2019 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDer kom mere Riesling i vinglasset og næste var fra endnu et vinområde i Tyskland, nemlig fra Pfalz. Det var nemlig en Forster Pechstein Riesling Trocken 2019 fra Weingut Spindler Lindenhof.

Vinhuset Spindler Lindenhof ligger meget passende på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim. Det er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte en vingård, der tidligere havde været statsejet. Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, hvor Eugen overtog en del inklusiv selve vingården på den gamle  brostenbelagte hovedgade midt i Forst… en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst også selv været involveret i vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Den købte vingård blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindenhof været drevet af Timo Spindler, som er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Her smager vi altså husets 2019 Forster Pechstein Riesling, hvor druerne selvfølgelig alle kommer fra Große Lage marken Forster Pechstein, der samlet er på 15 hektar og siden 1828 var været karakteriseret som en særlig god mark.

Vinen laves på traditionel vis med vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve Rieslings enkle og rene karakter.

I næsen er vinen klart mere buttet end de to forrige Riesling vine. Den er lidt landlig, animalsk, har lidt våd hund og er måske endda lidt funky. Der er modne pærer, sødlige noter, nedfaldsæbler, fersken samt lidt en sjov og anderledes note, som jeg ikke lige kan sætte betegnelse på.

Smagsmæssigt er vinen i munden cremet, en smule olieret, moden, har mest lemon, men også lidt citroner, en smule mineraler, en dejlig rund bitterhed og virker samlet lidt mostet … saftig, letløbende most med masser af lemon.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, TysklandVi drøner videre i Riesling sporet med en Grauschiefer Riesling Trocken 2020 fra det lille vinhus Weingut Jakob Schneider i Niederhausen i Nahe.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere, både i årgang 2018 og 2019 … men her er det altså den nyeste årgang. Grauschiefer Riesling Trocken er lavet med druer fra husets skiferholdige, stejle vinmarker omkring deres vineri i Niederhausen. Det er alene en Gutswein, altså en basisvin, der er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om vinen.

Næsen er meget saftig, har ret pænt med eksotisk frugt, fersken, pærer, røde æbler, ananas, modne pærer, appelsinskal, vandmelon og gule citroner. Der er lidt blomster, men virker umiddelbart ikke så mineralsk og syrerig, som man kunne forvente.

Men det kommer til gengæld i smagen … citroner, salte sten og mineraler, umodne grønne æbler og grape bitterhed. Vinen har en fyldig og krystalklar syre, masser af tørhed, renhed, jern og så er det samtidig med en lille fyldighed. Houlberg bliver glad og hoster omgående op med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Junior, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Josef Rosch, Riesling J.R. Junior, Mosel, TysklandI sidste måned smagte jeg en 2019 Leiwener Riesling Trocken fra Weingut Josef Rosch og nu smager jeg atter Riesling fra vinhuset, nemlig deres 2019 Riesling J.R. Junior.

Det er den første vin, som Werner Rosch havde ansvaret for, da han i perioden før 1985 blev involveret i produktionen  på vingården. Derfor blev vinen opkaldt efter den dengang unge winzer … J.R. Junior.

Vinen er en Gutsriesling og lavet med spontangæring i rustfrie ståltanke uden tilsætning af kulturgær. Vinen er også lagret en tid i ståltankene og så har den 9,0 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der let petroleum, dejlig aroma med fersken, dugfriske grønne æbler, citroner, kvæde, melon, røg og egentlig pænt rund og blid i duftene. Smagsmæssigt snakker vi grønne æbler, en forholdsvis blid syre, suppleret med lidt grape og lemon. Det er en rigtig god Riesling og Houlberg står lige mellem 4,5 og 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7