Kategoriarkiv: Store oplevelser

Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler

Fritz er en af de mest imødekommende mænd i Kaiserstuhl, utrolig gæstfri, rar, smilende, grinede og bød os velkommen med nogle danske gloser, da han fandt ud af, at vi var de to vinnørder fra Danmark. Et energibundt … og farverig, næsten flamboyant. Læg dertil også en fremragende forretningsmand samt indflydelsesrig og respekteret vinbonde.

Det er selvfølgelig Fritz Keller fra Weingut Franz Keller, som jeg snakker om og besøget på netop dét vinhus blev et af højdepunkterne på den kække vinblogger Houlbergs roadtrip til Kaiserstuhl … et vinøst hotspot for mine højtelskede vine på den tyske vidunderdrue Spätburgunder.

det-moderne-vineri
Imponerende vineri

Vi besøgte Fritz Keller hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i Oberbergen som første vinhus på 2. dagen i det sydtyske efter besøg hos Gunderloch, Guntrum, Huff og Huber dagen forinden. Vi havde i Kaiserstuhl indlogeret os på netop Hotel Schwarzer Adler – en del af Fritz’ store imperium – og havde fået anbefalet et besøg i det store, topmoderne vineri, som ligger omkring 600 meter fra vores Hotel Schwarzer Adler.

franz-keller-aabent
Og det ligger i herlige omgivelser

indgangen
Indgangen til vinotheket

Ja faktisk var det tilsyneladende mere end blot end anbefaling, for da vi ankom på det foreslåede tidspunkt kl. 11.00 – efter først at ha’ slentret lidt rundt i vinmarkerne udenfor og nydt et view over det imponerende vineri – så var vi helt klart ventet. Fritz sad i et møde … men kom fluks farende ud fra glasburet og bød os hjertelig velkommen – som nævnt – med et par danske gloser, som på en god dag lød som noget i retning af goddag goddag. Vi fik også hurtigt stukket et glas hvidvin i hånden, og så var stemningen jo allerede løftet flere niveauer.

Fritz Keller fortalte, at deres sommerlier Jannick først ville vise os rundt i vineri og kælder. Derefter ville hans søn Friedrich tilslutte sig os i vinkælderen, således vi kunne smage nogle fadprøver.

Sådan, fedt og juhuuu … tænkte vi overrasket og måske endda synligt imponeret. Hvilken imponerende gæstfrihed … måske grundet, at vi boede på deres hotel, men måske mere sandsynligt forbi vi aftenen før havde spist på vinhusets restaurant Winzerhaus Rebstock og snakket med nogle af de ansatte i Franz Keller koncernen, som jo netop havde anbefalet besøget og formentligt sat aftalen på plads.

Vi havde faktisk set den gode Fritz Keller om aftenen på Rebstock, hvor han besøgte en flok kvindelige ansatte, som fejerede en fødselsdag ved et bord bagved os. De manglende ikke vin ved bordet, hyggede sig og havde en glad aften. Da de fandt ud af, at vi var danskere og alene kom til Kaiserstuhl for at smage vin, så steg vi bestemt i anseelse.

winzerhaus-rebstock
Winzerhaus Rebstock, hvor vi spiste første aften

hyggestemning-paa-rebstock
Hyggelig stemning

Jeg tror også – indbildske som vi er – at de fandt os ret charmerende … i hvert fald blev vi budt på lidt Edelbrände fra vinhuset. Og det var selvfølgelig slet ikke fordi, at pigerne var påvirket af den gode vin. En af pigerne, den yndige Nina Ringwald både anbefalede og insisterede på, at vi skulle besøge det nye vineri dagen efter på det nævnte tidspunkt. Og det var godt, at vi lystrede Nina, for besøget hos Franz Keller blev virkelig en stor oplevelse.

godt-selskab-paa-rebstockVinbuddy Jan … og i baggrunden fejres en fødselsdag

Det kommer jeg til lige om lidt. Lad os dog først kigge nærmere på Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, som måske er et af de største og mest respekterede vinhuse i hele Tyskland.

Vinhuset er grundlagt til et sted mellem 1895 og 1900. Dengang drev familien Keller både hotel, restaurant i Oberbergen og lavede også en smule vin. Det var dog Franz Keller, som i 1945 – efter anden verdenskrig – lagde grundstenen til det nuværende vinhus.

Under krigen havde han smagt en flaske 1928 Château Lafitte … og det startede en kæmpe passion for vine fra Bordeaux. Efter krigen startede han derfor – til stor modstand fra de lokale vinbønder i Baden – import af Bordeaux vine, som blev opbevaret i de 112 meter dybe, gamle hvælvede vinkældre/-tunneler bygget ind i klippen overfor hotellet og restauranten, som blev drevet af hans hustru Irma.

de-gamle-vinkaeldre-i-byen
Indgangen til den gamle vinkælder/-tunnel overfor hotellet

Franz Keller endte med at få succes som den største importør af Bordeaux vine i Tyskland og hustruen havde også succes, da restauranten på Schwarzer Adler i 1969 opnåede en Michelin stjerne.

Restauranten fik under sønnen Franz Keller Junior i starten af 1970’erne endda sin 2. Michelin stjerne og har lige siden 1969 – uden ophold – haft mindst 1 Michelin stjerne. I dag har restauranten fortsat 1 Michelin stjerne … helt fantastisk i en lille by som Oberbergen.

hotel-og-restaurant-schwarzer-adler
Det smukke gamle hotel og restaurant Schwarzer Adler

Siden 1990 har det imidlertid været Fritz Keller – søn af Franz Keller Junior – som har drevet vinhuset, og det er netop Fritz, som kan tilskrives den store succes. Han blev oprindelig kaldt rebellen fra Kaiserstuhl, idet han – stik med traditionerne i området – begyndte han – at beskære vinstokkene, reducerede udbyttet, stoppede med sødning af vinene og i stedet lavede tørre vine, hvor han anvendte barriques ved lagringen.

Siden er Fritz blevet anerkendt for hans arbejde og indflydelse som vinproducent i Kaiserstuhl, en virkelig ambassadør for vin fra Baden. Han har således opnået stor anerkendelse for sine vine og har også selv siddet 20 år som vicepræsident for sommelierforeningen og faghøjskolen for uddannelse af sommerlier.

Han er også tildelt Brilliant-Savarin udmærkelsen som en personlighed med afgørende indflydelse på vinindustrien i Tyskland samt en særlige pris for gæstfrihed og gastronomi. Derudover har han modtaget et trofæ fra Falstaff for hans livsværk som vinproducent. Rundt hos de andre vinproducenter i området kunne vi også høre, at der er stor respekt for Fritz Keller. Han har virkelig en stor del af æren for, at Kaiserstuhl i dag er et af de førende vinområder i landet.

Med baggrund i både gastronomien og vinkulturen har Fritz’ vennekreds da også omfattet personligheder som kokkene Paul Bocuse og Vincent Klink. Derudover har han i restauranten haft besøg af personligheder som den gamle tyske fodbold landstræner Sepp Herberger, politikere og ministre som Thomas Schäuble, Wolfgang og Walter Scheel.

Derudover har den gode Fritz siden 2010 været bestyrelsesformand for 2. Bundesliga klubben SC Freiburg … en passion, som han har arvet fra sin fader.

franz-keller-schwarzer-adler

I dag omfatter Franz Keller Schwarzer Adler fortsat en importforretning med eksklusive vine fra Bordeaux og Bourgogne, hotel, topmoderne vineri med fremstilling af flotte vine fra omkring 49 hektar vinmarker samt 3 restauranter, nemlig den et stjernede Michelin restaurant på Schwarzer Adler, Winzerhaus Rebstock samt en moderne restaurant i det nye vineri. Michelin restauranten skulle efter sigende have et af de største vinkort i hele Tyskland … vi så det ligge i receptionen … og det er stort!

De 49 hektar vinmarker omfatter markerne Oberbergener Bassgeige, Oberbergener Bassgeige Vum Kähner, Oberbergener Pulverbuck, Oberbergener Bassgeige Vum Schäfacker, Schlossberg, Eichberg, Kirchberg og Im Leh.

vinmarker-bag-franz-keller
Vinmarkerne bag vineriet

Siden 2014 har vinhuset været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats – und qualitätsweingüter. Friedrich Keller fortalte under vort besøg, at det egentlig ikke skyldes et ønske fra deres side, men at VDP gerne ville ha’ Franz Keller Schwarzer Adler med i deres sammenslutning. Så i dag er huset således medlem af VDP.

Det nye vineri er også lidt af en historie … nærmest bygget ind i bjergsiden. Al produktionsudstyr er topmoderne og vinen kan vinificeres uden brug af pumper, blot via tyngdekraften. Vi drøftede, hvad opførelsen havde kostet … 50 eller 100 millioner, men billigt ser det bestemt ikke ud … men ganske imponerende.

Og vi fik fremvist vineriet, hvor alt er toptunet … lidt som på hotellet. Og overalt med Franz Kellers logo med den germanske ørn. Det er indstøbt i betonvægge, på mintpastiller, tøflerne på badeværelset …ja overalt. Gennemført. Jannick fremviste hele vinhuset, hvorefter Fritz’ søn Friedrich tilsluttede sig os i kælderen.

imponerende-produktionslokaler
Imponerende state-of-the-art vineri

lokalet-til-modtagelsen-af-druer
Rummet til modtagelse af druerne

udsigt-fra-1-sal-over-produktion-og-marker
Udsigten fra produktionslokalerne er betagende

jannick-viser-pressen
Her viser Jannick vinpressen til Houlberg

produktionsanlaegget
Ståltankene i kælderen

traekar-i-produktionen
Store fade lige foran Vinotheket

Der smagte vi først lidt hvidvin, men gik derefter over til nogle af husets fremragende Spätburgundere. Friedrich var både imødekommende, hjemmevant i kælderen og den bedste vært.

Han fortalte om de mange herlige vine, kravlede rundt på egetræsfadene og fandt nogle af de vine, som han mente vi skulle smage. Herlig oplevelse. Han inviterede os endda også på frokost på Rebstock, men det var vi nok en smule for beskedne til at tage imod … men sikke en gæstfrihed.

fuldt-op-med-barriquesVinkælderen med fade og barriques

to-vinnoerder-sammen-med-friedrich-keller
To glade danske vinnørder sammen med Friedrich Keller

friedrich-tager-fadproever
Friedrich finder spændende fadprøver

houlberg-smager-fadproever
Og Houlberg smager selvfølgelig gerne varerne

Efter smagningen i kælderen foreslog han, at vi oppe i vinotheket smagte samme vine, som vi havde smagt i kælderen … blot fra den tidligere årgange, som var flasket et eller to år tidligere. WTF … den var vi selvfølgelig friske på, høflige som vi er.

Smagningen oppe i vinotheket overlod han til Jannick, som fandt nogenlunde samme vine , som vi havde smagt nedenunder. Vi koncentrerede os dog om husets Spätburgunderne, men smagte også deres Franz Anton blend på Merlot og Cabernet Sauvignon. Vi fik også en god snak med Jannick, bl.a. om vore øvrige planlagte besøg, anbefalelsesværdige vinproducenter i området og vinfesten i Breisach am Rhein, som vi havde drøftet om at besøge samme aften.

lineup-af-vine
Lineup i Vinotheket under kælderbesøget

Vi nåede ikke at få et foto af Fritz … men fik et foto af hans flotte, gamle Mercedes cabriolet, som var parkeret udenfor vinhuset. Den var selvfølgelig bordeauxfarvet og passede som fod i hose til farverige Fritz Keller … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl.

Vi giver vores bedste anbefaling af vinhuset, som virkelig er et besøg værd.

fritz-kellers-bil-holder-strategisk
Fritz’ fede, gamle Mercer

friedrich-og-jannick-arbejder-for-sagen
Jannick og Friedrich kæmper for fadprøverne

houlberg-smagere-flere-fadproever
Og vi nyder det bare

jannick-haelder-op-for-houlberg
Totalt i orden

jannick-og-friedrich-i-kaelderen
Vi kom godt omkring de forskellige vine

jannick-og-friedrichHvilket herligt besøg

vinkaelderen
Stemning fra kælderen

aeldre-jubilaeumsfad
Et gammelt jubilæumsfad

Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen

Efter vores besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein – og er hurtigt splash and dash hos Weingut Georg Gustav Huff – satte vi kursen mod Kaiserstuhl … vores reelle destination for vores roadtrip.

Da Weingut Bernhard Huber imidlertid stod på vores ønskeliste over mulige vinproducenter, som skulle besøges under turen, og da Huber ikke ligger i Kaiserstuhl, men derimod Malterdingen i området Breisgau – lige øst for Kaiserstuhl på den anden side af motorvejen E35 – så kunne vi jo lige nappe et besøg der inden Kaiserstuhl. Praktiske er vi jo.

Temperaturen var ikke blevet mindre, så da vi nåede vingården i Malterdingen stod temperaturen på 35 grader og sol fra en skyfri himmel.

huber-udenfor

Her lige et par fotos udenfor Weingut Bernhard Huber.

huber-udenfor-ii

Huset har været ejet af familien Huber i flere generationer, men det var Bernhard Huber, som i 1987 sammen med hustruen Barbara begyndte at producere egne vine.

Weingut Huber var oprindelig ligesom de fleste andre familiebrug medlem af det lokale kooperativ, men Bernhard indledte et langsomt tilbagetog, da han overtog styret efter forældrene.

Bernhard plantede 10-15 Pinot Noir kloner fra Jean Luc Pascal i Puligny i Bourgogne, og sammen med de omkring 15 tyske kloner, som hans far tidligere havde plantet, så begyndte Bernhard at lave vin på samme måde som i netop Bourgogne. Dengang havde Bernhard alene 10 hektar vinmarker, en gammel vinpresse og 3 egetræsfade.

Men Bernhard Huber opnåede fantastiske resultater med sine vine og det var ikke tilfældigt, at han i branchen blev kendt som den tyske godfather af Pinot Noir, en af de helt store. Bernhard Huber blev bl.a. i 2008 udråbt som årets vinmager af Gault Millau. I 1990 blev han også af vinmagasinet Vinum kåret som nr. 1 i kategorien rødvin.

Da vingården fejrede sit 25 års jubilæum i 2012, havde Bernhard Huber vundet næsten alle de priser, som findes i Tyskland indenfor vin.

huber-smagelokalet

Her et foto fra smagelokalet … ikke fancy på nogen måder. På væggen er der et foto til minde af Bernard Huber.

huber-bernard-mindes-paa-vaeggen

Her mindevæggen for afdøde Bernhard Huber.

Og de røde vine fylder også godt på vingården, idet omkring 65% af husets i dag 26 hektar vinmarker er tilplantet med Pinot Noir a.k.a. Spätburgunder.

Derudover er markerne tilplantet med Chardonnay, Weiß- und Grauburgunder, Auxerrois, Muskateller og Müller-Thurgau. De bedste marker er Malterdinger Bienenberg, Hecklinger Schlossberg og Bombacher Sonnhalde.

Vingården producerer årligt omkring 180.000 flasker vin.

Desværre gik Bernhard bort i juni 2014 efter et kort sygdomsforløb, idet han et halvt år forinden havde fået konstateret kræft. Men umiddelbart inden han døde, optog han en masse videoklip, hvori han gav sin viden og tanker videre til sin familie.

I dag driver hustruen Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn. Og hun forsøger på bedste vis at leve op til husets status … som vel næsten nærmer sig lidt kult.

Bernhard omtales da også ofte som “godfather of Spätburgunder” i Kaiserstuhl. Han var i øvrigt lidt af en ildsjæl, bl.a. meget aktiv i lokalsamfundet, og så tjente han 10 år i bestyrelse af det lokale Røde Kors.

huber-display-af-vine

Vi havde et herligt besøg på vingården, hvor vores værtinde fortalte om både vingården, men også meget om området og hvilke restauranter, som kunne anbefales. Hun havde 20 års erfaring indenfor restaurantbranchen og kendte alt til området.

Vi fik en kongelig behandling. Vi efterspurgte reelt blot at smage deres Spätburgunder, men endte med at smage det mest af sortimentet. Mange af Hubers Spätburgunder var udsolgt bl.a. samtlige Grosses Gewächs, men vi fik lov af smage prøver fra 2014 årgangen, som først frigives i november måned.

huber-smagsproeve-paa-kommende-frigivelse

Vi havde nok egentlig regnet med, at skulle ha’ lidt Spätburgunder med hjem, men endte med at købe en Weisser Burgunder, som vi fandt ret charmerende.  Vi smagte også en mousserende vin … en 2010’er Blanc de Blanc Brut Nature, som jeg aldrig havde hørt om, men som også smagte ret fantastisk.

Vi gik i fra vingården med godt humør, vin og en liste om anbefalelsesværdige restauranter i området. Bedre bevæbnet kunne vi vel næppe være.

huber-mousserende-vin

Besøg hos Weingut Louis Guntrum i Nierstein

Efter Nackenheim gik turen lidt mod syd … smukt med Rhinen på venstre hånd og markerne på Der Rote Hang på højre side … Niersteiner Pettenthal, Rehbach, Hipping … herlige navne for Riesling elskere som os. En tur i paradis. What’s not to like?

Vejret var lige så smukt … 35 grader, fuld sol og hvad er så bedre end at ankomme til Weingut Louis Guntrum, der ligger lige op til Rhinen og selvfølgelig udnytter denne unikke placering i deres Weingarten til bl.a. vinfester, grillfester og andre aktiviteter udenfor.

Vinhuset præsenterer sig da også på deres hjemmeside som Die Event-Location am Rhein, idet de indendørs lokaler med plads til 120 gæster bruges til firmafester, bryllupper og mange andre fester.

Guntrum gammel vinpresse

Når du kører ind til vinhuset, så møder du en gammel vinpresse under et gammelt træ … men så får derefter et fantastisk view udover Rhinen. VOW.

Weingut Louis Guntrum er et gammel familieforetagende, som har været ejet af Guntrum familien siden 1648, selvom vinhuset officielt er grundlagt i 1824 af Louis Philip Guntrum, som vineri, værtshus og postholder. En postholder var typisk en person, der efter en aftale med det officielle postvæsen stod for befordringen af breve og pakker.

Under den franske revolution måtte familien Guntrum flygte til Beinheim på den anden side af Rhinen, men vendte hjem i 1909 og grundlagde vinhuset, som det er kendt i dag.

Guntrum view over Rhinen

Selve ejendommen er bygget i 1923 og var i februar 1945 under anden verdenskrig besat af den amerikanske general Patton … både villa og vineri. Måske har den gode general også nået at nyde nogle af husets dejlige vine.

I dag drives huset af 11. generation af Guntrum familien i form af Louis Konstantin Guntrum, som samlet laver vine fra 11 hektar egne marker samt fra opkøbte druer. Samlet laver huset 6.000 kasser vin fra egne marker og ikke mindre end 60.000 kasser vin fra opkøbte druer.

Vinhuset laver bl.a. vine fra kendte marker som Niersteiner Ölberg, Orbel, Bergkirche, Pettenthal, Renbach og Paterberg samt Oppenheimer Sackträger, Schützenhütte, Herrenberg, Kreuz og Güldenmorgen.

Guntrum indgang og vinmarker

Vi havde et forholdsvis kort besøg hos Weingut Louis Guntrum, hvor vi alene smagte nogle få vine, specielt husets Lagenweine, som er særdeles flotte … specielt i forhold til priserne. Vi forelskede os primært i deres Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken, som vi smagte i både årgang 2014 og 2015.

Jeg smagte selvfølgelig også deres Spätburgunder og endte med at købe primært Oppenheimer Sackträger Riesling Trocken samt deres Spätburgunder samt en lille herlig 2013 Blanc de Noirs Trocken, direkte presset på Spätburgunder. Den drak jeg og konen i øvrigt i går, så den vil være næste vin på bloggen.

Guntrum udenforHerligt sted til vinfester.

Guntrum et kig ind til vineriet
Et kig ind til vineriet.

Guntrum indenfor
Smagelokalet med et blik til de gamle forfædre ovenpå reolen.

Guntrum Jan kigger interesseret
Jan lader sig friste af de herlige vine.

Guntrum smagelokalet
Endnu er blik ind i smagelokalet.

Guntrum Rhinen
Vi slutter selvfølgelig med et view over Rhinen

Besøg hos Weingut Gunderloch i Nackenheim

Den første producent, som vi besøgte på vores vinøse roadtrip blev det klassiske vinhus Weingut Gunderloch, som ligger i den lille by Nackenheim … ja faktisk på torvet, som hedder Carl Gunderloch Platz.

Vi havde egentlig alene Kaiserstuhl som målet for vores forlængede weekend i vinens tegn, men Jan ville gerne forbi Nierstein for et splash and dash besøg slash vinkøb hos både Weingut Guntrum og Georg Gustan Huff og den var jeg absolut med på. Så kunne vi samtidig besøg Gunderloch, som jeg havde hørt meget godt om. Og så gjorde vi selvfølgelig det.

Vi blev varmt modtaget af Johannes Hasselbach … søn af Fritz Hasselbach og hans hustru Agnes Hasselbach-Usinger, der er ejer af vinhuset. Han var dog travlt optaget af en større ombygning, idet Gunderloch er i gang med at udvide med større vineri og smagelokaler. Hele gårdspladsen var fyldt med maskiner, byggematerialer og folk i fuld sving.

Johannes deltog selv i byggearbejdet og viste os, hvor udvidelse skulle ligge bag den eksisterende bygning. Der havde de købt en naboejendom og revet de gamle bygninger ned. Nu havde de støbt sokkel og var i gang med at sætte vægge op. Johannes skulle af sted for hente et eller andet til byggeriet, så han overlod præsentationen af vinene til en af hans medarbejdere.

Gunderloch smagelokalet II

Weingut Gunderloch er et ældre vinhus, grundlagt tilbage i 1890 af bankmand en Carl Gunderloch. Han kom fra Gundersheim og købte ejendommen af Cistercienserklosteret Dalheim i Mainz sammen med bl.a. parceller på den fremragende mark Nackenheimer Rothenberg på Der Rote Hang.

Efter hans død blev boet delt blandt hans to døtre, og Agnes Hasselbach-Usinger er 5. generation derfra. Og det gør dermed Johannes til 6. generation sammen med hans to søskende.

Gunderloch er i dag et velanerkendt vinhus og det skyldes i høj grad Fritz Hasselbach, som har formået … ja dels at lave fremragende vine, men også markedsføre huset overfor pressen. Derudover har Fritz løbende udvidet bl.a. med købet af Weingut Balbach, hvorved han også fik parceller på markerne Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Gunderloch en af mange priser

I dag har huset sammenlagt 24 hektar … og omkring 85% er Riesling, og derudover Silvaner, Gewürztraminer samt Spätburgunder. Derudover har de ganske lidt Weissburgunder, Grauburgunder, Sauvignon Blanc og Portugieser. Og ud af de 24 hektar er 4,5 hektar på topmarken Nackenheimer Rothenberg,

Under vort besøg smagte vi lidt forskelligt fra huset … ja faktisk fra begge huse, idet Gunderloch rent teknisk er opdelt i to firmaer, nemlig Weingut Gunderloch og Carl Gunderloch Weingutsverwaltung, hvor sidstnævnte ikke er medlem af VDP og producerer billigere vine, hvor de gængse regler under VDP ikke nødvendigvis skal efterleves.

Gunderloch smagelokalet

Vi startede med den billigste Red Stone Riesling fra Carl Gunderloch Weingutsverwaltung sortiment, men kom også omkring nogle af de bedste tørre GG vine fra både Nackenheimer Rothenberg samt Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Hipping.

Vi hørte også om Gunderloch spændende samarbejde med andre vinproducenter, hvor de forsøger at vinifere vine fra hinanden … altså tager druer fra samme mark hos hinanden og så hver især vinificerer for at se effekten af de forskellige kældre.

Vi hørte også om deres forsøg med at presse druerne i marken for at undgå effekt af bakterier i kælderen … altså på helt gammeldags manér at trappe druerne direkte i vinmarker. Generelt lød til det, at Johannes var meget interesseret i at eksperimentere.

Gunderloch god service

Deres Spätburgunder skulle vi selvfølgelig også smage, og vi endte med at købe lidt forskelligt fra huset. Det skal jeg selvfølgelig nok anmelde, når jeg åbner flaskerne.

Gunderloch Hipping marken

Her et foto af Grosse Lage marken Niersteiner Hipping.

Fuld gas på Gastronomé … og opvarmning på S’vinbar

Gastronomé i Århus drives af de to århusianske kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen, der siden 2004 med stor succes har drevet gourmetrestauranten Det Gamle Mejeri ved Vilhelmsborg i Mårslet. Nu er de rykket ind i Århus centrum med deres gourmetrestaurant, som jo netop i år har fået en stjerne i Michelin Guiden.

Jeres flittige vinblogger har nu – i videnskabens tjeneste – besøgt Gastronomé for at tjekke, om den Michelin stjerne nu også er fortjent, men selvfølgelig også for at undersøge, om en Michelin restaurant serverer ordentlig vin. Det er jo en vinblog! Vi havde samlet et crew på alt 11 personer og bestilt plads på restauranten samt Fuld Gas inkl. vinmenu … og det vender jeg selvfølgelig tilbage til. Men vi havde også – naturligvis – bestilt bord på S’vinbar til en let opvarmning på stedet.

Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg – som på sidste tur til Århus – bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme ganerne lidt op til S’vinbar, som netop denne dag havde Riesling Week, en stor Riesling smagning, som dog ville være færdig, inden vi ville nå den charmerende vinbar.

Jeg havde valgt en flaske 2013 Riesling Pettenthal *** fra Weingut Georg Gustav Huff i Rheinhessen, og møjsomt endda købt en stak plastikkrus af mærket Seven Eleven fra DSB kiosken, som åbenlyst ikke længere er en traditionel kiosk. Det betød dog, at der var en lille skvis plastikkrus Riesling til alle … ikke meget, men nok til i passende stemning at sende os i retning mod Århus.

We Love Riesling
S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff nåede vi snart, og fik os bænket på de reserverede pladser. Pigerne var stemt for lidt rosé og mændene for lidt Riesling, da der nu engang var Riesling Week på vinbaren. Så vi bestilte en flaske af hver, først en flaske pivfræk Pornfelder … en rosé lavet på Portugieser og Dornfelder samt en flaske 2012 Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein.

Vi havde den søde Karina som værtinde, og hun sørgede for perfekt temperering af vinene. Og hvor er de altså dygtige og imødekommende de to piger, som begge er sommelier … så klart et af de bedste steder i Århus. Sådan er det bare. Stemningen er bare så hyggelig og uformel, mens kompetencen på det vinøse er helt i top. Her får du vine med kant – hvis du er til det – eller vine, som bare passer til, hvad du bedst ka’ li’. S’vinbar har det hele.

Denne aften valgte vi helt straight forward uden kant, nemlig vinene:

Som nævnt havde S’vinbar netop haft Riesling smagning … ja faktisk var den sluttet kun en halv times tid før vi ankom, så der var enkelte flasker i overskud, som kunne købes, bl.a. lidt Thanisch og den eminente Egon Müller. Fristende af helvede til … men vi holdte os til de bestilte vine … vi skulle jo snart videre til Gastronomé.

Steming på Svinbar
Gert havde med usvigelig og nøjagtig sikkerhed regnet ud, at der var 6 minutters gang fra S’vinbar til Gastronomé, så præcis 18.39 satte vi kurs med den nyligt Michelin-kårede restaurant, hvor vi blev pænt taget imod og anbragt i kælderen, hvor der allerede var gjort hyggeligt klar til os, og med Max H inkl. følge direkte ankommet, så var sjakket helt og festen kunne begynde … so to speak.

Menukortet byder på 3 muligheder;  halv gas, fuld gas eller Chef’s Table. Vi havde valgt at give den fuld gas, hvilket betyder 8 retter og samtidig selvfølgelig fuld vinmenu, altså vinene tilpasset hver ret. Sådan skal det være … skal der være gas, så skal det være fuld gas. Intet mindre, selvom vi dog sprang en velkomst med mousserende vin og snack over. Vi tænkte, at med 4 vine i bagagen allerede og 8 i vente, så måtte vi vise en vis afholdenhed.

Menuen for aftenen inkl. de ventende vine så sådan her ud:

Menukort
Som de kvikke bloglæser måske allerede har observeret, så ventede der dog ikke 8 vine … men alene 7. Det var dog til at leve med, da menukortet så rigtigt spændende ud. Vi startede med en amuse … det som på rigsdansk hedder en appetizer. Faktisk findes ordet amuse ikke i den danske ordbog … men på engelsk betyder det jo at skabe opmærksomhed … så vi fik lige opmærksomheden skærpet med denne lille ting.

Amuse: Pighvar-tatar pakket i rødbede med safranolie, gule sennepsfrø og rød skovsyre

Pighvar-tatar
Smukt og amusing … vinmæssigt bakket op af en Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie fra vinhuset Vignobles Chéneau … en vin, som også skulle nydes til den efterfølgende ret. Derudover – og måske endda vigtigere – så blev retten også understøttet af 3 forskellige hjemmelavede brød og et lidt forskellig smør, hvoraf den ene var lavet på brunet smør.

Brød i 3 varianter

Brunet smørcreme

Torskekæber – æggeblomme – agurk – silderogn fra Skagen

Torskekæber
Første ret ud af aftenens 8 retter, og imponerende flot i anretning. Smagte rigtigt meget af agurk … og jeg synes nok, at agurken totalt overtog smagsindtrykkene. Fedme og aromaen af lidt nødder fra vinen passede dog fint til retten. Men denne ret var jeg bestemt ikke oppe at ringe over.

Havtaske – blomkål – ærter – chokonibs

Havtaske blomkål ærter
Videre til næste ret – havtaske med blomkål, ærter og chokonibs … hvor sidstnævnte faktisk gav fin kant på retten. Igen smukt anrettet, selvom jeg fortsat ikke forstår, hvorfor maden skal ligge helt ude i siden af tallerken. Har efterhånden set det mange steder … og selvom det helt sikkert er moderne, så forstyrrer det sgu … men WTF jeg er jo også lidt gammeldags.

Til retten fik vi lidt syre med en Sauvignon Blanc fra Klein Constantia … okay, uden at imponere. Lidt et kedeligt valg, hvis jeg skal sige min ærlige mening.

Hjertemuslinger – majs – caviar

Hjertemusling majs caviar
Smuk og stringent anrettet … og som foregående ret med lidt skum på toppen, pænt suppleret af en skare af tjenere med små kobbergryder. Jeg elsker muslinger, så dette var bestemt en ret for mig … dog er jeg satans træt af majs, hvilket så trækker den anden vej. Mener også, at der var en smule popcorn på toppen. Dét mener jeg til gengæld ikke hører hjemme i en ret.

Vinmæssigt røg vi dog lidt op i niveau, nemlig med en ganske elskelig VVV Valleys Douro White fra vinhuset Quinta Vale D. Maria, som jeg tidligere har smagt fantastisk vin fra … og skrevet om her på bloggen. Det 3 V’er henviser i øvrigt til de 3 dale, hvorfra druerne til vinen kommer … og alle lokale druesorter fra Douro området.

Hvide asparges – brunet smør – pecannød

Hvide asparges
I mine øjne aftenen bedste ret … elsker hvide asparges og her blev de på bedste vis akkompagneret af brunet smør, pecannødder og andet godt. Kan ikke huske de andre ingredienser, men det smagte altså herregodt. Vinmæssigt helt korrekt – næsten efter forskrifterne – suppleret med godt Muscat og selvfølgelig fra Alsace. Sådan skal det være. Klasse.

Duroc nakke – persillerod – sennep – gryn

Duroc nakke
Duroc nakke … nu dukker Duroc grisen sgu op igen. På Fusion i Ålborg fik vi svinebryst fra en Duroc gris, og nu dukker denne lille gris sgu minsandten op igen. Duroc-svin er en amerikansk svinerace … en slags basisrace, som benyttes til krydsninger indenfor svineavl. Duroc grise er rødbrune, muskuløse og har nedadstående ører og med et roligt temperament.

Det rolige passer også til denne ret … stegt/braiseret ala slow food … helt fuldstændig mørt sammen med persillerod, sennep, gryn samt en lille tallerkensmække på toppen. Ganske okay samt med god kraft. Vinen passede fint, den vel efterhånden noget kendte Petalos del Bierzo fra den spanske storchamøre Alvaro Palacios. Den har vi smagt en del gange … fik den bl.a. til hovedretten på Mefisto, også i denne 2012 årgang.

Kalvemørbrad – hale – ramsløg – fermenteret hvidløg

Kalv haler ramsløg
En lidt mere traditionel ret … kalvemørbrad, som var sindssyg mør. Fint tilbehør og lækkert med de fermenterede hvidløg i kombi med ramsløg, selvom den gode Hr. Hansen – som har det lidt svært med hvidløg – havde sit besvær. Men det smagte bestemt godt, selvom det måske ikke var verdenens mest innovative ret. Igen kom de små kobbergryder i spil til saucen.

Retten blev fint akkompagneret med god Rhône vin … der går man sgu aldrig helt galt, og denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra Domaine Fond Croze var bestemt i orden og samtidig en vin, som jeg aldrig tidligere havde smagt.

Appelsin – kumquats -tonkabønne

Appelsin kumquats tonkabønne
Ret nr. 7 … så var vi nået desserten, eller i hvert fald 1 af slagsen … lidt syrlig appelsin, skal fra kumquat og så tonkabønner. Ovenpå lidt sprød gitter af noget sukker af en slags. Tonkabønne … den var jeg sgu ikke lidt helt spids på. Hvad fanden er det for en størrelse? Den bruges åbenbart som en ingrediens i parfumer, men kan – heldigvis – altså også spises og bruges typisk i stedet for vanilje.

Tonkabønnen er lykkebringende og det forlyder, at hvisker du dit højeste ønske til tonkabønnen, kaster den på jorden og træder på den, så går det i opfyldelse. Måske skulle kokkene ha’ gjort dette i stedet, for retten var syrlig og sagde ikke mig alverden. Det gjorde det ikke bedre, at der ikke var vin til retten, men en underlig kok te … lavet på grøn og sort te. Arghhhhh.

Rabarber – skovmærke – brændt hvid chokolade

Rabarber skovmærke
Vi sluttede med lidt is … det kan jo ikke gå helt galt, her sammen med lidt rabarber og knas samt brændt hvid chokolade. Det var en fin afslutning, igen dog uden helt at dupere mig. Vi fik lidt sødt og hvidt italiensk, en Passito Monastero Bianco fra vinhuset Azienda Agricola Monte del Frà .. en lidt kedelig sherryagtig sag.

Samlet kom listen af vine til at se sådan her ud:

Der er selvfølgelig links til beskrivelser og anmeldelser af vinene – både fra S’vinbar og Gastronomé.

Konklusion

Gastronomé var en dejlig oplevelse … men i forhold til mine forventninger, så er jeg måske en anelse skuffet. Havde forestillet mig, at en Michelin restaurant var mere innovativ og retterne mere spændende. Og selvom servicen var helt i top, så gik jeg alligevel fra restauranten uden det forventede WAUW. Det var en stabil præstation, men uden at imponere.

Skal jeg sammenligne med min bedste restaurantoplevelse … gourmetaften på Bryghuset Vendia i Hjørring, så ligger Gastronomé – i mine øjne – en del lavere end Vendia, som imidlertid ikke har Michelin-stjerne. Der er maden mere innovativ, smagsoplevelsen større og vinvalget også mere udfordrende og kantet. Men sådan er der jo så meget. Vi blev mætte, fik en god oplevelse og habile vine.

Vi slutter selvfølgelig med et par stemningsfotos fra aftenen:

Hygge på Svinbar
Vi hygger os på S’vinbar … her med Riesling i glasset. Riesling Rules

Fruen ser tilfreds ud
Min dejlige ægteviv

Klar til kamp
Her har vi sat os til bords på Gastronomé og er klar til kamp

Godt med vine
Der er vine alle vegne i kælderen på Gastronomé … man kan nærmest kalde det en vinkælder

Stemning i kælderen på Gastronome
God stemning i kælderen på Gastronomé

Mere stemning
Mere stemning

Restaurant Gastronome
En god aften på Gastronomé er slut … godnat og sov godt

Rhôneaften m/Matthieu Perrin … ved kaptajnbordet på Fusion

Torsdag den 31. maj 2016 drog jeres flittige vinblogger med De Danske Statsbaner til 9000 Aalborg … helt præcist mod Restaurant Fusion, hvor jeg havde sat min gode vinbuddy Gert E stævne. Vi havde tilmeldt os en vinsmagning med overskriften Rhôneaften på Fusion. Det dækkede over, at Sigurd Müller Vinhandel havde fået Matthieu Perrin fra Famillie Perrin/Château de Beaucastel til Danmark for – for første gang – at præsentere deres nye projekt, nemlig Provence vinene fra Domaine Miraval, der ejes af Angelina Jolie og Brad Pitt, men vinificeres af Perrin.

Rhoneaften på Fusion

Fusion ligger helt fantastisk … lige ved havnefronten med udkig til Limfjorden. Vel arriverede fik vi stukket et glas hvidvin i hånden ,,, Angelina og Brads hvide Miraval Blanc Coteaux Varois i en frisk årgang 2015. Derefter satte vi os til bords, Vores ry eller rygte må ha’ ilet i forvejen, for vi kom til at sidde ved kaptajnbordet … eller i hvert fald det bord, hvor alle ping’erne sad. Sådan skulle det vel også bare være?

Så der i det nordjyske sad vi således til bords med aftenens hovedperson Matthieu Perrin fra Beaucastel, vinskribenterne Jørgen la Cour-Harbo samt René Langdahl Jørgensen … kendt fra henholdsvis Nordjyske Tidende og Gastro, ejeren af Sigurd Müller Vinhandel, den altid sjove Ib Bergkjær samt et par underholdende herrer, som lød til at være stamkunder hos Sigurd Müller Vinhandel og vidste en del om vin.

Med andre ord sad vi helt perfekt. Måske skyldes det, at vi behændigt havde hængt vores jakker ved netop dette bord inden den hvide velkomstvin. Og vi glemmer så den emsige (og småsure) dame, som forsøgte at flytte Gert E’s taske fra den stol, han havde reserveret. Den gik ikke … bordet var ikke reserveret, og vi endte med denne heldige placering lige i orkanens øje.

Miraval Blanc
Ib Bergkjær startede med at byde velkommen … selvfølgelig med en speciel velkomst til Matthieu Perrin. Derudover takkede han Ving – ejeren af Fusion – for at hjælpe med arrangementet til en fornuftig pris. Jo jo … vi var jo kommet til Nordjylland. Til dén pris mente Ib, at appetizerne måtte være meget små … og de var de også. Men det er appetizers vel egentlig altid.

Ellers gav han ordet til Matthieu Perrin, som startede med at fortælle lidt om familien Perrin, Château Beaucastel og selvfølgelig også om deres samarbejde med Angelina Jolie og Brad Pitt om vinene fra Miraval. Derudover præsenterede Matthieu også hver vin, som i løbet af aftenen blev serveret. Jeg vil ikke her gengive noget af det, som Matthieu fortalte eller fortælle en masse om vinhusene, deres historie eller om vinene. Det vil jeg gøre i de kommende indlæg om vinene.

Der var allerede lagt en lille folder ved hver plads, hvor vi kunne se, hvilke vine vi skulle igennem. Udover at smage på et par vine fra Miraval, så skulle vi smage et par stykker fra Le Crus serien hos Famille Perrin og selvfølgelig slutte med nogle af vinene fra Château Beaucastel. Samlet skulle vi igennem 7 vine … ganske passende. Her er lige listen over vinene:

Links følger i løbet af kommende uge med beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Menukort

Madmæssigt blev det også rigtigt godt. Ving havde valgt et par retter fra maj måneds menukort, nemlig

  • Appetizer; Saltet ørred med mango
  • Forret; Tataki tun med grøn karry sorbet, miso & ponzu
  • Hovedret; Duroc svinebryst & grisehaler med røget smør og 7 spice

Saltet ørred med mango

Saltet ørred med mango
Fin lille start … og ja, meget lille. Saltet ørred med gul tomat og mango. Så var vi da i gang.

Tataki tun med grøn karry sorbet, miso & ponzu

Tataki tun
Denne forret var simpelthen himmelsk. Rå tun med grøn karrysorbet, en rulle med teriyaki creme. Fisken var blød, kold … helt fantastisk. Miso og Ponzu lyder som en japansk pop-duo, men Miso er en slags koreansk kornpulver, som er fremstillet af en kombination af 7-10 forskellige kerner korn, mens Ponzu er en citronbaseret mørk sauce, som anvendes i det japanske køkken. Hvordan de indgik ved jeg ikke, men godt smagte det.

Duroc svinebryst & grisehaler med røget smør og 7 spice

Duroc svinebryst
Enkelt, men flot ret. Svinebryst, godt ristet/grillet på begge sider … god med smag.

Matthieu Perrin ... 5. generation på Beaucastel
Vi fik også en snak med Matthieu Perrin og nogle af de andre ved bordet. Sammenlagt en rigtig stille og hyggelig aften. Vinmæssigt var højdepunkterne selvfølgelig de to Châteauneuf-du-Pape vine, men også vinen Vinsobres Les Cornuds var rigtig god … specielt i forhold til prisen. Ib Bergkjær tilbød 20% rabat, og det satte også gang i bestillingerne.

Matthieu Perrin

Godt selskab ved bordet

Haspa Marathon Hamburg und zweimal Weinbar – igen

For tredje år i træk – dreimal – har jeres kære og flittige vinblogger været rundt i hansestaden Hamburg, både på løbeben på kongedistancen ved året Haspa Hamburg Marathon og derudover selvfølgelig med obligatoriske besøg på vinbarer. I jeres tjeneste naturligvis. Hvad gør man ikke for trofaste læsere.

31. Haspa Hamburg Marathon 2016

For hvis det ikke var for at få et påskud til at besøge vinbarer og drikke tysk vin, hvorfor skulle man så ellers kæmpe sig igennem 42 lange kilometer sammen med omkring 20.000 storsvedende mennesker – primært tyskere, masser af danskere samt en lille gruppe små afrikanere – som altid ligger forrest og jeg aldrig ser skosålerne af?

Men det er åbenbart på, én eller anden – sygelig – facon, nærmest vanedannende og denne 31. udgave af Haspa Hamburg Marathon er således også min tredje maraton i træk, siden jeg startede med at løbe for knap 4 år siden, Ja, men kan vel nærmest kalde det en tradition, selvom man hvert år over målstregen lover sig selv, at dette gør jeg sgu aldrig igen. I hvert fald en lille tradition. Og i den kategori er besøg på vinbarer efter løbet også blevet en lille tradition.

I år var anderledes ved, at jeg havde et kæmpe crew af egne cheerleadere med, nemlig i form hele der ganzen familien, lige fra meine schönen frau, børn, svigerbarn og børnebørn … 10 mand m/k høj med yngstemand på 3 år i spidsen til at heppe på morfar. Et skønt, kønt og engageret heppekor af 1. grad. De havde også i starten af året – kærligt – presset mig til at tilmelde mig dette maraton. Og i et svagt øjeblik havde jeg – som årene før – overvurderet egne evner og tilmeldt mig … og så fanger bordet pludseligt.

Jeg havde gennemført det sædvanlige træningsprogram op til maratonet, bl.a. med halvmaraton 7 weekender i streg, men havde ikke haft de obligatoriske længere distancer og følte ikke formen så god som sidste år. Og det slog også igennem på tiden, som blev omkring 10 minutter ringere end sidste år … måske også hjulpet af, at hele jeg og hele familien vandrede Hamburg City tyndt om lørdagen. Måske 23.130 skridt dagen før en maraton var en smule for ambitiøs for mine små ben?

Men jeg nød mit tredje maraton og kom igennem … eller nød det nu så meget som muligt, når ens ben de sidste kilometer skriger STOP og kroppen nærmest skriger af smerte og udpinelse. Det er en helt fantastisk oplevelse at løbe sammen med så mange løbere. Specielt starten er fantastisk … og selvfølgelig at løbe over målstregen med hænderne knyttet, mens man næsten skriger; Jeg gjorde det sgu.

Nå, men nok snak om løb. Mellem mine 95.042 skridt i løbet af den forlængede weekend i Hamburg fik jeg besøgt 2 vinbarer, men nåede desværre ikke så mange vine, som tidligere år. Kun to vine. Sørgeligt. Beklager … det skal jeg selvfølgelig nok gøre bedre en anden gang, hvis der bliver en sådan.

Første vinbar blev Der Bocksbeutel in den Colonnaden, hvilket – som navnet antyder – er en lille vinbar/vinothek/weinstube, som udelukkende serverer og sælger vine fra Franken området og jo også er opkaldt efter den lille buttede flaske fra området. Stedet er ganske lille og intimt, så det kan være svært at finde en siddeplads, men der er sgu meget hyggeligt.

Der Bocksbeutel
Den lille vinbar Der Bocksbeutel syner ikke af meget udefra … udover god stemning.

God service inde på Der Bocksbeutel
Der er ikke megen plads, men servicen er helt i orden.

Colonnaden er en skøn gågade med små, sjove butikker, spisesteder og god stemning. Betjeningen i vinbaren er i top, og alle vinene kan købes pr. glas, flaske eller mitzunemen. Vi nøjedes med et glas Spätburgunder … ja, hvad ellers? Og det var med god vejledning fra den søde pige bag baren. Det var vinen:

Jeg har selvfølgelig linket til både beskrivelse og anmeldelse af vinen, men umiddelbart en rigtig Franken Spätburgunder med lidt kant, parfume og kraftig elegance.

Om aftenen var ungerne flade, så jeg hev fruen hen på NEUMANNs | Bistro & Weinbar, som jeg også har besøgt de to foregående gange, hvor jeg havde løbet maraton i Hamburg. Det er en moderne og super vinbar, som jeg er helt pjattet med. Selvom vi ikke var specielt sulte, så valgte vin en omgang Auswahl für zwei Personen.

Neumanns - ren hyggestemning udefra
Hyggeligt ser det ud … og Neumanns får klart bedste anbefaling herfra … også selvom de ikke har Spätburgunder på vinkortet.

Det er en tallerken/fad med husets bedste skinker og salamier, silketyndt skåret på en “state-of-the-art” pålægsmaskine. Hertil fik vi godt, hjemmebagt brød, diverse oste, oliven, kapersbær, cornichoner, figen- og orangesennep. Weltklasse … virkelig godt. Perfekt til vin, men vi nøjedes med at dele én flaske, nemlig lidt Weißburgunder i form af denne vin:

Jeg har tidligere smagt Spätburgunder fra Laible, og det er en rigtig god producent, så denne Weißer Burgunder var et fremragende valg og lige, hvad vi trængte til. Saftig bandit, herligt læskende med en vis sødme og lidt bitterhed til sidst.

Neumanns
Neumanns Bistro & Weinbar.

Charcutteri og ost
Hustruen min foran et fad med charcutteri, ost og andre gode sager.

Skinkerne skæres silketyndt
Vi sad lige ved siden af baren, hvor charcutteri, oste og de andre gode sager gøres klar til os.

God vin - her fra Alexander Laible
Her nydes Weißer Burgunder fra Weingut Alexander Laible.

Mere stemning på Neumanns
Sidste stemningsbillede fra Neumanns.

Derefter var der sgu ingen energi tilbage i det gamle Duracell brunstensbatteri, så da vi havde kæmpet os igennem charcutteri, oste og havde tømt flasken, så vi luskede hjem til vore knægte på hotellet. Totalt game over fra jeres flittige vinblogger, som på sådan en herlig søndag nåede 42 kilometer og zweimal weinbar. Men det var vel heller ikke helt ringe? Jeg var i hvert fald træt og zufrieden.

Som sidst slutter jeg selvfølgelig med et par fotos fra en herlig weekend:

Forårsstemning i Planten und Blumenpark
Foråret starter bare lidt tidligere i Hamburg.

The Best Crew Ever
The Best Crew Ever … søde, skøre og kære mennesker.

Medaljen 2016
Årets bevis på gennemførsel af Haspa Marathon Hamburg.

SuperBrugsens vinsmagning i Blichers Mindestue

Jyden han er stærk aa sej … skrev den gode digter, præst og forfatter Steen Steensen Blicher på et tidspunkt. Og det var netop en flok seje jyder, som en onsdag aften samlede sig i Blichers Mindestue i Malvinas Hus … et gammelt stråtækt bindingsværkshus opkaldt efter Blichers elskede datter.

Det var imidlertid ikke for at høre citering af højpoetiske digte af den gamle Blicher, som havde været præst ved kirken bag Malvinas Hus og boet i Spentrup Præstegård fra 1825 til sin død i 1848. Næ nej … årsagen var såmænd langt mere jordnær og festlig, nemlig en vinsmagning arrangeret af den lokale SuperBrugsen.

Godt lokalt initiativ, som jeg selvfølgelig gerne ville støtte, og selvom min erfaring med supermarkedsvine er ret blandet, så sprang jeg på arrangementet uden mindste betænkning, godt bakket op af to af gutterne fra byggesjakket. En dynamisk trio med et vist forbehold overfor supermarkedsvine.

Vinsnob kan du måske mene, når jeg lufter en vis skepsis overfor supermarkedsvine og det kan der være noget om, men det er altså helt selvvalgt. Man kan ikke beskæftige sig med vin uden automatisk at træde et par trin op af stigen for vinsnobber … bevidst eller ubevist. Man finder ud af, hvad man ka’ li’ … og hvad man ikke kan li’. Og at pris og kvalitet følges ad … i hvert fald i et vist omfang.

Sådan er det vel for alle hobbies. Om man beskæftiger sig med urtehaver, frimærker, hamstere eller vin. Den negative side af medaljen er selvfølgelig, at de billige supermarkedsvine bare ikke smager særligt godt, og at man reelt ikke får megen vin for pengene. Og der er slet ikke megen fortjeneste hos producenter, som derfor også ofte er kæmpestore industrielle foretagender, som alene producerer vinen billigst muligt.

Men med et marked i Danmark, hvor 83% af vinsalget sker gennem supermarkedskæderne, så kunne det også være fedt, hvis der også kunne fås vine fra mindre, sjove og spændende vinbønder … og ikke blot konsumvine af værste skuffe. Derfor var det selvfølgelig også ganske relevant for Danmarks flittigste vinblogger at springe på sådan et arrangement.

Og til ros til den lokale brugsuddeler, som havde gjort et godt stykke arbejde med smagningen … både udvælgelse, forberedelsen og havde sat sig ind i de forskellige vine. Det var et fint lille arrangement, som udover et udvalg af vinene fra SuperBrugsen også bød på lidt ostebord.

Smageprogrammet så sådan her ud:

Jeg skal selvfølgelig nok linke til beskrivelser og anmeldelser af vinene i den kommende uge. Men jeg må desværre også allerede nu indrømme, at nogle af fordommene omkring supermarkedsvinene er velbegrundet. Alle vinene kommer fra store, internationale industrielle vingiganter … og det præger også vinene.

De bedste af vinene var klart de to chilenske … og Recioto’en også anstændig, men de øvrige skuffede i den grad.

Måske prøver de også at foregive mere end indholdet. Hvorfor kalder man en vin billig vin for Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore eller endda Charles Renoir Chablis. Der findes ikke et vinhus, som hedder Charles Renoir … men det vil de fleste købere formentlig tro. Men det lyder jo også mere fint end Béjot Wines.

Hvor ville det være befriende, hvis man kaldte tingene ved deres rette navn … æg fra burhøns er netop æg fra burhøns. Jeg nægter at sige, at jeg er en vinsnob, og jeg drikker også alt slags vin. Men jeg nyder ikke alle vine lige meget. Denne aften nød jeg selskabet, et godt arrangement og at smage vine fra hylderne i supermarkedet … på ondt og godt.

Hyggestemning i Malvinas Hus

Besøg på Slinger Bistro … og opvarmning på S’vinbar

Freitag gibst es natürlich Spätburgunder, og dermed var denne fredag jo helt normalt. Og så alligevel ikke, for aftenen var henlagt til smilets by Århus, hvor jeg og die frau sammen med gode mennesker i form af Paul og Tina skulle besøge Slinger Bistro. Vi havde dog aftalt at mødes på S’vinbar, og netop kort tid forinden havde Sabina – indehaveren af den herlige vinbar – lagt opslag på Facebook, at det jo var blevet fredag og at de stod klar med masser af dejlig vino og højt humør!

Svinbar er fredagsklar

Bingo. Det passede lige ind i vores planer. Vi havde brug for god vino og godt humør, så vi startede aftenen på S’vinbar og fandt – ganske heldigt – fire ledige pladser. Vi valgte i alt 2 flasker, selvfølgelig først lidt Spätburgunder … her fra et vinhus i Rheingau … Weingut Krone Assmannshausen og så en voldsom spændende sag, en biodynamisk fætter Arbois Rouge DD fra Bénédicte et Stéphane Tissot i Jura, lavet på et blend af druerne Trousseau, Poulsard og Pinot Noir.

Som altid på S’vinbar var der fantastisk stemning, alt optaget … men altid plads til én mere, super service, søde smil, godt humør og nogle fabelagtige vine. Jeg bliver sgu hver gang ganske overrasket over det udvalg af vine, som Sabina og co. kan præsentere. Har du ikke været på S’vinbar, så kom for fanden af sted i en fart!

Derefter gik turen videre til aftenen hoveddestination, Slinger Bistro … som overraskede totalt positivt. Den franskinspirerede bistro ligger i Skolegade, der hvor Hereford Beefstouw tidligere lå. Hyggeligt lille lokale, hvor der fra alle pladser er kig til kokkene, som huserer i køkkenet i midten af bistroen.

Vi blev vel modtaget af én af de unge tjenere, men havde ellers resten af aftenen restaurantchefen og ejeren Ann Karina – også kaldet A.K. – som vores fantastiske tjener. Hun sørgede for, at vi fik en ganske uforglemmelig aften. Smilende, god service og en menu, som bød på fremragende mad godt krydret med små overraskelser. Ingen slinger der.

Straks vi havde sat os, så kom der en lille velkomstoverraskelse på en – i tidens ånd – skiferplade med en krisp, friteret kartoffelmelsplade – mener jeg A.K. forklarede – med drys og lidt mayo, et sprødstegt kyllingeskind med grøn mayo og lidt fiskeæg? Sorry … fik vist ikke hørt helt godt efter, men godt smagte det imidlertid.

Den gjaldt også den tredje af de små hapsere … en lille friteret bolle lavet med andekød. Klasse. Til de små hapsere sprang vi på et glas champagne fra Louis Roederer. Sådan!

Samlet blev menuen for aftenen:

  • Velkomst; Sprødt kyllingeskind, kartoffelmelsplade og friteret andekødskugle
  • Starter; Hummerbisque
  • Forret; Stegte kammuslinger Maximus med brunet kærnemælk & fedtegrever
  • Hovedret; Rørt oksetatar med revet trøffel
  • Dessert; Oste fra Danmark med hjemmebag & kompot
  • Til kaffen; lidt is med krymmel samt et par forskellige søde trøfler

Lad os kigge nærmere på retterne:

Sprødt kyllingeskind, kartoffelmelsplade og friteret andekødskugle

Velkomstsnacks
Velkomstsnacks af bedste skuffe … 3 forskellige spændende hapsere. Den første var en slags friteret kartoffelmelsflade … krisp, velsmagende med drys og drys og tilhørende mayo af en slags. Den næste var et sprødstegt kyllingeskind med grøn mayo og lidt fiskeæg, mens den sidste var en lille friteret bolle lavet med andekød. Virkelig lækker … og på den vinøse side suppleret fint af lidt champagne fra Louis Roederer, en sprød Brut Premier Non Vintage.

Hummerbisque

Hummerbisque
Vi valgte alle 3 retter, og straks vi havde bestilt … så kom der lidt et lille forspil … en lille starter, nemlig en koncentreret hummerbisque med lidt fiskerogn af en slags. Kraft, koncentration, lækkert.

Stegte kammuslinger Maximus med brunet kærnemælk & fedtegrever

Stegt kammusling med brunet kærnemælk og fedtegrever
Som forret havde jeg valgt stegte kammuslinger med brunet kærnemælk & fedtegrever … og sikke en forret. Det er nok den bedste forret, som jeg har fået i ualmindelige tider. Perfekt serveret i en stor muslingeskal og med små kugler af glaskål … både glaserede samt syltede glaskål. For mig en flot balance mellem de sprøde, knasende glaskål, de bløde stykker kammusling og lidt fedme fra fedtegreverne. Mums i 5. potens.

Rørt tatar med revet trøffel

Rørt tatar med revet trøffel
Min hovedret var lidt rørt oksetatar, som blev serveret i et hult kødben … so to speak. Kan ikke huske, hvad der ellers var blandet i retten udover der er drysset med lidt revet trøffel, mens jeg lod de smækre tallerkensmækker ligge og passe sig selv. Vinen fik jeg lov af vælge, og da Paul var til Rhône vine, så valgte jeg en 2007 Cornas Les Grande Terasses fra Domaine Paul Jaboulet Aîné … fuldmoden, rund og fyldig Cornas, som ikke viste muskler, men blødhed og imødekommenhed.

Oste fra Danmark med hjemmebag & kompot

Oste fra Danmark
Gode danske Arla Unika oste … 3 af slagsen, men jeg fik ikke skrevet navnet på dem. Der var også diverse tilbehør samt godt hjemmebagt brød af forskellig slags … ét af dem bl.a. så mørk som en chokoladekage. Det var også lidt friteret myseost … mener jeg, at A.K. fortalte. Samlet en meget flot ostetallerken, som jeg helt sikkert skal prøve igen. Jeg fik en herlig, sød og sirupslækker sherry til ostene.

Cafe latte … med lidt hjemmelavet is, trøfler m.v.

Is
Vi sluttede med en kop kaffe … og selvfølgelig fulgte der ekstra overraskelse med, lidt hjemmelavet is med noget chokoladedrys? Der var også lidt søde sager i form af to forskellige slags trøfler, men vi var efterhånden godt mætte.

Vinene på Slinger Bistro var

Samlet indtryk af Slinger Bistro er et kæmpe Thumbs Up. Havde samme dag været på Mash, som jeg var aldeles skuffet over. På Mash fik jeg en tallerken med en bøf … 325 kr. og så en lille Caesar Salad 48 kr. Bøffen var okay … men så heller ikke mere. På Slinger var priserne fornuftige, betjeningen glad og imødekommende, maden spændende og fyldt med overraskelser. Kan varmt anbefales.

Derfor et stort tak til de gode folk på Slinger, A.K. i særdeleshed … selvfølgelig Sabina med følge på S’vinbar og ikke mindst Paul og Tina for en stor aften.

Herreaften med Pingus i pap, pakke på Pondus og syrlig, super, skarp S’vinbar

De sidste dages stilhed her på bloggen betyder ikke, at jeres flittige blogger har ligget på den lade side. Og dog. I går lørdag lå jeg netop på den lade side – totalt tungt hoved – efter en festlig fredag i Århus med buddy’erne Per og Gert, hvor destinationen mainly var Restaurant Pondus … en fødselsdag-/oplevelsesgave, som nu skulle indløses.

Og oplevelsestur blev det … med næsten obligatorisk besøg på vinbar. Også planlagt hjemmefra. Grundige, som vi nu er.

Afgang til Århus med tog … og til turen havde jeg bidraget til festen ved at medbringe en flaske, som vi meget passende kunne dele i toget … sådan varme lidt op. Jeg havde valgt en flaske 2012 Flor de Pingus, som netop passer til papkrus, DSB, bumletog og fredagstrafik. Helligbrøde vil nogle sikkert sige, men dér stoler jeg mere på den kvindelige, uniformsbeklædte DSB-konduktør, som blot myndigt konstaterede; “I hygger jer nok” … og det var nemlig spot on.

Og man skal lytte til autoriteter!

Første stop i Århus blev S’vinbar … byens bedste vinbar, som suverænt styres af Sabina inkl. staff. Vi efterspurgte lidt vin med kant, og blev herligt udfordret med lidt Lagrein fra Franz Gojer i Alto Aldige i Italien samt lidt Pinot Noir fra Peggy & Jean Pascal Buronfosse i Jura … fremragende valg og 7 Thumbs Up til Sabina. Vi valgte også en flaske Blaufränkisch fra Weingut Jalits i Østrig og fik således indledt aftenen helt formidabelt.

S’vinbar var fyldt til bristepunktet … duggede rudder, glade smil, unge mennesker, ældre mennesker, højtrøstede stemmer, vin overalt, hygge, snak, venskaber, totalt virvar … og med Karina og Sabina springende rundt i mængden for at sørge for, at alle fik smagt lige præcis dét, som de kunne tænke sig. Kan man andet end elske sådan et sted?

Karina og Sabina på Svinbar

Der var ingen pladser ledige, da vi ankom … men hvad gør det? Så stod vi bare og stonede. Vinen var jo fantastisk, så betyder sådanne detaljer jo nada. Det det begyndte at lakke mod spisetid, så tyndede det lidt ud i flokken af vintørstige mennesker. Dermed kunne vi få en plads, sætte os for en stund og hvile de gamle stolper. Vi skulle jo også snart videre som alle de andre …. spisetid.

Travlhed på Svinbar

Pondus blev indtaget lige før aftalt tid 19.00 og vi fik anvist bord. Pondus er en lille bistro/gourmetrestaurant, som ligger på Aboulevarden i Århus, og samtidig med et flot vinkort med masser af økologiske vine eller naturewine. Meget lille, rå og rustik restaurant med blottede murstensvægge og en stor menutavle. Restauranten drives af René Mammen, som også var vores vært denne aften, og det blev sgu klaret til UG med kryds og alt det der.

Vi sprang velvillige på Pondus-pakken, som består af bobler, snacks, 3 retter, 3 vine samt lidt kaffe og sødt. Der er intet menukort – udover den store menutavle i restauranten, men vores menu (og bær over med mig, hvis den ikke er 100% korrekt) bestod af lidt friteret kål, en forret med saltede kammuslinger i græskarsuppe samt en hovedret med gris sammen med en bagt pastinak og gulerodssauce? Dessert var en særdeles vellykket kombi af jordskokker og kaffe med creme og chokoladedrys … hmmmm. Derefter lidt kaffe og hjemmebagt kage.

Lad os endelig lige bringe et par fotos af de dejlige retter. Jeg har ingen foto af de fritterede grønkål … som måske også var mere sjov end en speciel gastronomisk oplevelse. Imidlertid flot start på den vinøse side med en Crémant d´Alsace Brut fra Anna et André Durrmann … lækker vin, som havde en fin balance mellem syre og sødme samt en portion næsten oxyderede pærer. Herligt.

Muslinger – græskar

Saltede kammuslinger i græskarsuppe
Sikke en vidunderlig ret … saltede kammuslinger i lidt græskarsuppe. Virkelig klasse, og hvor smager kammuslinger bare godt. På den vinmæssige front blev retten akkompagneret af en Chardonnay fra Domaine de l’Ocre Rouge i Le Grès ved Sainte-Anastasie nord for Nimes. Et lille vinbrug, som drives af Aymeric og Marceline Beaufort. Fint valg.

Gris – pastinak

Okse med gulerod og pastinak
Hovedretten var gris med grillet pastinak, lidt bacon … og resten har jeg glemt. Der var vist også lidt gulerod i retten. Pastinakken giver godt med sødme og passer vildt godt sammen med bacon og syre fra vinen. Og vinen var en Rasteau fra Ortas Cave de Rasteau, måske aftenen svageste vin, men den passede fint til retten, så alle var glade.

Jordskokker – kaffe

Kaffe og jordskok
Jordskokker i dessert? Jo, den var god nok. Desserten stod af kaffe, jordskokker og creme … med chokoladedrys henover. Respekt. Hertil nød vi vinen Fleur d’Erables … en Chenin Blanc baseret vin fra Domaine des Sablonnettes, et lille økologisk og biodynamisk vinbrug i Rablay i Loire og ejet af Christine og Joël Ménard.

Kaffe – sødt

Kage
Vi sluttede med lidt kaffe og kage … åbenbart en god kage ud fra billedet, hvor Per og Gert allerede har snubbet deres.

Men absolut Thumbs Up til René og Pondus. Der kommer jeg gerne igen.

Inden hjemturen skulle vi da lige et smut forbi Løve’s Bog- og VinCafé – den dejlige, uformelle boheme vinbar med lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger. Ikke at vi trængte til mere vin … endsige havde godt af mere vin, men på netop et sådant tidspunkt skal man ikke lytte efter sund fornuft. Det gjorde vi heller ikke.

På Løve’s Bog- og VinCafé drak vi lidt Crozes-Hermitage fra Domaine Philippe & Vincent Jaboulet inden vi satte kursen mod banegården og det sidste tog hjem. Jeg fik dog provianteret med en flaske Spätburgunder til turen hjem … what the heck, det var jo fredag, og vi havde slet ikke – trods en del vine – nydt et enkelt glas af den herlige drik. Så det fik jeg roddet bod på.

DSB butikken var behjælpelige med et par engangskrus … og så kunne turen slutte … næsten på samme måde, som den var startet. Med god vin i papkrus … sammen med DSB. Jo, vi hygge os.

Her er det samlede felt af vine, som vi smagte i løbet af aftenen:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til beskrivelserne og anmeldelserne af vinene. Derudover skal I selvfølgelig ikke snydes for lidt fotos fra en uforglemmelig aften med stort tak til Per og Gert.

Pingus i IC3
B1 og B2 nyder Flor de Pingus

Svinbar i Århus
S’vinbar i Århus

Per og Gert på Svinbar
Per og Gert fanget i et muntert øjeblik på S’vinbar … kæft hvor vi hygger drenge!

Hyggelig stemning på Pondus
Hyggelig stemning på Restaurant Pondus

Skål
Skål

Fred
Fred

Per har fået mobiltelefon
Hvad sker der lige for den mand?