2016 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Weisenheim am Berg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Weisenheim am Berg Spätburgunder, Pfalz, TysklandMer’ Weingut Hanewald-Schwerdt Spätburgunder i det slidte vinglas … denne gang er det de to fætres 2016 Kalkriff Weisenheim am Berg Spätburgunder.

Denne vin er en Ortswein, hvor druerne kommer fra marker ved Weisenheim am Berg, altså byen lige en kilometer mod nord. Det også – som navnet fortæller – fra nogle kalkstenstige marker.

Fra markerne er der anvendt 3 forskellige kloner og de er efter den manuelle høst fermenteret i åbne gæringskar med spontangæring, hvorefter vinen er lagret 2 år i barriques.

Dejlig clean og alligevel let parfumeret aroma. Vinen er rank, ung, stenet, mineralsk og maskulin med en stringent klar frugt proppet med kirsebær, jordbær, røg, kul, koks og grønne urter. Vinen har en klar kantet, skarp duft og sødmen er også begrænset, men til gengæld er syren insisterende, æterisk, grøn og indlevende.

I munden er det også en frugtintens oplevelse … saftig, lidt mørk, direkte frugt med sorte kirsebær og tranebær, læder, fandens saftig med stor tørhed, tydeligt tanninbid og hænger god lang tid i kæften med denne lidt maskuline og rammende knytnæve.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men fås til 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut Ziereisen, Rhini Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Ziereisen, Rhini Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandLad os fortsætte i Baden med mere Spätburgunder … og når vi næsten lige har været hos Weingut Ziereisen, så napper vi da bare en af slagsen derfra … en 2014 Rhini Blauer Spätburgunder.

Her kommer druerne til vinen fra Ziereisens bedste og mest jernholdige parcel på Efringer Oelberg. Vinen er lavet med 80% hele klaser da Hanspeter Ziereisen selv er inspireret af de store vine fra Domaine de la Romanée-Conti i Bourgogne.

På Efringer Oelberg er druerne også mest franske kloner … ja faktisk er der over 20 forskellige kloner på marken.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 6 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 24 måneder på 225 liter tyske barriques fra Andreas Assmann, heraf 10% helt nye. Endelig er vinen tappet uden klaring eller filtrering

Duftmæssigt er der tale om lækkerier … voksenslik med eksklusive dufte for myndige, vingladiatorer og kendere. Det er klart en mere varm, tæt og moden duft med sådanne rolige, beherskede, dybe og umamiagtige noter, soyasauce, svampe, let mentol, skovbund, lidt harsk baconfedt, erotisk blomsterpollen, mælkechokolade, moden frugt med bløde kirsebær, gamle jordbær, enebær, grøntsagsfond, laurbærblade og alt sammen på en lidt beskeden facon.

Hvor er smagen blød, cremet og letflydende … meget fyldig i hele munden med en frugt, som er en anelse mørkere end normalt for Spätburgunder med kirsebær, blommer og brombær, peber og jern, mens syren også er fuldvoksen og får tingene til at ske med overblik, erfaring og stoisk ro. Der er lidt bitterhed, runde tanniner, men shit hvor hænger vinen lang tid i munden. Klasse.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Achkarren Spätburgunder, Baden, TysklandHvor er det lang tid siden, at jeg sidst drak en Spätburgunder fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Vi skal i hvert fald tilbage til november 2020. Men nu har jeg så fået lidt 2019 Achkarren Spätburgunder i glasset … und alles ist gut, ørnen flyver igen.

Weingut Franz Keller Schwarzer Adler har jeg skrevet om utallige gange og endda besøgt tilbage i august 2016. Men det kan du jo eventuelt selv læse om i mit lille blogindlæg; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Achkarren Spätburgunder, der er en Ortswein, altså niveauet over husets basisvine. Her er druerne fra marker ved byen Achkarren og det er helt præcis fra de to marker Achkarren Schlossberg og Achkarren Castellberg. Gæringen er sket i de store gæringskar af eg og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques.

Dejlig lys næse … ganske animalsk, landlig hestestald med rygende ensilage, en totalt lækker og lys frugt bestående af rabarber, ribs og lyse kirsebær, nogle lidt mælkede noter, ymer, drikkeyoghurt, kul, en inderlig fin og vibrerende syre, et drys søde krydderier, candyfloss, blomster og svagt en smule mælkechokolade, nelliker … og den lille sødme binder næsen vildt godt sammen.

I munden er det en superfrisk og ren Spätburgunder … crisp, let, lys og saftig med jordbær, ribs, rabarber og en smule tranebær, feminin, fin, elegant og næsten burgundisk syre, lidt appelsinskal, mineraler og middel tanninbid og så igen en let koket sødme. Men det smager voldsomt godt … balanceret, smukt og vanedannende.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 280 kr., mens prisen er 224 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Weingut Ziereisen, Heugumber Gutedel, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Heugumber Gutedel, Baden, TysklandForleden smagte jeg en 2018 Viviser Gutedel Unfiltered fra Hanspeter Ziereisen og fortalte, at han specielt er kendt for sine vine på druen Gutedel. Det vil jeg her forfølge med endnu en Gutedel vin, nemlig en 2019 Heugumber Gutedel.

Det dog ikke en af Hanspeters Premium vine, men nærmere en Gutswein, som huset beskriver som et frisk alternativ til vine på Riesling … en perfekt terassevin.

Gutedel druerne til vinen kommer fra den op til 50% stejle og kalkstenholdige topmark Efringer Oelberg i det sydlige Baden og er lavet ved, at druerne er presset ved relativt højt tryk på 6 bar og så spontangæret med druernes naturlige gærceller, hvorefter vinen er lagret 9 måneder sur lie på store, brugte egefade.

I næsen virker vinen først en smule reduktiv, har landlig mødding, en blød frugt med melon, fersken, mirabeller, gule blommer samt nogle sødsaltede, kalkede elementer, intens blomsterpollen suppleret med lidt røg, nødder og halvsøde krydderier.

Smagsmæssigt er det en rank, frisk og ganske mineralsk vin. Der er lemon, citroner, stikkelsbær og grønne æbler samt saltvand. Syren er superfrisk, tør, giver kant og bid, så dermed bliver det en meget rank og ren vin, hvor der slet ikke mærkes det mindste spor af egefade … overhovedet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandDet gode ved vine er, at de er som sporvogne … der kommer altid en årgang til. Denne Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve fra Winzerhof Stahl har jeg smagt før i årgang 2018 … og hos Mr Ruby smagte jeg den i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte tilbage i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Chardonnay druerne er høstet med et begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes de allerbedste klaser. Efter presning, så er vinen gæret på 500 liters franske tonneaux fra Alliers og har derefter lagret sur lie i 12 måneder inden ufiltreret flaskning af vinen.

Åh hvor er det fed og lækker Chardonnay duft … svulstig, kropsnær, med masser af tropisk frugt, nærmest tørret og kandiseret frugt som abrikos, mango, ananas, gule æbler, nødder, salte mineraler og så et klart fadpræg, som faktisk virker større end ved 2018’eren, for der er både lakridskonfekt, kanel og vaniljesukker.

Smagsmæssigt er det også en stor, grandios, generøs og pompøs Chardonnay, selvom den faktisk slet ikke bliver overfed i munden, men måske nærmere har en burgundisk elegance, for den har sgu et slank skelet med sure citroner, lemon og småbitter grape og en frisk, racersharp og mineralsk, kalket syre. Fabelagtig Chardonnay fra de højeste hylder i Tyskland.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen sidste Spätburgunder hos Mr Ruby var ikke årgang 2019, men en ældre 2015 Leistadter Kalkofen Spätburgunder fra det lille vinhus Weingut Hanewald-Schwerdt.

Jeg har også ofte skrevet om samt anmeldt vine fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, men det er dog første gang, at jeg smager denne Leistadter Kalkofen Spätburgunder.

Jeg har smagt deres Leistadter Herzfeld Spätburgunder i flere årgange, men Kalkofen marken ligger faktisk lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.

Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye barriques.

Stilmæssigt er det en anderledes Spätburgunder end de forrige … varmere i udtrykket med en lidt funky slagside, krudt samt modne kirsebær, saftig og bløde kirsebær, pæn modenhed, omfavnende og sofadyb, comfy og det forstærkes kun af mørke krydderier, mørk chokolade samt en god cafe latte.

Vinen smager også godt, selvom det ikke er en syrlig og let vin, men langt mere rund, moden og komfortabel. Modenheden er rigtig stor og nærmer sig lidt et portvinsniveau, men det er så vildt cremet og voldsomt elegant. Tanninerne er også bløde og samlet giver det en moden og utrolig behagelig vin.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men fås i øjeblikket på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandNeus’ Horn har jeg selvfølgelig også smagt tidligere, men aldrig har den smagt så godt, som den gør i denne årgang 2019. Jeg siger det bare.

Nu skal det jo selvfølgelig også med i billedet, at jeg slet ikke har smagt Horn så mange gange før, som jeg har smagt Pares … ja jeg har faktisk kun smagt Horn i en årgang 2018 før 🙂

Men her går alting bare op i en højere enhed og det er den bedste Neus vin, som jeg nogensinde har smagt … lige til at blive glad i låget af.

Druerne er selvfølgelig fra den 21 hektar store Große Lage mark Horn på Mainzer Berg skråningen. Neus’ parcel ligger helt inde ved Ingelheim, hvor jorden består af fossile rester, kalksten og sandler, som er god til at holde på vandet. På billedet nedenunder kan i spotte marken ved pilen.

Der er endnu ikke mange oplysninger om produktionen, men hvis den er lavet som 2018’eren, så er 70-80% af druerne er afstilket og så lavet med spontangæring og derefter lagring på barriques, hvor vinen tilbragt 18 måneder.

I næsen er vinen ikke så reduktiv som hverken Pares eller Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben 1G, hvilket virkelig klæder vinen og frembringer en mere kompakt, venlig og sødere næse. Det er fortsat øko, bio, hestestald, mødding, lys, let, feminin, syrlig frugt, jordbær, søde kirsebær, ribs,  ristede noter, røg, tjære, let fadpræg, kanel, vanilje, nødder … og alt sammen med stor venlighed og omgængelighed. Smukt … intet mindre.

Det smager bare imponerende godt … rund og lækker, lys og let, ren og direkte samt intens og balanceret. Alt er i fuldstændig symbiose, intet vender forkert, har masser af jordbær, hindbær, ribs og en syre, der bare er livlig, levende, sprælsk, kåd og vital. Derudover er der et grønt og frisk tanninbig, grønne elementer og tilpas sødme, så hele puslespillet falder i hak.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 7/7  

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandDe to Großes Gewächs vine Pares og Horn fra Weingut J. Neus er også gamle kendige her på Houlbergs Vinblog, så derfor var det også fantastisk igen at smage dem i årgang 2019.

Pares Spätburgunder Großes Gewächs har jeg således smagt i både årgang 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018.

Große Lage marken Pares er samlet på 9 hektar og dens navn betyder Paradis. Som tidligere  nævnt, så ligger den på Mainzer Berg skråningen og Weingut J. Neus ejer parceller på samlet 3,5 hektar af Pares. Det er en vinmark, som har været kendt som en fremragende mark allerede i den sene middelalder.

Marken har en jord med kalk, lerjord og højt stenindhold. Denne vin fra Pares marken er spontangæret med 30% hele klaser i små åbne gæringskar og dernæst lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

Neus vinene har de seneste år været pænt reduktive i duften, men den nye vinmager Toni Frank har nu udskiftet en del af de gamle fade med nye og arbejder hen imod at give vinene et mere rent udtryk.

Han kan fortsat godt li’ en let reduktion i sine vine, så de må godt dufte lidt af popcorn og røg, men alt med måde. Hans arbejde er nu med årgang 2019 begyndt at bære frugt, for stilen er renere og det klæder virkelig Neus vinene.

Pares er dog fortsat en smule reduktiv her i 2019, men da klart mindre end i tidligere år. Det giver sådan en lidt duft af let porno, popcorn, oksefond, bonderøv og kål, men lige underneden alt det sexede dukker en vild lækker duft op. Der er lys, fin, let og feminin frugt, ribs, jordbær, violer, tørrede rosenblade, maling, fernis, hyben, læder samt et ganske svagt pust med let fadpræg, kanel, vanilje, nødder samt søde elementer.

I munden er det en levende, livlig og fin vin … let, fin og sart med en småsyrlig og smukt afbalancerede smag. Frugten er frisk, lys, moden og ren med rabarber, tranebær og ribs og lille saftighed. Syren er så skarp, let og præcis – styrer virkelig – og tanninerne egentligt tilpas bløde med et lille peberbid. Virkelig topkasse med luftig og ekvilibristisk elegance.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder, Pfalz, TysklandSidste vin fra Weingut Jülg blev en Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder 2019. Det er en ny vin hos Jülg og således første årgang. Druerne kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert.

Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz. Og Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

I forhold til både WB og KB er KT lidt mere vild, var min første tanke, for syren er mere æterisk, luftig og vild, virker grønnere, tættere, lys, mere tør og dufter bare svimlende godt. Igen herligt animalsk aftryk, mørk og saftig frugt, mere frisk og kompleks, blommer, kirsebær og hindbær, et pænt fadaftryk med lakridskonfekt og vanilje.

I munden er det vandvittigt lækkert … tør, stringent med masser af frisk frugt, bittert og sødt i ying-yang sammenflettet balance, mens frugten måske nok er mørk, saftig og fyldig, så smager det alligevel let, luftigt og overjordisk.  WAUW, hvor det smager voldsomt godt med blidhed kombineret med knastørre tanniner, en præcis syre, sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Der er nærmest kirurgisk præcisionsarbejde.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, TysklandNæste Jülg vin var 2019 Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, altså lavet med druer fra den lille Kammerberg parcel, der – som forrige – også ligger på den franske side af grænsen.

Kammerberg parcellen ligger faktisk direkte ovenfor marken Wissembourg og har siden 1974 officiel været del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet. Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

I næsen minder Kammerberg lidt om Wormberg … men mere rund, urtet og blæk’et, men samtidig også mer’ aggressiv på egetræet. Der er nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og kraftigt, fortsat med småsød, animalsk hestestald, frugt med både modne kirsebær, blommer og brombær, grønne elementer … lidt gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.

Fuck – pardon my french – hvor det smager godt. Det er en virkelig elegant og blød Spätburgunder. Vinen virker smagsmæssigt mere kødfuld og frugten – sorte kirsebær, blommer og brombær – meget dybere, mens tanninerne er store – men blide – og syren også både afdæmpet, fin, præcis og vedholdende. Fabelagtig vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger