Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienDet nye og spændende vinhus Generazione Alessandro laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og én af disse er denne 2021 Croceferro Etna Rosso.

Jeg har før skrevet om vinhuset, da jeg har smagt denne vin før i både årgang 2019 og 2020 … men nu smager jeg altså 2021’eren.

Croceferro Etna Rosso er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde. Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

I glasset er det en lysere og let transparent vin, som duftmæssigt byder ind med en lys, lidt sandet og blomstret aroma med jordbær, lyse kirsebær og hyben, hvilket så suppleres med lidt fadnoter med kanel, karamel, nougat, vanilje og bagepulver. Virker utrolig let til bens med masser af blomsterbutik og glæde.

Smagen er også let … let og stoppet med pågående vild syre. Derfor er der frugt af syrlige hindbær, sure kirsebær, granatæbler samt lidt rønnebær … men som om, at det ikke var nok, så er der også masser af citroner og lemon, hvilket giver trutmundsbid. Læg dertil en bitter campari, så får du en lille ilter og vild dame, der drillesygt bidder dig hele tiden og lægger op til sjov leg … selv tanninerne er tørre, lette og syrlige, så det er sgu vin med en vild, vild nerve. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 215 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, Spanien

2023 Bodegas Forjas del Salnés, Leirana, Rías Baixas, SpanienVi skal med næste vin et smut til Rías Baixas i Galicien, for der finder vin Bodegas Forjas del Salnés, som jeg nu smager den Albariño baserede vin Leirana fra i årgang 2023.

Det er en vin, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019, 2020 og 2021, så dermed har jeg også skrevet om huset før.

Vinen Leirana er første gang lavet i 2005 og er opkaldt efter Rodrigos bedstemor Leirana María Luisa Lázaro. Den er lavet på Albariño druer fra 40-50 år gamle vinstokke fra veldrænende vinmarker omkring Salnés i Rías Baixas.

Druerne fra hver parcel er vinificeret separat, druerne afstilkes inden presning, gæring sker spontant over 20 dage med druernes naturlige gærceller og så er vinen lavet uden malolaktisk gæring, men lagret 60% på stål og 40% fade af ældre dato.

I næsen samler jeg hurtigt … kalket mineralitet, noget citrusfrugt samt en frisk syre. Det er en let blomstret og aromatisk vin med en frugt, der udover citrusfrugt byder på pærer, stikkelsbær og grillet lemon, men der kommer også nogle grønne noter.

Det smager lidt på samme måde … rank, frisk og syrerig, men syren bliver aldrig vild vild, men der kommer alligevel friskpresset citron, grønne æbler, stikkelsbær på en lidt spinkel og let måde suppleret med en svag sødme som fra en københavnerstang med ananas og ellers en kalket mineralitet. Dejlig spændstig og frisk vin. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Le Monde, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen anden hvidvin fra vinhuset Le Monde aka Arcadia Società Agricola i Friuli-Venezia Giulia blev så deres 2023 Chardonnay.

Vinen er stort set lavet på samme måde som den foregående, altså med høst i september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie aka med bærmen indtil foråret.

Duftmæssigt er det comfortvine … har denne bløde side, der føles som at blive aet på kinden, sådan lidt inderligt, men der så omvendt dukker nogle en jernagtig mineralitet frem. Der er grønne pærer, en omgang modne æbler, grillet lemon og citroner … måske endda lidt banan og melon med en smule frugtsødme.

I munden er det også smooth, blødt og cremet … igen mest æbler, honningmelon og fersken, lidt mandler og ganske, ganske svagt bare lidt nødder … og så er der syren, der er ganske tør, dominerende, har denne lidt sødbitre og tørre kant, der rummer lidt grape suppleret med en smule hvid peber, der giver pænt bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2023 Le Monde, Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienMed de næste 2 vine besøger vi igen vinhuset Le Monde aka Arcadia Società Agricola i Friuli-Venezia Giulia området og starter med at smage deres 2023 Pinot Grigio.

Vinhuset ligger ved Prata di Pordenone i Grave del Friuli området i Friuli-Venezia Giulia regionen tæt op af Veneto regionen. Det blev oprindelig grundlagt i 1970 af Pistioni familien, men blev i 2008 overtaget af Maccan-familien med Alex Maccan i spidsen og han havde som barn tilbragt masser af tid på dette sted og havde en vision om at  skabe vine af høj kvalitet fra området.

Maccan familien er også fra Friuli og de ejer selv en større industrivirksomhed.  Alex Maccan er passioneret vinelsker, men er ikke uddannet vinmager, hvorfor han allerede fra starten har hyret eksperter til at varetage opgaven med at producere vinene. Først var det Franco Bernabei og i dag er Giovanni Ruzzene ansvarlig vinmager.

Vinhuset har samlet 50 hektar vinmarker og  det betyder en årlig produktion på 700.000 flasker vin om året og de sælges over hele verden. Markerne Markerne har en undergrund med  blanding af ler og kalk og vinstokkene er mere end 30 år gamle.

Der arbejdes bæredygtigt og så tæt på økologisk produktion, som naturen tillader. Således har Le Monde også for nyligt taget et stort solcelleanlæg i brug, som producerer 70% af huset energiforbrug.

Der arbejdes således med at spare på vandet ved bl.a. en målrettet vanding og genbrug af vand … og der bruges kun genanvendelige materialer til emballage.

Her smager vi deres 2023 Pinot Grigio, der er lavet ved, at alle druerne først er høstet i de 10 første dage af september, hvorefter der er sket præ-fermentativ kold maceration i  24-48 timer.

Så er druerne presset og har gæret i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i tankene nogle måneder.

Dejligt duft … blød, fyldig og let sød … har masser af vingummi, blomster, orkideer, tulipaner, søde lakridspiber og søde krydderier, mens frugten er saftig og tropisk med fersken, mango, gule æbler og dåsepærer … næsten eksplosivt læskende.

Sådan smager vinen nærmest også … fed, fyldig og saftig med en frugt, der virker let tørret med tørret abrikos, fersken, mango samt kandiseret grapefrugter og sødbitter æblemost. Syren er maskulin, grov og ligeledes sødbitter, men giver den lille opulente saftbandit en god rygrad og rustikt bid. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Weingut Baron Knyphausen, Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Baron Knyphausen, Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition, Rheingau, TysklandDen sidste vin på vores roadtrip til Rheingau blev en Erbacher Steinmorgen Riesling Auslese Edelsüß Special Edition 2009 til desserten i Gutsrestaurant & Weinbar 1818 hos Weingut Baron Knyphausen.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men vor vært i vinbaren oplyste, at den har mindre sukker end normalt for Auslese vin og han nævnte 65 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det dog en total fed vin, der emmer af petroleum, honning og virker nærmest som en nektar. Selvom den er fed og sød, så virker vinen luftig og duften er tørret abrikos, bagte æbler, varm frugtkage med rosiner, saltkaramel, flødekaramel, mælkechokolade og noget candyfloss.

Smagen rykker sgu … blød, fed og sød, men fortsat meget levende med en frugt af tørret abrikos, fersken og sødbitter kandiseret lime og en lille, frisk og maskulin syre. Det smager rigtigt godt og denne var klart bedste vin hos Weingut Baron Knyphausen denne aften, så dermed 94 point.

Koster 39€ på vingården … svarende til 290 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, Chile

2013 Weingut Baron Knyphausen, Carménère Gran Reserva, Aconcagua, ChileTil gourmet bistroburger med entrecôte og karamelliserede løg hos Baron Knyphausen fik vi så turens eneste ikke Rheingau vin og det var denne Carménère Gran Reserva 2019 fra familiens vinhus i Aconcagua dalen i Chile.

Igen er der sparsomt med oplysning om produktionen, men det skulle være 100% ren Carménère, der kommer fra ret gamle og pre-phylloxera stokke.

Men ellers skulle vinen være lavet med afstilkning, gæring og maceration over en uoplyst periode og efter endt fermentering er vinen også lagret på barriques, men jeg kan heller ikke se, hvor lang tid vinen er lagret. Der er kun lave små 3.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt snakker vi lidt tørret frugt, solbær, svesker, sorte kirsebær, blommer … derudover godt med cedertræ, våde fade samt gazebind og lidt nelliker. Det er en fyldig vin, der til gengæld også virker ret tør i udtrykket.

Smagen er til gengæld fed og kraftig med solbær, blåbær, blommer … helt sorte blommer og virker rund, cremet med mørk sødlig frugt, en smule peber, men meget smagfuld … overraskede vist hele bordet, så dermed 91 point.

På vingården koster en flaske 22,50€ … svarende til 168 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Baron Knyphausen, Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Baron Knyphausen, Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandTil den skønne tallerken af appetizers med 3 små retter hos Weingut Baron Knyphausen fik vi serveret en Spätburgunder Rosé Trocken årgang 2022.

Det er en Gutswein, men der findes dog ikke meget oplysning om produktionen, men den er jo selvfølgelig lavet med en kort maceration ved presningen og det er årsagen til den pænt røde farve. Men ellers er vinen blot gæret og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er det en ganske fin rosévin, hvor duften mest er syrlige rød frugt … blodappelsin, granatæbler, grønne jordbær, lidt læder, mandler, salte mineraler og en let bitterhed.

Smagen er ligeledes blodappelsiner, jordbær, lyse kirsebær … ret saftet og faktisk også mineralsk. Det er en frisk vin, men den har en blød syre, som får vinen til at smyge sig behageligt rundt i munden, virkelig blid og selv en lille smule grapebitterhed virker også venlig, blød og medgørlig. 90 point.

Forhandles på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Zanitha, Eiswein Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2020 Zantho, Eiswein Grüner Veltliner, Burgenland, ØstrigJeg smagte endnu en vin fra samarbejdet mellem Weingut Umathum, Wolfgang Peck og kooperativet Zantho. Dette var en spændende sød dessertvin, nemlig en 2020 Eiswein Grüner Veltliner.

Druerne til vinen kommer fra marker nær landsbyen Poysdorf, som faktisk ligger i Weinviertel, der er særligt kendt for sin høje kvalitet af Eiswine.

Efter høsten gennemgår druerne en nøje kontrolleret gæring i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader. Efter endt fermentering er den så lagret 10 måneder i rustfrie ståltanke. Vinen har 111,9 gram restsukker pr. liter.

I glasset er det en tyk reflekterende gylden væske … har viskositet som en god smøreolie, men duften er fed og nektaragtig. Du får lidt tørret ananas, tørret banan, abrikos, fersken, lidt mjød og honning, bivoks, æblenektar og saft fra dåsepærer.

Jamen, hvor smager det godt … sødt og godt, som en blød, pænt sukkerrig, vinøs og sødkrydret vin og den smørfede viskositet gør smagen cremet, olieret og tyggefed som en fernis, der smører dit halsrør hele vejen ned. Sødkrydret, sødfed og sødlækker og svært ikke at drikke endnu et glas af. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 0,375 liter koster 279,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Zantho, Sankt Laurent, Burgenland, Østrig

2022 Zantho, Sankt Laurent, Burgenland, ØstrigJeg har i år før smagt vine fra det spændende samarbejde mellem Weingut Umathum, Wolfgang Peck og kooperativet Zantho i den lille østrigske byen Andau i Burgenland og nu smager jeg et par stykker mere og starter med denne 2022 Sankt Laurent.

Jeg skrev lidt om vinhuset, da jeg anmeldte deres 2021 Grüner Veltliner Reserve, så der kan du læse mere om huset, historien og deres produktion af vine.

2022 Sankt Laurent er lavet med gæring og maceration i store, rustfrie ståltanke ved 28-32 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder i ståltankene … dog med 10% lagret i store egetræsfade.

Duftmæssigt er det en mørk, brovten og krydret vin … der er jod, blodpølse, godt med nelliker, gran og røg, mens frugten er kirsebær, brombær og hindbær, lidt tørrede rosenblade, læder og lige en lille snert af lidt lakrids, marcipan og lakridskonfekt.

I munden er der lidt mere basse over vinen … fyldig, rund, frodig, frugtrig og har også lidt bassesødme. Det smager blødt, smooth og har en mørk frugt og virker saftig, venlig og krammevenlig. Den har helt klart en varm sødlig frugt med sorte kirsebær, blommer og søde jordbær og så dette sødkrydrede side. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, Chile

N.V. Viña Valdivieso, Caballo Loco Nº 19, Central Valley, ChileNº 19 eller Number Nineteen er navnet på den sidste vin i serien sindssyge ganger aka Caballo Loco fra Viña Valdivieso og det en vin, der er uden årgang, da den er lavet efter Solera-systemet, som rummer flere årgange helt tilbage til 1992.

Den er en vin, som første gang blev udgiver i 1994 og hvert år har den fået et nyt nummer … første gang var det Nº 1, men denne er Nº 19 og består som alle de øvrige af en unik og tidløs blanding af druesorter og årgange.

Druesorterne i dette vilde mix er både Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Carignan, Carmenere, Malbec, Merlot og Syrah, der alle er håndplukket på de bedste vinstokke på vinmarkerne i Central Valley.

Denne Caballo Loco Nº 19 er baseret på den originale blanding fra Caballo Loco Nº 1 er en blanding af 50% fra de tidligere vine i serien.  som rummer hele 25 forskellige årgange, og så 50% af den nye høst som er blended specifikt til denne vin.

Det laves ved, at druerne er håndplukket og omhyggeligt sorteret inden afstilkning. Gæring og maceration  sker over 21 dage med en punch down 3 gange dagligt og en temperatur på 28-30 grader og 10 ekstra dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på nye franske egetræsfade … og så efterfølgende mix med den 50% andel ældre Solera vin.

I næsen er det tilbagelænet, modent og så kommer der alligevel lidt blomstrede noter af tulipaner og tulipanstilke, bagepulver, vanilje og en blød, moden frugt af blommer, kirsebær og solbær. Derudover er der godt med træ … virker både som en blanding af gamle, våde fade samt nyt cedertræ … virker rund, adipøs og buttet.

Det er dog smagen, der virkelig er vinens styrke … smooth, blød, cremet, lidt og flødeagtig. Det er samtidig dybt, intenst og har nogle mørke kirsebær, solbær og blommer, lidt stærk peber og ellers mørk chokolade, kakaopulver og kaffebønner. Syren er kraftig, maskulin og alligevel med et lille kick og tanninerne er også med på legen, men bliver aldrig voldsomme eller overdøvende. Smukt vin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7