Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Big Circle Syrah, Californien, USA

2016 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Big Circle Syrah, Californien, USAHartley-Ostini Hitching Post Winery blev kendt efter filmen Sideways om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post. Jeg har før smagt vine derfra, men Jan havde taget deres 2016 Big Circle  Syrah med.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen af Big Circle Syrah, men Syrah druerne stammer fra de 3 forskellige områder Purisima Mountain Vineyard, Santa Ynez Valley og Cottonwood Canyon vineyards.

Det er dermed fra både varme og relativt kølige marker og druerne fra hvert af disse omræder vinificeres separat og først efter lagring på gamle franske fade, så sammenstikkes den endelige vin.

Duftmæssigt er vinensådan lidt både noget amerikansk med fedme og sødme og så noget europæisk med kølig og ren frugt … brombær, solbær, kirsebær og blommer, god dybde, der er våde egefade, kanel, kaffe, sød lakrids, peber, brugt gazebind, umamiagtige noter, nøddekompot, nøddeskaller og sødristede elementer.

Uha … vild saftig, frisk mørk og meget koncentreret frugt, men samtidig er vinen blød og har godt med kraft. Så sætter det europæiske ind med en kølig og frisk syre, lemon, citroner, ribs og granatæbler samt let brændende peber. 94 point.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2022 Disko Wines, Gamay Noir, Californien, USA

2022 Disko Wines, Gamay Noir, Californien, USAMit første bidrag til vinene denne vinaften var lidt funky … eller skulle måske hellere sige lidt diskofil, for vinen kommer fra vinhuset Disko Wines og var en lys 2022 Gamay Noir.

Disko Wines ligger i Santa Barbara County lige nord for Los Angeles og drives af den unge og vilde Sean Hogan.

Det er et en-mands projekt, som Sean Hogan startede i 2020 og han er selv opvokset i området og har lært at lave vin af sin berømte onkel Mike Roth fra Lo-Fi Wines. Efter en række år med ham og en afstikker til New Zealand, så kom Sean hjem til Santa Barbara hvor bølgen med naturlige umanipulerede vine huserer.

Det er også lige præcis sådan Sean laver sine vine … han ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra økologisk dyrkede vinmarker i Santa Barbara County og laver letdrikkelige vine med lav alkohol og produceret med så lidt indgriben som muligt.

Her smager vi Seans 2022 Gamay Noir, der er lavet efter hans forkærlighed for Beaujolais og helt efter klassisk fransk forbillede med maceration carbonic. Der bruges en speciel USA klon af Gamay frad en 2 acres gamle mark Ooak Savanna Vineyard.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på brugte, neutrale franske egefade og dette er første årgang af vinen, som der kun er lavet 65 kasser af.

I næsen er det en lille bio-fætter med masser af blomster, blomsterpollen, tulipaner, et bundt blyanter, utrolig bondsk og landlig, har en frugt, der mest er grønne rabarber og så ellers godt med kirsebær.

Smagen er syrlig … faktisk uhyrlig syrlig med grønne rabarber, vilde citroner, lemon og grape … alle opfører sig ætsende syrlige og man kan ikke undgå at lave kyssemund. Der var en der sagde, at selv en død ville vågne op af denne vin … frisk, dødsvækkende syrlig, så sammenlagt bliver det til 91 point.

Købt hos American Wine, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Alice & Roland Tauss, Roter Traminer H Orange, Steiermark, Østrig

2017 Weingut Alice & Roland Tauss, Roter Traminer H Orange, Steiermark, ØstrigTil forretten med noget varmrøget laks og salat ovenpå ristet rugbrød serverede Gert E en hip og moderne orangevin på en ret sjælden druesort og det var denne 2017 Roter Traminer H Orange fra det biodynamiske vinhus Weingut Alice & Roland Tauss.

Weingut Alice & Roland Tauss ligger lidt ude på landet syd for byen Leutschach i den sydligste del af Steiermark vinregionen i Østrig og drives -som navnet siger – af Alice og Roland Tauss.

De driver en biodynamisk vingård og har arbejdet biodynamisk længe før der gik mode i det, og de er medlem af berømte østrigske naturvins gruppe Schmecke das Leben.

Der Biologisch-dynamisches Weingut Alice & Roland Tauss er også en af Østrigs dygtigste producenter af orangevin og parret har flere årtiers erfaring med genren. Men generelt laver vinhuset klassiske, autentiske og meget udtryksfulde naturvine, som udtrykker drue og terroir præcist. Vinene er naturligvis spontangæret, flasket uden filtrering, klaring eller tilsætning af svovl.

Roland Tauss overtog familiens vingård i 1991, men drev den i første omgang videre som et konventionelt landbrug, men en utilfredshed med vinene kombineret med en vis rastløshed gjorde, at han ville noget andet og Roland fandt svaret i biodynamisk drift.

Så i 2005 tog han beslutning om at omlægge hele produktionen til biodynamisk drift med en klar filosofi om at opfatte naturen som en levende, autentisk essens med respekt for mineral-, plante-, dyre- og vandverdenen.

Så siden 2010 har deres i alt 5,8 hektar vinmarker ud af den i alt 14,5 hektar store ejendom nu været Demeter certificeret som økologisk og biodynamisk praksis.

Huset vinmarker er beliggende i Schlossberg nær Leutschach og markerne ligger med orientering mod syd og sydvest i cirka 390 – 450 meters højde. Deres bedste mark er Hohenegg, der er opkaldt efter en kapel, der ligger lige over vinmarkerne.

Alle vine fra Hohenegg har et H på etiketten og det gælder også denne Roter Traminer H Orange, der – som skrevet indledningsvis – er lavet på den ukendte Roter Traminer sort, som jeg faktisk – så vidt jeg huske – heller ikke er stødt på tidligere.

Roter Traminer – der også er kendt som Savagnin Rosé – er en rød eller måske mere præcist lyserød druesort, der er relativt sjælden og overvejende dyrkes i Tyskland og Østrig, men druen findes også i Alsace, det nordøstlige Frankrig og Centraleuropa, bl.a. kan den findes i Kroatien og Ukraine.

Roter Traminer er et af flere medlemmer af Traminer-familien og er derfor en nær slægtning til Gewurztraminer og Savagnin. Den findes ofte sammenplantet med Gewurztraminer og de to sorter kan være svære at skelne fra hinanden på grund af deres botaniske ligheder.

Druesorterne i Traminer-familien er ældgamle og har muteret mange gange gennem århundreder og skabt mange kloner, hvoraf Roter Traminer er en.

Trods navnet kan sortens bær være alt fra lyserøde til rødbrune. Når der laves hvidvine på Roter Traminer har disse typisk et svagt lyserødt skær over sig, ligesom dem der er lavet af andre lyserøde varianter, såsom Pinot Gris.

Selvom Roter Traminer ligner Gewurztraminer i vinmarkerne, så er dens aromatiske profil tættere på Savagnin Blanc.

Denne Roter Traminer H Orange er spontangæret med 4-5 ugers skindkontakt og efterfølgende lagret på brugte fade i 18 måneder og allerede i glasset ligner den mest en doven øl.

Duftmæssigt er der sødme, er lidt nøddeagtig og moden med mjød, karamel, candyfloss, honning, frugt af abrikos, tørret abrikos, skal fra appelsin samt skal fra grapefrugt og så man man også fornemme, at der er godt med fad, der er med til at give denne lidt olierede fornemmelse.

I munden virker vinen faktisk en smule stærk … der kommer simpelthen et lille alkoholspark, selvom vinen jo egentlig kun er på 13% i oktanstyrke. Det er måske fordi, der også er lidt peber, men ellers er det frugt med æblemost, syrlig og bitre nedfaldsæbler samt tørret abrikos, tørrede krydderier … særegen og absolut sin egen, men samlet 91 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt koster 375 kr., mens prisen på tilbud pt. er 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Audrey Brocard, Meunier des Trois Côteaux Extra Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Audrey Brocard, Meunier des Trois Côteaux Extra Brut, Champagne, FrankrigVores vinaften startede med bobler, for Gert E serverede denne Meunier des Trois Côteaux Extra Brut fra den lille mikroproducent Audrey Brocard … en rigtig Grower Champagne, som man også kalder det.

Audrey Brocard er nemlig en ganske lille producent, der blot laver sølle 2.500 flasker om året fordelt på 3 forskellige champagner. Hun holder til i den lille landsby Trelou-Sur-Marne, som ligger ude vest for Reims, i det mere barske og knapt så friserede Valle de Marne.

Audrey dyrker sine marker økologisk og med brug af en del biodynamiske processer. I kælderen er der også et naturligt fokus med spontangæring og så minimal intervention som muligt. Hun fokuserer meget på champagnernes vinøse aspekt og arbejder en del med fadgæring, høj andel af reservevin, ingen malolaktisk gæring og minimal dosage.

Denne Meunier des Trois Côteaux Extra Brut  er – som navnet også indikerer – lavet alene på Pinot Meunier, hvor basen af champagnen stammer fra årgang 2018 … men tilsat 30% reservevin fra tidligere årgange efter solera-metoden.

Vinen har ligget med andengæring på flaske frem til degorgering, som er sket i april 2024 med en dosage på 0,8 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det tavlesvamp og skoletavle fyldt med kridt, pæremost, stikkelsbær, modne æbler, noget gær og vanilje, let sødme samt lidt blomsterbutik. Vinen har egentlig en meget delikat og lækker aroma.

Smagen er også domineret af æbler … sure grønne æbler i form af pigeon- og cideræbler, syrlig æblemost, lemon med en let bitterhed, citronsaft og i det hele taget godt med syre. Det giver en meget frisk, livlig og kølig smag, så dermed 94 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 440 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Huber, Inzersdorf Rothenbart Riesling, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Inzersdorf Rothenbart Riesling, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte en Riesling fra den unge Markus Huber på Weingut Huber i Reichersdorf i Traisental var det en 2023 Getzersdorfer Engelsberg Riesling, men nu smager jeg fra samme årgang hans Inzersdorf Rothenbart Riesling.

Her kommer Riesling druerne fra en enkeltmark … den Erste Lage klassificerede mark Rothenberg, der ligger på terrasser i 380 meters højde ved Inzersdorf i Traisental. Efter høsten er drueklaserne presset hele uden afstilkning og der anvendes kun mosten fra et blidt pres. Derefter er vinen så gæret på ståltanke med temperaturstyring og efter endt fermentering er vinen også blot lagret i tankene sur lie i 8 måneder.

Som Hubers Getzersdorfer Engelsberg Riesling, så er har vinen en småeksotisk frugt af både fersken, pærer, æbler, mango, ananas og mandariner samt grillet lemon. Den er ikke så mineralsk eller stenet og der er heller ingen petroleum eller andre tertiære noter … bare blødere og har lidt krydderurter af timian og store, blomstrede staudebede.

I munden er der mere kant …. men vi er fortsat i den bløde, småopulente og olierede afdeling. Den har en lidt saltet mineralitet og en sjov grape- og lemonagtig frugt, der virker lidt vokset. Den har også appelsinsaft og grønne pigeon- eller cideræbler. Derudover har den godt med blomster, masser af saftighed og en ret vedholdende syre … men for mig bliver de bitre og grønne elementer lidt for dominerende og utilpassede. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2023 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg er tosset med vine på Albariño fra Rías Baixas og denne Martín Códax Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2023’eren.

Vinen er på ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og er så ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssig er det en bred dame … blød, fyldig, sødkrydret vin med en frugt, der mest er eksotisk i form af meloner, fersken, stikkelbær, pærer og lemon, en jernet mineralitet, lavendel, blomster og nogle lidt søde krydderier.

I munden har vinen også en cremet vin, men virker alligevel på en eller anden måde mere spinkel eller endda vandet en 2022’eren og alligevel fortsat  syrlig og grøn med citroner, lemon og grillet grape. Det giver en let bitter og frisk vin med en smule brede hofter, men er ikke som 2022’eren så dyb, parfumeret eller  flamboyant. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen på tilbud er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Bodega Trenza, Selección del Hermanito, Castilla-La Mancha, Spanien

2023 Bodega Trenza, Selección del Hermanito, Castilla-La Mancha, SpanienRibera del Júcar appellationen ligger i det store vinområde Castilla-La Mancha og netop der finder vi danske Jonas Tofterup, der i 2019 blev Danmarks første og – mig bekendt – eneste Master of Wine … og i hans og broderens vinhus Bodega Trenza, har han lavet denne 2023 Selección del Hermanito.

Jeg har mødt Jonas Tofterup i 2023 til en MasterClass med temaet Rueda og jeg har også skrevet før om Bodega Trenza, som drives af brødrene David og Jonas Tofterup.

Brødrene laver deres vine med opkøbte druer og i dette tilfælde kommer druerne til Selección del Hermanito fra en mark nær en lille landsby i Ribera del Júcar. I årevis har Jonas været fascineret af det uopdagede potentiale i Ribera del Júcar, som jo er en relativt
ukendt region 130 km inde i landet fra Valencia.

Området ligger i næsten 900 meters højde og byder på et unikt klima, der er perfekt til vindyrkning. De kolde nætter forsinker modningsprocessen, hvilket giver druerne dybere smag og bevarer den friske syre, der giver vinene en levende og sprød karakter.

Selección del Hermanito er lavet på ren Tempranillo, men der ligger ikke mange oplysninger om selve produktionen … udover, at vinen er lagret på egefade efter endt fermentering.

Det er duftmæssig en mørk og krydret vin … virker ganske tør med cedertræ, egetræ, blæk og en frugt med blåbær, kirsebær, hindbær samt en smule grannåle, nelliker og kirsebærsten. Derefter kommer der så også en smule fennikel eller lakrids samt en let frugtsødme, som egentlig binder det hele godt sammen.

Det gælder også smagen, der er velafbalanceret og rund, hvormed intet stikker ud eller vender forkert. Frugten virker i smule en anelse lysere … blåbær, kirsebær, ribs og let bitter lemon. Frugten virker ren og frisk, har masser af liv, mens tanninerne er tørre, men medgørlige, mens eftersmagen har en smule bitterhed som fra sort te, men det er sammenlagt fint rundt, rustikt og indsmigrende. 91 point.

Sælges i uge 7 hos Rema 1000 og kan også købes hos Vinøen til 59 kr. mod en normalpris på 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken, Franken, TysklandTilbage i 2019 besøgte jeg vinhuset Weingut Artur Steinmann, der også kaldes Pastoriushaus Artur Steinmann. Fra det besøg havde jeg gemt lidt flasker og forleden trak jeg denne 2017 Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken ud af vinkøleskabet.

Du kan finde mere information om vinhuset og historien i mit indlæg Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus.

Denne 2017 Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken, hvor druerne alle kommer fra marken Sommerhausen Ölspiel. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering lagret en kort periode på egefade.

Duften er i den lette afdeling, der er lidt petroleum og linolie, men på en diskret facon, mens frugten er fersken, abrikos og citroner. Der er også et lille touch af nødder og noget, der kan minde om vaniljesødme.

Smagen er frisk … meget frisk og de 7 år er gået forbi uden, at vinen på nogle måder er blevet træt. Smagen er sådan lidt sødsyrlig, der er både citroner, lemon og grape, men i en slags kandiseret eller syltet udgave, der er friske grønne æbler, lidt Faxe Kondi … virkelig let, lys, saftig og læskende, så dermed 90 point.

Købt på vingården, hvor en flaske dengang kostede 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Aux Mages, Ætheria, Californien, USA

2023 Aux Mages, Ætheria, Californien, USAVi slutter, hvor det startede … nemlig med Aux Mages vinen Ætheria, som var den første vin Emil Skytte lavede hos naturvinsproducenten Ryan Roark på Roark Wine Company i Buelton og her smager jeg så nyeste årgang 2023.

Det er med andre ord en Aux Mages klassiker og den vin, der gjorde dem berømte og den eneste, de har lavet hver årgang. Den er jo lavet på ren Grenache fra en køligt beliggende vinmark i Santa Ynez Valley i Los Alamos omkring 3 timers kørsel nord for Los Angeles. Det er en kølig, vindblæst og helt ufremkommelig mark, der samtidig dyrkes økologisk.

Alt i produktionen foregår med håndkraft og på gammeldags vis, og således sker høsten selvfølgelig manuelt. Der er ingen smuthuller i kælderen og Ætheria er således blevet afstilket i hånden.

I vinifikationen trampes druerne med de bare fødder og presses på en gammel fransk hydraulisk presse. Der er så heller ikke anvendt pumpe under vinifikationen og gæring sker spontant med druernes naturlige gærceller, filtrering sker ikke og svovl holdes til et absolut minimum, så vidt som muligt. Vinen er modnet på brugte fade, store og små af fransk egetræ.

For satan og pardon my french, men det dufter sgu uhyggelig godt, vinen har klart en mere animalsk og småparfumeret side end forrige Abscirrus, men fremstår i glasset lige så lys og transparent om end mere lys. Frugten virker en smule tættere, mere kompakt, med mer’ rabarber, halvmodne hindbær, ribs, jordbær samt , granatæbler, men samtidig har den mere duft af blomster, gule blomster, varm pollen og så en halv malerspand … ikke så terpentinsk, mindre akrylmaling, så dermed mere rund i stilen. Der kommer lidt mælkede note, luftige mælkechokolade, fennikel thai-te samt let vanilje.

I munden er det ikke helt så elegant som Abscirrus, for frugten er mindre feminin, men mere juicy og saftig i stilen … der er sødbitter tranebærsaft, jordbærjuice, hindbær og pressset, grillet lemon. Det er fortsat læskende saftig drikkeglæde, men virker mere maskulin og tættere end tidligere … har en mere alvorlig mine med panderynker og løftede øjenbryn. Den sitrende energi er klart mindre og ikke den bedste årgang af Ætheria, men det er fortsat elskelig vin, en lækker og utrolig tiltrækkende Grenache vin, så dermed 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Aux Mages, Abscirrus, Californien, USA

2023 Aux Mages, Abscirrus, Californien, USAAbscirrus fra Aux Mages har jeg smagt før, for Emil og kompagni lavede også Abscirrus i årgang 2019, men nu er den med den seneste årgang 2023 tilbage og er næste vin i mit glas.

Sidst jeg smagte Abscirrus kaldte jeg den knivskarp som et Razor Head barberblad og var helt oppe at ringe … og nu må vi se, om det også gælder for den i årgang 2023.

Jeg har ikke så mange oplysninger om produktionen af årgang 2023, men hvis den er lavet som tidligere, så er Abscirrus vinificeret utrolig blidt. Druerne er håndplukket for dernæst at blive fodtrampet inden gæringen, der er sket delvist i hele klaser sammen med en del håndafstilkede druer.

Der er ikke anvendt pumper, punchdowns eller tilsvarende. Vinen er nærmere blevet behandlet, som var den te og efter endt gæring er den blevet flyttet på gamle fade, for at få vinen til at fremstå så rent som muligt.

Uhhhh … duftmæssigt flyver, svæver, glider og hænger vi nu i det mere overjordiske og æteriske himmelrum, for som sidst har vinen en lys, stringent, ren og syrlig frugt, hvor der sammen med rabarber, ribs, grønne jordbær dukker lidt malerspand, acetone, gazebind … og nu er flower-power-hippie-pigen tilbage og vildt levende. Der holdes en smule tilbage af en svag sødme med lidt karamel, fennikel, vanilje og ellers en lidt umamiagtig nøddet note.

Fuck det smager godt … igen har Abscirrus denne sitrende, bævende og skælvende nerve med en syrlig, fin og frisk frugt med lidt lyserøde syrlige drops, hindbær, rabarber, ribs, lemon og grapefrugter og så alligevel er bitterheden forholdsvis let og rund. Det er en slank vin, men alligevel breder frugten sig næsten smeltende rundt i munden med stor frugtrigdom, læskende saftighed og en fin, sart, lys og ret feminin syre, der koket og sexet er voldsomt tiltrækkende … dette smager voldsomt godt … 99 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 625 kr.

Vinanmeldelse 7/7