Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2023 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, Spanien

2023 Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, Paco & Lola Albariño, Rías Baixas, SpanienJeg har før smagt denne lækre Paco & Lola Albariño fra Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana, der også kaldes Bodega Paco & Lola og er et nyere, innovativt kooperativ i Val do Salnés regionen i Rías Baixas. Nu smager jeg vinen i årgang 2023.

Bodega Paco & Lola er grundlagt i 2005 af en gruppe avlere og vinproducenter, som besluttede at  samle kræfterne, gøre deres vine mere professionelle og fremme kendskabet til alle vinene i det barske og regnvåde område ved kysten nord for den portugisiske grænse.

I dag er Sociedad Cooperativa Vitivinícola Arousana det største kooperativ i DO Rías Baixas med mere end 400 medlemmer, som samlet har lidt over 200 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 1.800 forskellige parceller.

De fleste af markerne ligger i underzonen Val do Salnés … den største af de 5 DO underzoner i Rías Baixas.

 Paco & Lolas målsætning er kvalitet frem for alt. Derfor er der vedtaget strenge krav, som hvert enkelt medlem skal overholde for at kunne levere druer. Derudover er bæredygtig dyrkning i højsædet, hvorfor Paco & Lola da også er medlem af LIFE + Atlantic Vineyards-projektet … et projekt, hvor alle medlemmerne bl.a. forpligter sig til at minimere brugen af kemi. Kooperativet arbejder også målrettet med FNs 17 bæredygtige mål.

Vinene på Paco & Lola er primært på Albariño … den fabelagtige druesort, som menes af nedstamme fra Riesling … bl.a. fordi navnet egentlig betyder den “den hvide fra Rhinen” og Albariño har da også nogle træk fra Riesling, bl.a. en meget frisk syre.

Denne Paco & Lola Albariño er netop lavet på ren Albariño, hvor alle druerne kommer fra marker i Val do Salnés i Rías Baixas. Vinen er lavet udelukkende på den fritløbende saft og lavet med gæring på rustfrie ståltanke ved 16 grader over 21 dage, hvorefter den er lagret på samme sur lie i 3 måneder.

Paco betyder fri på spansk og lola betyder sorger. Paco er reelt en forkortelse for Francisco … altså den mandlige side, mens Lola er den kvindelige side og forkortelse af navnet Dolores, som stammer fra den spanske titel Nuestra Señora de los Dolores aka Jomfru Maria.

Her er der dog ingen sorger … men ren fri leg med en pivfrisk duft … for det er mit allerførste indtryk og det lover godt. Det dufter faktisk virkelig fremragende, er meget let, luftig med en fin balance i frugten mellem umodne grønne pærer, syrligbitter lemon og mere tropiske frugter af fersken, melon og mango. Dermed bevarer vinen et slankt udtryk, der bliver forstærket af sommerblomster og en støvet og stenet mineralitet.

Smagsmæssigt rykker du lige frem på stolen … to gange, for man får et herligt, syrligt og samtidig let svirp med citronpisken. Den er frisk, pigesur og du snerper munden sammen til kyssestilling, men bliver også belønnet med et kys af umodne grønne æbler, citroner, grape, bitterlemon og letsaltet stenet mineralitet. Syren er virkelig fin … klart mere syrlig, mindre cremet og mere rank end 2020’eren, men det klæder vinen helt utroligt. Du får derfor en vin, der både er syrlig, sprød, spændstig, rank, frisk, levende og fri … og til udsalgsprisen er Lola yderst sexet og tiltrækkende. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 148 kr. ved køb af 6 flasker. Pt kan den fås på tilbud til 119 kr. ved køb af 6 flasker og det er at regne som lovlig rapseri.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2023 Bodegas Torre Oria, Mare Meua Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienJeg har tidligere smagt de 2 sommervine 2023 Mare Meua Pinot Noir Rosé og rødvinen 2023 Mare Meua Garnacha fra Bodegas Torre Oria og nu smager jeg den blege søster Mare Meua Sauvignon Blanc og ligeledes i samme årgang,

Vinen er faktisk lavet helt på samme som de to andre Mare Meua  vine, nemlig med vinificering og lagring udelukkende i ståltanke og det er for at bevare friskhed og selvfølgelig holde prisen nede.

Det er ikke en hardnitter Sauvignon Blanc, men er klart lavet for appeal til det bredere publikum. Dermed er der nærmest ingen af druens ret karakteristiske træk med duft af grøn peber, græs samt solbærblade, men der kommer dog en smule hyldeblomst sammen med lidt melon, honningmelon, kantalupmelon, bløde pærer, papaya, honning og sandeltræ. Dermed bliver duften blød, vag og meget omgængelig … her kan alle være med.

Smagen er sødkrydret … lidt urteagtig med et lidt eksotisk frugt af papaya, vandmelon, mango samt kandiseret grape og lemon, hvilket giver et meget blødt bid … stille, rolig og måske lidt flade i syren, men til gengæld med et bredt appeal og samtidig en meget tiltrækkende pris, så den skal forståeligt nok blive ret populær. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster79,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Haltinger Winzer eG, Spätburgunder Réserve, Baden Tyskland

2019 Haltinger Winzer eG, Spätburgunder Réserve, Baden TysklandMed næste vin er vi i Baden … på Winzerweg i byen Weil am Rhein. Der finder vi det lille Winzergenossenschaft eG Haltingen aka Haltinger Winzer eG, som vi nu smager 2019 Spätburgunder Réserve fra.

Kooperativet i  Weil am Rhein-Haltingen ligger lige vest for Rheinfelden i Baden, lige nær grænsen til Frankrig … og dermed den sydligste og varmeste region i Tyskland.

Winzergenossenschaft eG Haltingen blev grundlagt i 1936 på rådhuset i byen og dengang var der 36 medlemmer og der blev produceret omkring 60.000 liter vin.

Senere er kooperativet udvidet og i dag består kooperativet af omkring 110 medlemmer, der sammenlagt har 55 hektar vinmarker primært på markerne Haltinger Stiege, Weiler Schlipf, Badenweiler Römerberg, Tüllinger Sonnenbrunnen og Ötlinger Sonnhole.

Den vigtigste druesort er Gutedel, der dyrkes på 50% af markerne efterfulgt af Pinot Noir med 28% og ellers sorterne Müller-Thurgau, Ruländer, Pinot Blanc, Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Kooperativet ledes af geschäftsführer Michael Heintz, mens kældermesteren er Ingo Ehret.

Denne 2019 Spätburgunder Réserve er fra kooperativets serie exklusiv, hvor druerne kommer fra flere marker på en sydvestlig bjergskråning.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter både gæring og maceration er sket over 5 uger. Derefter er vinen lagret en periode … noget på barriques og en del på ståltanke. Vinen har 5,3 gram restsukker pr. liter.

Dejlig lys i glasset … murstenstransparent. Duften er ærketypisk tysk Spätburgunder med en landlig side, sød hestestald og en sødlig, lys frugt af jordbær, søde kirsebær, hindbær … lidt afsmitning fra den delvise fadlagring med karamel, vanilje og mælkechokolade. Det har en langt bedre duft end forventet.

Smagen er mere syrlig … der er en syrligt frugtbid med hindbær, tranebær, grønne jordbær og noget ribs. Dertil kommer en lille bitte smule bitter lemon og nogle grønlige elementer. Der kommer også lidt hvid peber, mens tanninerne er ranke, rejste og rustikke, men ellers ikke gør så megen væsen af sig, men samlet bliver det en virkelig frisk lille Spätburgunder, så dermed 90 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Domaine Verdant, Chanson d’Eté Chardonnay, Oregon, USA

2020 Domaine Verdant, Chanson d'Eté Chardonnay, Oregon, USADen anden vin fra Ron Sanchez på Domaine Verdant i Yamhill-Carlton i Willamette Valley lidt syd for Portland i Oregon sendt fra Kobaj.coms online-platform blev så en 2020 Chanson d’Eté Chardonnay.

Igen er der næsten ingen oplysninger om produktionen, men Chardonnay druerne skulle komme fra en enkelt mark og fra ægte burgundiske kloner … Chardonnay klon 548.

Hvis Chanson d’Eté Chardonnay laves som Rons Enchanteuse Chardonnay, så sker det gæring af hele klaser i åbne gæringskar af stål over 4-6 uger ved 10-13 grader. Efter endt fermentering er den så lagret 15 måneder på franske barriques med stor andel nye fade.

Duftmæssigt er vinen mere fadpræget end den 2015 Enchanteuse Chardonnay, som jeg tidligere har smagt fra Domaine Verdant. Her er der lakridskonfekt, nougat, karamel og vanilje, mens frugten mere er pærer, fersken, abrikos, honningmelon suppleret med mandler og lindetræ, bivoks og nogle afdæmpede, runde og sødkrydrede noter.

I munden er det meget blødt, modent og cremet … syren bliver dog aldrig vild og skarp, men afdæmpet, rolig, tilbagelænet, letflydende og blid. Frugten er ligeledes rolig … der er æbletærte, melon, tørret abrikos og syltede citroner, hvilket giver en maskulin vin med brede skuldre og svulstig saftighed. Der er mange ligheder med nogle af de mere burgundiske vine og vinen har også en blød kalket mineralitet samt tilbagelænet elegance. 94 point.

Kan købes via Kobaj, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine Verdant, Les Belles Jumelles Pinot Blanc & Pinot Gris, Oregon, USA

2020 Domaine Verdant, Les Belles Jumelles Pinot Blanc & Pinot Gris, Oregon, USAI Yamhill-Carlton i Willamette Valley lidt syd for Portland i Oregon laver Copenhagen Business School professoren Ron Sanchez vine i burgundisk stil i sit vinhus Domaine Verdant og nu smager jeg igen et par vine derfra … den første er denne 2020 Les Belles Jumelles Pinot Blanc & Pinot Gris.

Jeg har før været i kontakt med Ron Sanchez, som sendte mig nogle af sine vine. Det kommer der et længere blogindlæg ud af, hvor jeg skrev lidt om Ron og hans vinhus. Det kan du læse om på indlægget; Houlberg smager … burgundisk vin fra CBS professoren Ron Sanchez i Oregon.

I dag kan vinene købes via Kobaj.coms online-platform, hvor du køber vinene ind direkte hos vinbonden i fællesskab med andre og det er netop derfra, at jeg tester to vine fra Domaine Verdant.

Det første er denne 2020 Les Belles Jumelles Pinot Blanc & Pinot Gris, som er lavet på en blanding af de to sorter, men jeg kender ikke det præcise blandingsforhold. Der er heller ingen informationer om produktionen, men typisk gærer Ron Sanchez sine vine med hele klaser i åbne gæringskar af stål over 4-6 uger.

Derudover bruger han altid masser af egefade ved lagringen af sine vine og de fleste lagres typisk 15 måneder på franske egefade med en andel nye egefade. Mon ikke det også er tilfældet her?

Det er i hvert fald fed og fyldig Pinot Blanc & Pinot Gris vin, som i næsen virker både vokset, smøret og olieret. Der er vingummibamser og en frugt af pærer, kvæde, fersken, æblekage, mandarin og sød mandarinskal suppleret med sandeltræ, safran, honning og lidt paraffinolie. Det er fyldigt, mægtigt og godt fadlagret … har en snert vanilje.

I munden har vinen en fyldig, varm, mørk og moden syre … lidt maskulin og mægtig. Der er både bagte æbler, æblemost, pærer, pæremos, fersken og ananassaft. Det er cremet, blødt, saftigt og helt komfortabelt som bredriflet fløjl, velvære og medgørlighed … som en varm og sød kvinde, læskende og saftigt … en virkelig lækker og svulstig Pinot Blanc & Pinot Gris. 94 point.

Kan købes via Kobaj, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine Ninot, Rully 1er Cru Marissou Rouge, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Ninot, Rully 1er Cru Marissou Rouge, Bourgogne, FrankrigDen sidste burgundiske vin i Pinochar Wine smagningen var en 2021 Rully 1er Cru Marissou Rouge fra Domaine Ninot, der ligger på Rue de Chagny midt i Rully by.

Familien Ninot har lavet vin siden det 14. århundrede, men drives i dag af de to søskende Erell og Flavien Ninot.

Deres bedstefar var en af de første til at sætte Rully på det vinøse verdenskort dengang, at Côte Chalonnaise ikke var kendt.

Han døde dog i en ung alder, hvorefter sønnen Pierre-Marie Ninot som blot 14-årig måtte overtage driften. Men i dag er det Pierre-Maries børn, der driver stedet. Erell kom med i driften i 2003 og Flavien i 2012.

Deres bedstefar var den første i familien, der begyndte at tappe sin egen vin fremfor at sælge druerne til de store negocianter. I starten var det omkring 10.000 flasker om året, men i dag producerer Ninot familien omkring 60.000 flasker årligt fra deres 13 hektar.

De ejer marker i både Rully og Mercurey, men Rully udgør langt størstedelen af deres besiddelser. idet deres marker i Mercurey blot fylder godt 1,6 hektar. Omkring 60% af den samlede produktion er hvidvine. De har siden 2020 været økologisk certificeret.

Produktionen er helt klassisk, hvor al høst foregår i hånden, men gæringen og lagringen overvejende foregår i egetræsfade. Andelen af nye fade ligger omkring 10%. Deres vine lagrer 8-12 måneder på de klassiske 228 liters egetræsfade inden de tappes og sendes på markedet.

Denne 2021 Rully 1er Cru Marissou Rouge er lavet med Pinot Noir druer fra den gpdt 7 hektar store 1er Cru mark Marissou, hvor Ninot blot ejer en parcel på 0,55 hektar og har stokke tilbage fra 1970.

i marken. Vinrankerne går helt tilbage til 1970, og jordbunden er domineret af kalksten og kridt med et tyndt lag af ler.

Der høstes udelukkende ved håndkraft, der afstilkes 100% og gæringen sker spontant med den naturlige gær over 4-5 dage, men efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på klassiske 228 liter barriques, hvoraf 10% er nye fade.

Dufter strømmer fra glasset og lige op i fjæset på dig … der er noter fra fadlagringen og en lækker blød, lys frugt med hindbær, jordbær, sure kirsebær … alt velordnet, fint og behagelig. Vinen har en kalket blød mineralitet og fadene bidrager med sød lakrids, vanilje, kanel, cafe latte, sød tobak og mælkechokolade … hmmm. Læg dertil en animalsk og landlig slagside.

Smagen er lige sådan … blød, rund og fabelagtig behagelig. Her er det ingen grønne burgundiske elementer, men en vild fin og sart frugt af jordbær, hindbær og kirsebær … frugtsødmen er ganske tydelig. Der er bløde og integrerede tanniner, lidt peber og krydderier, men i alt fremstår vinen nærmest spot-on dejlig. 95 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Domaine Edmond Monnot, Maranges 1er Cru Les Clos Roussots, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Edmond Monnot, Maranges 1er Cru Les Clos Roussots, Bourgogne, FrankrigMaranges er en mere ukendt appellation syd for Santenay i den sydlige del af Côte d’Or og den forbinder Côte d’Or med Saône-et-Loire. Her smager jeg en 2021 Maranges 1er Cru Les Clos Roussots fra Domaine Edmond Monnot.

Vinhuset holder til i Dezize-lès-Maranges i Côte-de-Beaune og er grundlagt i 1920 af André Monnot.

I dag er det dog hans barnebarn Stéphane Monnot, som driver stedet. Han overtog som 3. generation driften fra sin far Edmond Monnot i 2007 og driver det sammen med sin hustru Christelle, der også selv er fra en familie af vinbønder, da hun kommer fra Saint Amour i Beaujolais.

Monnot familien ejer i dag 9 hektar vinmarker i Maranges og på deres vinmarker har vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 35 år. Markerne ligger næsten udelukkende i Maranges, men de ejer også lidt vinmarker i Santenay, hvorfra nogle af deres Chardonnay druer kommer.

Ud af husets 9 hektar er de 6,5 hektar marker med Pinot Noir, 1,5 hektar er med Chardonnay og derudover har de 1 hektar Aligoté og samlet er 5 hektar 1er Cru marker.

Denne 2021 Maranges 1er Cru Les Clos Roussots er lavet med Pinot Noir druer fra den 28 hektar store mark Roussots i Maranges, men Monnot ejer blot en parcel på sølle 0,8 hektar på marken, som har primært ler- og kalkholdig jord, ligger i 290 meters højde og har 60 år gamle vinstokke.

Gæringen er sket over 21 dage med løbende punch down og efter endt fermentering er vinen lagret samlet 18 måneder … hvoraf de 12 måneder er på Allier egefade med 20% nye fade og derefter 6 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske.

I forhold til de foregående burgundiske vine, så er denne i duften langt mere grøn. Det er både grønne blomsterstilke, eukalyptus og rosmarin, mens frugten er klar, ren og skarp med hindbær, rabarber, kirsch, kirsebærsten samt vilde jordbær men samtidig meget koncentreret, direkte med læder og cedertræ.

Smagsmæssigt har vinen også en nærmest grøn nerve … en hård, direkte, ren, frisk og koncentreret frugt af både rabarber, mirabeller, jordbær og syrligbitre kirsebær … masser af bid og samtidig utrolig flot afbalanceret. 92 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster325 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Hugues Pavelot, Chorey-lès-Beaune les Beaumonts, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Hugues Pavelot, Chorey-lès-Beaune les Beaumonts, Bourgogne, FrankrigDomaine Hugues Pavelot ligger solidt på adressen Rue Chanson Maldant i Savigny-lès-Beaune og derfra smagte jeg næst en 2021 Chorey-lès-Beaune les Beaumonts.

Indtil for nylig hed vinhuset Domaine Jean-Marc et Hugues Pavelot, men i dag har Hugues helt overtaget driften fra sin far Jean-Marc, men det er også et ældre hus, der er gået i arv fra generation til generation.

Domænet er anerkendt som et af de bedste i Savigny-Lés-Beaune og ejer i dag 13 hektar vinmarker primært i Savigny-Lés-Beaune, hvoraf intet mindre end ca. 7,8 hektar er 1er Cru marker, men derudover også 0,09 hektar Grand Cru marker i Corton.

Deres vinmarker består hovedsageligt af gamle vinstokke … i nogle områder af deres marker med en alder på op imod 80 år. Det er ret vigtigt for Hugues, at de enkelte terroirs får mulighed for at udtrykke sig.

Vinifikationen optimeres derfor i forhold til det enkelte terroir, hvor gæringen af de hvide vine startes i ståltank, men forsætter i 6-8 uger på træfade. Der foretages løbende omrøring inder gæringen. Efter gæring er afsluttet lagrer vinen på bundfaldet i 10-12 måneder.

Hele gæringsprocessen af de røde vine sker på træfade og løber i 15-20 dage afhængig af mark. Alle de røde druer afstilkes 100% og lagringen sker også på træfade, hvor der anvendes 10-30% nye fade. Vinene lagrer normalt 10-16 måneder … 1er Cru vinene naturligvis længst tid.

Denne 2021 Chorey-lès-Beaune les Beaumonts er lavet med Pinot Noir druer fra arken les Beaumonts, som Pavelot ikke selv ejer, men er sammenlagt på hele 41 hektar. Pavelot køber druerne fra en fast leverandør og efter høsten er alle druerne afstilket.

Der er først levet en lille premaceration og forgæring over 3 dage og derefter er gæringen og maceration sket over forholdsvis kort tid på store ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques … og normalt med 25% nye fade.

Duften er ret fin … godt med både jordbær og kirsebær, men derudover også skovbund med svampe, nødder og så ædeltræ i form af teaktræ, mahogni, linolie, noget lakrids og mørk chokolade.

Smagen er i samme boldgade … smagen er velafstemt, let med en medium fylde, lidt mørkere frugt med sorte kirsebær, jordbær samt hindbær … blødt, cremet, modent og elegant. Det er en vin, som man allerede fra første tår bare kan læske i sig. 94 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine Françoise André, Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Françoise André, Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf, Bourgogne, FrankrigDomaine Françoise André ligger i Beaune og stod bag den næste røde burgundiske vin, som var en 2021 Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf … den lidt mindre kendte appellation udenfor Beaune.

Vinhuset er grundlagt i 1983 af Michel og Françoise André, da de købte 1er Cru vinmarken Les Vergelesses i Savigny-Les-Beaune og det blev startskuddet til den vingård, der i dag omfatter hele 11 hektar vinmarker.

Både Michel og Françoise kommer ud af familier af vinalvere i Bourgogne og de købte markerne for at opbygge deres domæne med nøje udvalgte marker … mest vinmarker på de køligere øverste af skråninger og alene plots med gamle vinstokke.

Deres ambition var at lave lette og elegante vine og det da også hvad vingården i dag er kendt for. Deres marker består i dag af 16 lieux-dits i Pommard, Beaune, Chorey-les-Beaune, Savigny-les-Beaune, Pernand-Vergelesses og endda også på Corton højen.

Denne 2021 Chorey-Lès-Beaune Tue Boeuf er selvfølgelig lavet på Pinot Noir druer fra den 1,3 hektar store mark Tue Boeuf, hvor der er vinstokke, der er plantet tilbage i begyndelsen af 1970’erene.

Druerne er høstet manuelt ved håndkraft og afstilket 100%, mens gæringen finder sted i temperaturkontrollede ståltanke. Under den alkoholiske gæring smages mosten dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på de klassiske 228 liter barriques, hvoraf 25-30% er nye fade.

Duften er meget aromatisk … lidt medicinsk med hæfteplaster, gazebind og ellers noget humus, blæk, tjære og frugten er også til den lidt mørkere side med kirsebær og tranebær suppleret med lidt skovbund, ristede svampe, lakrids, kanel og nøddekompot.

Også i smagen virker frugten lidt til den mørke side … der er sorte kirsebær, tranebær og saftige jordbær, har en meget elegant frugt og en nærmest jernet mineralitet. Der er cedertræ, tobak, skovbund, lette tanniner og ganske elegant. 93 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Didier Charton-Vachet, Bourgogne Côte d’Or Cuvée des Henri, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Didier Charton-Vachet, Bourgogne Côte d’Or Cuvée des Henri, Bourgogne, FrankrigDen anden røde bourgognevin var også fra Domaine Didier Charton-Vachet fra Saint-Vallerin. Det var så denne 2022 Bourgogne Côte d’Or Cuvée des Henri.

Druerne til vinen er udelukkende fra Nuits-Saint-Georges fra et stykke jord, som tidligere tilhørte Didiers bedstefar. Marken har undergrund med ler og kalksten.

Bourgogne Côte d’Or Cuvée des Henri er Didiers eneste rødvin, lavet med håndplukkede druer, hvor 85-90% afstilkes. Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i cementtanke og efter endt fermentering er vinen lagret … kan dog ikke se, om den i det hele taget er lagret på egefade.

Men navnet Cuvée des Henri er en hyldest til bedstefaderen Henri Charton, der oprindelig ejede denne lille 0,60 hektar vinmark.

I forhold til foregående, så er duften både mere animalsk, mere tæt, mere dyb og frugtig på en mørkere måde. Der er kirsebærsauce, jod og måske endda en snert solbær, men fortsat let, blød og indsmigrende.

Sådan er smagen også … dybere med en elegant frugt af kirsebær, sorte kirsebær, solbær og hindbær og lidt lakrids. Frugten virker nu ret eksplosiv, mens tanninerne er bløde og frugtrige, så samlet får du masser af lækker Pinot Noir vin. 94 point.

Forhandles af Pinochar Wine, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7