2016 Tenuta Grimani, Pinot Grigio delle Venezie, Veneto, Italien

2016 Tenuta Grimani, Pinot Grigio delle Venezie, Veneto, ItalienTenuta Grimani hedder også Società Agricola Cavaggioni Dino & Andrea S.S., da vingården drives af Cavaggioni familien. Her smager vi en billig hvid Pinot Grigio delle Venezie fra det italienske vinhus.

Vingården ligger ved den lille by Moschina nær Roncà … det er vel omkring 25-30 kilometer øst for Verona. Tenuta Grimani – der er opkaldt efter en rig venetiansk familie – drives af ægteparret Dino og Maria Cavaggioni samt deres to børn Laura og Andrea. Familien har været vinbønder i Roncà gennem generation, men i dag er det primært far Dino og sønnike Andrea, som laver vinene.

Faktisk er vingården grundlagt tilbage i 1934 af Pietro Dal Care … en bedstefar til Maria Cavaggioni, og de opkaldte vinhuset efter den adelige Grimani familie, som var kendt i hele Roncà og tidligere havde ejet den jord, som i dag hører under Tenuta Grimani.

Samlet har Cavaggioni familien 13 hektar vinmarker, som ligger på et vulkansk område, fyldt med mineraler, hvor der findes mange fossiler fra svundne tider.

Familien laver omkring 80.000 flasker vin årligt, men alene 10.000 flaskes under eget navn, bl.a. denne Pinot Grigio delle Venezie, som er lavet på 100% Pinot Grigio aka Pinot Gris, som dyrkes på marker i 200 meters højde og høstes med håndkraft.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke … og det starter med, at druerne presses inden gæring ved lav temperatur. Derefter lagrer vinen sur lie i 3 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere lagring i 45 dage. Derefter kan vinen sælges.

I næsen er vinen aromatisk, endda lidt parfumeret. Der er sødme, hyld, abrikos, fersken … godt med tropisk frugt. Smagen er en kende nøddet, men ellers meget blød, rund og måske lidt flad i udtrykket, men nu er jeg nok heller ikke verdens største Pinot Gris fan. Der er mandler, lidt muskat, men dækket er lidt punkteret, så det bliver aldrig helt dybt, kompleks eller intens, men smager fint … og til prisen bestemt en god vin.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 56 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7