet. Vil gætte på, at prisen ligger omkring 400-450 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Zind-Humbrecht, Pinot Gris Rotenberg, Alsace, Frankrig

I Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen, så var denne 2017 Pinot Gris Rotenberg tilsyneladende ramt af nogle organoleptiske afvigelser … og var duftmæssigt helt skæv. Olivier Humbrecht tilbød dog at sende mig en flaske … hele vejen fra Alsace, så jeg kunne smage, hvordan den rigtigt skal smage.

Jeg takker mange gange … det er sgu klasse og med en hel flaske fremfor de små 3 cl. mini-flasker var det samtidig et fantastisk bytte, så derfor er vinen testet virkelig grundigt 🙂

Zind-Humbrecht ejer i dag 1,7 hektar af Rotenberg marken, der ligger ved Wintzenheim og heraf udgør Pinot Gris det meste med 1,2 hektar, som er plantet tilbage i 1985. De første parceller på marken Rotenberg blev oprindelig købt af Emile Zind … Genevièves mor.

Rotenberg ligger på toppen og dens skråninger med 30-40% hældning vender mod vest mod Haut Landsbourg Chateau, mens markerne på det sydvendte side er Grand Cru marken Hengst. Det er en mark med en særdeles næringsfattig jordbund af limsten og mergel og et jernindhold så højt, at jorden faktisk har en rødlig tone, deraf marknavnet … og der har da også tidligere været en jernmine ved marken.

Denne 2017 Pinot Gris Rotenberg er lavet med druer fra Rotenberg høstet med et yderst beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar og så er vinen lavet med langsom gæring og har lagret 16-17 måneder sur lie … flasket i februar 2019. Vinen har 2,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor dufter det godt … landligt, sved og mødding. pærer, abrikos, mango, banan samt  blomsterpollen og salte mineraler. Det er sådan ret tæt, lidt parfumeret … har nogle lidt grønne urter, men først og fremmest denne inderlige, storladne og dekadente aroma.

I munden er vinen bare så dejlig cremet, fyldig og olieret … derudover rammes man af masser af mineraler, noget eksotisk frugt med igen pærer, abrikos og fersken, en lille kæk lemon bitterhed, lidt salt og samtidig er det med en syre, som man måske ikke først lige bemærker, men ligger fin, sart og præcis igennem hele smagen. Det er voldsomt elegant og Pinot Gris i den absolutte superliga.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Domaine Zind-Humbrecht, Riesling Roche Granitique, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Zind-Humbrecht, Riesling Roche Granitique, Alsace, FrankrigNæste vin fra Zind-Humbrecht Millésimes Alsace DigiTasting®  smagekassen var endnu en fin Riesling, nemlig 2018 Riesling Roche Granitique.

Det er nærmest en slags 2. vin til husets Riesling Brand Grand Cru, da hovedparten af druerne er fra Grand Cru marken Brand, blot fra de yngste vinstokke, der er 36 år i gennemsnit. I denne årgang 2018 er der også tilsat en lille smule druer fra de unge vinstokke fra Grand Cru marken Sommerberg … fra vinstokke, der var plantet tilbage i 2013, så alle druer i Riesling Roche Granitique er således fra granitholdige Grand Cru marker.

Samlet er druerne høstet med et udbytte på omkring 69 hektoliter pr. hektar, høstet i september måned. Vinen er lavet med langsom gæring og har lagret 15-16 måneder sur lie … flasket i januar 2020. Vinen har 3,3 gram restsukker pr. liter.

Igen er der trukket et mineralsk tæppe over vinen … landlig, sursød mødding, moidne æbler, pærer, fersken, citroner, lime, lidt ananas, passionsfrugt og våde sten. Der er citrongræs, masser af salt, sten og mineraler og måske endda lidt snert af akaciehonning.

Smagen er næsten som duften med masser af mineraler og en eksotisk frugt, men en flok citroner dirigerer dem alle på deres rette pladser. Der er lidt mere varme og fylde i forhold til foregående vin, men igen et godt syreindhold, masser af tørhed, som også går igen i den lange eftersmag. Klart 5 store fingre med kæmpepil op.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Domaine Zind-Humbrecht, Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Zind-Humbrecht, Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru, Alsace, FrankrigTil Millésimes Alsace DigiTasting® vinmessen startede vi hårdt og dirty med en Riesling af dimensioner, for det var nemlig Domaine Zind-Humbrechts Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru.

Det er en røvlækker Riesling, som jeg har smagt og skrevet om tidligere her på bloggen. Det var dengang i en årgang 2015, men her altså en 2018.

Humbrechts Riesling vinstokke på Rangen de Thann Clos Saint Urbain er omring 56 år gamle og de er i 2018 høstet med et udbytte på 26 hektoliter pr. hektar, høstet i september måned. Vinen er lavet med langsom fermentering og har lagret sur lie bagefter … flasket i januar 2020. Den har 2,7 gram restsukker pr. liter.

Næsen er lidt animalsk med røg, flint, salt … dejlig svævende og nærmest æterisk aroma, sart, delikat og lokkende. Der er modne æbler, mirabeller, banan, kiks, let grape … WAUW.

Smagen er stenet, røget og mineralsk, masser af syre, citroner, lidt lemon og snert af lidt melon. Det er både rundt og skarpt, hvis det giver mening? Det er som at få et mineralsk tæppe lagt over sig, hvor det både varmer og er koldt. Eftersmagen er klar, mineralsk, ren og lang. Smuk, smuk Riesling og fortsat meget ung, så helt klart 6 kæmpestore tomler med pil op.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, men denne har jeg ikke fundet. Vil dog gætte på en pris omkring 600 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Olivier Humbrecht fra Domaine Zind-Humbrecht

Mit første møde ved Millésimes Alsace DigiTasting® vinmessen klokken 8.00 præcis var med ingen ringere end Olivier Humbrecht fra det legendariske vinhus Domaine Zind-Humbrecht.

Det er – som de fleste vinnørder måske ved – et vinhus, som har meget stolte traditioner og tidligere er rost som værende det bedste domæne for hvidvin i verden af den gode Parker og det er også sagt, at Zind-Humbrecht har revolutioneret Alsace.

Domaine Zind-Humbrecht

Humbrecht familien har været vinbønder oprindelig med base i Gueberschwihr i Alsace siden 1620, men familien begyndte først at sælge deres vine i 1927.

Domaine Zind-Humbrecht blev grundlagt i 1959, da Léonard Humbrecht giftede sig med Geneviève Zind, hvis familien også var vinbønder i Alsace og havde deres vingård i Wintzenheim. De to små ejendomme blev lagt sammen … og det blev til Zind-Humbrecht, som i dag har deres vingård i Turckheim.

Det er i dag Olivier og hustruen Margaret Humbrecht, som driver vinhuset. De overtog driften i 1989 efter Oliviers forældre Léonard og Geneviève … og er dermed 12. generation i rækken af Humbrecht vinavlere.

Vinhuset har samlet 41 hektar vinmarker, som ligger ved byerne Thann, Hunawihr, Gueberschwihr, Wintzenheim, Turckheim og Niedermorschwihr.

De bedste marker er Grand Cru markerne Brand i Turckheim, Hengst i Wintzenheim, Goldert i Gueberschwihr, Rangen de Thann i Thann samt Sommerberg i Niedermorschwihr.

Den største perle er helt klart Grand Cru marken Rangen de Thann og særligt parcellen Clos Saint Urbain på marken … i øvrigt opkaldt efter et gammelt kapel fra 1400-tallet.

Kapellet ligger smukt midt i vinmarkerne. Clos Saint Urbain har mere klipper i jorden end på resten af Rangen de Thann og ligger højere, hvilket giver en senere modning af druerne og langt mere kølighed i vinene.

I dag drives vingården fuldstændig biodynamisk … ud er smidt alt mulig kunstigt skidt, filtrering, chaptalisering, kunstgødning samt insektgifte og de blev certificeret økologiske i 1998 af Ecocert og certificeret biodynamiske i 2002 af Biodyvin/Ecocert.

De høster samtidig med meget lave udbytter … i gennemsnit omkring 33 hektoliter pr. hektar, hvilket er langt under de tilladte grænser på 100 hektoliter for hele Alsace og den normale grænse på 70 hektoliter for Grand Cru marker i Alsace,

Der laves gennemsnitlig knap 200.000 flasker vin årligt, hvilket sker fra husets vingård i Turckheim, hvor produktionsfaciliteterne er i 3 etager, hvilket giver mulighed for at flytte vinen via tyngdekraften uden brug af pumper.

Vinene gærer i egefade, dog med temperaturkontrol, men længden af gæringen bestemmes af vinen, så ofte gærer vinene mere end et år. De lagrer selvfølgelig sur lie inden tapning uden hverken klaring eller filtrering.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Zind-Humbrecht var der disse 4 vine;

Med andre ord var det 4 topvine fra huset … så dermed var der langt op til en pokkers lækker lille smagning. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Desværre var Zind-Humbrecht vine blandt dem, hvor der måske kunne være fejl i de små  3 cl. mini-flasker tappet hos destilleriet Nusbaumer i Steige. For inden smagningen havde jeg fået en mail fra CIVA, at der i deres kvalitetskontrol var fundet visse organoleptiske afvigelser i  nogle af smagekasser … and the Zind-Humbrecht estate boxes are part of the potentially affected lots.

Selvom CIVA opfordrede – not to not consider these samples – så havde jeg alligevel inden mødet med Olivier smagt alle vinene, og fandt godt nok, at Pinot Gris Rotenberg var helt skæv … mens de andre vine absolut var uden problemer.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Mødet med OIivier Humbrecht var fantastisk. Vi snakkede ikke så meget om de fremsendte vine … udover lidt om, hvorvidt de var ramt af disse organoleptiske afvigelser eller ej, hvor jeg selvfølgelig fortalte om mine oplevelser.

Men derudover snakkede vi en helt masse om både klimaforandringer og så særligt TDN. Olivier er ekstremt vidende om emnet og forklarer, at klimaforandringer og TDN i noget grad hænger sammen. Ser man på gennemsnitstemperaturen i Alsace, så er den steget med 1,4 grad i sommerperioden hver 10. år, så derfor ser vi også, at druerne får mere sol og varme … og vinstokkene kan ikke lidt tørhed, mens manglende

Hos Zind-Humbrecht gør man flere ting … bl.a. ønsker man græs mellem vinstokkene til at give nitrat til stokkene, men omvendt vil man heller ikke have, at græsset tager for meget vand. Det er hele tiden en kamp for at skabe en balance, som giver tilstrækkelig med vand og nitrogen aka kvælstof til vinstokkene. Og manglende nitrogen vil give større risiko for høje niveaer af TDN.

Derudover hjælper den biodynamiske tilgang formentlig også, bl.a. anvender huset også hesten Nikita med at pløje mellem stokkene på gammeldags vis.

Vi snakkede lidt om topvinen Rangen de Thann Clos Saint Urbain Riesling Grand Cru, hvor Olivier selv stræber efter en vin, hvor syren ikke bliver for syrlig, men klart får et aftryk af marken med både røg og flint … og det var selv nogle af de indtryk, som jeg selv havde noteret mig, da jeg smagte vinen.

Olivier Humbrecht er utrolig rar … og sikke et godt, behagelig møde med en vinmager, der virkelig ved, hvad han snakker om. Han går op i klima og er stor fortaler for biodynamisk produktion. Han har bl.a. også selv været præsident for SIVCBD aka Biodyvin siden 2002.

Jeg spurgte til sidst i mødet, om han ville fremsende lidt fotos til brug for denne artikel. Ingen problemer … og allerede 10 minutter efter havde Olivier via WeTransfer sendt mig billederne.

Dagen efter vort møde fik jeg også en sød mail fra Olivier, hvor han skrev, at det havde været en fornøjelse at snakke med mig og at han ville sørge for, at der blev sendt en flaske til mig, af den Pinot Gris Rotenberg, som havde fejl. Den er modtaget og selvfølgelig også anmeldt som de øvrige.