Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Weingut J. Neus, Schlossberg Chardonnay 1G, Chardonnay, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Schlossberg Chardonnay 1G, Chardonnay, TysklandVi smagte også en 3. Chardonnay ved bordet hos Weingut J. Neus og det blev deres 2022 Schlossberg Chardonnay 1G,  hvor alle druerne er fra Erste Lage marken Schlossberg.

Marken Schlossberg er Neus’s koldeste mark … en kalkholdig vinmark i den nordøstlige del af Westerberg og Ingelheimer Horn og vinen er lavet med spontangæring alene med druernes eget gær i store egefade, hvor vinen også er lagret. Vinen har kun 0,5 gram restsukker pr. liter.

Nu har vi også duftmæssigt taget vinterdynen frem … smørfed med både brunet smør, nødder, ristede nødder, karamel, ristede sesamfrø og en frugt med pærer, fersken og abrokos … masser af kraft og saft, men samtidig en hospitalagtig tørhed.

Smagen er også en tak federe, men det er fortsat med en intens og kraftfuld frugt, mens faglagringen her ikke er så fremtrædende. Der er pærer, abrikos og grillede citroner, en saltet mineralitet. Selvom frugten er fed og larmende, så har vinen en unik tørhed samt en meget lang eftersmag. 95 point.

Prisen ligger på 39€ på vingården … svarende til 291 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay, Rheinhessen, TysklandVi kravlede med næste vin længere op af den fedtede Chardonnay stige hos Weingut J. Neus, for den næste vin var et Ortswein … 2022 Ingelheimer Chardonnay.

Her kommer druerne fra husets marker ved Ingenheim og mest fra de to marker Ingelheimer Schlossberg i den nordøstlige del af Westerberg og så ellers Ingelheimer Horn.

Vinen er lavet ved, at druerne spontangærer alene med druernes egne gærceller, halvdelen på 500 liters træfade og den anden del i ståltanke og sådan er vinen også lagret sur lie … 8 måneder med halvdelen på egefade og den anden i ståltanke.

I næsen er Ingelheimer Chardonnay noget anderledes end den foregående, for her er smørfrakken ikke så fed, men i stedet kommer der lidt flint, popcorn og virker lettere reduktiv. Den er mere grøn og samtidig flot luftig, mens frugten er grønne æbler, fersken, lidt gær samt nødder, vanilje og en anelse karamel.

Smagen er også mere rank og mere grøn end Muschelkalk Chardonnay, har nogle krydrede elementer, men ellers er det igen æbler, fersken, pærer … meget ren, rank og præcis i munden, så det bliver samlet set en rigtig fin, særegen og karakterfuld vin, som jeg rater til 94 point.

Prisen ligger på 29€ på vingården … svarende til 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay, Rheinhessen, TysklandEfter den boblende start, så stod den på hvidvine fra Weingut J. Neus og den første var deres 2022 Muschelkalk Chardonnay, der egentlig er en Gutswein.

Her kommer Chardonnay druer fra flere forskellige kalkholdig muschelkalk vinmarker, der bidrager til en mineralsk note i vinen.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mener at huske, at spontangæringen er sket i store ståltanke, men vinen er lagret sur lie 8 måneder med halvdelen i 500 liters egetræsfade, og resten i ståltanke.

Vinen har en aromatisk duft … faktisk en god kombination af frisk frugt, fad og nogle kældernoter. Der er både æbler og citroner, men også lidt mere tropisk frugt med ananas, papaya, fersken og abrikos, men samtidig fornemmer man også en lidt olieret note.

Har virkelig en god smag … klingende frisk syre, men også en lille sommerlig smørjakke over  med vanilje, lakridskonfekt. Der er sure citroner, fersken, abrikos og anden tropisk frugt, gode syrestruktur, grillede citroner og alt virker samtidig cremet og blødt. Det er en ret alsidig og spændstig vin … vildt højt niveau for en Gutswein. 91 point.

Prisen ligger på 14€ på vingården … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut J. Neus, Blanc de Noirs Brut Nature, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Blanc de Noirs Brut Nature, Rheinhessen, TysklandEfter rundturen på vingården fik vi sat os ned i det tjekkede smagelokale og der startede vi med lidt Neus bobler … en Blanc de Noirs Brut Nature, som Tony Frank fortalte var fra årgang 2019.

Denne fine Deutscher Sekt er lavet efter den traditionelle champagnemetode med andengæring på flaske. Det er selvfølgelig ren Spätburgunder, der først er presset og sidenhen gæret i de store rustfrie ståltanke og derefter lagret 6 måneder i ståltanke og franske tonneau fade.

Derefter er vinen flasket og har ligget i vinkælderen 4-5 år  frem til degorgering med let dossage. Vinen har et niveau af restsukker på 2,5 gram pr. liter.

Lækker, cremet og elegant mousse i næsen … virker meget liflig, luftig og aromatisk med grønne æbler, citroner, franskbrød, ristet toast, gær og en smule krydderurter … virker flot balanceret, subtil, raffineret og sofistikeret.

Smagen er ren, klar og mineralsk … igen kommer der omgående grønne æbler og citroner, men egentlig kompleks, harmonisk og man kan også smage lidt lyserøde bær … hindbær og ribs ganske svagt og samlet fremstår vinen fin, balanceret og meget lækker. 91 point.

På vingården koster vinen 18€ … svarende til 134 kr. Herhjemme har Mr Ruby tidligere forhandlet vinene fra Neus, men Tony Frank fortalte, at det i dag er Pinot Box’en i Vejle.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, Savigny-lès-Beaune, Bourgogne, FrankrigEfter at have smagt 2 fantastiske Savigny-lès-Beaune 1er Cru vine fra Domaine Philippe et Arnaud Dubreuil, så smager jeg også deres almindelige røde Savigny-lès-Beaune og i årgang 2021.

Med denne vin er Pinot Noir druerne fra forskellige marker omkring deres vinhus i Savigny-lès-Beaune. Efter høsten er alle  druerne sorteret på et stort vibrerende sorteringsbord.

Gæringen og maceration sker med hele druer over 10-15 dage med konstant overvågning af temperatur. Derefter er druerne presset og vinen hviler 24 timer inden den overføres til egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring over omkring 8 måneder.

WAUW for pokker … minder duftmæssigt meget om husets 1er Cru vine … er ualmindelig lys og transparent i glasset og har samme fine, sarte og feminine duft med jordbær, hindbær og lyse, søde kirsebær. Derudover har den også denne umami- og træagtige duft af nødder, nøddeskaller, cedertræ, tørre mandler, mahogni, teaktræsolie og aftryk fra fadlagringen med vanilje og mælkechokolade.

Smagen er fin … måske ikke helt som 1er Cru’erne, for virker måske lidt tyndere og mere vandet, men CHRIST det smager fortsat ganske fremragende. Den har samme lyse, lette, sarte og feminine smag af jordbær, hindbær, tranebær, citron og lemon og er svag sødbitter. Syren er måske en anelse mere rustik, men det er fortsat på en ret delikat, forsigtig og fin måde … der kommer lidt hvid peber og ellers bare ren, klar, juicy og smukt balanceret med vibrerende sjæl … vitterlig fabelagtig burgundisk vin til menneskepenge … 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Riesling, Pfalz, TysklandNæste vin er en Ortsriesling … en 2022 Forster Riesling fra vinhuset Weingut Spindler Lindenhof beliggende på Weinstraße i byen Forst i Pfalz vinregionen.

Vinhuset er vi stødt på en del gange her på Houlbergs Vinblog, så det skriver jeg ikke om igen, men kigger så blot videre på denne vin, hvor alle Riesling druerne kommer fra de kalkrige vinmarker beliggende i 120-160 meters højde i bakkerne lige vest for byen Forst.

Vinen laves på traditionel vis med både vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve den enkle, rene og friske karakter i Riesling-druen.

Duften er virkelig rank og kølig … ganske dejlig og byder endda på en snert af lidt petroleum samt linolie. Men den der smører godt, kører godt og det passer fint på denne vin, som også har et cremet udtryk og frugt med grønne æbler, umodne pærer samt citroner. Stilen er frisk, kølig og mineralsk … stenet og letsaltet mineralitet, hvor du næsten fornemmes skifer og granit.

I munden kommer der lidt mere pondus og krop med … saftig most fra gule og grønne æbler, lidt frugtsødme, kandiseret grape og grillet citron … godt med frisk syre og alligevel med noget sul på kroppen, som jo også gør vinen både rustik og samtidig venlig. Til prisen får man virkelig masser af Riesling drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 112 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandFra de 2 mirakel vinmagere på Weingut Schloss Schönberg sluttede jeg med at smage deres Spätburgunder vom Ranker og ligeledes som de foregående i årgang 2022.

Ranker er produceret på en Dijon-klon hentet i Chambertin. Den yder et ekstremt lille udbytte i de klimatiske og geologiske marker i Hessische-Bergstrasse og opnår derfor en fantastisk koncentration.

Druerne er i denne årgang næsten ikke afstilket, for der er anvendt 80% hele klaser. Efter gæring har vinen hvilet 18 måneder på 50% nye og 50% på 2-4 år gamle egetræsfade.

I næsen er vom Ranker ikke så vild som vom Granit … alt virker nu mere rundt med en lille umamiagtig eller nøddet sødme, så alting nu virker mere afbalanceret … dog er vi fortsat i den friske og syrligere afdeling. Men det virker på en eller anden måde mere tøjlet, delikat og blødt. Det er fortsat lyse, syrlige og friske bær med lyse kirsebær, hindbær, jordbær og ribs, hvor fadene bidrager med vanilje, tobak samt mælkechokolade.

Smagen er også … mere eftertænksom, hvis det giver mening? Der kommer fortsat en vild, frisk og levende syre, der bider dig alle de rigtige steder, men den er saftigere, lettere og faktisk rundere. Det er ribs, grønne jordbær, hindbær, stikkelsbær samt lidt lemon, men det er uden en vild lemon bitterhed. Det er råsaft, most af vild og syrlig kaliber, så tæerne næsten vipper … men det smager bare drøngodt, så 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Granit, Hessiche Bergstraße, TysklandNæste Spätburgunder fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg var så søstervinen Spätburgunder vom Granit og ligeledes i årgang 2022.

Spätburgunder vom Granit kommer selvfølgelig fra marker rig på store mængder granit i undergrunden og fra vinstokke med gamle franske Dijon kloner. Vinen er lavet ved, at druerne plukkes i hånden i små kasser og sorteres derefter igen i vingården,. hvor 50% så afstilkes og resten anvendes i klaser.

Derefter er de overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 10% er nye, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Duftmæssigt virker vom Granit mørkere, mere tæt og helt klart mere burgundiske end vom Löss … nærmest som lidt Pommard med en lidt ædel og aristokratisk note af valnødder, gammel mahogni og teaktræ, tobaksblade, godt med cedertræ samt en frugt af jordbær, kirsebær og hindbær, biscotti mandelkager, let vanilje … klart mere seriøs end vom Löss … it means business.

I munden er vinen dog lysere og klart mere syrlig … faktisk er den temmelig syrlig og frisk. Der er stram rabarber, tranebær, ribs, lidt bitter lemon med Schloss Schönbergs karakteristiske uhæmmede, vilde og provokerende kant. Frugten nærmest stritter af sitrende, barsk og pivsur saftperler, der giver gys igennem krop, sjæl, lever samt hjerte … pivfrisk. 94 point

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Spätburgunder vom Löss, Hessiche Bergstraße, TysklandDerefter stod den på 3 x Spätburgunder vine fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg og jeg startede med deres 2022 Spätburgunder vom Löss.

Vinen er lavet på den tyske Spätburgunder klon Auer 2107, der er fremavlet af Martin Auer og godkendt i 1964 som egen klon. Druen er særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot.

På Weingut Schloss Schönberg vokser vinstokkene på Auer klonen typisk på deres lavt beliggende marker. I dalene er det ofte eroderet jordbund, der dominerer og især sandarten Löss, som er en meget finkornet sandart bundet sammen af fugt. Löss giver typisk en let karakter til vinen.

Spätburgunder vom Löss er lavet med 50% afstilkning og derefter er alle druerne overført til store gæringskar, hvor de også – efter kort maceration – gærer spontant alene på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade, mens efterfølgende flaskning sker ufiltreret.

Man bliver sgu glad, når man dufter til vinen … dejlig lys, ren, frisk og spændstig syre … har en anelse dejlig akrylmaling, syrlige drops, ribs, rabarber, hindbær, lemon og lidt fennikel. Der kommer dog også lidt vaniljesødme, karamel og mælkechokolade, som er med til at rive vinen lidt over i mere forsonende lejr.

Vinen smager næsten, som den dufter … meget ren, lys, let og ligeledes med denne friske, syrlig frugt af rabarber, ribs, hindbær samt lemon med en lille bitterhed. Vinen er frisk, spændstig, adræt, livlig og rørig … let krydret, stikkende og satans rank … det er vitterlig vildt, syrlig og fint … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, Tyskland

2022 Weingut Schloss Schönberg, Weißburgunder vom Ranker, Hessiche Bergstraße, TysklandJeg iler videre med endnu en vin fra Rabea Trautmann og Julien Meissner på Weingut Schloss Schönberg fra deres serie Terroirwein og det er en 2022 Weißburgunder vom Ranker.

Ranker er det tyske ord for diorit, som er en kornet eruptiv, magmatisk  dybbjergart, altså en slags stenart dannet af vulkansk magma. Diorit forekommer så gerne i yderkanten af områder, hvor magma er trængt ind for satans mange år siden. Der findes masser af granit samt diorit i Hessische-Bergstrasse, og Julien Meissner elsker det mineralske præg, som de vulkanske sten bringer hans vine.

Denne vin har gæret spontant på brugte 500 liters egetræsfade og ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter er vinen så også lagret i 12 måneder på egefade og ståltanke …. og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fed, vild, animalsk og ekspressiv vin … der er lidt ristede nødder, popcorn, krudt, skocreme og solcreme, en ret saltet mineralitet og tyk eksotisk frugt af  fersken, æble, mango, citroner og godt med røg. Det er ingen fimset dame, men en rejekælling, der har godt med muskler, maskulin feminisme og alligevel knaldrøde blondetrusser og luftighed.

Smagsmæssigt er det også en maskulin, fed, saltet og røget vin, der har en svulstig frugt som mest er lemon … frisk, grillet og kandiseret lemon, syltede og saltede citroner og grape … godt med  bitterhed og salt. Det er frugt med modne pigeonæbler, lidt ananas, kvæde samt umodne ferskner … saftig, fed og fast i kødet … 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7