Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Musella, Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2009 Musella, Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienFor over 14 dage siden drak jeg “lillebroderen” til denne vin. Det må jo også gøre denne til storebroderen til lillebroderen! Hvad er så forskellen med de to vine? Jo, ved denne vin er nogle af druerne tørret, og nogle er 2. pres fra vingårdens Amarone produktion. Jeg har i mit tidligere blogindlæg om “lillebroderen” skrevet lidt om vinhuset. Tjek det ud, hvis du vil læse herom.

Vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella og sluttelig 10% Barbera, dyrket på vinmarkerne Il Perlar, Palazzina og Monte del Drago, dvs. druerne til vinen kommer fra alle af vinhusets vinmarker.

I mit seneste indlæg nævnte jeg lidt om udbyttet pr. vinstok … og her udgør det ikke mindre end 2 kg. pr. vinstok, dvs. i den absolut høje ende. På husets top Amarone; Amarone della Valpolicella Senza Titolo er udbyttet pr. vinstok også nede på 500 gram.

Ved denne vin tørres 20% af Corvina druerne i 4 uger inden presning, hvorefter de presses og vinificeres med 12-15 dages gæring i 100 hektoliter ståltanke. Andre 20% vinificeres direkte, men de sidste 60% gennemgår en “rispassato”, dvs. en refermenteret på skallerne fra gårdens Amarone vin.

Efter denne proces overføres vinen til brugte egetræsfade på både 225, 350 og 500 liter af forskellig oprindelse og sammensætning, hvori den ligger i ca. 12 måneder inden aftapningen.

Vinen fremstår meget mørk i glasset … blanding med bordeaux-farvet og sort. Næsen er sødme, overmodne blommer, lakrids samt lidt blæk. Smagen også lidt “Amarone-agtig”, og vinen kan måske med god vilje kaldes en baby Amarone. Der er sødme, blommer, mørke bær … og egentlig fin blødhed. Der er også lidt bitter syre til stede, og et behageligt glas vin … men skal jeg være ærlig … og det sagde min saglige moder altid jeg skulle … er jeg jeg mere til lillebroderen.

Arggghhh, det havde nok lydt bedre, hvis jeg havde givet vinen en kvindelig betegnelse og sagt, at jeg mere var til lillesøsteren … men I forstår hvad jeg mener. Det er måske fordi, at jeg ikke er den store Amarone fan, og nok gerne vil have lidt mere kant på vinen og finder smagen fra tørrede druer en smule anstrengende.

Nu har jeg jo også kaldt lillebroderen/lillesøsteren en rigtig prisbasker … og det står jeg ved. Men, men, men … er du Amarone fan, så køb denne vin fremfor en billig Amarone i supermarkedet … så bliver du ingenlunde skuffet.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Edi Kante, Sauvignon IGT, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2009 Edi Kante, Sauvignon IGT, Friuli-Venezia Giulia, ItalienLørdag bød også på en spændende hvidvin fra det nordøstlige hjørne af Italien. Vi er i byen Duino Aurisina, lige nord for Trieste i Friuli-Venezia Giulia. Området nord for Trieste kaldes også for Carso, og her finder vi vingården Azienda Agricola Kante, hvor ejer og vin mager Edi Kante producerer nogle af regionen bedste hvidvine.

Carso ligger ud til Adriaterhavet. I dette varme klima sørger den korte afstand til kysten og den herskende søbrise for et så køligt mikroklima, at druerne ikke har problemer med at bibeholde deres naturlige syre. Samtidig består undergrunden af ren kalkstensklippe – ofte af den jernholdige, røde slags.

I 1980erne startede Edi Kante et visionært, perfektionistisk projekt i området med det store mål at lave de størst mulige vine. Hans utrolige kælder er gravet hele 20 meter ned i undergrunden og har flere etager, hvor hver etage har en fast, meget lav temperatur. Her kan Edi Kante lagre hver enkel vin optimalt og frigive dem, når han finder det rigtigt. I hvert rum hænger samtidig Edi Kantes egne vilde malerier og sikrer en stemning af oprør og dynamik.

Edi Kante er samtidig en stor traditionalist og nært tilknyttet til Carso. Han bruger derfor områdets egne druesorter og laver vine på dem. Malvasia, Vitovska, Chardonnay og Sauvignon er de fire hvide druesorter i hans 18 hektar marker, som i øvrigt er tilplantet ekstremt tæt med 8.500 vinstokke per hektar. Til gengæld holdes høstudbyttet meget lavt med ekstreme 500 gram per vinstok – mod normalt omkring 1-2 kg. per vinstik.

Vinen gærer spontant og lagres efterfølgende på ikke-toastede fade i den kolde kælder, inden de tappes og lagres indtil frigivelsen – almindeligvis 2 år efter høsten. Edi Kantes Riserva-versioner, kaldet “Selezione”, frigives dog først 7-8 år efter høsten. Der produceres ca. 55.ooo flasker årligt hos Edi Kante.

Sammen med Stanislaus Radikon har Edi Kante også udviklet en ny flaske, hvor halsen er meget smal (15 mm), da han mener den dermed er mere egnet til opbevaring og lagring af vin.

Lad os kigge på mine noter for denne vin. Duften er typisk Sauvignon Blanc … dvs. masser af syrlige æbler, grape, røg, grønt græs og grønne blade. Smagen er frugtrig, hårde tanniner, en lille smule fedme … en rigtig frisk vin med en lang og ren eftersmag.

Købt hos Atomwine til 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Kühling-Gillot, Riesling Pettenthal GG, Rheinhessen, Tyskland

2008 Weingut Kühling-Gillot, Riesling Pettenthal GG, Rheinhessen, TysklandLørdag … taget i sommerhus … men har medbragt denne vin, som skulle blive en fabelagtig overraskelse, og som blev nydt til frokost sammen med indkøb fra et udenlandsk madmarked, som denne lørdag var opstillet i Hjørring. Her solgte italienske, hollandske og tyske madproducenter deres specialiteter, men herom senere. Lad os i stedet starte med vinen.

Vi er i Tyskland, eller rettere byen Bodenheim, hvor familierne Kühling og Gillot i over 200 år har dyrket vin og også ejer nogle af de bedste vinmarker i Rheinhessen, bl.a. Sackträger, Pettenthal og Ölberg. I generationer har kvinderne kørt Kühling-Gillot, og denne tradition gælder fortsat, idet vingården siden 2002 har været ledet af Carolin Spanier-Gillot.

Carolin er medstifter af Message in a Bottle, en forening af unge vinavlere og hun er aktivt medlem af foreningen Vinissima, Carolin er en dynamisk vinproducent, som er fuld af kreativitet og energi. Hvis navnet Spanier i Carolin Spanier-Gillot ringer en klokke, som skyldes det at Carolin i 2006 blev gift med Hans-Oliver Spanier fra vinhuset BattenfeldSpanier. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot.

Ligesom BattenfeldSpanier arbejdes også hos Kühling-Gillot økologisk. Arbejdet i vinmarkerne og i vinifikationen er tilsvarende fokuseret på maksimal kvalitet. Filosofien kan udtrykkes som “kontrolleret gøren ingenting”. Vinene får derfor lov at lave sig selv i store træfade og får dertil den tid, de har brug for, inden de tappes meget sent. Traditionelle teknikker bruges dermed til at opnå den højest mulige kvalitet og autensitet.

Druerne til denne vin kommer fra vinmarken Niersteiner Pettenthal, som er beliggende i den sydlige ende af “den røde skråning” og marken er med 70% hældning den stejleste topmark i hele Rheinhessen. Den røde skifferklippe når her næsten overfladen og giver en meget mineralsk Riesling med stort krydderi. Vinen er GG, som jo står for Grosses Gewächs, hvilket betyder, at det altid er tørre vine fra Erste Lage-marker – for at forvirre lidt mere så kalder Rheingau, som det eneste område, deres store tørre vine fra anerkendte vinmarker for Erstes Gewächs.

Ligesom vinene fra BattenfeldSpanier sker vinifikationen for de bedste vines vedkommende i nogle helt fantastiske og meget gamle træfade, hvori spontangæres. Efterfølgende tappes vinene meget, meget sent. Derfor viser de sig ofte meget krydrede og gærprægede i de første 6-12 måneder efter aftapningen. Til gengæld åbner de derefter for alle sluser.

Og sluser er der så absolut. I glasset en korngul – og smuk – vin, farven er klart mere gul end Riesling normalt. Duftmæssigt et sandt overflødighedshorn, der er klart petroleum, fersken, pærer, salt, grape, søde bolsjer, blomster og Lux sæbe. Smagen er utrolig intens og der er stor en balance mellem frugt, syre og sødme som bare forkælder din mundhule. Der er lidt citrus, og … jamen det smager sgu himmelsk. En af de bedste hvidvin jeg længe har smagt. Klasse.

Samtidig blev den nydt på terrassen med udsigt udover Vesterhavet … sammen med italiensk parmesan, et godt, groft flütes, lidt tomatpesto samt Dryed Pork Neck og Dryed Pork Muscle … hmmm, det er da livet.

Købt hos Atomwine … normalpris 299 kr., men jeg købte den på bud … men kan ikke huske til hvilken pris.

Vinanmeldelse 6/7  

Vi smider også lige et par stemningsfotos fra i dag op på bloggen:


Oste fra Hoilland


Italiensk skinke


Dryed Pork Neck eller Dryed Pork Muscle … klasse !!!


Italienske pølser


Pesto og tappenader


En lille parmesan ost !!!


Riesling og italiensk pølse … fint samspil


Dryed Prok Neck, Dryed Pork Muscle, Parmesan … frokost !!!

2007 Hacienda Monasterio, Hacienda Monasterio, Ribera Del Duero, Spanien

2007 Hacienda Monasterio, Hacienda Monasterio, Ribera Del Duero, SpanienI det fortsatte vinræs fra onsdag er det tid til at beskrive den sidste vin her på bloggen.¨Vi sluttede udenfor Bourgogne, men fortsat med manér, nemlig med denne spanioler, Hacienda Monasterio med den danske verdenskendte Peter Sisseck ved roret som vinmager.

Hacienda Monasterio er på 160 hektar, hvoraf 78 hektar er plantet med vinstokke. Vingården ligger mellem Pesquera og Valbuena de Duero. Området er egentlig ikke særligt gæstfrit for mennesker, ej heller specielt charmerende. Der er brændende varmt midt på dagen om sommeren og isnende koldt om natten samt om vinteren. Dette barske klima er netop årsagen til, at den lokale Tempranillo drue kan frembringe så komplekse og karakterfulde vine

Siden 1990 har Peter Sissick været vingårdens primære vinmager assisteret af Carlos de la Fuente. Det var på Hacienda Monasterio, at Peter Sissick grundlagde succesen, og selv om hans Pingus senere blev én af verdens mest omtalte vine, banker hans hjerte stadig i lige høj grad for Hacienda Monasterio.

Den nuværende vinkælder blev i 1991 og 1992, og er designet af den franske arkitekt Philippe Mazières, som tidligere havde arbejdet for prestigefyldte vinkældre såsom Château Margaux og Château d’Yquem.

Hacienda Monasterio er så afgjort en af områdets bedste vine. Høstudbyttet er uhyggeligt lavt (ca. det halve af Bordeaux 1. cru’er). Det giver fantastiske vine, men også et ringe indtjeningsgrundlag for producenten.

Når udbyttet er så ekstremt lavt, er det, fordi jordbundens vandforsyning og næringsrighed er meget begrænset. Der udplantes derfor med stor afstand mellem vinstokkene. Selvom nye opbindings-systemer er under overvejelse, og visse steder i brug, dyrkes Tempranillo overvejende i den traditionelle buskform – et system, der giver lavt udbytte pr. vinstok og dermed også pr. hektar.

Hacienda Monasterio består normalt af et blend med Tempranillo i hovedrollen. Druemixet som på spansk kaldes “variedades” består normalt af 80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot, men kan variere afhængig af årgangens beskaffenhed.

Der praktiseres en 100% afstilkning og opholdet i gæringskaret (gæring og maceration) varer fra 21 – 27 dage. Vinen lagres i 18 måneder på små 225 liters franske egetræsfade, hvoraf 33% er nye.

I glasset klart til den mørke side … og duftmæssigt ovre i noget helt andet end de mange Bourgogner. Her er duften sødme, kraft, blommer og hø. Smagen er igen blommer, solbær og stor sødme. Den er rustik, men alligevel med finhed og silkeblød. Ikke så kompleks som fx en Borgogne, men det smager f….. ret dejligt. Et supervalg, som virkelig kunne varme os i takt med at varmen på denne sommeraften langsomt begyndte at forsvinde. Vi sad udenfor frem til midnat og nød livet, selskabet, røgen fra bålstedet og denne fremragende vin. Hvad kan man ønske mere?

Kan fås i flere vinforretninger, bl.a. Sigurd Müller, og prisen ligger omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru Clos des Epeneaux, Bourgogne, FrankrigOnsdag aftens 6. vin … fra Comte Armand, igen en fabelagtig Bourgogne extraordinaire, og samtidig også en vin jeg tidligere har smagt og skrevet om på min blog. Jeg linker straks til blogindlægget.

Druerne til vinen kommer fra marken “Clos des Epeneaux”, en brun mark af pulveriseret kalksten, stenet på overfladen og med et lag af hårde sten nedenunder. Pommard er kendt for en mere ‘maskulin’ stil, som kan tilskrives tilstedeværelsen af jern i jordbunden og den mineralrige ler, der er særligt fremherskende her.

Clos des Epeneaux vinmarken ligger – omkranset af gamle mure – i den nordlige del af Pommard mellem Chateau de Pommard og kommunengrænsen mod Beaune, og er én ud af 3 Pommard 1er Cru Epenots vinmarker, der konsekvent har produceret nogle af de fineste røde vine i Côte de Beaune.

De ældste af vinstokkene er op til 70 år, og den gennemsnitlige alder på vinstokkene er ikke mindre end 55 år. Clos des Epeneaux er samtidig også én af de største Premier Cru vine i Côte de Beaune og Côte de Nuits, og giver vine der har både magt og finesse.

Duftmæssigt er der svovl, flæskesvær, frugt … måske mere mørke bær og en lidt indelukket, “mulle” duft.  Smagen meget intens med grønne noter, tannin, bær … og den hele meget intens. En virkelig nydevin … hmmmm, hvor er det godt,

Købt hos Randers Vinhus, pris hele 785 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2009 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Perrières, Bourgogne, FrankrigSå var  det tid til den 5. vin i den flotte line-up, og en vin, som jeg både har smagt før og også anmeldt her på bloggen.

Jeg vil derfor starte med at linke til det tidligere blogindlæg og så ellers blot komme med lidt supplerende info samt mine smagsnoter, som jeg  noterede ved smagning af vinen her anden gang.

Vinhuset er som skrevet i første bloginlæg startet tilbage i 1860 af Chevillon familien. Dengang var det den unge Symphorien Chevillon, der begyndte at arbejde ca 30 hektar vinstokke på Nuits-Saint-Georges i eget navn.

Omkring 1914 overtog sønnen Eugène-François Chevillon (efter 2 års militærtjeneste og 5 års krig) domænet og købte et par yderligere Premier Cru marker.

Derefter var det Maurice Chevillion der overtog og også udvidede domainet ved køb af yderligere Premier Cru marker. Næste Chevillion var Robert, og i dag er det Roberts sønner: Denis, født i 1963, og Bertrand, født i 1967, som driver Domainet efter faderens pensionering i 2003.

Nå, lad os komme til mine noter; duftmsæssigt rigtigt meget kolstald … hmmmmm, det kan vi rigtigt godt lide, der er sød lakrids, der er eg, vanilje, røg, røde bær og en lidt jordagtig mineralitet.

Smagen er fløjlsblød og forførende, men fortsat med syrebid. Der er vildt flot balance i vinen og blødheden fantastisk. Nejjjjjj, hvor er det altså bare godt. Som tidligere blev denne vin min klare favorit. Hvor var gensynet bare dejligt.

Købt i Randers Vinhus til en pris 525 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru Les Champonnets, Bourgone, Frankrig

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru Les Champonnets, Bourgone, FrankrigUhmmmmm, endnu en Bourgogne, og denne gang ligeledes 1er Cru fra Domaine Jean-Michel Guillon.

Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 ha, og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Duften er flot og meget intens, der er kostald, der er kirsebær, våd og kold jord. Smagen er nuanceret og elegant med syre, lyserøde bær, svampe, rødt og blodig kød, Dandy tyggegummi samt grønne toner. Meget indbydende i munden, og bekræfter klart årsagen til at vi bare elsker Bourgogne.

Købt hos Jysk Vin til 394 kr. … og hos Theis Vine koster samme vin i øvrigt 540 kr. Thumbs Up for Jysk Vin.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2007 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Cloux, Bourgogne, FrankrigDen 3. vin fra Domaine Jacqueson var ikke en gammel kending, men en “ny” kending, da jeg for få dage siden skrev om netop denne vin på min blog, eller rettere sagt samme vin, blot i årgang 2009. Her det imidlertid 2007 udgaven, så I får lige mine smagsindtryk.

Du kan eventuelt starte med at læse om Domaine Jacqueson i det tidligere indlæg.

Duftmæssigt er der kostald … også mere end i 2009’eren. Der er lidt krydret duft, som jeg har noteret som lavendel og salvie, og derudover helt klart lidt grønne toner.

Smagsmæssigt meget nem og tilgængelig, meget frugtrig og ren, men fortsat med lidt stenet smag eller en form for mineralitet.  Det er altså et rigtigt fint glas vin, og en fornøjelse af drikke.

Købt hos Jysk Vin til 175 kr., men tror ikke 2007’eren fortsat kan fås.

Vinanmeldelse 5/7   

2004 Domaine Faiveley, Mercurey 1er Cru Clos du Myglands, Bourgogne, Frankrig

2004 Domaine Faiveley, Mercurey 1er Cru Clos du Myglands, Bourgogne, FrankrigVed næste vin gik vi et skridt op til 1er cru, og farven skiftede til rød. Vinhuset var dog fortsat det samme, nemlig Domaine Faiveley.

Vinen er også fortsat fra Mercurey, som jo er navnet på en af de små byer i Côte Challonaise.

Dette lidt upåagtede vinområde er leveringsdygtig i nogle af Bourgognes bedste vinkøb. De røde Mercurey vine kendetegnes ved den store fyldighed, og minder lidt om en “mini- Pommard”. Der ligger adskillige 1er Cru marker i Mercurey, og Faiveley laver vin fra en del af disse.

Marken her hedder “Clos du Myglands”, og man kunne fristes til at tro, at navnet kunne skyldes, at der er mange myg på denne mark om sommeren … meeeeen det tror jeg nu ikke, at det betyder. Det officielle bud lyder på, at navnet stammer fra det engelske “My Lands”, dvs. min mark.

Clos des Myglands-marken er blandt de bedste marker i Merucurey og vinene herfra er nok regionens bedste. Vinstokkene er plantet i 1963. Siden hen er marken dog forbedret ved enkelte nybeplantninger, således at den gennemsnitlige alder på vinstokkene i 2007 er 40 år.

Indtrykkene fra denne vin er, at duften ikke er så markant, måske en anelse flad. Der er lidt blæk, lidt røget kostald, men igen meget lidt. Smagen er blød og fin, og der er godt med grønt samt lidt sten og mineralitet. 2004 var et svært år i Bourgogne, og måske er denne vin heller ikke så typisk … i hvert fald ikke i duften, men til mad vil den være god … og vi fik da heldigvis også lidt ost og pølse til. God og forsigtig start …

Fås hos Sigurd Müller, og her kan du få årgang 2010 for 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2004 Domaine Faiveley, Mercurey Clos Rochette Blanc, Bourgogne, Frankrig

2004 Domaine Faiveley, Mercurey Clos Rochette Blanc, Bourgogne, FrankrigPå en dødelig onsdag var vi nogle stykker forbi vin-buddy Gert til en aften med lidt hygge, ost og … vin, faktisk hele 8 stykker af slagsen. Lad os kaste os ud i det og fortælle lidt om vinene fra aftenen, som bestod af 6 x Bourgogne, 1 x spansk klasse og en Pinot Noir fra New Zealand, nemlig Babich, som jeg for kort tid siden skrev om her på bloggen.

Første vin blev denne hvide Bourgogne fra Domaine Faiveley, som ligger i hjertet af Bourgogne, nemlig mellem Dijon og Beaune i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Faiveley er grundlagt helt tilbage i 1825 af Pierre Faiveley, og er i dag – målt på areal – et af de største vinhuse i Bourgogne. Lige fra begyndelsen har familien Faiveley bestræbt sig på at opkøbe nogle af de bedste vinmarker i de bedste landsbyer.

Domaine Faiveley er selvforsynende i sin produktion og ejer nogle af de mest ansete vinmarker i området, som for eksempel Chambertin “Clos de Bèze”, Latricières-Chambertin, Clos de Vougeot m.fl. Faktisk ejer Faiveley mere end 10 hektar Grand Cru marker og næsten 25 hektar Premier Cru marker … og det er sgu ikke så lidt i dette område, hvor vinmarker hører til verdens dyreste landbrugsjord.

I dag er det 6. og 7. generation af Faiveley familien, som driver vinhuset … dog primært den unge Erwan Faiveley, som i 2007 overtog driften, men kan trække på erfaring hos faren François, som også siden hans 25. år drev vinhuset.

Hele høsten foregår ved håndplukning, og druerne sorteres derefter manuelt. Faiveley er kendt for at lave vine, der kan gemmes i lang tid. Ved fremstilling af sådanne vine er gæringen utrolig vigtig. Druernes skind må kunne afgive sin tannin, sin aroma og sin rubinrøde farve til vinen.

Derfor stræber Faiveley efter en lang gæring på mindst 15 dage, men tit 3 uger, når forholdene tillader, at man – ved lave temperaturer – pumper vinen over “masken” 2 gange dagligt. Dette gør gæringen og udpresningen af farven lettere.

Derefter lagres de finere vine på nye egetræsfade i 1 ½ år. For at klare vinene bruges æggehvider i klaringsprocessen, og de bedste vine tappes på flasker manuelt, ikke filtreret, fad for fad. At vinene ikke er filtreret betyder, at de bør stilles på højkant for at samle eventuelt bundfald, før de nydes.

Druerne til denne hvide Mercurey kommer fra enkeltmarken “Clos Rochette”, som ligger nabo til La Framboisière, som producerer magtfulde rødvin. På Clos Rochette marken er jorden især kompakt og fyldt med sten/klippestykker, hvoraf navnet Clos Rochette også stammer.

Fra ankomst gik der ikke mange sekunder inden vinen var i glasset. Duften er herlig, og det kan med det samme duftes, at vinen har lidt alder. En duft af gammelt klædeskab, svømmehal, frisk hvid frugt og pære.

Smagen er elegant, lidt tynd, men fortsat med masser af friskhed og mineralitet. Ikke Chardonnay fedme overhovedet, og de færreste vil gætte på, at vinen fra lavet på Chardonnay druen, hvis de smagte vinen blindt. En dejlig vin at starte på.

Sigurd Müller forhandler vinen … pris 125 kr. for årgang 2007.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Her er i øvrigt de tomme flasker opstillet pænt til en gang vin-bowling: