2020 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2020 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienBodegas Shaya er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog med et par af deres Verdejo vine og nu drikker jeg igen en vin fra huset … deres friske 2020 Shaya Sauvignon Blanc.

Bodegas Shaya er blot én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde. Vingården er beliggende lige  udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien,

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Juan Gil Bodegas Familiares i et partnerskab med Enrique Busto og de har sat den unge, australske vinmager Belinda Thomson i spidsen for projektet. Hun har tidligere arbejdet for Crawford River Winery, der – som på Bodegas Shaya – producerer hvidvine.

På Shaya har de 30,5 hektar vinmarker, hvor der næsten udelukkende er meget gamle Verdejo vinstokke. Jorden er tør og nærmest et gammelt floddelta med grus, sandjord og et dybere lag ler.

Denne Shaya Sauvignon Blanc er lavet ved, at druerne først er afstilket inden presning, hvorefter gæring sker i fermenteringstanke i rustfrit stål med en langsom, temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret kort i tankene inden aftapning på flaske.

Det er duftmæssigt en venlig Sauvignon Blanc vin … er ikke hverken skinger, overgrøn eller vildt græsset. I stedet kommer der behagelige aromaer af modne æbler samt lidt eksotiske frugter, banan, mango og fersken, kaktuspiller, lidt blomster og egentlig utrolig let, blød og tilgængelig.

I munden er vinen lidt mere frisk … der er grønne æbler, lemon, grape og citroner. Selvom der også fanges lidt sødme, så er vinen relativt tør med denne syrlige, livlige og friske side. Det klæder sgu faktisk Sauvignon Blanc med lidt venlighed … og det har denne vin helt præcis sammen med den syrlige friskhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2020 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigNår rosévinene springer ud, så ved vi, at det rigtigt er sommer. Denne vin har jeg skrevet om tidligere, blot i en årgang ældre, nemlig Le Rosé fra vinhuset Château Saint-Roch.

Vinen er lavet fra samarbejde mellem vinmageren Jean-Marc Lafage samt den amerikanske vinimportør Eric Solomon og lavet på et blend fra Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, men her kigger jeg alene nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Grenache Gris er vi ikke ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog, men er en rød druesort, som nærmest opfattes som en mutation eller krydsning mellem Grenache aka Grenache Noir og Grenache Blanc. Imidlertid er det en gammel druesort, som oprindelig stammer fra Spanien.

I dag er Grenache Gris mest almindelig i Roussillon, hvor den især anvendes i Vin Doux, altså Rivesaltes vine og som blandingsdrue i rosévine. I mere sjældne tilfælde findes drue også i tørre hvidvine … enten ren eller i blends. Der er omkring 2.500 hektar vinmarker med Grenache Gris i Frankrig og de fleste findes i Roussillon.

Grenache Gris dufter oftest af abrikos og stenfrugt og kan have en olieagtig tekstur. Skallernes har meget mindre farvepigment, så druerne bliver gråbrune snarere end blå … måske er det derfor, at druerne nogle gange anvendes til hvidvine. Grenache Gris kan give  vine af forbavsende kvaliteter og exceptionel duft ved lagring i træfade eller større vintønder.

Men her er druesorten altså med i en rosévin sammen med Mourvedre. Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

Som sidste gang er vinen dejlig rosableg i glasset og den er endda så bleg, at den næsten har mistet farven. Det kan vi godt li’ og duften er skam og fin med en lidt tør og parfumeret frugt, jordbær, hindbær og stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

I munden er vinen fint balanceret med både lidt frisk og samtidig omgængelig sødme. Der er lidt skarpe hjørner med citroner, nogle umodne æbler, hindbær, rabarber, kirsebær, grape, jern … bitter og samtidig let sødme. Det er en rosévin, som har karakter og dermed en af de forholdsvis få af slagsen, som jeg virkelig gerne vil nyde på terrassen … når nu sommeren endelig er over os.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder, Pflaz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder, Pflaz, TysklandNår vi nu er hos Johannes Jülg … hvorfor så ikke trykke hygge-volumen op på maksimum, steppe helt op og smage hans 2019 Schweigener Sonnenberg Reitschul Weissburgunder? Jeg er klar og har fyldt glasset op med en vin på den druesort, som er mere populær i Tyskland end nogensinde.

I dag er Weissburgunder nemlig ved at blive den druesort, som tyskerne selv drikker mest af. En fortalte mig, at det skyldes, at vor tyske broderfolk generelt er blevet lidt korpulente og at de tykke maver har svært ved at tåle Riesling vinene med deres høje syre, som kun forstærker problemer med mavesyre.

Hmmm … om det er rigtigt skal jeg ikke sige, men Riesling er selvfølgelig fortsat den mest udbredte druesort i Tyskland med omkring 23.800 hektar vinmarker, mens der alene er 5.747 hektar med Weissburgunder. Til gengæld stiger det tal i øjeblikket og arealet af vinmarker med druen er fordoblet siden 2001.

Hos Jülg er Weissburgunder også populær, men det skyldes også, at Johannes’ bedstefar Oskar Jülg allerede ved etableringen af huset tilbage i 1961 havde en særlig forkærlighed for vin fra Bourgogne og så startede med at lave vine på de burgundiske druer … her altså også på Weissburgunder.

Denne vin er alene lavet med druer fra en mark på den tyske side, nemlig fra parcellen Reitschul på Schweigener Sonnenberg marken, der ligger forholdsvis tæt på vingården.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering så lagret 8 måneder sur lie på helt nye 500 liter tonneaux.

Jamen for satan … det vælter nærmest op af glasset og selv mit store bourgogneglas kan næsten ikke holde duftene inde. Det er tæt på at springes, men det er jeg også … af glæde. For det damper nærmest hysterisk op af glasset med både fed, svulstig og eksotisk frugt med fersken, ananas samt dåsepærer, et fint og pænt styret fadpræg. Det giver lidt sødme med vanilje og lidt småristede noter suppleret med blomster, en snas lemon med et touch bitterhed … men scheisse det dufter fabelagtigt og måske endda også geil.

Smagsmæssigt … sikke en renhed, for her får Weissburgunder druen slet ikke lov til at dovne i sofaen. Den er ren og holdt i stramt seletøj, som var den enten Tarok eller en bondagefixeret amatørsvinger på speed. Det er sådan en både fin, sart og kølig stil, der sagte og roligt som en stille flod flyder igennem og kærtegner alle mundens sarte punkter. Det er som et vinøst kinderæg med både cremethed, logisk samt nøjagtig syre og en linedanserbalance. Sindssygt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7