2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, ArgentinaJeg elsker ordet Luján de Cuyo, dels fordi det lyder pissegodt, men også fordi, at der kommer meget godt vin fra dette højt beliggende område i Mendoza i Argentina … som nu fx denne 2018 VII Gran Corte fra Pulenta Estate.

Pulenta-familien har lavet vin i Argentina i 4 generationer siden 1912, hvor de to italienske emigranter Angelo og Palmina Pulenta kom til Argentina fra Ancona i Marche regionen i Italien, plantede de første vinstokke og grundlagde Finca la Germania.

Senere i 1930 grundlagde Angelo og Palmina to sønner også Peñaflor, som familien dog mange år senere i 1997 solgte med en klækkelig fortjeneste.

Selve Pulenta Estate er etableret i 2002 af brødrene Eduardo og Hugo Pulenta. De er 3. generation og laver i projektet vine fra de vinmarker, som de sammen med deres far Don Antonio plantede i begyndelsen af 1980’erne og 1990’erne … den ene mark i Agrelo i Luján de Cuyo og den anden i Los Árboles i Valle de Uco.

I dag er det dog næste generation … 4 generation i form af Eduardo og Diego Pulenta, som driver Pulenta Estate. De laver fortsat vinene fra deres 2 marker Finca La Zulema i Agrelo i Luján de Cuyo og så Viñedos Don Antonio i Los Árboles i Tunuyán ved Valle de Uco.

Men det er pænt store marker Finca La Zulema er på 135 hektar i 980 meters højde og Viñedos Don Antonio hele 402 hektar i 1.200 meters højde.

Denne 2018 VII Gran Corte er alene lavet med druer fra Finca La Zulema marken og består i denne årgang af et blend på 45% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 5% Petit Verdot samt 5% Tannat.

Efter høsten er druerne afstilket og så lagt i koldmaceration i 48 timer ved 8 grader, hvorefter gæringen og maceration sættes i gang på en skøn blanding af mindre ståltanke, roterende fermentorer og egefade.

Gæringen varer 21 dage og er efterfulgt af en spontan malolaktisk gæring i egefade og derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques … heraf 50% nye fade. Der er lavet 1.500 kasser af denne vin i årgang 2018.

Det er nærmest BB = basse Bordeaux … herlig dyb mørk vin med nogle klare bordeauxfile karaktertræk med solbær, sorte kirsebær, blommer, cigarkasser, muldjord, mørk bitter chokolade med et højt kakaoindhold … og så alligevel lidt grønlige strejf med grønne blade, mynte, timian samt en tør syre, tør tobak og nogle gennemgnaskede blyanter.

Smagsmæssigt er det næsten også som ung Bordeaux, hvor der er både tørre og spændstige tanniner, godt med frugtsyre, som virkelig gør vinen rank og slank, selvom det er jo dybest set er en fyldig, stor, cremet og mørk vin med kæmpe intensitet. Den har en fin balance mellem syre, tonsvis frisk frugt, bitterhed og så monsterlang eftersmag, hvor vinen hænger i kæften i lang, lang tid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 369 kr., men skulle vistnok være på vej på tilbud til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne Hauteval Carignan Vielles Vignes fra kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Men det er snart 3 år siden … shit hvor tiden flyver afsted.

Og siden har Vignerons de Saint Saturnin i 2018 fusioneret med det andet kooperativ St. Félix-St Jean og samlet deres produktion under navnet Fonjoya. Sidste år smagte jeg da også en 2016 Lucian Grande Réserve fra kooperativet … men lavet før fusionen.

Formålet med sammenlægningen af de to kooperativer under Fonjoya navnet var en stor ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen … og det er da også to store kooperativer, som blev lagt sammen tilbage i 2018.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Så denne 2019 Hauteval Carignan Vielles Vignes er altså lavet i det nye fælles set-up, mens jeg tidligere smagte den i årgang 2017 og derfor fra før fusionen. Men betyder det noget?

Det er fortsat ønologen Bruno Raymond, som er den tekniske direktør på Fonjoya og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med 100% Carignan druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft, derefter afstilket og har så gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ inden aftapning på flaske.

I næsen er det en tør, mørk og vin … krydret og mørk med lidt grannåle, røg, nelliker, brombær, solbær, blæk, grafit med godt med power. Der fornemmes svagt en brøkdel af sødme, men mest af alt er det bare krydret og tørt.

Smagsmæssigt kommer sødmen klart mere frem … måske ikke helt så dominerende som i 2017’eren, men det er fortsat en blød, fed og sødkrydret vin. Syren er der … men gør ikke så meget væsen af sig og i stedet holder den tørre bitterhed vinen ret godt oppe sammen med søde kirsebær, brombær, hindbær, en plade mørk chokolade, vanilje og lakridspiber. Den er langt bedre, lidt køligere og i bedre balance end 2017’eren, så Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7