2017 Cantine Fina, Kikè Traminer Aromatico, Sicilien, Italien

2017 Cantine Fina, Kikè Traminer Aromatico, Sicilien, ItalienLad os nuppe endnu en italiensk hvidvin, denne gang vinen Kikè Traminer Aromatico fra vinhuset Cantine Fina, der ligger ved byen Marsala på den vestligste del af Sicilien.

Cantine Fina drives af Bruno Fina samt hans familie, bl.a. med hjælp fra sønnerne Frederica og Pietro. Bruno er selv en berømt vinmager på Sicilien og han rådgiver mange lokale vinbønder om udvælgelse af marker og forbedring af kvaliteten af druerne. Derudover har han altså selv Cantine Fina, som er en større vingård med en årsproduktion på 250.000 flasker vin.

Familien dyrker de lokale hvide druer Grillo, Zibibbo og Moscato di Alessandria samt internationale druer som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Traminer og Viognier. De røde er Nero d’Avola, Pericone, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah.

Denne Cantine Fina Kikè Traminer Aromatico er lavet på 90% Traminer aka Gewürztraminer tilsat 10% Sauvignon Blanc, som alene er lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er modnet i 6 måneder inden den er tappet på flaske.

Aromaen er ganske blomsterrig og byder derudover på en smule harpiks, melon, fersken, hyld … igen er vinen aromatisk med en vis pondus, fylde og fornemmet fedme. Der er mere krop i denne vin end foregående.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor der er fylde, fedme og pænt med sødme, men der er også lidt jern og lidt bitterhed. Men samlet er det en easy, let og drikkelig fed vin, som bare er blød, rund og meget smagfuld.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 74 kr.

Vinanmeldelse 4/7