2017 Madame Veuve Point, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigTilbage i december sidste år smagte jeg for første gang 3 flasker bourgognevin fra det burgundiske vinhus Madame Veuve Point og nu har jeg atter hældt et glas op af en af husets hvidvine … en 2017 Rully Blanc.

Jeg skrev en masse om vinhuset i min anmeldelse af deres 2018 Mâcon-Villages Blanc … så det kan du læse, hvis du vil blive en smule klogere på vinhuset.

Men her kigger vi i stedet blot på Rully vinen, som  er lavet ved, at druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning. Saften også kaldet mout afkøles ned til 10 grader og hviler  i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang.

Gæring og maceration varer normalt 6-8 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Rigtig dejlig næse … blid, cremet med denne modne, fine og smørlækre note, hvor der også er nødder, lidt Nutella, karamel, et blidt og sødt strejf af fad med vanilje, moden fersken, godt med gule blomster, sart og dejlig luftig, hvorved alt sidder lige i skabet.

Som dens søster Pouilly-Fuissé … også med efternavnet Blanc … er smagen ikke helt så let og sart, men fortsat rund, blid og smooth med nogle kalkede noter, krydret, afdæmpet med en jernagtig mineralitet og frugter som fersken, kvæde, en smule lemon, citroner og en frisk, småbitter eftersmag. Det smager jävla godt. Er måske også lidt en spids bedre end 2017 Pouilly-Fuissé Blanc, så dermed havner vi omkring 5 store tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Robert Weil, Riesling Tradition, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Robert Weil, Riesling Tradition, Rheingau, Tyskland Riesling Tradition er en ny vin  hos legendariske Robert Weil og er – stik mod normalen – lavet på opkøbte druer fra en række vinavlere i Rheingau.

Vinavlere dyrker markerne efter Weils instrukser og begrænser høstudbytter. Efter høsten selekteres og presses druerne nænsomt, hvorefter gæringen foregår under temperaturkontrollerede forhold på stål. Lagringen foregår efterfølgende på gærresterne, hvorefter vinen tappes.

Og der er sgu fra første fløjt Weil kvalitet i vinen, hvor næsen har kæmpecool inderlighed, sådan duftmæssig saftig med både fersken, pærer, modne æbler, citrus, måske endda lidt mer’ eksotisk frugt og så også klare mineralske noter.

I munden er vinen også drinkable, læskende, saftig og tørststimulerende. Den driver mildest talt talt af drikkeglæde med bløde og venlig frugt, fersken, æbler … godt med lemon og citroner, men uden at miste en sprød – om end småvamset – syre i kombi med salte mineraler. Det er sgu lige før at jeg savler … og når man hører prisen, så løber savlen allerede ned af hagen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienHvorfor nu lige drikke fed Amarone, når det er sommer? Fordi jeg kan … og nogle aftener er det bare godt med kraft i sit vinglas, som fx med Buglionis Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso her i årgang 2017.

Det er en  Amarone della Valpolicella Classico, som jeg har smagt et par gange før og årgangene 2013 og 2015. Og blendet har været forskelligt fra år til år … i denne årgang 2017 består det af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta

Alle druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar i anden halvdel af september og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med presning, maceration i 25 dage, gæring ved 24 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 30 måneder på en kombination af barriques og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Mørk, fin og dyb næse … fed, tæt power med sorte kirsebær, blommer, tjære, tobak, tør engelsk lakrids, chokolade og nogle nærmest småsyrlige balsamiske elementer. Der er pænt aftryk af egetræ, sæbe, blomster og man kan fornemme en ung syre, der vidner om, at det er en meget ung Amarone.

I munden er vinen i starten cremet, blød og tætpakket … først kommer alt det blide og mørke strømmende med figner, svesker, blommer, mørke kirsebær, blommer, blød lakrids, mælkechokolade, tør tobak, kakao … og så sætter en bitter syre, lidt alkohol og et fint pebret bid ind, hvor lidt tørre tanniner også vil spille med. I forhold til 2015’eren er der dog langt bedre styr på alkoholen, som slet ikke bider nær så meget. Det gør, at denne Amarone bliver en rigtig god oplevelse, slet ikke gumpetung som de billige af slagsen og med en friskhed i kombi med det bløde overflod af indtryk.

Og så er det endda en meget ung Amarone, som vil udvikle sig ved at blive gemt i kælderen mange år endnu.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7