2009 Marcato, Pian Alto, Veneto, Italien

2009 Marcato, Pian Alto, Veneto, ItalienMed aftenens næstsidste rødvin kom vi igen til vinhuset Azienda Agricola Marcato, hvorfra vi først smagte deres mousserende vin. Her er vi dog i en helt anden boldgade, nemlig med én af deres topvine Pian Alto.

Druerne til denne vin kommer fra vingårdens Berici vinmarker, som ligger ved deres La Giareta ejendom, mellem to små landsbyer Sarego og Grancona 20 km. syd-vest for Vicenza. Her dyrkes bl.a. sorterne Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Jorden er typisk rød og hvid med rigelige kridt og ler og en slags stenet jord, hvilket giver varme til vinstokkene på blæsende og kølige nætter i løbet af vækstsæsonen.

La Giareta ejendommen og tilhørende marker købte Marcato familien i halvfemserne og markerne leverer nu druerne til denne Pian Alto. Med vinen forsøger Marcato familien at kombinere tradition med innovation og det er dette, der hæver vinen op over mange andre vine.

Og fremstillingsmetoden er også specielt. Pian Alto er skabt efter supertoscanernes forbillede. Det vil sige han har fravalgt de traditionelle norditalienske druer og i stedet sammensat et blend, bestående af 70% Cabernet Franc og 30% Cabernet Sauvignon.

Alle Cabernet Franc druerne bliver tørret, ligesom man kender det fra de kendte Amaronevine. Efter presningen af druerne udsættes druemosten for en længere kontakt med drueskallerne, hvilket er med til at give vinen den eftertragtede norditalienske garvesyre og flotte dybe farve.

Når vinen kommer på fad bliver tingene også gjort efter standarder, der kun opnås i vinens absolutte superliga. Man lader simpelthen vinen ligge og udvikle sig i 36 måneder på diverse former for egetræsfade (herunder nye franske), hvorfor garvesyren og strukturen i denne vin er helt speciel.

Der produceres alene 8.300 flasker af denne vin årligt. De tidligere årgange har opnået 3 glas i Gambero Rosso, men denne vin i årgang 2009 er endnu ikke vurderet.

I glasset udsender denne vin masser af mørk frugt, tørhed, kirsebær. Smagsmæssigt meget blød, der er rosiner, vinen er meget frugtrig, der er sødme, men fortsat lidt syre og tydelige tanniner. Virker måske en smule kedelig, og mangler – i mit verdensbillede – lidt kant.

Fåes hos Skovgaard Vine til 398 kr. ved køb af 1 stk., og 198 kr. ved køb af 12 stk. En besparelse på hele 200 kr., hvis man går op i den slags.

Vinanmeldelse 4/7 

Skriv et svar