Hvorfor dufter min Riesling af petroleum?

De fleste har formentlig prøvet det … at en Riesling dufter af petroleum, diesel, benzin eller som et olievæddet stykke tvist hos mekanikeren. Nogle bliver skræmte, mens andre svimler hen og bliver himmelhenrykte. Er det godt eller skidt?

På det seneste virker det til, at flere og flere vine på Riesling druen får disse småterpentinske aromaer, som jeg selv bare knuselsker. Jeg har dog også erfaret, at der er delte meninger om disse aromaer, for er de ønskelige eller er det en fejl?

De fleste vinelskere ved godt, at gamle Riesling vine gerne må få disse æteriske olieagtige petroleumsdufte, men hvad skyldes det og hvorfor ser vi nu også yngre vine, som dufter sådan. Det er et fænomen, som kaldes TDN og jeg har undersøgt lidt om det dieselduftende fænomen.

TDN … den tekniske del

Hvis vi skal være tekniske, så er TDN en forkortelse for det aromatiske lugtstof 1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaphthalen, som tilhører gruppen af terpener. Mere mundret hedder det Trimethyl Dihydronapthalen, men kendes mest som TDN.

Terpener er – og her har jeg måtte ty mig til Wikipedia – en stor og varieret gruppe af naturligt forekommende kulstofforbindelser, som primært produceres i mange planter, specielt i nåletræer, men også af nogle insekter, der udsender terpener, når de er truet.

Terpener er hovedbestanddelen i både harpiks og i terpentin fremstillet af harpiks, altså vegetabilsk terpentin. Navnet terpen er da også afledt af ordet terpentin. Når terpener ændres kemisk, som f.eks. ved oxidation eller omdannelse af kulstofskelettet, kaldes de resulterende forbindelser for terpenoider.

Terpener og terpenoider udgør hovedbestanddelen af planters og blomsters æteriske olier. Æteriske olier bruges i vidt omfang som smagsstoffer i madvarer, som duftstoffer i parfumer samt i traditionel og alternativ medicin.

TDN dannes i vin under flaskealdring af vine ved nedbrydning af carotenoider. Disse carotenoider findes i alle grønne plantedele og er i stand til at omdanne overskydende lysenergi til varme. Uden carotenoider ville planter hurtigt blive dræbt af sollyset. Ved en nedbrydning kan de give vine denne typiske petroleum note, som over en vis mængde af mange betragtes som en fejl i vinen.

Det er sjovt nok særlig Riesling, der lettere end mange andre vine påvirkes af terpener, som giver den særlige duft af petroleum, som mange enten hader eller elsker. Jeg selv elsker den … men i unge vine på Riesling betragtes den af mange vinkyndige faktisk som en fejl, mens den er ønskelig i ældre og modne Riesling vine. Der betegnes den nærmest som et kvalitetstegn.

En gruppe forskere fra Cornell University i staten New York med Gavin Sacks i spidsen undersøgte tilbage i 2012 niveauet af TDN i både Riesling samt vine på andre druesorter. De fandt ud af, at der var en signifikant højere koncentration af TDN i Riesling end hos andre druesorter.

I Riesling vinene var gennemsnittet 6,4 μg / L , mens gennemsnittet ved vine på andre druesorter var 1,3 μg / L . Mennesker har generelt en tærskel på 2 μg / L for at kunne dufte TDN, så derfor dufter vi ret sjældent TDN i ikke Riesling baserede vine. I deres undersøgelse lå 27 ud af 28 vine på Riesling over 2 μg / L, mens alene 7 ud af 69 vine fra andre sorter lå over det niveau.

Tidligere har man ment, at vores sensorisk detektionstærskel for TDN var 20 µg / L, men den er nedsat til 2 µg / L, selvom de Riesling vine, som har voldsomt med TDN ligger langt, langt højere … nogle australske over 200 µg / L og den højeste målte var en Riesling fra Eden Valley, som havde en koncentration på 255 µg / L.

Nogle af de ting, som kan øge potentialet – eller risikoen – for TDN er bl.a. modne druer og lavt udbytte ved høst, høj soleksponering samt at vinstokkene udsættes for en slags stress  omkring vanding, typisk begrænset vanding samt varme, tørre år og højt syreindhold.

Derudover har vinstokkenes rodstamme tilsyneladende også en betydning … forsøg med samme Riesling klon podet på forskellige grundstammer har vist, at forekomsten af TDN adskilte sig markant og fx løsere drueklynger gav højere indhold af TDN.

Men det er imidlertid ikke kun niveauet af μg / L, som er bestemmende for, hvor meget en Riesling dufter af petroleum, men også komplekse kemiske interaktioner kan maskere effekterne af TDN … selv når det er til stede ved moderate niveauer. Det kan fx være  forbindelser, der er ansvarlige for vinens blomster-, frugt- eller citruskarakterer, såkaldte monoterpener eller anden frugtagtig
tegn … også kaldes estere.

TDN … ønsket eller uønsket?

Vinmageren Olivier Humbrecht fra Zind Humbrecht har udtalt, at sådanne “off aromas” af petroleum kan skyldes høst af undermodne druer, maskinhøst eller reduktion i produktionsprocessen. Han siger, at Riesling er tilbøjelig til reduktion, hvor frugtaromaerne blottes og kan forveksles med duft af petroleum. Det kan ofte ske ved lufttætte miljøer som rustfrie ståltanke eller gamle egefade, en dårlig brug af svovl eller for meget lagring på bærmen.

Han siger, at en god vinproducent kan undgå alt det … og at en ung Riesling aldrig skal lugte af petroleum, men at der i modne Riesling vine gerne må være et vist niveau af petroleum dufte. Olivier synes dog, at petroleum er en forkert betegnelse og karakteriserer duften mere som våd sten, mineraler, havluft og jod. Det lyder efter hans vurdering også mere behagelige end bunden af ​​en dieseltank.

En undersøgelse fra New York State har dog vist, at den mest afgørende faktor for at  niveauet af TDN bliver højt ubetinget er soleksponering og vandstress. Soleksponering er nøglefaktoren, der virkelig giver et højt TDN niveau … jo mere sol, jo større niveauer på TDN.

Karsten Peter fra Gut Hermannsberg i Nahe har eksperimenteret med forskellige tilgange til bladbeskæring for beskytte  druerne for alt for megen sol for dermed at mindske risikoen for TDN, som de er meget bekymrede for.

Typisk fjerner de på Gut Hermannsberg alle bladene tæt på drueklaserne for at holde sygdomme væk, men så efterlader de nogle ydre blade som en slags paraply for at give lidt skygge.

Men også lukning af flasken har en indflydelse … og det er påvist, at flasker med korkprop typisk har lavere indhold af TDN end flasker lukket med skruelåg. Det skyldes nok, at korken giver vinen en svag oxidering, der har en positiv indflydelse og reducerer TDN. Men det er et faktum er korkprop reducerer TDN og skruelåg bevarer og måske endda øget niveauet af TDN.

Men det virker som om, at TDN aka duft af petroleum i vores Riesling er kommet for at blive. Mange vinproducenter forventer faktisk, at udbredelsen TDN vil stige på grund af de igangværende klimaforandringer.

Fra nogle af de mange smagninger, som jeg har deltaget i … både fysisk og online, kan jeg også fornemme en stor uenighed blandt vinmagere omkring TDN … nogle fremavler det bevist eller undgår det i hvert fald ikke, mens andre – som Olivier Humbrecht – kalder det en fejl og vil undgå det i nye, unge vine.

Jeg er nok en smule mere pragmatisk … hvorfor er TDN godt i gamle vine og ikke i nye? Jeg kan måske købe argumentet, hvis en ung TDN Riesling slet ikke kan gemmes som en uden TDN eller i hver fald et lavere niveau. Men gør det noget, hvis vinen alligevel skal drikkes med det samme?

Så samlet er der faktisk meget delte meninger om TDN … også forbrugerne deler sig i to … folk elsker det enten eller hader det. Og flere vil da også sige, at TDN faktisk ikke er en fejl, men nærmere et naturligt biprodukt der skabes under de samme forhold som de almindelige Riesling vine med lavt TDN niveau.

Nu er det selvfølgelig også et spørgsmål om hvor stort niveauet af TDN er i vinene. Jeg tror ikke, at jeg har smagt Riesling, hvor der har været et TDN niveau, så jeg er stået helt af. Men det kommer måske en gang, så derfor vakler jeg også, for selvfølgelig må det aldrig blive på bekostning af frugt, syre og alle de andre noter, som man kan finde i en god Riesling.

Men TDN er i hvert fald blevet en bekymring hos mange, da man grundet klimaforandringer ser større og større niveauer af TDN og det kan ingen ønske, så derfor snakker mange også om, at TDN Management bliver det nye sort.

Jeg har faktisk også for nylig set smageskemaer, hvor TDN indgår som et selvstændigt vurderingspunkt, så vi har bestemt ikke hørt det sidste til TDN og hvilket niveau, som er okay.

Jeg er selv blevet lidt klogere på TDN i min Riesling, men nyder fortsat et lækkert glas Riesling, hvor det damper af petroleum, dieselolie, vinyl, haveslange, benzin og terpentin, men mest som en supplerende note til frugten … og sådan er det.

Skål.

2019 Weingut Steitz, Neu-Bamberg Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Neu-Bamberg Riesling, Rheinhessen, TysklandMed næste Steitz Riesling rykker vi fra en Gutswein til en Ortswein, for nu smager jeg så Weingut Steitz’ 2019 Neu-Bamberg Riesling.

Druerne til vinen kommer fra marker ved Neu-Bamberg lidt nordvest for Steitz’ vingård i Stein-Bockenheim. Markerne har en undergrund bestående af magmabjergarten porfyr. Det er en vulkansk sten med strøkorn af bl.a. feldspat og pyroxen i en finkornet og tæt grundmasse, som er skabt da magmaen blev kølet af luft … og denne stenart sætter naturligvis sit præg på vinenes aromaer.

Neu-Bamberg Riesling er lavet med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller på 100% Stückfass, altså egefade og der er vinen også efterfølgende lagret. Vinen har 9,4 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen lidt mere omfavnende end forrige lillesøster, blid og omfavnende med en mere sart aroma, hvor der samtidig er petroleum, linolie og valnøddeolie. Der er også lidt dyrisk landlighed, stald, mødding, hvilket sammen med grønne æbler, fersken og røg giver en virkelig spændende næse.

Som med lillesøsteren er der godt med citroner, lemon, lidt grape og grillede citroner,  men også en lille sødme, som med små broderisting binder balancen vildt godt sammen. Det suppleres med en kalket og saltet mineralitet. Syrligt flot og jeg lander et sted mellem 5 og 5,5 tomler

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7