Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus

Det næste vinhus sirligt noteret på min fedtede, lidt småkrøllede seddel sagde Weingut Artur Steinmann, og da det samtidig ligger en spytklat fra Gästehaus Mönchshof, så var et besøg selvfølgelig oplagt. Så på den måde er jeres flittige vinblogger som altid … flittig.

Vinhuset hedder også Artur Steinmann – Weingut im Pastoriushaus, da det ligger i en gammel ejendom fra 1655, som oprindelig tilhørte Franz Daniel Pastorius, som rejste til USA i 1683 og grundlagte den første tyske bosættelse i det nye land.

Han blev en anerkendt ambassadør for tysk kultur i Amerika, grundlagde byen Germantown ved Philadelphia, hvor han også var borgmester en lang årrække. Han var kendt for sin høje moral, kristne værdier og var bl.a. også for en ophævelse af slaveriet og fred med indianerne.

I dag er Pastoriushaus totalt renoveret og det blev i 2014 også suppleret med et moderne vinothek … og der var netop der, at jeg helt naturligt startede mit besøg. Der blev jeg modtaget af Steffi aka Stefanie Steinmann, som er datter af ejeren og vinmageren Artur Steinmann, der i dag driver vinhuset.

Steinmann familien har været vinbønder siden middelalderen, så det understøtter min teori om, at Artur stammer fra samme familie som Martin Steinmann på Weingut Schloss Sommerhausen, selvom det ikke er noget, som jeg har dokumentation for.

Det var Karl Steinmann Senior, som reelt grundlagde vinhuset tilbage i 1916, hvor han købte den gamle Pastorius ejendom.

Dengang levede familien af vine og brændevine, som blev solgt til de lokale værtshuse og restauranter, men løbende koncentrerede man sig udelukkende på produktionen af vin. Men derudover var Karl Steinmann Senior også borgmester i Sommerhausen igennem mange år.

Siden 1982 har det været Artur og hustruen Elfriede Steinmann, som har stået for driften. De har i 1991 stået bag en total renovering af Pastorius ejendommen og også stået for tilbygningen af det moderne Vinothek.

Og nu er det med hjælp fra datteren Stefanie, som står for salg og markedsføring, mens en anden datter Anna arbejder indenfor medicin og ikke deltager i familievirksomheden.

Sønnen Markus er dog i gang med uddannelse til vinmager, først på Geisenheim og har også arbejdet hos Weingut Schmitts Kinder i Randersacker, så forhåbentlig vil han senere kunne begynde at overtage vinproduktionen.

Derudover har Artur også hjælp fra en række ansatte, bl.a. winzermeister Alexander Schwarz og de har samlet 17 hektar vinmarker at lave vine fra, hvor de bedste marker er Kapellenberg i Frickenhausen samt Ölspiel og Steinbach i Sommerhausen.

Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Riesling, Bacchus, Traminer samt Spätburgunder. Årsproduktionen ligger på omkring 125.000 flasker vin årligt … og kun de bedste får skrevet Im Pastoriushaus på etiketten.

Smagningen i vinotheket

Jeg fik en fantastisk lille smagning og en god snak om vin med Steffi samt en mand, som jeg ikke fik navnet på, men måske var Stefanies mand, men som i hvert fald hjalp med salget af husets vine ved besøg på restauranter og vinbutikker. Han skrev også en række artikler om druerne i Franken.

Det betød, at vi fik en herlig snak om vin, og de var også begge meget interesseret i min vinblog. Det blev med andre ord lidt nørdet, men herligt sådan en dag, hvor Sommerhausen jo egentlig blot var et lille stop undervejs til ferien med familien ved Gardasøen.

Jeg smagte et bredt udsnit af deres vine, dog primært koncentreret omkring vine på Silvaner og Riesling … og selvfølgelig skulle jeg – Danmarks førsteelsker af Spätburgunder – også smage deres røde på den drue. Det betød, at jeg i deres moderne vinothek smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel New World Edition 19 *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken *
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Silvaner Spätlese Trocken
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Riesling Spätlese Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Reifenstein Silvaner Alte Reben Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Domina Trocken
  • 2015 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken *

Jeg fik ikke lavet smagsnoter under smagningen, men har købt en kasse blandede bolsjer med hjem … det er dem, som er markeret med stjerne, så dem skal I selvfølgelig nok få beskrivelser og anmeldelser af, og de første er allerede smagt ;o)

Generelt, så er kvaliteten af vinene fra Artur Steinmann rigtig høj og jeg glæder mig allerede til at gensmage vinene.

Steffi sagde, at jeg skulle smage deres Domina vin … ellers havde jeg ikke rigtigt været i Franken, så det måtte jeg selvfølgelig så bare efterkomme. Hun var meget nysgerrig på min mening om den vin, men jeg måtte – ærlig som jeg nu er – erkende, at jeg mere er en Spätburgunder kind of guy.

Derefter gav Steffi mig en rundtur vinkælderen, hvor jeg så både produktionsfaciliteterne og de gamle vinkældre, hvor flere er helt tilbage fra husets opførelse i 1655, altså over 350 år gamle. Jeg var meget duperet over vinkælderen, som var ret stor og virkelig interessant med masser af rum og overraskelser.

En stor vintønde, ein grosse Holzfass var fx en skjult dør til endnu en vinkælder og de havde også et lille skattekammer med gamle vine … ikke kun fra deres egen produktion, men også fra vinhuse i hele Europa.

Jeg spurgte Steffi, om hun ikke nogle gange bare satte sig ned i kælderen og nød en flaske fra den store samling, men hun mente, at der var alt for koldt … men de nød ofte en vin fra skattekammeret.

Sammenlagt et virkelig fint besøg.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Schloss Sommerhausen … en tysk sommerdag

Schloss Sommerhausen er klart det største, historiske og mest kendte vinhus i den lille winzerstadt Sommerhausen syd for Würzburg og det stod derfor også øverst på min seddel over vinhuse, som jeg gerne ville besøge i byen.

Det ligger på hovedgaden – Hauptstraße 25 – i en tussegammel bygning, hvor den gamle kælder stammer tilbage fra vinhusets grundlæggelse i 1435.

Vinhuset hed oprindeligt Weingut von Schenk Konrad IV von Limpurg, og blev grundlagt af Konrad IV fra adelsfamilien Schenken von Limpurg, som startede med at bygge den gamle kælder. Resten af slottet stammer fra perioden 1546-1575.

Adelsfamilien Schenken von Limpurg var schwäbisch-fränkische grever af Rechteren-Limpurg-Speckfeld og en indflydelsesrig familie med forbindelser til den böhmiske konge. De ejede flere godser og ejede således også Schloss Sommerhausen gennem mange århundreder.

Den sidste ejer i familien var Hildegard Gräfin von Rechteren-Limpurg-Speckfeld, som i 1968 solgte slottet til Kasper Steinmann, hvis familie siden 1797 havde været ansat af grevskabet og både havde stået for vinavlen samt vinfremstillingen.

I dag er det Martin Steinmann, der som 15. generation af Steinmann familien står for driften af vinhuset, selvom den gamle ejendom i 2016 blev tilbagekøbt af oprindelige familie i form af Dr. Icho Graf von Rechteren-Limpurg-Speckfeld.

Det har dog ikke fået indflydelse på vinproduktionen, som ikke længere foregår på det gamle statelige vinslot midt på hovedgaden i Sommerhausen, for der er alene kontor, smagslokale og butik, mens den gamle kælder fra 1435 anvendes til flaskelagring af husets mousserende vine.

Selve produktionen sker i dag i midlertidige lokaler i Randersacker, men man er dog i gang med at bygge et nyt, stort og moderne vineri i Sommerhausen og det forventes at stå færdige senere i år, således høsten for 2019 kan ske i de nye lokaler.

Familien Steinmann har samlet været vinavlere i Sommerhausen siden 1537, så de har stolte traditioner indenfor vinproduktion. Mon ikke Weingut Artur Steinmann, som jeg besøgte bagefter, også kommer fra samme familie? Det fik jeg imidlertid ikke spurgt om, men det lyder jo egentligt meget plausibelt.

Weingut Schloss Sommerhausen har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger på Ölspiel og specielt enkeltparceller på topmarkerne Steinbach og Reifenstein.

Den allerbedste del af Steinbach er den midterste filetstykke, som kaldes Alttenberg 1172, da det allerede tilbage i 1172 var kendt som et særligt sted for dyrkning af druer til vinfremstilling.

Fra husets marker laver Martin Steinmann en række vine … serierne Ohne Viel Worte, almindelige Gutsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Derudover laves også en række specialvine under navnet Aroma og masser af Schaumwein, altså mousserende vine.

Smagningen

Da jeg ankom blev jeg spurgt om, hvad jeg kunne tænke mig at smage. Og da vi jo er i Franken, højsædet for Silvaner, så bad jeg om at smage deres Silvaner vine … og lidt Riesling. Det betød, at jeg smagte følgende vine:

Jeg lavede ikke smagsnoter på vinene og købte også beskedent alene 3 flasker – dem jeg har markeret med stjerne. Dem har jeg selvfølgelig smagt igen efterfølgende og linket til.

Jeg kunne ikke se produktionen, som jo pt sker i Randersacker, men jeg fik lov at komme med min værtinde ned i den gamle vinkælder fra 1435 … en meget imponerende kælder, som dog primært var lidt til show-off ved større smagninger, hvor man – ifølge værtinden – typisk altid starter med et glas bobler.

Ellers fungerer den dybe, kolde kælder alene til lagring af husets mousserende vine. Dem smagte jeg dog ikke, så det må blive en anden gang.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Coffele … med søde Chaira i gravid hopla

På Soave turen besøgte jeg vinhuset Azienda Agrocola Coffele og det blev både i deres gamle 1700-tals kælder Cantina Coffele – La cappella di Palazzo Visco-Coffele – midt i Soave centrum og senere på deres smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af én af Castelcerinos bakker i Soave.

Vi blev i deres vinkælder i byen taget hjertelig imod af den struttende Chiara Coffele … struttende både af utroligt godt humør og med en højgravid mave. Selvom vinsmagningen var helt impulsivt arrangeret, så blev der givet tid til os, og vi fik en utrolig fin lille vinsmagning, hvor Chiara samtidig fortalte om huset.

Hun fik også lidt hjælp undervejs af den smukke Elizabeth Zanella, som sørgede for, at vinene blev trukket op, men samtidig fortalte hun også om enkelte af vinene.

Azienda Agrocola Coffele

Vinhuset Coffele er grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele. Han var egentlig lærer – og senere også rektor – på skolen Soave Benedetto dal Bene, men havde tidligere giftet sig med Giovanna.

Hun var sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino i Soave Classico zonen, som familien Visco allerede dyrket siden midten af det 19. århundrede og i det små lavet lidt Bianco Soave.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke de store ud af markerne.

Da Giuseppe giftede sig med Giovanna – der også var skolelærer – og pludselig havde 25 hektar vinmarker, så stod de således overfor et dilemma, for skulle de sælge de efterhånden misligholdte marker, fortsætte praksissen med at sælge druer til kooperativerne eller selv starte med at lave vine?

Giuseppe Coffele startede med at passe vinmarkerne i fritiden, og selvom han ikke havde en uddannelse som vinmager, så startede han i også det små med at lave lidt vin med hjælp fra en række venner og mange tekniske eksperter fra landbrugsinspektoratet i Verona  … og det blev startede på Coffele vingården.

Azienda Agrocola Coffele har fortsat i dag 25 hektar vinmarker i Castelcerino, hvilket primært er med Garganega druer, men også lidt Trebbiano di Soave og Chardonnay … og lidt røde druer som Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Allerede i 1970’erne dyrkede Giuseppe markerne økologisk, da han var dedikeret til beskyttelse af naturen. Han var også en af de første vinavlere, som troede på de forskellige crus i Castelcerinos Soave Classico zone.

Giuseppe var samtidig også en af de første vinprocenter, der startede med at lave mousserende Soave vine.

Siden 1994 har det været sønnen Alberto Coffele, som har produceret vinene. Han er uddannet vinmager fra Agricultural Institute i San Michele all’Adige og startede i familieforetagendet som 30-årig. Han får hjælp af søsteren Chiara Coffele, som tager sig af den økonomiske og salgsmæssige side i vinhuset.

La cappella di Palazzo Visco-Coffele

Som nævnt har Azienda Agrocola Coffele to lokationer, vingården oppe i Castelcerino og den gamle bygning La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by med en gammel gårdsplads.

Ejendommen går helt tilbage til den 17. århundrede og har siden 1990’erne været anvendt af Coffele, efter Guiseppe besluttede at anvende stedet til lagringen af vinene i de gamle hvælvede kældre og samtidig som smagelokale for besøgende, som således centralt kunne smage hans vine.

Vingården Tenuta Coffele på toppen

Vi besøgte senere på dagen også Coffeles smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af en bakke i Castelcerino lige udenfor Soave by … en tur med masser af snørklede hårnålesving.

Ja faktisk er hårnålesvingene så skarpe, at en almindelig bus ikke kan køre derop … så hele selskabet måtte presse sig ind i en skoletur, som er kortere, men også har små sæder, hvor selv korte bloggere op vinjournalister har svært ved at ha’ benene. Men det var jo egentligt meget charmerende.

Tenuta Coffele ligger helt fantastisk på toppen af en bakke med en over 180 grader imponerende udsigt. Det kan I måske få et indtryk af på nogle af billederne, selvom et foto aldrig helt fanger den oplevelse, som man selv får på stedet.

Coffeles marker, som ligger ved vingården er da også nogle af de højeste beliggende vinmarker i Soave Classico zonen i omkring 400 meters højde. På helt på toppen ligger selve vingården, hvor Coffele familien også selv bor. Vingården kan I se på billedet nedenunder.

Selve besøget på vingården skulle reelt alene omfatte en lille gåtur i marken og så ville Coffele også byde på et glas mousserende vin på græsplænen foran vingården. Vi blev budt velkommen af den smukke kvinde nedenunder … en af de ansatte, som også om formiddagen havde hjulpet med smagningen.

Derefter så vi først det lille hus. hvor Coffele hænger druer til tørre til brug for deres Recioto di Soave. Huset er forholdsvis nybygget og ligger lidt nedenfor vingården … men fortsat – som I kan se – med en fabelagtig udsigt fra det store lokale, som Chiara også fortalte, bruges til smagninger.

Vi fik også hilst på Chiaras broder Alberto – vinmageren himself – som er en rar, beskeden og travl mand. På billedet nedenunder får han lige en hurtig snak med Chiara, inden han hastede videre.

Vi fik derefter set husets marker, alle dyrket økologisk og nogle endda med en flok geder rendende rundt imellem vinstokkene … dog styret af en gedehyrde, som forsøgte at afholde de små kræ fra at nuppe nogle af bladene på vinstokkene.

Derfor er selvfølgelig også ret praktisk, at vinstokkene er plantet efter pergola metoden. På billedet ser vinstokkene måske en smule sølle ud, men Chiara fortalte, at det dårlige og kolde vejr i foråret og forsommeren havde betydet, at stokkene var omkring en måned bagefter i forhold til et normalt år.

Efter rundturen i marken sluttede vi med et glas bobler på plænen foran vingården, bl.a. åbnede Elizabeth Zanella en ikke frigivet 2011 Coffele Brut på ren Garganega. Den var endnu ikke degorgeret og endnu med kapsel … men smagte ret fantastisk.

Vinsmagningen

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by smagte vi de fleste af vinene fra Coffele. Der fortalte Chiara historien om deres vinhus, men også lidt om det, at være vinproducent i Soave, at stå i skyggen fra de store kooperativer og udfordringen med at gøre Soave vinene kendte for kvalitet … og ikke blot billige priser.

I dag fylder de store producenter som Cantina di Soave og Bolla det meste af markedet og bestemmer meget i Soave. De er dermed også toneangivende i Consorzio Tutela Vini Soave … og har så i kraft af deres størrelse en interesse i, at området også sælger masser af billige vine.

En af årsagerne til, at Coffele har fået en status som én af de 10 bedste producenter i Soave skyldes ifølge Chiara, at de har fundet en perfekt balance mellem traditioner, en stor kreativitet og så en trofast fortolkning af deres terroir.

Derfor er den økologiske tilgang til dyrkning og produktion også vigtig i vinhuset … og Alberto pløjer endda nogle af markerne med hest for at sikre, at tingene sker med mindst mulig påvirkning. De har også en system i flere af markerne med overrisling af vand til vinstokkene, hvis der bliver for tørt … selvom det måske ikke er fuldstændig naturligt.

Selvom smagningen om formiddagen er improviseret, så blev vi budt velkommen med åbne arme, og flasker åbnet. Så der gik ikke lang tid fra vi satte os … og det første glas hvidvin var skænket.

Ja … det ser jo lækkert ud og på højre kant havde de to canadier sat sig. De kendte begge huset ret godt, men John Szabo tog alligevel godt med noter.

Azienda Agrocola Coffele laver årligt omkring 130.000 flasker vin fordelt på omkring 9 vine … og vi smagte et lille glas af næsten dem alle, nemlig disse 7 vine:

Udover de 7 vine, så laver Coffele også 2 rødvine udover den smagte Valpolicella. Druerne til rødvinene kommer primært fra Chiara og Albertos fætter Filippo, som har lidt vinmarker i Cazzano di Tramigna i Valpolicella.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Sammenlagt en hyggelig smagning … og stor tak til både Chiara Coffele, Elizabeth Zanella og resten af crew’et hos vinhuset. Det er helt sikkert et sted, som jeg vil anbefale, at du besøger, hvis du kommer til Soave.

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele sluttede vi smagningen med husets specielle Aurea Retia Spumante Dolce, som vel nærmest kan betegnes som en mousserende Recioto di Soave med masser af sødme og dermed en sjov og anderledes oplevelse.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Cantina di Soave … og deres Rocca Sveva prestige vine

Cantina di Soave er Soaves største kooperativ og har over 2.200 vinavlere som medlemmer. De er monsterstore og laver ikke mindre end 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

I vort program for Soave Stories Volcanic Wines Press Tour var der selvfølgelig lagt et besøg ind hos det store kooperativ … eller rettere hos den del af kooperativet, hvor de laver deres Rocca Sveva prestige vine, nemlig på adressen Via Covergnino i Soave.

Det passede meget godt, for det ligger næsten lige ved siden af restauranten Ai Capitelli, hvor vi netop lige forinden havde indtaget vores frokost. Vi kunne med derfor gå den korte afstand til Rocca Sveva, da Chiara Maria Mattiello lige havde fået styr på alle.

Cantina di Soave og historien

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1898 og har via dens 2.200 medlemmer i dag omkring 6.000 hektar vinmarker i appellationerne Soave, Valpolicella og Durello. Det er pænt stort, specielt når man tænker på, at der i Soave alene blot findes 7.000 hektar vinmarker.

Cantina di Soave har siden starten fulgt en vækstplan, som har gjort det til en af de største og førende vinproducenter i både Italien og internationalt. Kooperativet eksporterer omkring halvdelen af sin produktion til mere end 50 forskellige lande.

Midt i den majestætiske middelalderlige fæstning i Soaves centrum finder vi Borgo Rocca Sveva helt op mod de gamle fæstningsmure … en ejendom bygget i middelalderen. Den har Cantina di Soave forvandlet til et prestigefyldt midtpunkt for produktion af deres topvine, som de kalder Rocca Sveva.

Den indeholder både en vinbutik, en stor blomsterende botanisk have, hvorfra der er udsigt udover Soave by, produktionsfaciliteter og under bygningen store lange tundeler, som tyskerne under anden verdenskrig startede med et grave ud og siden er udvidet til lagring af vinene, som produceres på stedet.

Besøget

Det var netop Borgo Rocca Sveva ejendommen, som vi besøgte denne eftermiddag. Og vi startede selvfølgelig i deres showoff have, som ligger helt oppe på toppen med en fantastisk udsigt … og der skulle vi også smage et par af husets vine.

Der var linet op med masser af glas på et langt bord, hvor vi kunne smage disse 3 vine:

Jeg har – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Vi blev derefter officielt budt velkommen af vicedirektøren Wolfgang Raifer fra Cantina di Soave. Han fortalte – og Chiara Maria Mattiello havde opgaven med at oversætte de hurtige italienske gloser til engelsk – om kooperativet og deres målsætninger,

Han fortalte bl.a. at deres mål er at blive dobbelt så store. WTF? Det giver jo slet ingen mening. Cantine di Soave er i forvejen voldsomt store og sidder på næsten halvdelen af hele markedet i Soave, men laver dog retfærdigvis også vin i andre appellationer i Veneto.

Nå, men dem om det … jeg drak det sidste af vinen i mit Rocca Sveva glas, nød omgivelserne og udsigten, inden vi skulle videre. Nu skulle vi nemlig ned og se selve Borgo Rocca Sveva.

Den gamle ejendom Borgo Rocca Sveva danner rammen om hele produktionen af kooperativets topvine. Cantina di Soave startede Rocca Sveva projektet i 2003, hvor de alene bruger de bedste vinmarker, samlet omkring 100 hektar.

Cantina di Soave laver i alt omkring 33 millioner flasker vin årligt, hvoraf Rocca Sveva produktionen udgør omkring 3% … hvilket med lidt hovedregning betyder en produktion af Rocca Sveva vinene på lige omkring 1 millioner flasker vin … så selvom det er et lille prestigeprojekt, så laver de altså mere vin end de fleste store vinproducenter.

Rundvisningen på Borgo Rocca Sveva var lagt i hænderne på den unge kvinde på billedet nedenunder. Jeg har desværre glemt hendes navn, men hun viste os rundt i det gamle hus, dog primært i den totalt imponerende kælder.

Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af tyskerne, som også udvidede tunnelerne under ejendom. Efter igangsætning af Rocca Sveva projektet er tunnelerne udvidet, således der i dag er over 1 kilometer tunnel.

De stødte dog på et problem med første udgravning, idet der begyndte at komme vand ud gennem væggen for enden. Derfor måtte de stoppe og grave i en anden retning … men man beholdte væggen med udtræk af vandet, som nu blog løber ned i en kanel, mens væggen samtidig er udsmykket med logoet for Cantina di Soave … det kan I se på billedet nedenunder.

Udover de lange gange med lagring af hundredevis af vintønder, så rummer de lange tunneler også en stor underjordisk sal … Sala del Volto, som i gamle dage blev brugt til produktionen af husets vine, men i dag primært anvendes til eksklusive smagninger.

I Sala del Volto ligger der også en samling af husets gamle vine og samler støv på den smukkeste måde.

Vi fik også et kig ind til deres flaskeanlæg … men måtte af sikkerhedshensyn ikke gå ind i lokalet.

Ved udgangen var der et lille display med alle vinene fra Rocca Sveva og underneden vinene eksempler på den forskelligartede undergrund, hvorfra druerne til vinene kommer.

Et fint besøg … selvom det alene blev til smagning af 3 af husets vine, men man fik alligevel et indtryk af det store vinhus, som dominerer det meste af Soave og har et stort setup.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Cold Hand Winery … dansk vinsucces med entusiasme

Entusiasme, fortælleglæde og iværksætterånd gennemsyrer vores måde at drive vineri på. Sådan skriver Jens Skovgaard – drivakslen i Cold Hand Winery – selv på den danske vingårds hjemmeside. Og det kom jeg under et besøg på den danske vingård til at mærke på egen krop … på den allerbedste måde.

En smagning i Randers Vinlaugh var nemlig henlagt til Cold Hand Winery i Læsten, for vi havde alle hørt og læst om, at der lokalt i egen baghave faktisk udspiller sig et sandt vineventyr med stor international opmærksomhed i bedste H.C. Andersen stil.

Og nu var det vist på tide, at besøge idémanden Jens Skovgaard på hans næsten nye vineri, så vi kunne se og smage, hvad han egentlig har gang i.

Velkommen

Vi blev ved ankomsten hjerteligt modtaget af mister Cold Hand himself, den godmodige, storsnakkende og hjertevarme Jens Skovgaard, som er årsagen til, at projektet overhovedet eksisterer.

Han fortalte, at vi skulle starte med en lille rundtur … og hvor er bedre at starte end i selve vineriet? Der skulle vi smage et par bobler og Jens – som skulle vise sig at være et rigtigt madøre – havde også lavet et par snaks til at matche boblerne. God måde at starte smagningen på.

Vi startede med at smage Cold Hand Winerys 2015 Rheum, som er en boblende/mousserende vin, som er lavet på rabarber … eller på grøntsager, som Jens poetisk udtrykte det, da rabarber jo reelt ikke er en frugt, men en del af grøntsags familien. Vinen er lavet helt traditionelt efter champagnemetoden.

Dertil havde Jens lavet en lille snack … lidt kyllingeskind med creme og syltede agurker, da lidt kyllingefedme kunne passe fint til den syrlige rabarber. Det smagte sgu ganske himmelsk og en boblende rabarber … hvem fanden finder på det? Jeg har tidligere smagt Jens’ Crispa Boblende Stikkelsbær, som også er virkelig spændende.

Starten af Cold Hand Winery

Imens vi nød boblerne fortalte Jens smittende begejstret om hele projekt Cold Hand Winery. Hvordan det var startet som en lille hobby, mens han var skoleforstander og nærmest i garagen lavede lidt solbærvin og – efter køb af et lille landsted med æbletræer – også pressede æblemost i større og større mængder.

Da hverken familien selv eller eleverne på skolen kunne drikke så megen æblemost, så måtte den initiativrige lærer fryse æblemosten ned og opdagede ved en fejl – da der gik hul på en af beholderne med æblemost i den proppede kummefryser – en fed, klæbrig væske, som var den koncentrerede æblesaft med tonsvis af sødme og syre. Det kunne bruges til at lave æblevin … endda æble eiswein. Og det blev starten på et vildt ridt.

Konen troede på idéen og satte stolen for døren; enten gør du noget ved det, eller også holder du kæft. Okay, det er måske en viderefortolkning, men parret troede begge på idéen, så jobbet som skoleforstander med sikker indtægt og tilhørende magelig forstanderbolig blev opsagt til fordel for en usikker fremtid med æbler i stor stil.

Men projektet manglende to vigtige ting, penge og æbler … og gerne mange af begge dele. Jens ringede derfor uopfordret til Flemming Jørgensen … en større frugtavler på Fyn og fortalte, at de to skulle arbejde sammen. Efter en middag, et par snakke og nogle sporadisk nedfældede tanker om, hvordan opstarten skulle ske i roligt, nærmest adstadigt tempo, så opstod Cold Hand Winery.

Alt eller intet

Men da Jarnvig i vejrudsigten allerede kort tid efter, sidst i november 2010 kunne melde om vedvarende frost, så lang tid vejrudsigten kunne se frem, så ringede Jens til sin nye forretningspartner og foreslog, at de droppede forsigtigheden og nu gik all in.

Det vagte begejstring hos Flemming Jørgensen, som fluks pressede flere hundrede tons æbler af sorter som Ingrid Marie, Filippa, Elstar og Jonagold til ren æblesaft, som derefter blev kørt op til Læsten, hvor de stillede saften i markerne … og så ventede på frosten. Trods et par søvnløse nætter kom frosten heldigvis og så kunne de producere deres æble-is-vin i big scale.

Jens måtte op hver nat og kigge til mosten, skrue slanger på og sikre at den tykke cryokoncentrerede most kunne tappes. Et satans koldt arbejde, for det meste skulle klares uden vanter, så det var der, at navnet Cold Hand opstod. Jens fik simpelthen navnet Mister Cold Hand, hvilket så også blev navnet på vineriet.

Masser af succes

Men anstrengelserne bar frugt … so to speak. Siden er det gået derudaf for æble-is-vinen fra de entusiastiske iværksættere fra det nordlige. Succesen kan i høj grad tilskrives Jens’ store gå på mod og evnen til at få vinen markedsført de rigtige steder, bl.a. på vinkort hos de allerbedste restauranter.

Men det skyldes også den tårnhøje kvalitet af produkterne fra Cold Hand Winery, for som Jens selv siger, så kan man få succes på to måder; enten lave noget billigt – hvilket er umuligt i Danmark – eller noget godt. Og da vi i Danmark har nogle af verdens bedste frugter, så er basis for at lave frugtvine af virkelig høj kvalitet absolut til stede.

Siden er det også drysset med priser til Cold Hand Winery. Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange priser vinene fra Cold Hand Winery har fået, men hypen er i øjeblikket kun tiltagende. Således har flere og flere Michelin restauranter nu Cold Hand Winery vine på deres vinkort … og det er såmænd både herhjemme og i udlandet, fx på Michelin restauranten Buddenbrooks i Travemünde.

Specielt i Tyskland har de været ovenud begejstret, og flere restauranter har aftaget både æble-is-vinene samt de lidt anderledes bobler. Jens kunne bl.a. fortælle, at en af Tysklands bedste sommerliers Billy Wagner har fremhævet 2013 Malus Danica Cuveé Essencia og nævnt nordiske frugtvine som det næste nye sort.

Det tyske blad Sommerlier lavede samtidig en smagning, hvor de 6 bedste vine alle fik over 90 point, og heraf var hele tre vine fra Cold Hand Winery, hvorfor Jens også måtte tage turen til Tyskland for at præsentere sine vine foran 100 sommeliers.

Herhjemme har Geranium netop taget en af vinene på Cold Hand Winery ind i deres vinmenu, mens Jens også lige havde fået en stor ordre med levering af vine til både Rusland og til Claus Meyers restaurant Agern i New York.

Også det store Arla har fået øje på Cold Hand Winery, da de søde og koncentrerede vine går sindssygt godt sammen med oste. De har således indgået et samarbejde i relation til Arla Unikum ostene, som Jens nu også forhandler i hans lille gårdbutik. En af ostene i Arla Unikum serie … den skønne Gnalling laves faktisk en gang imellem i en udgave, hvor den lagrer med lidt Prunus Nigra.

Selv royalt stjernedrys har vinene fået, da prins Henrik har rost vinene fra Cold Hand Winery efter en smagning. Under et par dages ferie tikkede der lige en mail ind fra kongehuset om, at de da gerne ville købe lidt vine. Så det lille frugtvinhus kan i dag faktisk kan bryste sig med at være kongelig hofleverandør, da kongefamilien nu løbende bestiller vine fra Jens.

Og vi kan da læne os op af Jens’ succes og også godt bryste os lidt i Randers, knejse lidt med nakken, for på det lokale Cold Hand Winery er Jens og hans crew i gang med at skrive vinhistorie i Danmark og sætte Randers på det vinøse landkort. Hvem havde troet det … se, det er et sandt eventyr.

Fremvisning og smagning

Nå, men efter den første boblevin på rabarber, så smagte vi et glas bobler på æbler og hertil lidt hjemmelavet vandbakkelse med rørt creme af laks og rogn. Jens fremviste samtidig stolt det nye vineri, som er bygget efter en aktieemission, hvor interesserede godtfolk kunne blive medejere af projektet.

Vi fik bl.a. set de mange fade, hvoraf nogle er brugte og hentet hos Maison Louis Latour i Bourgogne. Jens kunne godt hente fade flere steder fra, men samme størrelse letter bare tingene, da de således passer i reolerne.

Maskinen til degorgering og propning af de mousserende vine viste Jens også frem … lidt en lettelse i arbejdet i forhold til manuelt at proppe flaskerne.

Jens fortalte, at de fortsat er ganske nye i produktionen af bobler, men at han vurderer potentialet ganske stort. På dette område er Cold Hand Winery også pionerer, da de jo laver bobler på frugter, som der aldrig tidligere er lavet mousserende vine på. Dette bekræftes også kun af en stor efterspørgsel bl.a. fra flere tyske restauranter, som gerne ville aftage hele produktionen.

Efter fremvisningen gik vi over til gårdbutikken og det bagvedliggende smagelokale. De ligger begge i en hyggeligt ombygget svinestald. Vi satte os ved langbordet og smagte den sidste boblevin … som var lavet på blommer. Dertil fik vi en sandwich, ja nok den bedste sandwich, som jeg nogensinde har smagt. Så var bunden også sådan ligesom lagt.

Resten af smagningen var et stående taffel, hvor vi smagte både æble-is-vinene samt nogle af Cold Hand Winerys andre frugtvine. Og til hver vin, var den lidt snack i form af enten totalt lækker kyllingleverpostej eller Arla Unikum oste og sidst en lille hindbær-/chokoladeting sammen med kaffe og de stærkeste frugtvine, hvor æble kryokoncentrationen er blandet med Eau de Vie, der selvfølgelig også er lavet på æbler.

Samlet smagte vi disse vine fra Cold Hand Winery:

  • 2015 Rheum Boblende Rabarber
  • 2014 Pommus Boblende Æbler
  • 2016 Prunella Sparkling Plums
  • 2014 Malus Danica Barrique
  • 2013 Malus Danica Cuveé Essencia
  • 2015 Pyrus Danica
  • 2015 Malus X Feminam 19 %
  • 2016 Prunus Rosa 17 %
  • 2015 Prunus Nigra
  • 2015 Malus X Masculine 40%
  • 2013 Pyrus Communis 38%

Jeg har ingen smagsnoter på vinene, men fik da købt en flaske boblende rabarber med hjem. Men jeg skal helt sikkert forbi Cold Hand Winery igen, så måske kommer der anmeldelser på nogle af vinene senere.

Min favorit denne aften var klart Malus Danica Cuveé Essencia, men generelt er det virkelig lækre vine, som Jens laver på det innovative vineri. Det er ikke vin på vindruer, men vin på danske frugter … det bedste, som haverne i vor smukke land kan byde på … og det er vel slet ikke så ringe endda. En gnalling, der er blevet til en svane og svanesangen lever i bedste velgående.

Besøget får topkarakter af jeres flittige vinblogger

Vinanmeldelse 7/7  
Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende

Balthasar Ress havde – på vores forespørgsel om rigtige gode og måske mere ukendte producenter – anbefalet os et besøg hos Weingut Sohns. Vi havde derfor sat vingården på besøgslisten … faktisk som sidste stop på vores roadtrip.

Da vi hos Chat Sauvage nævnte, at vi havde påtænkt at besøge Sohns, så kom de med samme lovprisninger. Gustav fortalte, at de faktisk tit arbejdede sammen med Weingut Sohns og Verena Schöttle ringede endda til Sohns og forvarslede vore komme.

Så var vi sikre på at blive godt modtaget. Det var sgu service … vi takker Verena. Hun fik en aftale, således vi skulle være hos Weingut Sohns kl. 13.00. Så var det ligesom på plads og vi trillede selvfølgelig – ganske pligtopfyldende – ind på parkeringspladsen foran Weingut Sohns et par minutter før.

Weingut Sohns ligger – som Chat Sauvage – ved Geisenheim, men på et mere fladt stykke, men har deres marker spredt udover flere områder af Rheingau. Det skal jeg nok lige vende tilbage til.

Lidt om vinhuset

Historien om Weingut Sohns startede tilbage i 1929, hvor Jakob Sohns, der var udlært smed – schlossermeister – begyndte at drømme om at blive vinproducent, men først i 1933 købte han de første vinmarker og lagde dermed fundamentet til vingården.

I de første mange år var vinproduktionen mest en hobby, men da sønnen Otto Sohns i 1945 kom med i driften, så udvidede man med køb af yderligere vinmarker og gjorde vinproduktionen til den primære beskæftigelse på gården.

Da Otto i 1969 overtog hele driften sammen med hustruen Barbara, så havde gården samlet 3 hektar vinmarker. Siden 1983 har det imidlertid været Otto og Barbaras søn Erich Sohns, som har drevet vingården.

Erich er opvokset med vin, men egentlig uddannet civilingeniør. Han trådte ind i familievirksomheden straks efter endt uddannelse og han driver den i dag sammen med hustruen Sabine og deres to børn Martin og Pascal.

Pascal er dog også på vej ind i driften, da han blev færdig med sin uddannelse som vinmager i sommeren 2012

Familiens Sohns har samlet 8 hektar vinmarker, hvor hovedparten ligger omkring Geisenheim, men de har også parceller på marker i Oestrich-Winkel, Hallgarten samt en enkelt parcel i både Hattenheim samt Lorch.

Det er nemlig markerne … i Geisenheim; Kläuserweg, Mönchspfad, Kilzberg, Mäuerchen, Fuchsberg og Rothenberg, i Oestrich-Winkel; Jesuitengarten, Hasensprung, Gutenberg, Edelmann og Doosberg, i Hallgarten; Schönhell og Jungfer og endelig Hattenheimer Schützenhaus og Lorchhäuser Seligmacher.

Markerne er for 70% vedkommende Riesling, 20% Spätburgunder, men de resterende sorter er Weissburgunder, Rotberger samt Dornfelder. Alle markerne dyrkes økologisk.

Weingut Sohns laver en langt række vine, og selvom man ikke er medlem af VDP, så følger serierne af vinene alligevel VDPs mønster, blot hedder Gutswein i stedet SOHNS esprit, Ortswein SOHNS elegance, Lagenwein SOHNS Excellence og de bedste Gewächse kaldes SOHNS perfection.

Et fantastisk besøg hos Weingut Sohns

Da vi ankom til vingården blev vi hjertelig mødt af Erich Sohns, og han bød os velkommen. Vi startede med at gå op i husets smagelokale for at smage lidt vine.

Som alle de andre steder koncentrerede vi os om de tørre Riesling vine samt selvfølgelig Spätburgunder. Vi smagte Sohns tørre Riesling fra alle niveauerne … og på excellenceniveauet både en Winkeler Hasensprung Riesling Trocken og en Lorchhäuser Seligmacher Riesling Trocken.

I perfection serien smagte vi en forrygende 2015’er Geisenheimer Kläuserweg Riesling Erste Gewächs. Og huset Spätburgundere var ganske flot og samtidig ligger priserne på Weingut Sohns meget, meget fornuftigt.

Hans top Spätburgunder Geisenheimer Mäuerchen koster alene 16€, lillesøsteren 10,50€, mens de bedste perfection Riesling vine også ligger til 16€. Den prisbillige Gutswein Riesling SE koster alene 5,50€ og er ganske fortræffelig.

Vi fik undervejs sat lidt krydser ved de vine, som vi skulle købe og meget passende skulle vinene pakkes nedenunder på lageret ved vineriet, så Erich tilbød en rundtur i produktion aka vinkælderen. Det var vi bestemt friske på.

Vi fik set vinpressen, flaskelinjen og selvfølgelig vinkælderen, hvor Erich lagrer vinen på henholdsvis større egefade og for Spätbundernes vedkommende også på barriques.  Erich fortalte også om markerne, hvor fx Lorchhäuser Seligmacher har en imponerende 60% stigning.

Vi snakkede også lidt om flasker, idet Weingut Sohns på deres topvine anvender de gamle klassiske Rheingau flasker, som man ellers sjældent ser.

Den kaldes en Rheingauer Flöte – altså fløjte – og er en mørkegrøn flaske, der er slank, 35 cm høj og har nogle lodrette kanter på flaskehalsen.  Den blev egentlig indført for at tilføre vinene fra Rheingau deres egen særkende, men det ses imidlertid ikke ret tit og jo tror faktisk, at det var første gang på turen, at vi stødte på flasketypen.

Erich Sohns er en rar mand og vi fik en flot behandling på vingården, som virker meget moderne og eksperimenterende. Selv husets etiketter er moderne … og lidt sjovt kan man på deres hjemmeside se udviklingen af etiketterne siden 1969.

Om man er til moderne og smarte etiketter eller de gamle med næsten gotiske bogstaver er en smagssag og heldigvis også forskellig fra vinhus til vinhus.

Kommer du engang til Rheingau, så kan jeg og resten af knægtene bestemt anbefale at kigge forbi Weingut Sohns, som samtidig blev et fint punktum for vores rheingauske roadtrip.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet

Bagepulver, kagemix, yoghurt, frossen pizza, pizzaburger, kagedekorationer, cornflakes, hævemidler, geleer … alt til bagning. Alle kender vist Dr. Oetker, som specielt er god til pizza bagt i ægte stenovn, hvis man i hvert fald skal tro på reklamerne.

Dr. Oetker Pizzaburger – til jer, der ikke bare har appetit men sult. Prikken over i’et til enhver dessert! Dr. Oetkers dessertsauce smager udsøgt både til varme og kolde desserter, og så fås de i 3 lækre smagsvarianter: toffee, choko og saltlakrids. Ja mulighederne med Dr. Oetker er mange.

Der eksisterer sågar en Dr. Oetker app, som hedder kagerullen og byder på opskrifter på herlig hjemmebag … selvfølgelig med brug af Dr. Oetkers mange vidundermidler.

Familien Oetker driver – med hovedsæde i Bielefeld i det nordlige Tyskland gennem 4. generationer – det gigantiske internationale madimperium, der omsætter for over 80 milliarder kroner hvert år og har over 30.000 mennesker på deres lønningsliste. Og så ejer de minsandten også et af Tysklands mest prestigefyldte vinhuse, nemlig det hæderkronede Schloss Johannisberg.

Jeg havde egentlig overvejet frem og tilbage, om jeg skulle skrive om besøget på Schloss Johannisberg, for det var jo egentlig ikke et rigtig vingårdbesøg … mere et turiststop på en overcrowded attraktion, hvor man tilfældigvis også kan købe vin.

Jeg besluttede dog, at jeg ville skrive dette indlæg, dels som ærlig beretning om et flot og imponerende sted med en fantastisk vinhistorie, men også som stræk og advarsel for dem, som gerne vil se, høre og smage, hvordan små vinbønder laver deres vine.

Som I måske så på blogindlægget omkring Chat Sauvage, så ligger Schloss Johannisberg på toppen af en de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Det er så berømt, at det endda i 1971 fik sin helt egen appellation, som egentlig bare hedder Schloss Johannisberg. Det et da cool.

Historien om Schloss Johannisberg

Der har været lavet vin på netop dette sted siden middelalderen og omkring år 1100 blev der på stedet bygget et benediktinerkloster, som dengang blev kaldt Bischofsberg .. altså biskoppens bjerg og det blev samtidig identificeret til at være det bedste sted at dyrke vin i hele området.

Omkring 30 år senere udvidede munkene også klosteret med en romansk basilika, altså en stor og imponerende søjlekirke til ære for Johannes Døberen og siden blev både højen og klosteret kendt som Johannisberg, altså Johannes bjerg.

Søjlekirken blev dog ødelagt under den tyske bondekrig i 1525, men navnet hænger fortsat fast på stedet, som dog i de efterfølgende år skiftede ejer utallige gange.

I 1716 blev ejendommen og jorden imidlertid købt af præstedømmet under fyrst Konstantin von Buttlar fra den daværende ejer Lothar Franz von Schönborn. De opførte det imponerende barokslot og plantede i 1720 de første marker med Riesling, men under Napoleonskrigene skiftede slottet ejere mange gange. 

I forbindelse med Wienerkongressen 1814-15 skænkede den østrigske kejser imidlertid godset til sin kansler, fyrst Klemens von Metternich og det blev herefter i familiens ejet helt frem til 1974, hvor det blev købt af Oetker familien.

Under 2. verdenskrig blev slottet totalt udbombet og der stod faktisk kun ydermurene tilbage. Det blev faktisk først genopbygget midt i 1960’erne af prins Paul Alfons von Metternich-Winneburg sammen med hustruen prinsesse Tatiana, som var af russisk afstamning.

Selvom Oetker familien havde købt slottet i 1974, så boede prins Paul på slottet frem til sin død i 1992 og prinsessen helt indtil hendes død i 2006.

Historien om de søde vine

Det var også her på Schloss Johannisberg, at den ædle søde vin blev produceret for første gang, da myndighederne i 1775 kom for sent med høsttilladelsen. Med historisk held prøvede man at se, hvad man kunne få ud af at vinificere de rådne druer, og det blev til den første vin af den typen, som vi i dag kalder Spätlese.

I 1787 opnåede man derefter for første gang det sødmeniveau, som vi i dag betegner Auslese. Herefter blev det et mantra at fremstille ædelt søde vine, og da en pludselig hård nattefrost ramte Schloss Johannisberg i december 1858, var det også her, at man for første gang pressede de frosne druer til Eiswein.

Og det med de forskellige sødmeniveauer satte vinslottet allerede i gamle dage i system. Man fandt nemlig på at forsegle flaskerne med lak i forskellige farvenuancer for at holde styr på de mange forskellige sødmegrader i de forskellige vine.

Og i dag lever systemet videre i bedste velgående, og alle flasker på Schloss Johannisberg er påsat farvestrålende kapsler efter følgende skala:

  • Gul – Gelblack = Qualitätswein
  • Bronze – bronzelack = Tradition
  • Rød- Rotlack = Kabinett
  • Grøn – Grünlack = Spätlese
  • Sølv – Silberlack = Grosses Gewächs
  • Rosa – Rosalack = Auslese
  • Rosa/guld – Rosa-Goldlack = Beerenauslese
  • Guld – Goldlack = Trockenbeerenauslese
  • Blå – Blaulack = Eiswein

Der siges dog, at Schloss Johannisberg måske slet ikke var først med at udvikle vine med den ædle råd, men at der var sket tidligere i Tokaj i Ungarn … men der siges jo så meget. Det er under alle omstændigheder en af de mange historier, som hører sammen med det store og historiske Schloss Johannisberg.

Schloss Johannisberg i dag

I dag er Schloss Johannisberg en af området store turistattraktioner, og det gør selvfølgelig også, at alt omkring husets vine er sat i system. Således kan turister – udover at nyde den fantastiske udsigt – købe guidede ture i vinkælderen, Segway ture, besøge og købe vine i vinotheket, som mest er en shop, eller indtage et måltid i slottets restaurant, som efter sigende skulle være ganske god … men sikkert uden servering af pizzaburgere.

Derudover anvendes slottet i dag til en række kulturelle begivenheder, men man kan også – privat eller som virksomhed – leje lokaler til større møder.

Men der produceres også fortsat flotte vine på Schloss Johannisberg, som samlet har 35 hektar vinmarker, hvorfra husets vine med de farvede kapsler produceres.

Derudover ejer Schloss Johannisberg også vinhuset Weingut G.H. von Mumm og vinene derfra kan selvfølgelig også købes i vinotheket aka shoppen på vinslottet.

Sammen med en flok andre turister på stedet, der smagte vi skam også lidt vine, men man bliver aldrig helt opstemt. Måske skulle vi i stedet have sat os i restauranten … nu blev det hele bare en smule forvirrende og snart satte vi da også kursen mod turens sidste gårdbesøg.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland

Vort besøg hos Weingut Chat Sauvage var – by far – det bedste under opholdet i Rheingau. Det gælder både gæstfriheden, frem- og rundvisningen samt de imponerende vine.

Det var lørdagens første besøg og jeg havde dagen før skrevet til huset og spurgt, om det var okay med et besøg … selvfølgelig på mit bedste og fremmeste udenbyske sprog? Og ganske overraskende havde jeg fået en mail retur, hvor der på dansk stod; Tak for din mail. I skal være vekomne til smagning på Chat Sauvage i morgen kl. 11.00.

Og mailen var underskrevet Gustav Laursen, studerende ved Geisenheim universitetet. WTF? En vaskeægte dansker midt i det udenlandske Rieslingland? Vi svarende selvfølgelig derfor fluks, at vi ses i morgen kl. 11.00 cirka.

Og det blev vist også cirka, for vi ankom til Weingut Chat Sauvage lidt før tiden. Om lørdagen åbner vinhusene nemlig lidt senere, så vi havde trippet lidt efter morgenmade på Gasthof Krancher og samtidig tog turen hen til Chat Sauvage i Johannisberg kortere tid end forventet. Vi rullede derfor ind på grusvejen 10 minutter før tid og smed vores dieselkøretøj ved siden af stedet sølvfarvede Land Rover.

Allerede da vi stod ud af bilen kom vor landsmand Gustav Laursen os i møde og bød velkommen. Hvor fedt at møde en dansker her … og sammen gik vi hen til vinhuset, hvor Gustav i vinotheket havde gjort klar til os. Store og elegante Zalto vinglas og et lækkert smagelokale med udsigt til Schloss Johannisberg længere oppe. Kanon.

Vi startede med at høre lidt til Gustav og hans historie. Han læser ganske vist på Geisenheim universitetet, men dog ikke til vinmager, men i stedet indenfor International Wine Business. Ved siden af studiet arbejder Gustav dog deltid på Weingut Chat Sauvage.

Lidt historie om Weingut Chat Sauvage

Derefter gik vi i gang med vinene og imens fortalte Gustav lidt om vinhuset og historie bag. Weingut Chat Sauvage er grundlagt i år 2000, men historien startede allerede i 1992, hvor i værksætteren og rigmanden Günter Schulz, der er bosat i Hamburg, besøgte Rheingau og blev forelsket i området.

Günter Schulz er selv Bourgogne freak og han besluttede sig for, at lave vin i Rheingau … vin som skulle være på højde med vinene fra Bourgogne. Kvalitets Pinot Noir med et internationalt format fra Rheingau.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at han skulle ha’ fat i nogle af områdets bedste vinmarker. Det er dog sjældent, at den type marker kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle.

For klimaet på de stejle marker i Rheingau kan flere steder sammenlignes som Bourgogne. De mange solskinstimer, det milde klima og en undergrund med flere lag mineraler er optimal for den røde burgunder drue. Det er både Taunus-Quarzit, skifer og leragtig löss.

For at drømmen kunne blive virkelig, så solgte han sin egen samling af Bourgogne vine via Christies auktioner, og så havde han både til køb af marker og en senere opførelse af det moderne vineri i markerne ved Johannisberg.

Det første år efter etableringen lavede Chat Sauvage deres første vin, men alene et par tønder. De blev faktisk produceret i samarbejde med vinmageren Erik Andersson hos naboen Weingut Schamari-Mühle i Johannisberg. Men det var før etableringen af det imponerende vineri, som I også kan se på det øverste foto.

I dag har vinhuset omkring 8 hektar og markerne ligger i både Winkel, Rüdesheim, Johannisberg, Assmanshausen, Geisenheim  samt Lorch længere mod vest.

Således har man parceller på så imponerende marker som Johannisberger Hölle, Rüdesheimer Drachenstein og Roseneck, Assmannshäuser Höllenberg og Frankenthal samt i Lorch markerne Bodental, Pfaffenwies og Kapellenberg.

Og netop markerne er grundlagt for den svimlende kvalitets, som præger vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det kræver hårdt arbejde og Gustav fortalte, at man årligt bruger omkring 1.000 mandetimer pr. hektar. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

I kælderen er det også det gamle håndværk, som er i fokus. Der  arbejdes med spontangæring, maceration og vinene lages således typisk 18 måneder på barriques og tappes ufiltrerede.

Og selvom man befinder sig midt i det rheingauske Riesling landskab, så holdes der fast i referencen fra Bourgogne. Det betyder selvfølgelig også, at husets hvidvine laves på Chardonnay.

Ingen Riesling hos Weingut Chat Sauvage … kun Pinot Noir og Chardonnay … en rebel i Riesling land og dermed lever huset godt op til sit navn, der jo betyder vildkat.

På samme vis er huset heller ikke medlem af VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – da det primært betyder en masse administrativt bøvl. Og det er endda selvom 90% af Chat Sauvages marker egentlig ville være Grosse Lage.

Det er ikke den gamle Günter Schulz, som selv laver vinene … han drikker dem vist bare. I stedet er produktionen lagt i hænderne på ansat vinmager, hvilket i dag er Verena Schöttle, som har overtaget ansvaret efter den første vinmager Michael Staedler.

Vi skulle senere faktisk møde det smukke og dygtige Verena, som inviterede os en tur rundt i produktionen og vinkælderen, men det vender jeg fluks tilbage til.

Vores smagning

Gustav havde forberedt lidt af en smagning for os … og vi blev vist lidt overrumpet, men på den fedeste måde. Det skulle vise sig, at vi skulle smage 13 forskellige vine, nemlig:

  • 2014 Rosé Sekt Pinot Noir Brut
  • 2014 Rheingau Chardonnay
  • 2015 Clos de Schulz Chardonnay
  • 2014 Rheingau Pinot Noir
  • 2013 Assmannshausen Pinot Noir
  • 2013 Lorch Pinot Noir
  • 2012 Lorcher Kapellenberg Pinot Noir
  • 2012 Lorcher Schlossberg Pinot Noir
  • 2012 Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir
  • 2012 Johannisberger Hölle Pinot Noir
  • 2013 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir
  • 2007 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir
  • 2009 Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir

Og nej … jeg har ikke smagsnoter på vinene … og dog, for de sidste to med lidt alder var så fremragende, fucking fantastiske, at dem blev jeg simpelthen nødsaget til at skrive noter på. Jeg har selvfølgelig linket til mine smagsnoter ovenfor.

I Danmark forhandles vinene via H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten, men vinen basisvinen Jeder Zeit er imidlertid ikke på vinhusets prisliste. Gustav forklarede, at det formentlig skyldes, at den vin er lavet direkte til det danske marked og ikke alene er lavet af druer fra egne marker.

Jeg fortalte om mit første møde med Weingut Chat Sauvage i 2013, hvor jeg smagte deres 2007 Johannisberger Hölle Pinot Noir, som jeg var aldeles begejstret for. Siden har jeg faktisk aldrig nået samme niveau igen … altså indtil denne smagning.

Smagningen var nemlig intet mindre end imponerende og viste med tydelighed de kvaliteter, som findes hos Weingut Chat Sauvage. Nu er jeg jo i forvejen total vild med tysk Spätburgunder aka Pinot Noir … og dette besøg bekræftede kun min kærlighed.

Og spørger du min direkte, hvad jeg helst vil drikke … Chat Sauvage eller Bourgogne, så vælger jeg sgu nu klart Chat Sauvage. Men det havde du sikkert allerede gættet.

Som det kan ses på billedet, så nød drengene sgu vist smagningen ganske pænt. Her ser de i hvert fald en smule veltilpasse ud … men vi var alle lidt dupperede.

Besøg i produktion og vinkælder

Sidst i smagningen kom vinmageren Verena Schöttle op og spurgte om vi ville se vinkælderen? Det skulle hun ikke spørge om mange gange og vi fulgte derfor straks efter hende ind i produktionslokalerne.

Vi startede ved vinpressen, som allerede var i fuld gang. Vi så også de store kar, hvor druerne ligger til udblødning inden presningen … store grønne kar, som var overtrukket med klar folie.

Vineriet et lavet således, at vinen efter presningen kan løbe direkte fra produktionslokalet og ned til kælderen, hvilket kan ses på billedet nedenunder. Der løber vinen i slangerne ned til fade i kælderen.

Vi fik set barriqueskælderen og Verena fortalte om produktionen og husets vine. Vi fik også lov at smage en fadprøve af en Chardonnay, som vistnok var fra årets høst.

Drengene var selvfølgelig lidt starstruck over den søde vinmager … winzerin, men de bemærkede også hendes store biceps, som klart fortalte knægtene, at vinproduktion også er hårdt arbejde.

Vi fik selvfølgelig også set flaskelinjen, nogle af de færdige vine, som lagres og efterfølgende etiketteres inden salg. På billedet ovenover ser vi fra venstre Falken, Gustav og Keeper.

Samlet blev det et fabelagtig besøg … så stor tak til Gustav og Verena for godt værtskab samt smagningen af de lækre vine. Vi endte selvfølgelig med at købe lidt … og ville ønske at pengepungen og bilen havde været større.

Jeg vil klart anbefale Weingut Chat Sauvage, som herhjemme – som nævnt – forhandles af H.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten. Har du ikke smagt vinene tidligere … så prøv det. Seriøst! Det er en fabelagtigt rebelsk og burgundisk vinhus i Rheingau.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Peter Jakob Kühn … den dygtige bioweingut

Jeg har siden jeg første gang smagte Riesling fra Weingut Peter Jakob Kühn været betaget af hans tørre, sprøde og mineralske vine. Jeg husker fortsat klart min første vin fra Kühn … en 2011 Riesling 300m NN Rutz Rebel, som var lavet i et samarbejde mellem Peter Jakob Kühn og sommelier Billy Wagner fra vinbaren Rutz i Berlin.

Og det var netop på Rutz i Berlin, at jeg smagte vinen og blev så bjergtaget, så derfor havde vi selvfølgelig også Weingut Peter Jakob Kühn på vores besøgsliste. Så efter besøget på Schloß Schönborn gik turen til Oestrich-Winkel, hvor Weingut Peter Jakob Kühn ligger lige i udkanten af byen.

Om Weingut Peter Jakob Kühn

Lad os inden smagningen kigge lidt nærmere på Weingut Peter Jakob Kühn, der er grundlagt tilbage i 1786 af Jacobus Kühn. Vinhuset producerer da også vinen Jacobus, som netop er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Peter Jakob Kühn er 11. generation på vingården, som han overtog tilbage i 1979 sammen med hustruen Angela. Hustruen tager sig af adminstrationen og parrets 3 voksne børn Sandra, Kathrin og Peter Bernhard hjælper også til.

Derudover skal der også holdes styr på en lang række børnebørn, så der er virkelig tale om et rigtigt familieforetagende. Det var vistnok Kathrin, som vi mødte, da vi besøgte gården.

Peter Jakob Kühn har omkring 18 hektar vinmarker og laver omkring 120.000 flasker vin årligt. Flere af Kühns marker er egentligt Erste Lagen  eller Grosse Lage marker, men det er Kühn for beskeden til at skrive på hans flasker. Det fremgår imidlertid nu af hans hjemmeside.

Kühn ejer parceller på markerne Oestricher Klosterberg, Hallgarten Hendelberg, Oestrich Lenchen, Mittelheim Sankt Nikolaus, Oestrich Doosberg og Hallgarten Frühenberg.

Siden 2004 har vinhuset været certificeret, og Kathrin fortalte også masser om deres filosofi og det at være biodynamisk vinproducent. Huset kalder sig dog også selv bioweingut.

Og det er helt klassisk biodynamisk tilgang med nedgravning af kohorn, som fyldes med ekstrakt af kolort, komposterede vinblade, mælkebøtter, kamilleblomster, løvetand og badrian … tilsat en stor portion kompostorme.

Efter nedgravning i en lang periode, så tages kohornene op igen og der laves en væske fra horn + fyld, og denne væske anvendes til at sprøjte vinplanterne med.

Selvom vinhuset har eksisteret gennem 11. generationer, så er det primært under Jakob Peter Kühn, at der er sket en markant fremgang.

Og det har vineksperterne nu også fundet ud af, bl.a. skriver Gault & Millau om Kühn; Das ist Rheingau at its best! Ja selv den gode Parker har givet Kühns vine høje point. Gault Millau har også i deres Weinguide 2016 kåret Jakob Peter Kühn som Winzer des Jahres 2016.

Vort besøg og en syg dreng

Vi besøgte Weingut Peter Jakob Kühn uanmeldt, og hverken Peter Jakob eller sønnen Peter Bernhard var hjemme, selvom vingården skam havde åbent. Det havde vi skam tjekket.

Imidlertid var Kathrine hjemme og tog os med ind i Vinotheket. Hun er søster til Peter Bernard, men denne dag var hendes dreng syg og lå i en klapvogn. Han var helt klart ikke på toppen og jamrende sig dog også løbende. Det blev derfor heller ikke verdens længste smagning.

Vi fik dog med en smule jamren som sagte baggrundsstøj en fin lille smagning, hvor vi smagte både Riesling og en smule Spätburgunder og derudover en længere snak om biodynamik.

Der kom lidt efter et par børn … og fluks var den lille knægt en del bedre og spurtede udenfor for at lege med de andre.

Vinmæssigt er det tørre, sprøde og mineralske vine … jeg var specielt ganske imponeret af vinen Quarzit, hvor druerne kommer fra markerne ved Oestrich. Vi smagte også lidt Erste og Grosse Lage vine, bl.a. Oestrich Doosberg GG.

Vi kunne ikke komme ned og se deres produktion … det rodede for meget og derfor ville de helst ikke vise det frem på dette tidspunkt. Det var nok forståeligt … og måske også at presse tingene, nu da hun stod alene med en syg knægt.

I stedet takkede vi … købte et par vine og satte kursen retur mod Rüdesheim.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Schloß Schönborn … i et adeligt spor

I vores færd på at undersøge vin hos en række udvalgte vinproducenter i Rheingaau, så blev næste stop hos Weingut Schloß Schönborn i Hattenheim på adressen Hauptstraße 53.

Smukt beliggende vingård … total view udover vinmarker og Rhinen i baggrunden. Solen havde samtidig besluttet at følge os denne dag, så alt var fryd og gammen.

Weingut Schloß Schönborn har på stedet et vinothek, som ligger i en tilsyneladende lidt ældre villa, som ligger lidt tilbagetrukket, men vi satte vores jyske platfødder forrest og sjaskede op til vineriet, som umiddelbart så en smule lukket ud … det var det nu ikke.

Vinotheket har udenfor en stor terrasse med plads til 60 mennesker, mens der indenfor er plads til 30 besøgende. Det ligger bekvemt – siger vinhuset selv – lige overfor banegården i Hattenheim. Det kan der sikkert være noget om.

Under Vinotheket findes der også en smuk vinkælder, der også bruges til arrangementer, men den fik vi imidlertid ikke at se. I stedet blev vi varmt modtaget af den søde Elise Wieliczko, der arbejder i Vinotheket med rådgivning af vin.

Og måske var det lige præcis her, at vores plattyske ikke slog helt til, for Elise tilbød en smagning, hvilket vi selvfølgelig sagde jae til, og da hun videre nævnte muligheden for lidt brød og ost, så sagde vi såmænd også jae.

Men brød og ost så vi nu aldrig noget af. Men vi fik dog en smagning af primært husets tørre Rieslinge, men nåede selvfølgelig også at smage lidt Spätburgunder.

Historien

Schloß Schönborn ejes af familien Graf von Schönborn og som navnet indikerer, så er det en gammel, historisk og adelig slægt, som oprindeligt kom fra Rheingau og Taunus.

Familien kan spores helt tilbage til 1100-tallet og tæller bl.a. riddere, biskopper, kardinaler, kurfyrster, grever, ministre, diplomater mit weiter. Familien var samtidig også blandt de vigtigste bygherrer af barokslotte i Sydtyskland.

Schönborn familien har således også hovedsæde på det enormt store barokslot Schloß Weißenstein ved Pommersfelden i Franken, bygget mellem 1711 and 1718 for Lothar Franz von Schönborn, fyrstebiskop af Bamberg og ærkebiskoppen af Mainz.

På erhvervssiden ligger familien heller ikke på den lade side, idet aktiviteterne i dag omfatter landbrug af små 900 hektar jorder, et lille skovbrug med omkring 1.600 hektar skove, et savværk, 88 hektar med fiskefarme og sluttelig drift af 3 restauranter samt vinproduktion.

Og vinproduktionen sker fra hele 3 vinslotte, selvfølgelig først og fremmest på Schloß Schönborn, som ligger ved byen Eltville am Rhein … selvfølgelig med en storslået udsigt udover Rhinen.

Herudover laver familien i dag også vine på Schloß Hallburg omkring 2 kilometer fra Volkach i Franken med tilhørende 30 hektar vinmarker samt på vingården Casa Cadaval i Ribatejo regionen i Portugal med omkring 53 hektar vinmarker.

Grundstenen i vinproduktionen er imidlertid Weingut Schloß Schönborn i Rheingau. Der var hér, at familien startede vinproduktionen, og gamle fortegnelser viser, at mange af vinmarkerne har været ejet af familien siden 1349.

I dag er der over 50 hektar vinmarker, som er tilkøbt gennem tiderne. Disse marker omfatter fx Baiken i Rauenthal, Berg Schlossberg i Rüdesheim, Domdechaney og Höllenberg i Assmannshausen, Kläuserweg og Rothenberg i Geisenheim, Marcobrunn i Erbach, Nussbrunnen, Pfaffenberg, Wisselbrunnen i Hattenheim og mange flere.

Der dyrkes primært Riesling  samt lidt Pinot Noir og Pinot Blanc. Vinene fra Weingut Schloß Schönborn laves i tre serier, nemlig Gutsweine, dernæst Lagenweine og selvfølgelig de bedste Erste Lage/Erste Gewächse Weine.

Siden 1998 har familieforetagendet være drevet af Paul Graf von Schönborn. Han havde inden overtagelsen studeret i USA, og administrerer nu alle grene i forretningen inkl. driften af fonden for det store slot Schloß Weißenstein i Pommersfelden.

Herudover er han også protektor for Collegium Musicum i Pommersfelden, endnu en rolle han har overtaget fra hans far Dr. Karl Graf von Schönborn.

Smagningen hos Domänenweingut Schloß Schönborn

Smagningen på vingården var ganske fin, men det viste sig også senere, at vi skulle betale 10€ pr. mand. Det kunne man jo reelt godt ha’ sagt forinden, men omvendt fik vi også en god smagning og måtte gerne selv supplere i glassene. Så vi blev nok ikke snydt.

Vi smagte husets almindelige Gutswein Riesling … dernæst Orstwein Rüdesheimer Riesling inden vi røg op til Nussbrunnen Erste Gewächs, Pfaffenberg samt en total lækker 2009 Rüdesheimer Berg Shloßberg Riesling og lidt Spätburgunder.

Den søde Elise Wieliczko lavede også et pænt smageskema med de vine, som vi havde smagt. Ganske pænt af hende, men omvendt også ganske nemmere, når vi nu skulle købe nogle af vinene. Det gjorde vi så, inden vi takkede og traskede af … næste vinhus ventede jo i horisonten.