Til forretten med noget varmrøget laks og salat ovenpå ristet rugbrød serverede Gert E en hip og moderne orangevin på en ret sjælden druesort og det var denne 2017 Roter Traminer H Orange fra det biodynamiske vinhus Weingut Alice & Roland Tauss.
Weingut Alice & Roland Tauss ligger lidt ude på landet syd for byen Leutschach i den sydligste del af Steiermark vinregionen i Østrig og drives -som navnet siger – af Alice og Roland Tauss.
De driver en biodynamisk vingård og har arbejdet biodynamisk længe før der gik mode i det, og de er medlem af berømte østrigske naturvins gruppe Schmecke das Leben.
Der Biologisch-dynamisches Weingut Alice & Roland Tauss er også en af Østrigs dygtigste producenter af orangevin og parret har flere årtiers erfaring med genren. Men generelt laver vinhuset klassiske, autentiske og meget udtryksfulde naturvine, som udtrykker drue og terroir præcist. Vinene er naturligvis spontangæret, flasket uden filtrering, klaring eller tilsætning af svovl.
Roland Tauss overtog familiens vingård i 1991, men drev den i første omgang videre som et konventionelt landbrug, men en utilfredshed med vinene kombineret med en vis rastløshed gjorde, at han ville noget andet og Roland fandt svaret i biodynamisk drift.
Så i 2005 tog han beslutning om at omlægge hele produktionen til biodynamisk drift med en klar filosofi om at opfatte naturen som en levende, autentisk essens med respekt for mineral-, plante-, dyre- og vandverdenen.
Så siden 2010 har deres i alt 5,8 hektar vinmarker ud af den i alt 14,5 hektar store ejendom nu været Demeter certificeret som økologisk og biodynamisk praksis.
Huset vinmarker er beliggende i Schlossberg nær Leutschach og markerne ligger med orientering mod syd og sydvest i cirka 390 – 450 meters højde. Deres bedste mark er Hohenegg, der er opkaldt efter en kapel, der ligger lige over vinmarkerne.
Alle vine fra Hohenegg har et H på etiketten og det gælder også denne Roter Traminer H Orange, der – som skrevet indledningsvis – er lavet på den ukendte Roter Traminer sort, som jeg faktisk – så vidt jeg huske – heller ikke er stødt på tidligere.
Roter Traminer – der også er kendt som Savagnin Rosé – er en rød eller måske mere præcist lyserød druesort, der er relativt sjælden og overvejende dyrkes i Tyskland og Østrig, men druen findes også i Alsace, det nordøstlige Frankrig og Centraleuropa, bl.a. kan den findes i Kroatien og Ukraine.
Roter Traminer er et af flere medlemmer af Traminer-familien og er derfor en nær slægtning til Gewurztraminer og Savagnin. Den findes ofte sammenplantet med Gewurztraminer og de to sorter kan være svære at skelne fra hinanden på grund af deres botaniske ligheder.
Druesorterne i Traminer-familien er ældgamle og har muteret mange gange gennem århundreder og skabt mange kloner, hvoraf Roter Traminer er en.
Trods navnet kan sortens bær være alt fra lyserøde til rødbrune. Når der laves hvidvine på Roter Traminer har disse typisk et svagt lyserødt skær over sig, ligesom dem der er lavet af andre lyserøde varianter, såsom Pinot Gris.
Selvom Roter Traminer ligner Gewurztraminer i vinmarkerne, så er dens aromatiske profil tættere på Savagnin Blanc.
Denne Roter Traminer H Orange er spontangæret med 4-5 ugers skindkontakt og efterfølgende lagret på brugte fade i 18 måneder og allerede i glasset ligner den mest en doven øl.
Duftmæssigt er der sødme, er lidt nøddeagtig og moden med mjød, karamel, candyfloss, honning, frugt af abrikos, tørret abrikos, skal fra appelsin samt skal fra grapefrugt og så man man også fornemme, at der er godt med fad, der er med til at give denne lidt olierede fornemmelse.
I munden virker vinen faktisk en smule stærk … der kommer simpelthen et lille alkoholspark, selvom vinen jo egentlig kun er på 13% i oktanstyrke. Det er måske fordi, der også er lidt peber, men ellers er det frugt med æblemost, syrlig og bitre nedfaldsæbler samt tørret abrikos, tørrede krydderier … særegen og absolut sin egen, men samlet 91 point.
Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt koster 375 kr., mens prisen på tilbud pt. er 275 kr.