Kategoriarkiv: Store oplevelser

Haspa Marathon Hamburg und zweimal Weinbar – igen

For tredje år i træk – dreimal – har jeres kære og flittige vinblogger været rundt i hansestaden Hamburg, både på løbeben på kongedistancen ved året Haspa Hamburg Marathon og derudover selvfølgelig med obligatoriske besøg på vinbarer. I jeres tjeneste naturligvis. Hvad gør man ikke for trofaste læsere.

31. Haspa Hamburg Marathon 2016

For hvis det ikke var for at få et påskud til at besøge vinbarer og drikke tysk vin, hvorfor skulle man så ellers kæmpe sig igennem 42 lange kilometer sammen med omkring 20.000 storsvedende mennesker – primært tyskere, masser af danskere samt en lille gruppe små afrikanere – som altid ligger forrest og jeg aldrig ser skosålerne af?

Men det er åbenbart på, én eller anden – sygelig – facon, nærmest vanedannende og denne 31. udgave af Haspa Hamburg Marathon er således også min tredje maraton i træk, siden jeg startede med at løbe for knap 4 år siden, Ja, men kan vel nærmest kalde det en tradition, selvom man hvert år over målstregen lover sig selv, at dette gør jeg sgu aldrig igen. I hvert fald en lille tradition. Og i den kategori er besøg på vinbarer efter løbet også blevet en lille tradition.

I år var anderledes ved, at jeg havde et kæmpe crew af egne cheerleadere med, nemlig i form hele der ganzen familien, lige fra meine schönen frau, børn, svigerbarn og børnebørn … 10 mand m/k høj med yngstemand på 3 år i spidsen til at heppe på morfar. Et skønt, kønt og engageret heppekor af 1. grad. De havde også i starten af året – kærligt – presset mig til at tilmelde mig dette maraton. Og i et svagt øjeblik havde jeg – som årene før – overvurderet egne evner og tilmeldt mig … og så fanger bordet pludseligt.

Jeg havde gennemført det sædvanlige træningsprogram op til maratonet, bl.a. med halvmaraton 7 weekender i streg, men havde ikke haft de obligatoriske længere distancer og følte ikke formen så god som sidste år. Og det slog også igennem på tiden, som blev omkring 10 minutter ringere end sidste år … måske også hjulpet af, at hele jeg og hele familien vandrede Hamburg City tyndt om lørdagen. Måske 23.130 skridt dagen før en maraton var en smule for ambitiøs for mine små ben?

Men jeg nød mit tredje maraton og kom igennem … eller nød det nu så meget som muligt, når ens ben de sidste kilometer skriger STOP og kroppen nærmest skriger af smerte og udpinelse. Det er en helt fantastisk oplevelse at løbe sammen med så mange løbere. Specielt starten er fantastisk … og selvfølgelig at løbe over målstregen med hænderne knyttet, mens man næsten skriger; Jeg gjorde det sgu.

Nå, men nok snak om løb. Mellem mine 95.042 skridt i løbet af den forlængede weekend i Hamburg fik jeg besøgt 2 vinbarer, men nåede desværre ikke så mange vine, som tidligere år. Kun to vine. Sørgeligt. Beklager … det skal jeg selvfølgelig nok gøre bedre en anden gang, hvis der bliver en sådan.

Første vinbar blev Der Bocksbeutel in den Colonnaden, hvilket – som navnet antyder – er en lille vinbar/vinothek/weinstube, som udelukkende serverer og sælger vine fra Franken området og jo også er opkaldt efter den lille buttede flaske fra området. Stedet er ganske lille og intimt, så det kan være svært at finde en siddeplads, men der er sgu meget hyggeligt.

Der Bocksbeutel
Den lille vinbar Der Bocksbeutel syner ikke af meget udefra … udover god stemning.

God service inde på Der Bocksbeutel
Der er ikke megen plads, men servicen er helt i orden.

Colonnaden er en skøn gågade med små, sjove butikker, spisesteder og god stemning. Betjeningen i vinbaren er i top, og alle vinene kan købes pr. glas, flaske eller mitzunemen. Vi nøjedes med et glas Spätburgunder … ja, hvad ellers? Og det var med god vejledning fra den søde pige bag baren. Det var vinen:

Jeg har selvfølgelig linket til både beskrivelse og anmeldelse af vinen, men umiddelbart en rigtig Franken Spätburgunder med lidt kant, parfume og kraftig elegance.

Om aftenen var ungerne flade, så jeg hev fruen hen på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg også har besøgt de to foregående gange, hvor jeg havde løbet maraton i Hamburg. Det er en moderne og super vinbar, som jeg er helt pjattet med. Selvom vi ikke var specielt sulte, så valgte vin en omgang Auswahl für zwei Personen.

Neumanns - ren hyggestemning udefra
Hyggeligt ser det ud … og Neumanns får klart bedste anbefaling herfra … også selvom de ikke har Spätburgunder på vinkortet.

Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt til vin, men vi nøjedes med at dele én flaske, nemlig lidt Weißburgunder i form af denne vin:

Jeg har tidligere smagt Spätburgunder fra Laible, og det er en rigtig god producent, så denne Weißer Burgunder var et fremragende valg og lige, hvad vi trængte til. Saftig bandit, herligt læskende med en vis sødme og lidt bitterhed til sidst.

Neumanns
Neumanns Bistro & Weinbar.

Charcutteri og ost
Hustruen min foran et fad med charcutteri, ost og andre gode sager.

Skinkerne skæres silketyndt
Vi sad lige ved siden af baren, hvor charcutteri, oste og de andre gode sager gøres klar til os.

God vin - her fra Alexander Laible
Her nydes Weißer Burgunder fra Weingut Alexander Laible.

Mere stemning på Neumanns
Sidste stemningsbillede fra Neumanns.

Derefter var der sgu ingen energi tilbage i det gamle Duracell brunstensbatteri, så da vi havde kæmpet os igennem charcutteri, oste og havde tømt flasken, så vi luskede hjem til vore knægte på hotellet. Totalt game over fra jeres flittige vinblogger, som på sådan en herlig søndag nåede 42 kilometer og zweimal weinbar. Men det var vel heller ikke helt ringe? Jeg var i hvert fald træt og zufrieden.

Som sidst slutter jeg selvfølgelig med et par fotos fra en herlig weekend:

Forårsstemning i Planten und Blumenpark
Foråret starter bare lidt tidligere i Hamburg.

The Best Crew Ever
The Best Crew Ever … søde, skøre og kære mennesker.

Medaljen 2016
Årets bevis på gennemførsel af Haspa Marathon Hamburg.

SuperBrugsens vinsmagning i Blichers Mindestue

Jyden han er stærk aa sej … skrev den gode digter, præst og forfatter Steen Steensen Blicher på et tidspunkt. Og det var netop en flok seje jyder, som en onsdag aften samlede sig i Blichers Mindestue i Malvinas Hus … et gammelt stråtækt bindingsværkshus opkaldt efter Blichers elskede datter.

Det var imidlertid ikke for at høre citering af højpoetiske digte af den gamle Blicher, som havde været præst ved kirken bag Malvinas Hus og boet i Spentrup Præstegård fra 1825 til sin død i 1848. Næ nej … årsagen var såmænd langt mere jordnær og festlig, nemlig en vinsmagning arrangeret af den lokale SuperBrugsen.

Godt lokalt initiativ, som jeg selvfølgelig gerne ville støtte, og selvom min erfaring med supermarkedsvine er ret blandet, så sprang jeg på arrangementet uden mindste betænkning, godt bakket op af to af gutterne fra byggesjakket. En dynamisk trio med et vist forbehold overfor supermarkedsvine.

Vinsnob kan du måske mene, når jeg lufter en vis skepsis overfor supermarkedsvine og det kan der være noget om, men det er altså helt selvvalgt. Man kan ikke beskæftige sig med vin uden automatisk at træde et par trin op af stigen for vinsnobber … bevidst eller ubevist. Man finder ud af, hvad man ka’ li’ … og hvad man ikke kan li’. Og at pris og kvalitet følges ad … i hvert fald i et vist omfang.

Sådan er det vel for alle hobbies. Om man beskæftiger sig med urtehaver, frimærker, hamstere eller vin. Den negative side af medaljen er selvfølgelig, at de billige supermarkedsvine bare ikke smager særligt godt, og at man reelt ikke får megen vin for pengene. Og der er slet ikke megen fortjeneste hos producenter, som derfor også ofte er kæmpestore industrielle foretagender, som alene producerer vinen billigst muligt.

Men med et marked i Danmark, hvor 83% af vinsalget sker gennem supermarkedskæderne, så kunne det også være fedt, hvis der også kunne fås vine fra mindre, sjove og spændende vinbønder … og ikke blot konsumvine af værste skuffe. Derfor var det selvfølgelig også ganske relevant for Danmarks flittigste vinblogger at springe på sådan et arrangement.

Og til ros til den lokale brugsuddeler, som havde gjort et godt stykke arbejde med smagningen … både udvælgelse, forberedelsen og havde sat sig ind i de forskellige vine. Det var et fint lille arrangement, som udover et udvalg af vinene fra SuperBrugsen også bød på lidt ostebord.

Smageprogrammet så sådan her ud:

Jeg skal selvfølgelig nok linke til beskrivelser og anmeldelser af vinene i den kommende uge. Men jeg må desværre også allerede nu indrømme, at nogle af fordommene omkring supermarkedsvinene er velbegrundet. Alle vinene kommer fra store, internationale industrielle vingiganter … og det præger også vinene.

De bedste af vinene var klart de to chilenske … og Recioto’en også anstændig, men de øvrige skuffede i den grad.

Måske prøver de også at foregive mere end indholdet. Hvorfor kalder man en vin billig vin for Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore eller endda Charles Renoir Chablis. Der findes ikke et vinhus, som hedder Charles Renoir … men det vil de fleste købere formentlig tro. Men det lyder jo også mere fint end Béjot Wines.

Hvor ville det være befriende, hvis man kaldte tingene ved deres rette navn … æg fra burhøns er netop æg fra burhøns. Jeg nægter at sige, at jeg er en vinsnob, og jeg drikker også alt slags vin. Men jeg nyder ikke alle vine lige meget. Denne aften nød jeg selskabet, et godt arrangement og at smage vine fra hylderne i supermarkedet … på ondt og godt.

Hyggestemning i Malvinas Hus

Besøg på Slinger Bistro … og opvarmning på S’vinbar

Freitag gibst es natürlich Spätburgunder, og dermed var denne fredag jo helt normalt. Og så alligevel ikke, for aftenen var henlagt til smilets by Århus, hvor jeg og die frau sammen med gode mennesker i form af Paul og Tina skulle besøge Slinger Bistro. Vi havde dog aftalt at mødes på S’vinbar, og netop kort tid forinden havde Sabina – indehaveren af den herlige vinbar – lagt opslag på Facebook, at det jo var blevet fredag og at de stod klar med masser af dejlig vino og højt humør!

Svinbar er fredagsklar

Bingo. Det passede lige ind i vores planer. Vi havde brug for god vino og godt humør, så vi startede aftenen på S’vinbar og fandt – ganske heldigt – fire ledige pladser. Vi valgte i alt 2 flasker, selvfølgelig først lidt Spätburgunder … her fra et vinhus i Rheingau … Weingut Krone Assmannshausen og så en voldsom spændende sag, en biodynamisk fætter Arbois Rouge DD fra Bénédicte et Stéphane Tissot i Jura, lavet på et blend af druerne Trousseau, Poulsard og Pinot Noir.

Som altid på S’vinbar var der fantastisk stemning, alt optaget … men altid plads til én mere, super service, søde smil, godt humør og nogle fabelagtige vine. Jeg bliver sgu hver gang ganske overrasket over det udvalg af vine, som Sabina og co. kan præsentere. Har du ikke været på S’vinbar, så kom for fanden af sted i en fart!

Derefter gik turen videre til aftenen hoveddestination, Slinger Bistro … som overraskede totalt positivt. Den franskinspirerede bistro ligger i Skolegade, der hvor Hereford Beefstouw tidligere lå. Hyggeligt lille lokale, hvor der fra alle pladser er kig til kokkene, som huserer i køkkenet i midten af bistroen.

Vi blev vel modtaget af én af de unge tjenere, men havde ellers resten af aftenen restaurantchefen og ejeren Ann Karina – også kaldet A.K. – som vores fantastiske tjener. Hun sørgede for, at vi fik en ganske uforglemmelig aften. Smilende, god service og en menu, som bød på fremragende mad godt krydret med små overraskelser. Ingen slinger der.

Straks vi havde sat os, så kom der en lille velkomstoverraskelse på en – i tidens ånd – skiferplade med en krisp, friteret kartoffelmelsplade – mener jeg A.K. forklarede – med drys og lidt mayo, et sprødstegt kyllingeskind med grøn mayo og lidt fiskeæg? Sorry … fik vist ikke hørt helt godt efter, men godt smagte det imidlertid.

Den gjaldt også den tredje af de små hapsere … en lille friteret bolle lavet med andekød. Klasse. Til de små hapsere sprang vi på et glas champagne fra Louis Roederer. Sådan!

Samlet blev menuen for aftenen:

  • Velkomst; Sprødt kyllingeskind, kartoffelmelsplade og friteret andekødskugle
  • Starter; Hummerbisque
  • Forret; Stegte kammuslinger Maximus med brunet kærnemælk & fedtegrever
  • Hovedret; Rørt oksetatar med revet trøffel
  • Dessert; Oste fra Danmark med hjemmebag & kompot
  • Til kaffen; lidt is med krymmel samt et par forskellige søde trøfler

Lad os kigge nærmere på retterne:

Sprødt kyllingeskind, kartoffelmelsplade og friteret andekødskugle

Velkomstsnacks
Velkomstsnacks af bedste skuffe … 3 forskellige spændende hapsere. Den første var en slags friteret kartoffelmelsflade … krisp, velsmagende med drys og drys og tilhørende mayo af en slags. Den næste var et sprødstegt kyllingeskind med grøn mayo og lidt fiskeæg, mens den sidste var en lille friteret bolle lavet med andekød. Virkelig lækker … og på den vinøse side suppleret fint af lidt champagne fra Louis Roederer, en sprød Brut Premier Non Vintage.

Hummerbisque

Hummerbisque
Vi valgte alle 3 retter, og straks vi havde bestilt … så kom der lidt et lille forspil … en lille starter, nemlig en koncentreret hummerbisque med lidt fiskerogn af en slags. Kraft, koncentration, lækkert.

Stegte kammuslinger Maximus med brunet kærnemælk & fedtegrever

Stegt kammusling med brunet kærnemælk og fedtegrever
Som forret havde jeg valgt stegte kammuslinger med brunet kærnemælk & fedtegrever … og sikke en forret. Det er nok den bedste forret, som jeg har fået i ualmindelige tider. Perfekt serveret i en stor muslingeskal og med små kugler af glaskål … både glaserede samt syltede glaskål. For mig en flot balance mellem de sprøde, knasende glaskål, de bløde stykker kammusling og lidt fedme fra fedtegreverne. Mums i 5. potens.

Rørt tatar med revet trøffel

Rørt tatar med revet trøffel
Min hovedret var lidt rørt oksetatar, som blev serveret i et hult kødben … so to speak. Kan ikke huske, hvad der ellers var blandet i retten udover der er drysset med lidt revet trøffel, mens jeg lod de smækre tallerkensmækker ligge og passe sig selv. Vinen fik jeg lov af vælge, og da Paul var til Rhône vine, så valgte jeg en 2007 Cornas Les Grande Terasses fra Domaine Paul Jaboulet Aîné … fuldmoden, rund og fyldig Cornas, som ikke viste muskler, men blødhed og imødekommenhed.

Oste fra Danmark med hjemmebag & kompot

Oste fra Danmark
Gode danske Arla Unika oste … 3 af slagsen, men jeg fik ikke skrevet navnet på dem. Der var også diverse tilbehør samt godt hjemmebagt brød af forskellig slags … ét af dem bl.a. så mørk som en chokoladekage. Det var også lidt friteret myseost … mener jeg, at A.K. fortalte. Samlet en meget flot ostetallerken, som jeg helt sikkert skal prøve igen. Jeg fik en herlig, sød og sirupslækker sherry til ostene.

Cafe latte … med lidt hjemmelavet is, trøfler m.v.

Is
Vi sluttede med en kop kaffe … og selvfølgelig fulgte der ekstra overraskelse med, lidt hjemmelavet is med noget chokoladedrys? Der var også lidt søde sager i form af to forskellige slags trøfler, men vi var efterhånden godt mætte.

Vinene på Slinger Bistro var

Samlet indtryk af Slinger Bistro er et kæmpe Thumbs Up. Havde samme dag været på Mash, som jeg var aldeles skuffet over. På Mash fik jeg en tallerken med en bøf … 325 kr. og så en lille Caesar Salad 48 kr. Bøffen var okay … men så heller ikke mere. På Slinger var priserne fornuftige, betjeningen glad og imødekommende, maden spændende og fyldt med overraskelser. Kan varmt anbefales.

Derfor et stort tak til de gode folk på Slinger, A.K. i særdeleshed … selvfølgelig Sabina med følge på S’vinbar og ikke mindst Paul og Tina for en stor aften.

Herreaften med Pingus i pap, pakke på Pondus og syrlig, super, skarp S’vinbar

De sidste dages stilhed her på bloggen betyder ikke, at jeres flittige blogger har ligget på den lade side. Og dog. I går lørdag lå jeg netop på den lade side – totalt tungt hoved – efter en festlig fredag i Århus med buddy’erne Per og Gert, hvor destinationen mainly var Restaurant Pondus … en fødselsdag-/oplevelsesgave, som nu skulle indløses.

Og oplevelsestur blev det … med næsten obligatorisk besøg på vinbar. Også planlagt hjemmefra. Grundige, som vi nu er.

Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme lidt op. Jeg havde valgt en flaske 2012 Flor de Pingus, som netop passer til papkrus, DSB, bumletog og fredagstrafik. Helligbrøde vil nogle sikkert sige, men dér stoler jeg mere på den kvindelige, uniformsbeklædte DSB-konduktør, som blot myndigt konstaterede; “I hygger jer nok” … og det var nemlig spot on.

Og man skal lytte til autoriteter!

Første stop i Århus blev S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff. Vi efterspurgte lidt vin med kant, og blev herligt udfordret med lidt Lagrein fra Franz Gojer i Alto Aldige i Italien samt lidt Pinot Noir fra Peggy & Jean Pascal Buronfosse i Jura … fremragende valg og 7 Thumbs Up til Sabina. Vi valgte også en flaske Blaufränkisch fra Weingut Jalits i Østrig og fik således indledt aftenen helt formidabelt.

S’vinbar var fyldt til bristepunktet … duggede rudder, glade smil, unge mennesker, ældre mennesker, højtrøstede stemmer, vin overalt, hygge, snak, venskaber, totalt virvar … og med Karina og Sabina springende rundt i mængden for at sørge for, at alle fik smagt lige præcis dét, som de kunne tænke sig. Kan man andet end elske sådan et sted?

Karina og Sabina på Svinbar

Der var ingen pladser ledige, da vi ankom … men hvad gør det? Så stod vi bare og stonede. Vinen var jo fantastisk, så betyder sådanne detaljer jo nada. Det det begyndte at lakke mod spisetid, så tyndede det lidt ud i flokken af vintørstige mennesker. Dermed kunne vi få en plads, sætte os for en stund og hvile de gamle stolper. Vi skulle jo også snart videre som alle de andre …. spisetid.

Travlhed på Svinbar

Pondus blev indtaget lige før aftalt tid 19.00 og vi fik anvist bord. Pondus er en lille bistro/gourmetrestaurant, som ligger på Aboulevarden i Århus, og samtidig med et flot vinkort med masser af økologiske vine eller naturewine. Meget lille, rå og rustik restaurant med blottede murstensvægge og en stor menutavle. Restauranten drives af René Mammen, som også var vores vært denne aften, og det blev sgu klaret til UG med kryds og alt det der.

Vi sprang velvillige på Pondus-pakken, som består af bobler, snacks, 3 retter, 3 vine samt lidt kaffe og sødt. Der er intet menukort – udover den store menutavle i restauranten, men vores menu (og bær over med mig, hvis den ikke er 100% korrekt) bestod af lidt friteret kål, en forret med saltede kammuslinger i græskarsuppe samt en hovedret med gris sammen med en bagt pastinak og gulerodssauce? Dessert var en særdeles vellykket kombi af jordskokker og kaffe med creme og chokoladedrys … hmmmm. Derefter lidt kaffe og hjemmebagt kage.

Lad os endelig lige bringe et par fotos af de dejlige retter. Jeg har ingen foto af de fritterede grønkål … som måske også var mere sjov end en speciel gastronomisk oplevelse. Imidlertid flot start på den vinøse side med en Crémant d´Alsace Brut fra Anna et André Durrmann … lækker vin, som havde en fin balance mellem syre og sødme samt en portion næsten oxyderede pærer. Herligt.

Muslinger – græskar

Saltede kammuslinger i græskarsuppe
Sikke en vidunderlig ret … saltede kammuslinger i lidt græskarsuppe. Virkelig klasse, og hvor smager kammuslinger bare godt. På den vinmæssige front blev retten akkompagneret af en Chardonnay fra Domaine de l’Ocre Rouge i Le Grès ved Sainte-Anastasie nord for Nimes. Et lille vinbrug, som drives af Aymeric og Marceline Beaufort. Fint valg.

Gris – pastinak

Okse med gulerod og pastinak
Hovedretten var gris med grillet pastinak, lidt bacon … og resten har jeg glemt. Der var vist også lidt gulerod i retten. Pastinakken giver godt med sødme og passer vildt godt sammen med bacon og syre fra vinen. Og vinen var en Rasteau fra Ortas Cave de Rasteau, måske aftenen svageste vin, men den passede fint til retten, så alle var glade.

Jordskokker – kaffe

Kaffe og jordskok
Jordskokker i dessert? Jo, den var god nok. Desserten stod af kaffe, jordskokker og creme … med chokoladedrys henover. Respekt. Hertil nød vi vinen Fleur d’Erables … en Chenin Blanc baseret vin fra Domaine des Sablonnettes, et lille økologisk og biodynamisk vinbrug i Rablay i Loire og ejet af Christine og Joël Ménard.

Kaffe – sødt

Kage
Vi sluttede med lidt kaffe og kage … åbenbart en god kage ud fra billedet, hvor Per og Gert allerede har snubbet deres.

Men absolut Thumbs Up til René og Pondus. Der kommer jeg gerne igen.

Inden hjemturen skulle vi da lige et smut forbi Løve’s Bog- og VinCafé – den dejlige, uformelle boheme vinbar med lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger. Ikke at vi trængte til mere vin … endsige havde godt af mere vin, men på netop et sådant tidspunkt skal man ikke lytte efter sund fornuft. Det gjorde vi heller ikke.

På Løve’s Bog- og VinCafé drak vi lidt Crozes-Hermitage fra Domaine Philippe & Vincent Jaboulet inden vi satte kursen mod banegården og det sidste tog hjem. Jeg fik dog provianteret med en flaske Spätburgunder til turen hjem … what the heck, det var jo fredag, og vi havde slet ikke – trods en del vine – nydt et enkelt glas af den herlige drik. Så det fik jeg roddet bod på.

DSB butikken var behjælpelige med et par engangskrus … og så kunne turen slutte … næsten på samme måde, som den var startet. Med god vin i papkrus … sammen med DSB. Jo, vi hygge os.

Her er det samlede felt af vine, som vi smagte i løbet af aftenen:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til beskrivelserne og anmeldelserne af vinene. Derudover skal I selvfølgelig ikke snydes for lidt fotos fra en uforglemmelig aften med stort tak til Per og Gert.

Pingus i IC3
B1 og B2 nyder Flor de Pingus

Svinbar i Århus
S’vinbar i Århus

Per og Gert på Svinbar
Per og Gert fanget i et muntert øjeblik på S’vinbar … kæft hvor vi hygger drenge!

Hyggelig stemning på Pondus
Hyggelig stemning på Restaurant Pondus

Skål
Skål

Fred
Fred

Per har fået mobiltelefon
Hvad sker der lige for den mand?

Christophe Beau – den rare, excentriske vinmager på Domaine Beauthorey og Vinos Vernaculares

Christophe Beau besøgte i sidste uge Danmark for første gang i sit liv … direkte med fly fra Languedoc i Frankrig til den danske andedam – eller helt præcis Randers, hovedstaden i Kronjylland – for at forestå et par vinsmagninger og fortælle om livet som biodynamisk vinbonde.

Men lad os først starte med at præsentere Christophe Beau. Fransk, rar, høflig, dedikeret, excentrisk, passioneret, vild, eksperimenterende er ord, som vi kan hænge på Christophe. Og så ejer han to vinhuse, nemlig Domaine Beauthorey udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc samt Vinos Vernaculares, som ligger afsides ved den lille by Quilpué omkring 50 kilometer vest for Santiago i Chile.

Christophe Beau 1

Og så laver han ikke mindst nogle vilde vine … som kræver sin mand slash kvinde samt en portion fordybelse at rumme. Det er vine, som nogle gange bryder de almindelige regler, og som nogle sikkert vil vrænge på næsen af. Jeg har flere gange smagt hans vine og været meget begejstret … selvom nogle selvfølgelig er bedre end andre.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde og startede Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Christophe fortalte, at det nu ikke er han selv eller hans egne heste, men derimod et lille fransk firma, som har specialiseret sig i at pløje i vinmarker og tager rundt til vinbønder rundt om i Frankrig og faktisk har lavet en lille god forretning på det.

Christophe Beau 2

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Christophe Beau 3

I Danmark skulle Christophe Beau lave to vinsmagninger, nemlig denne eksklusive smagning på min arbejdsplads i Randers … og alene for en lille lukket skare – som var særligt invitereret – og dagen efter i biodynamisk forening i Århus. Så i bogstaveligt forstand kom Christophe direkte fra lufthaven i Tirstrup til smagningen i Randers.

Jeg fik sammen med Bjarne fra Vinimperiet – importøren af Christophes vine – lov til at byde velkommen, og så startede Christophe med at fortælle om biodynamisk vinproduktion, dog heldigvis på engelsk. Og ingen tvivl om, at den franske vinmager brænder for denne naturlige måde at lave vine på.

Christophe fortalte om hans erfaringer med den naturlige produktionsform, hans eksperimenter i vinmarkerne, hvor han har plantet vinstokke sammen med andre bevoksninger, fx oliventræer, citrontræer m.v. Måde med at plantet vinstokke rundt om citrontræer er inspireret fra etruskerne, som netop plantede deres vinstokke på den måde mange hundrede år før år 0.

Vi så også en række fotos, bl.a. billeder fra Christophe Beaus vinmarker, hunden Bogus – som har lagt navn til én af vinene – samt de specielle læderkar, som Beau anvender i produktionen af en række vine i Chile. Karene er lavet af gamle koskind, og i disse foregår macerationen af vinene inden lagring på egetræsfade. Brugen af sådanne læderkar er en gammel og uddøende tradition i Chile, så det er ikke noget, som Christophe selv har fundet på, men en tradition han nu blot forsøger at værne om og bevare.

Christophe fortalte om hans vine, smagninger rundt om i verden. Han er bl.a. meget fascineret af kinesernes måde at beskrive smagsindtryk på. Han fortalte, at de beskriver indtrykkene ved nærmest at fortælle historier, som fx hun har hatten på, hvis en vin er en smule lukket. Måske en idé for en jysk vinblogger … at blive lidt mere inspirerende i beskrivelserne af smagsindtrykkene.

Christophe Beau 4

Generelt fremstod Christophe Beau som en meget åben og imødekommende mand. Han fordømte heller ikke specielle produktionsformer eller om vinene skulle lagre på den ene eller anden måde. Han er selvfølgelig fortaler for, at det skal være håndværket og så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Christophe er i det hele taget en temmelig usædvanlig mand. Han siger også selv, at han mere er en opdagelsesrejsende eller en eventyrer på grund af den tilgang, som han har til livet og vinproduktionen. Han tager sin vinfremstilling ud over det konventionelle. Jeg har tendens til at sige, at jeg aldrig har lavet vin. Jeg udfører blot eksperimenter med det levende, med teknikken, det sociale og det økonomiske via et alibi, som kaldes vin, siger Christophe.

Med hjælp fra en stol fortalte han også om de ting, som er afgørende for balancen i hans vine. Hans vine afspejler i høj hans spraglede personlighed. De er fulde af liv og karakter. De er svære at rubricere og komme i de sædvanlige kasser. De er nok først og fremmest naturvine, for Christophe forsøger at manipulere dem mindst muligt. Blandt andet er der flere af cuvéerne, hvor der ikke er tilsat svovl.

De fleste vinproducenter anvender i dag beskæringstypen dobbelt guyot, der danner en slags todimensionelt espalier. Hos Domaine Beauthorey anvendes derimod gobelet, der giver lavere udbytte samt giver en lavere og mere tredimensionel vinstok. Det gør høsten af druerne mere besværlig, men er mere i tråd med, hvordan vinstokkene så ud i gamle dage. Derudover mener Christophe, at det giver bedre druer.

Der kom – heldigvis – efter en rum tid endelig lidt vin i glasset, så vi kunne smage nogle af hans vine. Og vi startede i det franske og sluttede med et par af de chilenske vine. Vi smagte denne aften disse vine:

Jeg har som vanligt linket til de vine, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen. De øvrige følger senere.

Ultime kom vi til at smage i 2 årgange, nemlig både 2005 og 2006. Det var egentlig meningen, at vi alene skulle ha’ smagt 2006’eren, men årgangen fremstår en smule svær læselig på etiketten, men det var jo bare et held for os. I øvrigt er 2006’eren nu markant bedre end 2005’eren … meget mere kraftig og intens.

Der var – som sikkert altid med Beaus vine – stor forskel på, hvad folk synes om vinene. Nogle brød sig ikke om enkelte af vinene, mens andre fandt dem spændende. Som det måske fremgår af mine tidligere blogindlæg om vinene fra enten Domaine Beauthorey eller Vinos Vernaculares, så synes jeg, at de er ganske fantastiske … og ja … også anderledes.

Jeg vil slutte med at hylde denne diversitet, det anderledes, det eksperimenterende, de vilde vine og den naturlige måde at lave vin på … og takke en elskelig franskmand, som tog sig tid til at sætte kursen forbi. Merci, bonjour og a bientôt.

Christophe Beau 5

2012 Weingut Georg Gustav Huff, Tres Vites, Rheinhessen, Tyskland

I den lille by Schwabsburg, som ligger lige udenfor Nierstein ved Rhinen finder vi én af mine ynglingsproducenter i Rheinhessen, nemlig Weingut Georg Gustav Huff. Derfra kommer fredagens vin … en cuvée med navnet Tres Vites, som vi gratis fik med fra Stefanie Huff efter et besøg på vingården.

Vinen er valgt på denne fredag, fordi jeg netop har modtaget et kort fra vinhuset. De indbyder til vin-weekend den 27. til 29. september, hvor der er rundtur i vinmarkerne og vinkælderen, smagning af husets vine, fest og dans.

Om lørdagen spiller Mandolinenclub Apenrosen op og om søndagen er det Musikverein Steinau-Steinhaus, som spiller op. Det lyder festligt og det kunne være sjovt … men der er desværre lidt langt til Schwabsburg fra det houlbergske hus i det østjyske.

Nå, men lidt om vinhuset, som ejes og drives af ægteparret Dieter og Helga Huff sammen med deres to sønner Daniel og Stefan. Dieter overtog driften i 1989, men gården har været i familiens eje i over 300 år. Det var oprindeligt den schweiziske indvandrer Georg Gustav Huff, som grundlagde vingården i 1710.

Dieter er Winzermeister og Weinbautechniker, som det så smukt hedder, men han er begyndt at trække sig tilbage, og har i dag overladt det meste af produktionen til sønnerne, så Dieter hjælper mest til med markarbejdet.

Daniel er den ældste søn og er i dag ansvarlig vinmager på vingården med speciale i de hvide vine. Daniel har 3 års uddannelse som ønolog og har bl.a. arbejdet i Mosel. Han er gift med Stefanie, som også hjælper til på vingården, og det var da også Stefanie, som præsenterede vinene under vort besøg på vingården.

Huff - invitation til vin weekend
Herligt … invitation fra Winzerfamilien Huff om at komme til vin-weekend.

Stefan er den yngste af sønnerne, og er først uddannet Weinbautechniker og har efterfølgende arbejdet i både Ahr, Rheinhessen, Østrig og Australien. Hans interesse er primært de røde vine.

Huff familien har i alt 17 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Riesling, Spätburgunder, Dornfelder, Müller-Thurgau, Portugieser, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder samt en række mindre sorter. Det bliver samlet til en årsproduktion på 170.000 flasker vin.

Blandt de bedste marker ejer familien parceller på Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg … alle beliggende på Der Rote Hang. Der Rote Hang strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar.

Huff - Roter Hang
Her ses Huff familien ved den klassiske mark.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord, så er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion, og nogle af de bedste producenter som Heyl zu Herrnsheim og Gunderloch ligger også der.

Huff - udenfor smagelokalet
Ankomst hos Weingut Georg Gustav Huff

Hos Weingut Georg Gustav Huff laver man en lang række vine, og jeg har talt mig frem til 7 almindelige røde, 5 røde med 3 stjerner (hvilket indikerer, at det er husets topvine), 3 rosévine, 8 almindelige tørre hvidvine, 8 tørre hvidvine med 3 stjerner, 13 halvsøde eller søde hvidvine samt lidt mousserende vine … eller med andre ord et ganske stort udvalg.

Generelt opnår man fremragende kvalitet hos Huff i forhold til priserne på vinene. Således koster deres 3 stjernede rødevine og hvidvine beskedne 9,50€ … altså omkring 70 kr. … for husets topvine! Det er virkelig value-for-money. En almindelig Spätburgunder lagret på eg koster kun 5,50€ og det er næsten tyveri.

Derudover er det virkelig et dejligt sted at besøge, virkelig gæstfrie. Jeg smider da også lige et par billeder fra vort besøg op på dette blogindlæg.

Denne Tres Vites er én af de almindelige røde, lavet – som navnet også indikerer – på 3 druesorter, nemlig Cabernet Dorsa, Spätburgunder samt Portugieser, men blandingsforholdet kender jeg ikke. Vinen har lagret lidt over et år på små, gamle egetræsfade, og Huff anbefaler selv, at vinen dekanteres og iltes mindst en time inden den skal drikkes.

Druen Cabernet Dorsa skal vist også lige omkring, selvom vi er stødt på druen én gang tidligere her på bloggen. Cabernet Dorsa er en krydsning af sorterne Blaufränkisch og Dornfelder. Tidligere troede man egentligt, at den var en krydsning mellem Dornfelder og Cabernet Sauvignon, men det har nyere DNA analyser imidlertid afvist.

Og det er egentlig en ganske charmerende vin, som i næsen er krydret, men også byder på lidt svage Pinot Noir noter, kirsebær, kanel, cigaræsker og en smule sødme. I munden er vinen blød, blid med krydrede noter, fylde og en medium krop. Den er langt mere elegant end jeg havde forventet … rund, blød og ganske lækker.

Fået gratis på vingården, men ellers er prisen 6,50€ … eller omkring 48 kr., hvilket er sindssygt billigt.

Rating 4,5/7  

Huff - smagelokalet
Smagelokalet hos Huff.

Huff - lineup
Lineup af nogle af vinene fra Huff … vi smagte primært Riesling og Spätburgunder … vinsnobber, som vi er.

Huff - Stefanie pakker vine
Stefanie finder vine frem i baggrunden, men familien samt Merete & Gert venter.

Huff - den tålmodige familie
Min tålmodige familie.

Huff - flere vine
Vine fra Weingut Georg Gustav Huff kan bestemt anbefales.

Vinfestival hos Jysk Vin 9. maj 2015

Det var tilbage i oktober, at Jysk Vin sidst afholdte vinfestival … og jeg er vel efterhånden trofast deltager. Dels er der lejlighed til at smage mange spændende vine, dels render man ind i masser af venner/bekendte og så er der også lejlighed til at snakke med vinmagere og repræsentanter fra forskellige vinhuse rundt om i verdenen. Det synes jeg er ganske sjovt og interessant.

Denne gang havde jeg dog begrænset tid … alene to timer, så derfor smagte jeg alene et par vine fra hvert vinhus. Og samlet var der 7 vinhuse repræsenteret, så der kunne smages 66 forskellige vine. Så der var – for de tørstige – rigeligt at gå i krig med. Jeg nøjedes med små prøver fra vel samlet 19-20 vine, men egoistisk nok fra den bedre ende, selvom jeg dybest set går ind for, at man smager alle vinene i en vingård produktion … og ikke kun de dyreste.

Som det plejer, så var det et flot arrangement fra Jysk Vins side. Udover vinene var der smagsprøver på øl, ost og lidt brød til.  Og specielt ostemanden havde godt travlt  … bl.a. med et super slagtilbud og med at præsentere nogle udvalgte oste.

Jeg har ikke taget smagsnoter af de smagte vine. Dertil er der for mange vine, for mange mennesker, for megen uro. Det vil ikke yde vinene retfærdighed. Vinene skal nydes, hvor der er tid til fordybelse, men på sådan en vinfestival får man alligevel et godt indtryk af, hvilke vine man senere skal ha’ kigget nærmere på. Og der var rigtig mange spændende vine.

Vi startede vores rundtur i Tyskland, nemlig hos Weingut Josef Rosch, som driver en lille 8,5 hektar vingård i byen Leiwen i Mosel.

Weingut Josef Rosch

Josef Rosch
Og vinhuset har repræsenteret af ejerne selv, nemlig Werner Rosch samt hustruen Renate. På billedet ser vi netop Werner, som fortæller lidt om hans sprøde hvidvine. Jeg smagte alene to vine fra huset, nemlig deres Riesling J.R. Junior samt deres Leiwener Riesling Feinherb. Specielt sidstnævnte imponerede med god syre, balance og uden så megen sødme, som man ellers kunne frygte af en Feinherb.

Weingut Robert Weil

Robert Weil

Nicolas Pfaff
Et kendt hus, som jeg ofte har smagt vine fra. Og det er altså bare herlige vine. Jeg snakkede med husets eksportchef Nicolas Pfaff, som fortalte lidt om huset og deres vine. Han fortalte, at de tidligere har lavet røde Spätburgundere, men da deres kompetence primært ligger på de hvide vine, så har de rykket alle rødvinsstokke op og plantet Riesling.

Vi smagte husets topvin, Kiedricher Gräfenberg Riesling Erstes Gewächs i både årgang 2011 og 2012, hvor 2011’eren havde den lækreste næse, mens 2012’eren nok er mere frugtrig og ligefrem. Derudover smagte vi en 2007 Riesling Spätlese Halbtrocken, hvor der også var godt med herlig petroleum i næsen. Hmmm, lækre vine.

Domaine de Poulvarel

Domaine de Poulvarel

Pascal Glas
Fra Tyskland til Frankrig, nemlig til Domaine de Poulvarel, hvorfra jeg mødte ægteparret Pascal og Elisabeth Glas. Vinhuset ligger i byen Sernhac i Costières de Nimes appellationen, og Pascal overtog familiedomænet på 10 hektar i 2004. Pascal Glas havde på dette tidspunkt arbejdet i kældre hos forskellige Sydfranske vinproducenter gennem 25 år.

Et par rigtig søde mennesker, og fra huset smagte jeg Les Perrottes og Les Agapans, fine Rhône vine. De havde godt humør, og jokede med, at Pascal lavede vinene og Elisabeth drak dem. De virkede nu til at være meget arbejdssomme begge to.

Poggio Bonelli

Poggio Bonelli

Francesca Elia
Fra det italienske … og mere præcist det toscanske vinhus Poggio Bonelli mødte vi den søde Francesca Elia. Hun arbejder med salget hos Bonelli og er derudover sommelier. Vinhuset ligger i byen Castelnuovo – lige i hjertet af Chianti. Vi smagte da også husets Chianti Classico Riserva samt deres IGT vin Poggiassai Toscana, begge fremragende vine, som jeg vist skal udforske mere. Nogle af de vinøse højdepunkter denne eftermiddag.

Bosco Agostino

Bosco Agostino
Bosco Agostino ligger i La Morra, og på billedet ser vi ejeren og vinmageren Andrea Bosco, en charmerende og vidende vinmager, som fortalte om vinene og deres vingård. Bosco har sine marker to steder, nemlig marken Neirane i det nordligste del af Piemonte og marken La Serra lidt længere mod syd. Og med forskellig terrior, hvor Barolo’erne fra Neiranne er mere bløde og runde pga. jordbunden med løs sand … og Barolo’erne fra La Serra mere rå og kantede pga. jordbunden med ler og kalk.

Vi fik en lang snak om vinene, terrior og forskellene … og jeg endte med at smage alle de fem vine, som Andrea skænkede.

Stefano Accordini

Stefano Accordini
Fra Veneto vinhuset Stefano Accordini mødte vi Paolo Accordini. Azienda Agricola Accordini Stefano er et lille familieforetagende, som laver nogle fremragende vine. Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse.

På billedet får vinbuddy Jesper en fortælling om vinene fra Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Vi drillede ham lidt med husets topvin Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har “lånt” inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op, Amarone i top, topklasse.

Jeg smagte Accordinis Paxxo Rosso del Veneto, hans Amarone Classico Acinatico samt topvinen Amarone Classico Vigneto il Fornetto.

Familia Zuccardi

Familia Zuccardi

Luis Suriani
Sidst vinhus var Familia Zuccardi, som ligger i Menzoda i Agentina, ja helt præcis i Valle de Uco. Fra firmaet mødte vi husets eksportmanager Luis J. Suriani, som fortalte om vinhuset og det at lave vine i Mendoza. Vi fik bl.a. en lang snak om terrior, hvor Mendoza området er meget forskelligt og blot indenfor 5 kilometers afstand kan have helt forskellig undergrund.

Vi snakkede om tilførsel af vand fra Andesbjergene via omfattende vandingskanaler og Luis fortalte også om de specielle – nærmest koniske – betontønder, som vinhuset anvender i produktionen af vinene. Luis fortalte også, at vinhuset har over 800 hektar vinmarker og er Argentinas 3. største vinproducent efter Peñaflor, som vi kender fra Trapiche vinene, samt Catena. Ja, vi fik i det hele taget en god snak om vin.

Vi smagte også et par vine fra huset, bl.a. deres Q på henholdsvis Malbec samt Cabernet Sauvignon, deres Tito Zuccardi og Zeta Zuccardi.

Sammenlagt blev det et par særdeles hyggelige timer for mig. En tilbagevendende begivenhed … og jeg kommer helt sikkert tilbage igen.

Haspa Marathon Hamburg und ein Bißchen Weinbar – igen !!!

Lige hjemvendt fra to dage i hansestaden Hamburg. Fed oplevelse. Det blev med gentagelser fra sidste år, idet mit primære mål – som sidste år – var gennemførelse af årets Haspa Marathon Hamborg … i år et jubilæumsløb, eftersom det denne weekend blev afviklet for 30. gang. For mig var det blot mit andet maraton nogensinde efter debuten på kongedistancen samme sted sidste år.

Houlberg i Hamburg

Derudover gentagelse fordi, at jeg boede samme sted og efter maratonet besøgte en vinbar, som jeg også var forbi sidste år. Og så alligevel helt anderledes, for denne gang havde jeg et par supportere med, nemlig Sara og svigersønnen Mikkel, som havde taget den lange tur for at heppe på mig.

Denne gang var jeg også ude at spise om aftenen inden løbet sammen med Sara, Mikkel, Mikkels søster og hendes mand René, som er en habil maratonløber. René og jeg skulle i bedste kulhydrat løberstil ha’ pasta, og da den udsete italienske restaurant Prego var voll gebucht, så faldt valget på den nærliggende italienske kælderrestaurant L’italiano Vero … der imidlertid ikke var noget at skrive hjem om.

Skal vi tage den sportslige del … øhhh pral … med det samme? Trods dårlig optakt med fiber og alskinds bekymringer om de ømme ben, så gik maratonet rigtigt godt. Jeg fik høvlet 25 minutter af sidste års tid, og havde mer’ overskud end sidste år.

Havde ellers ikke sovet meget om natten op til løbet, på grund af til tiltagende en smerte i det ene læg … varm og hård muskel, som kunne indikere en kommende fibersprængning. Jeg var faktisk sikker på, at denne ville betyde, at jeg ikke kunne gennemføre maratonet.

Sådan gik det heldigvis ikke. Benene holdt og stemningen hjælper også én godt på vej. Man bliver sgu grebet af eufori, når man løber sammen med knap 20.000 andre løbere, og jeg var sgu også tæt på at fælde en tåre, da jeg langt om længe nåede målstregen efter lidt over 4 timers intens trav rundt i Hamburgs gader.

Vejret var bedre end sidste år … om end en kende vådt, og på et tidspunkt regnede det ganske pænt, men det er egentlig ganske okay løbevejr.

Præstationen skulle selvfølgelig fejres, og selvom jeg nok skulle ha’ haft et par timers søvn, så var jeg fortsat høj af og fra løbet. Vi måtte derfor ha’ noget at drikke … enten nogle tyske bajere eller lidt vin. Jeg havde heldigvis været så forudseende, at jeg havde medbragt en flaske Riesling fra et af grænsesupermarkederne.

Vinen var en 2013 Riesling Eisbach fra vinhuset BattenfeldSpanier, som vi nød på mit 3 kvadratmeter store einzelzimmer på Hotel Bellmoor. Imens fik vi reserveret plads til tre personer på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg var forbi sidste år. Og det skulle vise sig at være et fremragende valg. Bord blev bestilt til 18.30 … og så satte vi kursen mod vinbaren.

Vi nåede – udover det halve af Riesling’en på værelset – to vine, dvs. en aften med samlet følgende vine:

Som en forret bestilte Mikkel og jeg hver en omgang “Auswahl für eine Person”. Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine, som jeg da også lige skulle tage et foto af. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt at nyde til gode vine.

Auswahl für eine Person
Den første vin var en Riesling Kabinett fra Gut Hermannsberg. Det var egentlig ikke den vin, som jeg havde bestilt, men vinen fejlede bestemt ikke noget, så ingen brok fra os. Er måske mest til de tørre Riesling’er, men Gut Hermannsberg laver rigtig flotte vine. Og sjovt nok, så fik jeg faktisk også et glas vin fra Guts Hermannsberg sidste år, da jeg besøgte stedet. Tal om gentagelser.

Til hovedret bestilte Sara og Mikkel klassisk tysk, Original Wiener Kalbsschnitzel, mens jeg sprang på en Flammkuchen Tiroler Art med creme fraiche, gedeost og mere af det lækre silkeskårede skinke … her tilsyneladende med en skinke fra Tyrol i stil med lidt parmaskinke … hmmmm.

Flammkuchen Tiroler Art
Til at ledsage hovedretterne havde jeg håbet på lidt tysk Spätburgunder, men der var ikke en eneste på vinkortet. Sidste år havde jeg ellers fundet Cuvée Caroline fra Diel, men den havde de tilsyneladende ikke mere.

Jeg spurgte den venlige tjener, om hun ikke havde noget Spätburgunder … men hun fortalte, at hun kun havde Weiss- eller Grauburgunder. Jeg fandt i stedet en flaske Le Volte fra det store italienske hus Tenute dell’Ornellaia. Det skulle vise sig at være et fremragende valg. Hold nu op, hvor den både dufter og smager sindssygt godt.

På vinkortet stod der, at det var en årgang 2011 … men vi fik den i årgang 2012. Det er måske ikke helt topklasse, når vi snakker om en seriøs, flot og ellers helt fantastisk vinbar. På vinkortet, som kan findes på stedets hjemmeside, fremgår Schlossgut Diels Pinot Noir også fortsat, selvom den ikke fås i vinbaren.

Le Volte
Så små ridser i lakken. Det ødelægger dog ikke billedet af en super vinbar, fabelagtig menu … og et virkelig hyggeligt sted. Kan varmt anbefales, hvis du besøger hansestaden og bor i området omkring Rotherbaum.

Vi sluttede aftenen med en stor Bier Vom Fass og en Mojito på Sands Bar … en ungdommelig, total mørk og moderne cocktailbar, som nærmest ligger i den store blomsterpark, som grænser op til Rotherbaum og Messehallerne, hvor maratonløbet både starter og slutter.

Efter at ha’ tilbragt en lille times tid i mørket, så listede vi alle tilbage til hotellet … godt slidte, mætte, halvfulde og fyldte med indtryk fra en skøn dag.

Bringer dog sluttelig et par stemningsbilleder fra min dag i det tyske.

Hotel Bellmoor

Messehallerne starten på maraton

Neumanns

Hygge på Neumanns

Neumanns pålægsmaskine

Medalje

Søndag eftermiddag med WineFLY og tysk vin

Mine vedvarende og insisterende skriblerier om tysk rødvin, specielt Spätburgunder, er begyndt at nå rundt i kongeriget. Måske udnævnelse af fredage som officiel Spätburgunder dage er begyndt at rodfæste sig hos mine trofaste læsere … helt på samme måde, som onsdag er lillekone aften, mens det hedengangne gamle bryggeri i Randers for herrens mange år siden havde nuppet alle torsdage med sloganet, at det er Thorsdag hver dag.

I hvert fald var mine skriblerier nået helt til Allerød, hvor det lille vinfirma WineFLY holder til. De deler samme mission og passion … nemlig udbredelsen og kærligheden for tyske vine. Udbredelsen måske endda en anelse mere end mig, for WineFLY forhandler nemlig vine fra 4-5 forskellige tyske vinhuse og forsøger således samtidig at tjene et par kroner på hobbyen.

Efter jeg i november 2014 på Tysk Vinkontors Spätburgunder seminar på Nimb havde smagt og anmeldt én af de vine, som WineFLY forhandler, så fik jeg en kontakt fra Jakob fra firmaet. Han tilbød mig at smage flere at deres vine, og sendte fluks en lille smagekasse med lækre vine. Han tilbød samtidig at komme forbi det mørke Jylland og lave en vinsmagning. Det var et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.

Mon Jakob vidste, hvad han gik ind til? Vi fandt en dato … søndag den 22. marts … og jeg hidkaldte nogle af mine vinboddies. Da vi havde valgt en højhellig søndag, så vi inviterede konerne med. De kommer også så sjældent ud. Og jeg lovede at lave lidt mad, så det blev et joint-venture … en lille, stille søndag med gode mennesker, god mad og ikke mindst gode vine.

WineFLY drives at Jakob og hans svigerfar Bendt, og de havde taget den lange vej fra Allerød. De sælger deres vine under mottoet “tyske vine med format”. Deres vinhuse ligger i henholdsvis i Pfalz, Rheinhessen, Ahr og Mittelrhein, og alle producenter er små og viser kvalitet på et fantastisk niveau til en god pris.

Og det blev en superhyggelig søndag eftermiddag … med rigeligt vin. Vi smagte 13 forskellige vine, nemlig vinene:

Beskrivelser og anmeldelser af vinene følger naturligvis … ganske som jeg plejer. Men der er noget at glæde sig til … så meget kan jeg love.

Jeg havde som nævnt sørget for lidt mad … okay, måske mere end bare lidt. Der var lidt bruchetta, en med chorizo & bluecheese og en med tun/kaperscreme & oliven, lidt ost- og pølsebord med 6 forskellige oste og 7 forskellige pølser, pestoer, chilipølser i barbequesauce, hjemmebagt brød, oksemørbrad samt 3 forskellige madpizzaer fra Weberen, en alsacisk Flammkuchen, en Pissaladiére (løg og ansjoser) samt en Pizza Bianco med kartofler og rosmarin.

Fik desværre ikke lige taget fotos af retterne … og glemte også at servere en artiskoksalat til oksemørbraden. Den blev stående i køleskabet … men sådan kan det gå, når man hygger sig. Tror dog, at alle blev mætte … ellers er det også deres egen skyld.

Jakob og Bendt fortalte lidt om WineFLY og deres producenter. Vi fik et fantastisk flot smagning, masser af informationer om de tre producenter, som vi smagte denne eftermiddag. Jakob og Bendt havde også medbragt nogle eksemplarer af Deutsches Weininstituts læsebog Öchsle om tysk vin. Den skal jeg vist lige ha’ med op til natbordet.

En stor tak for Jakob og Bendt fra WineFLY for at tage den lange tur til Jylland, og for det flotte felt af vine. Særklasse.

Vi slutter selvfølgelig lige med et par stemningsbilleder fra eftermiddagen:

God stemning

Jakob fortæller om tysk vin

Bendt hygger sig

God vin og gode mennesker

Der smages koncentreret

Tømmermændsramte vinnørder

Snakken går

Gastro Week på Restaurant Mefisto & opvarmning på S’vinbar

Gastro Week afholdes hvert år i Århus … endda to gange årligt. Her kan alle madelskere og andet godtfolk få en tre retters gourmetmenu på nogle af byens bedste restauranter for kun 250 kroner som en del af konceptet.

Sidst var hustruen og jeg med Gert & Merete på Restaurant ET, og denne gang havde vi valgt Mefisto Restaurant & Vinstue.

Mefisto

Som sidst havde vi planlagt besøg på en vinbar som opvarmning. Sidst var det Løve’s Bog- og VinCafé … boheme, lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger … men denne gang havde vi valgt den nye S’vinbar i Klostergade.

Vinbaren drives af sommelier Sabina Drachmann Sunne, som tidligere har været restaurantchef på Restaurant ET på Åboulevarden. Vi fandt hurtigt adressen i Klostergade –  bingo – fik os moset ind … fuldt hus, god stemning, duggede ruder … fandt de sidste fire ledige pladser og fik bænket os.

Og S’vinbar er et utroligt hyggeligt sted med masser af spændende vine. Vinbaren fungerer både som vinbutik og vinbar, så der er fyldt godt op med vine rundt om i vinbaren. Der er både vine, som Sabrina selv importerer samt vine, som allerede har en dansk importør.

Vi bestilte “et flight”. Det er reelt bare 3 forskellige glas vin. Vi troede egentligt, at vinene var forvalgt, men tjeneren spurgte, hvad vi kunne tænke os. Vi blev enige om, at det skulle være en hvid og 2 røde … helt præcis lidt Riesling, Stefan Meyers Frühburgunder samt lidt Rhône. Tjeneren valgte dette flight:

Alle fine og spændende vine … eneste anke var nok de små glas og den meget sparsomme skænkning i glassene. Jeg måtte i hvert fald efterfølgende bestille en flaske af Frühburgunderen fra Stefan Meyer … måske jeg bare var tørstig. Det ødelægger dog ikke indtrykket af en rigtig hyggelig og spændende vinbar, som bestemt skal besøges igen.

Derefter gik turen til Mefisto. Vi fik bedste placering ved vinduet … sådan. Menuen var bestemt på forhånd, og vi var andet hold denne aften. Modsat Restaurant ET, så blev retterne ikke serveret til alle borde samtidigt, men efter hvornår folk kom dryssende.

Mefisto havde sammensat en vinmenu … men den sprang vi over og bestilte i stedet en flaske hvid til forretten og en flaske rød til hovedretten.

Nå, men I får her lige kommentarer til og fotos af aftenens menu:

Forretten

Fiskesuppe med havfriske lækkerier, safran og hummerdrys
Til forret fik vi en fiskesuppe med havfriske lækkerier, safran og hummerdrys. De havfriske lækkerier bestod af lidt muslinger, torsk og rejer. En virkelig skøn fiskesuppe fyldt med smag, nærmest som en hummerbisque. Til forretten valgte Gert en 2013 Weingut Johann Topf, Grüner Veltliner Strassertal. Dejlig østrigsk vin med sprødhed og god syre til den kraftige fiskesuppe.

Hovedretten

Tournedos af gris på grønsagsbearnaise, hertil pommes Fondant
Hovedretten bestod af tournedos af gris på grønsagsbearnaise, hertil pommes fondant. Ganske velsmagende med lidt grøntkål og en skøn grønsagsbearnaise. Kødet havde masser af smag, men var en kende tørt. Det var alle ved bordet vist enige i … måske det alligevel går ud over kvaliteten, når der på en aften skal to hold gæster igennem? Vi var på det sene hold. Vinen var dog et perfekt match, nemlig en 2012 Alvaro Palacios, Petalos del Bierzo … en kraftfuld, men elegant vin fra Bierzo i Spanien og lavet på Mencía druen.

Desserten

Pære belle Héléne på vores facon, pære-chokolade-fløde
Vi sluttede sødt med en pære Belle Héléne på Mefisto facon, pære-chokolade-fløde. Ganske fint.

Samlet et fint indtryk, og rigtig god servering. Vores søde tjener gjorde det godt – smilende og imødekommende. Skal der findes skønhedsfejl, må det blive det lidt tørre kød. Derudover kan restaurantens vinkort vel diskuteres. Har samme elegance som et menukortet på en godt slidt, døgnåben græsk taverna i Istedgade.

Men samlet en skøn aften … hvor Gert og jeg også nåede 2 liter fadøl på en bar inden turen gik hjemad med DSB. Tak til Gert & Merete for god aften.

Hygge på Mefisto Restaurant & Vinstue