2018 Casa Silva, Pinot Noir Reserva Cuvée Colchagua, Colchagua, Chile

2018 Casa Silva, Pinot Noir Reserva Cuvée Colchagua, Colchagua, ChileDer var skam også lidt Pinot Noir i vinbaren på Det Glade Vanvid og det var denne Pinot Noir Reserva Cuvée Colchagua fra Viña Casa Silva.

Vinhuset ligger i nærheden af San Fernando i Colchagua og er grundlagt i 1892, da Emilio Bouchon Poitevin ankom fra Bordeaux og slog sig ned på Angustura Estate i Colchagua Valley.

Han startede beplantningerne af vinstokke i området og dette arbejde er senere blevet videreført af hans børn Abel og Antonio Bouchon. Det var Abel, der havde de store visioner og primært ham, der sammen med sin svigersøn Jorge Silva Valenzuela har stået bag den udvikling, der har bragt firmaet til den position, det har i dag.

I dag er det 5. generation, der driver Casa Silva, nemlig Mario Silva Cifuentes, María Teresa Silva, Francisco Silva, Mario Pablo Silva og Gonzalo Silva … ja, det er mange Silva’er.

Casa Silva har ikke mindre end 800 hektar vinmarker, som ligger fordelt i 3 hovedområder . Den gamle Angustura-gård har 320 hektar marker, Santa Dominga de Los Lingues gården 100 hektar, mens Culenco gården næsten 380 hektar.

De næste beplantninger af omkring 150 hektar vinmarker er allerede godt i gang, og der eksperimenteres med en lang række forskellige druesorter, blandt andet Carménère, Syrah, Malbec, Pinot Noir, Sangiovese, Petit Verdot, Viognier samt Semillon.

Markerne har vidt forskellige jordbundsforhold udvalgt til de enkelte druesorter. Dominerende er dog fattige og ufrugtbare, og derfor gunstige, jordbunde. Kombinationen af solskin og klipperig jordbund gør det muligt for druerne at opnå den ideelle modenhed der kendetegner alle vinene fra Casa Silva.

Klimaet i området er under påvirkning af Andesbjergene og Angustura, der betyder “smalt stykke”, refererer til det smalle stykke land mellem havet og bjergene, hvor dalen ligger. Denne geografiske placering giver dramatiske ændringer i temperaturen mellem nat og dag, hvilket giver druerne deres aromatiske karakter.

Det helt moderne vineri har efter de seneste investeringer i hightech faciliteter til vinproduktion,en kapacitet på 7 millioner liter, heraf de 5 i rustfriståltanke. Tappelinier, vinpresse og køleanlæg er state-of-the-art og der spares ikke på investeringer til forbedringer, der skal være med til at bringe Casa Silva helt op blandt de bedste vinproducenter i den nye verden.

Casa Silvas winemaker Mario Geisse Garcia blev i 1990 tildelt the National Grapegrowing Award og regnes blandt de mest talentfulde ønologer i Chile.

Erfaringen har han blandt andet fra et tidligere samarbejde med Champagnefirmaet Moët & Chandon, da han i 11 år var ansat som teknisk direktør i firmaets afdeling i Brasilien.

Denne Pinot Noir Reserva Cuvée Colchagua er én af de mange vine, som laves på druer fra Colchagua dalen. Druerne er 100% afstilkede inden kold premaceration ved 6 grader i 12 dage efterfulgt af gæring i rustfrie ståltanke over 18 dage ved 21-23 grader inden presning og malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 4 måneder … 70% i franske egefade og resten i ståltankene.

Men det blev en af aftenens ringeste vine … i næsen tør jord, lidt jod, jordbær, eukalyptus og masser af varme i frugten, nærmest som kogt jordbærgrød helt uden finesse. Men smagsmæssigt går det helt galt, for det smager nærmest som kunstige kirsebær, tyk, fed og fluffy frugt, stærk og kunstig.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 2/7   

N.V. Globus Wine, Mieru Vino Rosso Biologico, Toscana, Italien

N.V. Innovative Filling Solutions, Mieru Vino Rosso Biologico, Toscana, ItalienNæste vin  var også en vin tappet i Danmark, nemlig af Innovative Filling Solutions Copenhagen og det er Globus Wine. Vinen Mieru Vino Rosso Biologico er på druer fra Italien … men hverken vinregion eller årgang fremgår, så måske er det et skønt blend af druer fra forskellige områder og årgange?

Etiketten bagpå afslører, at den er selected and distributed by Theis Vine … og på deres hjemmeside kan man også læse, at vinen er et blend på 80% Sangiovese og Merlot, mens resten udgøres af lokale druesorter. Da man ikke ved, hvor vinen er fra, så er betegnelsen lokale druer jo et vidt begreb.

Måske er vinen fra Toscana … men det vides ikke. Der er heller ikke nogle oplysninger om produktionen, altså udover at den er tappet på flaske hos Globus Wine.

I næsen er det en frugtrig vin, hvor der er champignon, skovbund, kirsebær, jordbær og hindbær, let parfumeret, balsamisk og samtidig lidt blomstret. En del bedre end forgående tungsøde Zinfandel.

Smagen er meget ren med en direkte, clean frugt, egentlig meget behagelig med lidt sødme, men det bliver aldrig for meget. Frugten er ikke sådan let og let, for vinen har lidt kirsebærmarmelade over sig i kombination med svagristede elementer.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 94,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Nordic Sea Winery, Cocoon Zinfandel, Californien, USA

2018 Nordic Sea Winery, Cocoon Zinfandel, Californien, USANordic Sea Winery ligger i Skåne og er vel Sveriges svar på Globus Wine … sådan omtrent. De står bag den næste vin, som jeg smagte fra vinbaren på Det Glade Vanvid … en 2018 californisk Cocoon Zinfandel.

Det er altså en vin, som er hentet til Sverige i store tanke og så vinificeret i Simrishamn hos Nordic Sea Winery, der er startet i 2009 af Oenoforos-koncernen ejet af Takis Soldatos.

Nordic Sea Winery producerer primært til Systembolaget og henter deres druer rundt om i verden. Typisk laves vinene lokalt hos små virksomheder, hvorefter den på tanke sendes til Nordic Sea Winery, hvor vinen så raffineres og opbevares inden den tappes på flaske eller i bag-in-box.

På Nordic Sea Winery er der også en vinbar og restaurant, hvor du kan nyde vin og mad i kombination, måske efter en guidet tur rundt i vineriet … for siden 2014 har det nemlig været muligt at besøge det skånske vinhus.

Druerne til Cocoon Zinfandel hentes i Lodi området, der ligger i det varme Central Valley i Californien … men ellers er der slet ingen info om produktionen.

Duftmæssigt egentlig god frisk frugt … men også lidt woody på en underlig måde. I det hele taget er duften en kende mærkelig, men jeg fanger nogle syrlige kirsebær, en sjov sødme, vanilje eller noget, som minder om det.

I munden er vinen bare alt for sød … vi er kravlet godt op på kvalmbarometeret. Der er solbær, brombær samtidig med en tør bitterhed. Frugten er sådan set fin nok, men sødmen er bare alt, alt for overvældende.

Set flere steder, bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel. Den er set som 3 liters bag-in-box til 250 kr., men den i udlandet koster 7,50€ … svarende til 55 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7