Tag-arkiv: cabernet sauvignon

Cabernet Sauvignon er en af ​​verdens mest anerkendte og udbredte røde druesorter, som dyrkes i næsten hvert større vinproducerende land. Den er kendt som druen i nogle af de dyreste, komplekse og majestætiske rødvine, der findes … nemlig rødvine fra Bordeaux.

Vine lavet på Cabernet Sauvignon er den kendt for at kunne gemmes længe og en god Cabernet Sauvignon kan uden problemer gemmes i 20 år – og oftest også længere.

Som helt ung er Cabernet Sauvignon oftest ret kantet og kraftig i smag og aroma med et højt indhold af garvesyre. Den har duftnoter af både solbær, cedertræ samt tobak og Cabernet Sauvignon kan ofte genkendes på disse dufte, uanset om den er dyrket i Frankrig eller i oversøiske lande.

Cabernet Sauvignon er opstået ved en krydsning mellem Cabernet Franc og Sauvignon Blanc. Hver af sorterne gav deres fornavn til den nye druesorts navn. Krydsningen blev skabt i løbet af 1600-tallet i og omkring Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det resulterede i en druesort, der var nem at dyrke, fordi den var mindre krævende med hensyn til jordbund og klima. Og Cabernet Sauvignon druerne er faktisk nemme at plukke og vinstokkene meget modstandsdygtige overfor mange af de problemer, som vinstokke oftest døjer med.

2019 Edoardo Miroglio, Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

2019 Edoardo Miroglio, Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, BulgarienJeg sluttede smagning af bulgarske vine fra Edoardo Miroglio med den sidste Elenovo Reserve vin … 2019 Cabernet Sauvignon Elenovo Reserve.

Atter er vinen lavet ved, at druerne efter høsten først er knust. hvorefter gæringen er sket i store gæringstanke med løbende omrøring.

Efter endt gæring er vinen presset og opnår 2-3 dages dekantering inden den overføres til hele 15 måneders lagring i franske 225 liter barriques.

Duften er lidt som forrige, men lidt mere bordeauxagtig, for der kommer noget solbær, sorte kirsebær, blommer og snert af enebær, noget mentolchokolade, saltlakrids, allehånde og kanel, skovbund, muldjord og laurbærblade.

I munden er det blødt, cremet og mundsmeltende, virker fyldig med en tæt struktur, masser af solbær- og kirsebærfrugt, frugtfedme og frugtsødme, virkelig dejlig bid, et blidt, markant og nøddet tanninbid og suppleret med lidt kaffelikør, chokolade og tørt træ. Det smager sgu da bare rigtigt godt, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 210 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Rudi Rüttger, Pastell Rosé Trocken, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Pastell Rosé Trocken, Pfalz, TysklandVi fortsætter da lige med endnu en vin fra Weingut Rudi Rüttger og det er hans lille laksefarvede 2023 Pastell Rosé Trocken lavet på et mix af Schwarzriesling aka Pinot Meunier og Cabernet Sauvignon.

Dermed er druemixet anderledes end fx i 2021’eren, men alle druerne kommer fortsat fra nogle kølige samt kalkholdige vinmarker omkring Neuleiningen. Vinen er lavet i en ren og mineralsk stil med frugtbevarende gæring på ståltank ved kølige 18 grader og kort lagring. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig frugtrig næse med jordbær, hindbær og – som 2021’eren – samme lidt grønne note, der kan minde om bladene på vinstokkene eller måske endda stilkene. Man fornemmer også lidt grape skal og tørre krydderurter, som lige stikker en smule.

I munden har vinen både en smule sødme, men bestemt og en ren, klar og god syre med salte citroner, rabarber, sure appelsiner og lidt grønne æbler, hvor man får denne isnende fornemmelse, når man så tager en bid. Syren er sgu småvild, men sammenlagt fungerer det sgu rigtigt fint og selvom jeg ikke er rosémand, så vil det være en frisk lille appetizer en sommerdag på terrassen. 88 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Vignobles Famille André Lurton, Diane by Jacques Lurton Blanc de Noirs Méthode Traditionelle Brut, Bordeaux, Frankrig

2020 Vignobles Famille André Lurton, Diane by Jacques Lurton Blanc de Noirs Méthode Traditionelle Brut, Bordeaux, Frankrig Nature   Den næste vin … en mousserende vin lavet som en Blanc de Noirs alene på Cabernet Sauvignon druer fra Bordeaux havde jeg glædet mig til at smage. Den kommer fra den store og rige Lurton familie og det er deres 2020 Diane by Jacques Lurton Blanc de Noirs Méthode Traditionelle Brut.

Både Jacques og François Lurton er sønner af den kendte vinmager André Lurton, som bl.a. ejer Chateau Bonnet, La Louviere, Château Dauzac, Château Couhins-Lurton og mange andre slotte.

En fætter leder Yquem og Cheval-Blanc, en anden Brane-Cantenac, så de to brødre er derfor helt bogstaveligt født ind i vinbranchen i nok et af Bordeaux’ mest celebre vindynastier, som har produceret Bordeaux vine mange, mange år.

Derfor er det meget naturligt, at Jacques Lurton også har lavet en mousserende vin på netop Cabernet Sauvignon druer fra Bordeaux, selvom vinen er lavet og flasket hos Lateyron i Montagne … en lille familievirksomhed, der har specialiseret sig i at lave Crémant de Bordeaux.

Jacques Lurton selekterer Cabernet Sauvignon druerne fra en 2,5 hektar sydvendt mark på det berømte slot Château Bonnet. Efter en hurtigt høst er presses druerne direkte ved lave temperaturer for at bevare friskheden i vinen.

Basisvinen gærer frugtbevarende ved 16-18 grader på ståltank og herefter følger andengæringen på flaske med 9 måneder lagring på de fine gærrester efter den klassiske champagnemetode.

I næsen er der godt med stort brus, der lige får næsen til løfte sig, men det er nu faktisk en meget behagelig aroma, hvor der både er en smule karamel, chokolade, gærede noter, wienerbrød, toast, nødder, modne æbler, æblemost, ananas, mango og kandiseret citrusfrugt. Den har en helt eksplosionsagtig frugt samt en nærmest smuk og imponerende dybde.

Smagen er også meget elegant … dyb, tør og sødbitter, men det er med en fabelagtig balance. Der er en frugt, der helt klart har nogle røde frugter over sig, syrlige kirsebær suppleret med grillet grape samt en eksotisk frugt med ananas, pæresaft og kvæde. Det har en ganske tør og sødlig bitterhed, selvom det egentlig afleverer sit udtryk på en cremet og let opulent facon … lidt som moden, god, ældre årgangschampagne. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Hay Shed Hill Wines, Block 2 Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2020 Hay Shed Hill Wines, Block 2 Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienOgså Hay Shed Hill Wines var repræsenteret to gange i vor lille smagning og den anden vin var fra deres Block Series og det var denne 2020 Block 2 Cabernet Sauvignon.

Som navnet siger, så kommer Cabernet Sauvignon druerne fra block 2 på Hay Shed Hill marken og der er stokkene af Houghton-klonen plantet i 1975. De står på en nordlig skråning, som sikrer perfekte modning.

Efter høsten er all eCabernet Sauvignon stilket inden gæring i åbne gæringskar med traditionel pump over og efter endt gæring lå vinen på med drueskindet i yderligere 10 dage for at giver mere modne tanniner. Derefter er vinen så fadlagret 18 måneder på franske barriques og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Duftmæssigt er denne vin klart mere Muhammed Ali end Tyson, for der er klart mere elegance. Det starter med oksefond, cedertræ og blyanter samt frugt med solbær, kirsebær, ribs, skovbund, muldjord og virker endda lidt støvet, mens fadpræget er pænt fremme med mørk chokolade, vanilje og samlet både styret elegance samt god dybde, så klart aftenens bedste vin.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, hvor der både er elegance, power og samtidig meget bordeauxfil. Smagen er godt koncentreret, cremet og samtidig kølig og rank, mens syren er ren, fin og nærværende. Frugten er mest solbær, brombær, hindbær og så lidt lemon. Her sidder alt, hvor det skal sidde og stilen er faktisk pænt europæiske, skarp og slet ikke opulent. 95 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Clandestine Vineyards, Hearts & Minds Cabernet Malbec, Western Australia, Australien,

2021 Clandestine Vineyards, Hearts & Minds Cabernet Malbec, Western Australia, Australien,Vi skulle denne aften smage endnu en vin fra Clandestine Vineyards, men denne var ikke en naturvin, men deres 2021 Hearts & Minds Cabernet Malbec.

Ja her har man simpelthen blandet Cabernet Sauvignon og Malbec druerne sammen. Det er så helt præcis 55% Cabernet Sauvignon og 45% Malbec.

Cabernet frugten kommer fra Acacia Ridge i Frankland River, mens Malbec druerne kommer fra Celestial Bay ved Margaret River. Hver sort er vinificeret separat med gæring over 10 dage i åbne gæringskar.

Derefter er presningen sket og der anvendes kun den fritløbende saft til vinen, som inden lagring har gennemgået malolaktisk gæring og så er den lagret 20 måneder på egefade, hvor 25% er helt nye fade. Der er kun lavet 3.000 flasker af vinen.

I næsen er det en federe vin og Nick Stacy siger da også selv, at den har Mike Tysons power og Muhammed Alis elegance. Der er i hvert fald skruet godt op for volumens med fede blommer og blåbær, fed syltetøjsagtig frugt, hængt kød, beef jerky, ganske kødfuld og det suppleres med kaffe, chokolade, kakaotrøfler, tjære og timian.

Smagen er også til den kraftige side …. tyk viskositet, lidt af en frugtbombe med blommer, brombær, solbær, olieret og smøret, fed og mægtig, men ganske smooth. Det er ikke en vin for hjertesvage, som ikke kan tåle en højrehook fra Tyson. 92 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Frog’s Leap Winery, Cabernet Sauvignon Williams Rossi Vineyards, Californien, USA

2018 Frog's Leap Winery, Cabernet Sauvignon Williams Rossi Vineyards, Californien, USAVi skulle derefter smage endnu en Cabernet Sauvignon vin fra Frog’s Leap Winery, men det var enkeltmarksvinen 2018 Cabernet Sauvignon William Rossi Vineyards, der også er lavet i en helt anden stil.

I modsætning til foregående vine, så er denne vin på 100% Cabernet Sauvignon, der alle kommer fra Rossi Vineyard marken i Rutherford med 80% fra South Creek Block, 10% fra North Creek Block samt 10% fra Hilltop Block.

Efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i på egefade med druernes egne gærceller. Efter presning er den så lagret 26 måneder på egefade. Der er kun lavet 490 kasser, hvilket svarer til 20 egefade. Vinen er lavet af John sammen med sin søn Rory og Pablo Polanco.

Det er duftmæssigt en mere fed og vamset vin, hvor også fadpræget er tungere og varmere. Der er ikke en ler- og muldjordagtige note, så i stedet er der mere som sollotion og strand, røg og lejrbål, lakrids og chokolade, nougat og vanilje. Der er pæn ekstraktion med ret saftig frugt af solbær og blommer … fyldig og fuldfed.

Smagen har også denne mere ekstraherede, vamsede og fyldige smag, godt med solbær, ribs og kandiseret lemon, men også mere alkohol, der da også ligger på 14,7% og dermed i hvert fald mindst en procent mere end de forrige Cabernet Sauvignon vine. Trods den lidt opulente side, så er det dog en vin med karakter og den smager da bestemt rigtigt godt … bare mere koncentreret, tæt og pumpet, så dermed 93 point.

Vinene fra Frog’s Leap Winery forhandles herhjemme af American Wine, men denne er ikke pt. i sortimentet.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Frog’s Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2020 Frog's Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USADen sidste Estate Grown Cabernet Sauvignon fra Frog’s Leap Winery blev så en nyere, mere kølig og frisk årgang 2020, altså nyere og langt mere tilgængelig købsmæssigt.

I årgang 2020 er vinen lavet på 90% Cabernet Sauvignon og 10% Cabernet Franc. Druerne kommer fra Rutherford med 34% fra Red Barn Vineyard, 40% fra Chevez-Leeds Vineyard og 26% fra Williams-Rossi Vineyard.

Efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i åbne fade alene med druernes egne gærceller. Efter presning er den så lagret 20 måneder på franske egefade, hvoraf 10% er helt nye fade og derefter sker der en let filtrering ved aftapning.

Der er lavet 10.640 kasser af vinen og John har lavet den sammen med sin søn Rory og Pablo Polanco.

I næsen kommer det kølige friskhed omgående frem … rank, stoisk, ungdommelig og dynamisk. Dermed bliver det også en mere kantet, teenagekluntet og oprejst vin, hvor der omgående kommer nogle af de samme ler- og muldjordagtige noter, noget med blæk, tryksværte og grafit, cedertræ, solbær, ribs og sorte kirsebær, lakrids og da også en smule mørk og kakaorig chokolade.

Trods vinens unge og uopdragne karakter, så er det dog i munden  blødt og rundt, men dog en snas mindre cremet. Men i stedet er der godt med frisk frugt, så dermed er der intet, som bliver afbøjet. Der er vilde og stramme tanniner, denne tørre jordsmag, lakrids samt noget småbitter chokolade. 93 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Frog’s Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2013 Frog's Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USASå sprang vi da lige 12 år frem i tiden – og helt uden McFlys pimpede DeLorean DMC-12 – for næste Estate Grown Cabernet Sauvignon fra Frog’s Leap Winery var i årgang 2013.

I årgang 2013 er vinen lavet på 89% Cabernet Sauvignon, 8% Cabernet Franc og så også 3% Merlot og nuer alle druerne så fra husets egne marker ved Rutherford i Napa Valley.

Efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i åbne fade alene med druernes egne gærceller. Efter presning er den så lagret 20 måneder på franske egefade, hvoraf en ganske lille andel er nye fade og sluttelig en let filtrering ved aftapning. John Williams har lavet vinen sammen med Paula Moschetti.

Nu er der skruet op på barometeret for friskhed, men uden det bliver helt vildt, men vinen får nu en vis kølighed, som egentlig er ret flot. Der kommet igen denne jordagtige note af ler- og muldjord, ret tørt og samtidig er der grafit, blyanter, cedertræ, sorte kirsebær, ribs og blommer, lidt mynte, tobak … fadpræget virker sjovt nok lidt mindre end hos 2001’eren.

Uha, den smager sgu også godt … blød, cremet og modent, men frugten af solbær, sorte kirsebær, blommer, ribs og lemon giver dig en rank, frisk og kølig vin, hvor der både er høj syre, let bitterhed og så ellers stramme og vilde tanniner. Her mærker vi for første gang, hvor spændstige tanniner, som Cabernet Sauvignon kan give, så dermed 95 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske i den nyeste årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2001 Frog’s Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2001 Frog's Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USAEftermiddagens bedste vin blev – i mit objektiv – helt klart Frog’s Leap Winery s 2001 Estate Grown Cabernet Sauvignon, der havde fået pæn lang tid i flasken, men stod så smukt, moden og samtidig fortsat ganske frisk.

Estate Grown Cabernet Sauvignon er i denne årgang 2001 lavet på 87% Cabernet Sauvignon og 13% Cabernet Franc, hvoraf 64% er fra husets marker i Rutherford, 14% fra Carneros, 14% fra Yountville og 8% St. Helena.

Efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i åbne fade alene med druernes egne gærceller. Efter presning er den så lagret 19 måneder på 90% franske og 10% amerikanske egefade, hvoraf en ganske lille andel er nye fade og sluttelig en let filtrering ved aftapning. Der er lavet 10.500 kasser af vinen.

I næsen virker vinen klart mere levende og duftene slet ikke så hengemt, for der spottes omgående solbær, mørke kirsebær blæk, stiftsblyanter, ler/muldjord blanding, grafit, tørt træ, cedertræ og i det hele taget virker fadpræget langt tydligere end i 1992’eren, for her er der vanilje, kanel, tobak og chokolade … alt balanceret og modnet helt perfekt med et tørt og støvet udtryk.

Uha, hvor smager det brillant … cremet og smelter sgu vitterlig i munden. Det er vildt, godt, modent … men ikke for meget, for den er virkelig i zen-balance, blød og samtidig friske og levende. Sådan skal en moden Cabernet Sauvignon sgu smage, når den peaker og man bliver omgående svag om hjertet, glad og lykkelig. 97 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske i den nyeste årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

1992 Frog’s Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USA

1992 Frog's Leap Winery, Estate Grown Cabernet Sauvignon, Californien, USADerefter kørte US Cab Greyhound-bussen med en lille eksklusiv vertikalsmagning af 4 årgange af Frog’s Leap Winerys ikoniske Estate Grown Cabernet Sauvignon og vi startede med årgang 1992.

John Williams fortalte, at der er tilsat en smule Cabernet Franc til Cabernet Sauvignon druerne, der alle kommer fra huset egne marker ved Rutherford. I denne årgang 1992 er blendet på 92% Cabernet Sauvignon og 8% Cabernet Franc.

Men efter høst er druerne afstilket og knust, hvorefter gæringen er sket i åbne fade alene med druernes egne gærceller. Efter presning er vinen så lagret 21 måneder på franske fade, hvoraf en ganske lille andel er nye fade og sluttelig en let filtrering ved aftapning. Der er lavet 7.500 kasser af vinen.

Duftmæssigt afslører den rødbrune farve, at det er en moden vin, men den har jo også over 31 år på bagen. Der er sgu noget ædelskab og modenhed af gammelt træ, mahogni og teaktræ, som ofte ofte ka’ findes i en gammel Bordeaux. Derudover er der blyanter, cedertræ, jod, hæfteplaster og medicinæsker. Frugten er svær at identificere, men det er mest blommer, sorte kirsebær, tobak og man fornemmer også noget mørk chokolade. Det er dog også som om, at den store modenhed gør duften mere flad.

Til gengæld smager den fortryllende, virkelig blødt, cremet og tilbagelænet. Vinen smelter nærmest i munden, virker ren, moden og så alligevel med masser af liv. Frugten er blød og føjelig, der er lidt grøntsagsfond, modne solbær og blommer …virkelig lækker smag, der er langt bedre end duften, der – for mig – næsten bliver for overmoden. 93 point.

Forhandles af American Wine, hvor en flaske i den nyeste årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7