Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2021 Weingut Markowitsch, Pinot Noir Reserve, Carnuntum, Østrig

2021 Weingut Markowitsch, Pinot Noir Reserve, Carnuntum, ØstrigDet var præcis denne vin – blot i tidligere  årgang – som gjorde, at jeg blev fuldstændig betaget af Weingut Markowitsch. Det er hans Pinot Noir Reserve, som jeg her smager i årgang 2021.

Og så er det endda ikke engang hans Lagenweine, men alene en Gebietswein … og der siger vel egentlig ret meget om det vildt høje niveau hos Markowitsch.

Men denne Pinot Noir Reserve 2021 er dog lavet med druer fra en enkelt mark som hans Lagenweine, for de kommer nemlig fra husets mark Ried Scheibner, der præcis som Bourgognes berømte Grand Cru-skråninger hælder svagt mod øst.

Scheibner marken ligger i 220 meters højde mellem Aubühel og Bärnreiser i Höflein. Markowitsch har på deres parcel 3,3 hektar med Pinot Noir og 0,7 hektar med Chardonnay.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne trækar ved temperaturer på 27-29 grader, derefter en malolaktisk gæring og sluttelig lagring i 16 måneder på både 228 liter barriques og 500 liter egefade. Vinen har 1,0 gram restsukker pr. liter.

Uha det dufter fremragende …. rustik hestestald, mejeri, jordbær, brombær og måske endda lidt mørkere bær. Stilen er til den kølige, ranke, let røgede og elegante side, der er blæk, mørk chokolade, en smule kakaobønner, honningkage, kanel, kaffe, fennikel, læder og lidt allehånde krydderi.

I munden er der cremet, let og samtidig syrlig præcist med jordbær, brombær og noget lemon samt sort te bitterhed, kokset mineralitet, jord, grus, ler, tørv og svampe. Det er en meget cremet, tæt og kødfuld vin, der er afbalanceret og kompleks på ganen. Der er imidlertid også godt med friskhed og kant, så virkelig godt, så Houlberg drysser 95 point efter vinen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 369,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Maurizio Alongi, Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva, Toscano, Italien

2020 Maurizio Alongi, Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva, Toscano, ItalienI runde 2 startede Gert E atter og det blev med et glas af denne 2020 Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva fra vinhuse Maurizio Alongi Società Agricola i Gaiole i smukke Toscana.

Maurizio Alongi er født og opvokset i Toscana og fik selv allerede en stor passion for vin, mens han stadig kun gik i skole.

Senere blev han ønolog og konsulterende vinmager og har i over 30 år hjulpet vinproducenter rundt om i Italien med at forbedre deres vine med en stil, der har været inspireret af hans forbillede Giulio Gambelli, som Maurizo selv beskriver som den største Sangiovese ekspert gennem tiden.

Men 2015 opfyldte han sin livslange drøm om at lave sin helt egen vin i Toscana. Efter lang tid søgen i både Gaiole, Radda og Castellina efter velegnede marker, så stødte Maurizio en solrig vinterdag ind i to vinmarker i Barbischio nær Gaiole in Chianti.

De to marker Vigna Poggio di Barbischio og Vigna Sabbie di Barbischio nel Comune di Gaiole in Chianti er på i alt 1,3 hektar og ligger i 435 meters højde og er omgivet af store skove med egetræer, kastanjer og tyrkiske eg beliggende tæt på den middelalderlige Barbischios landsby. De har vinstokke, der er omkring 30 år gamle og nogle endda over 40 år.

Flere fortalte Maurizio, at han var skør i at starte et projekt fra bunden i Chianti Classico. Han vidste også fra mere en 30 år med vin, at han skulle konkurrere med nogle rigtige store vingårde, som har været i regionen i generationer.

Til gengæld laver Maurizio kun én enkelt vin fra sine 2 marker ved Barbischio i udkanten af den østlige del af Gaiole. Høsten er stærkt begrænset med et høstudbytte på 26-27 hektoliter.

Vigna Barbischio Chianti Classico Riserva er lavet på 96% Sangiovese, 2% Malvasia Nera og 2% Canaiolo. Al høst er foretaget med håndkraft med en nænsom selektering. Druerne afstilkes og gærer under temperaturkontrollerede forhold på stål og manuel pumpover over 14 dage.

Herefter sker der malolaktisk gæring i ståltankene, hvorefter vinen lagrer 12 måneder på tonneaux, hvoraf 15% er nye. Slutteligt lagrer vinen omkring 10 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der italienske hingste … virile, tørre og sparkende … der er gule blomster og pollen, violer, tørrede rosenblade, der er kirsebær, kirsebærsauce, rå champignon, lakridsrod, skovbund, røg samt helt svagt lidt grannåle. Det vælter op af glasset … virkelig en vild duft, ganske imponerende.

Smagsmæssigt har vinen også en vrinskende, tør og uforsonlig syre samt stramme tanniner. Den spræller i munden med lys frugt af ribs, kirsebær og derudover godt med lemon, der giver bitterhed, kant og syrlig saftighed. Det er som om, at smagen bare bliver ved og ved … intens, præcist og vildt, så dermed 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 310 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Weingut Michel, Ihringer Winklerberg Hinter Winklen Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Michel, Ihringer Winklerberg Hinter Winklen Spätburgunder GG, Baden, TysklandMed vinaftenens første rødvin – som Gert E havde medbragt – skulle vi igen retur til foden af det ikoniske Schlossberg i Kaiserstuhl, hvor vi på adressen Winzerweg i Achkarren finder Weingut Michel. Vinen er deres 2020 Ihringer Winklerberg Hinter Winklen Spätburgunder Großes Gewächs.

Det er et vinhus, som jeg før har skrevet om, så det gør jeg ikke denne gang, men kigger bare videre på vinen. Druerne er fra den del af Ihringer Winklerberg marken, som ligger mod nord i slutningen af marken og kaldes Hinter Winklen.

Det er det sted på Ihringer Winklerberg, som nærmest ligger i skyggen eller bagved marken – der navnet Hinter Winklen – og det er et sted, hvor solen på grund af skyggen fra bjerget først rammer alle vinstokkene omkring middagstid.

Derved får druerne god tid til at modne langsomt … og dertil er det en stejl mark med op til 40% hældning i omkring 230 meters højde og druerne er høster fra midten af august.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfri ståltanke over 20 dage og derefter er der sket presning. Så er vinen lagret 12 måneder på franske 228 liter barriques med en 1/3-del nye tønder og resten brugt én gang tidligere. Sluttelig har vinen lagret et par måneder i ståltankene inden aftapning på flaske.

Slam … tysk Spätburgunder står klart efter først snif … der er også noget animalsk og landlig kostald, men ikke så vildt. Der er mere lidt røg, lejrbål, cedertræ, blæk og grafit og en frugt med vilde jordbær, rabarber, tranebær, moreller og ribs. Derudover kommer der peber, mørk chokolade og let vanilje, men vinen får lidt Ahr karakter med den røgede aroma.

Smagsmæssigt en lækker blød vin, men lavet i en kølig stil med en frisk syre, noget blæk, gran, fyrretræ og igen godt med den lyse frugt anført af jordbær og rabarber. Tanninerne er modne og integrerede, syren frisk, direkte og energisk, frugten småsyrlig, har en saltet samt mineralsk jernnæve, men på en saftig og utrolig elegant måde, så samlet set en virkelig flot Spätburgunder … 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 495 kr., mens prisen er 445 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Kruger-Rumpf, Dorsheimer Burgberg Riesling GG, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Kruger-Rumpf, Dorsheimer Burgberg Riesling GG, Nahe, TysklandMødets 3. hvidvin blev et step op og var et glas af denne 2020 Dorsheimer Burgberg Riesling  Große Gewächs fra Weingut Kruger-Rumpf i Nahe.

Vinhuset Kruger-Rumpf ligger helt præcis midt i den lille by Münster-Sarmsheim med Nahe floden – en af  en af Rhinens mange bifloder – som nabo.

Husets gamle bygning i byen huser udover vineriet også en god gammel restaurant & weinstube samt selvfølgelig udlejning af lidt Gästezimmer. Familien har været vinbønder siden 1708, mens vingården er bygget omkring år 1830 med vineri i kælderen.

Vingården ejes af Stefan Rumpf, men det er i dag nu sønnen Georg Rumpf, som efterhånden har overtaget driften, dog med lidt hjælp fra broderen Philipp, der står for markedsføring. Georg overtog driften fra sin far i 1984, mens hans hustru Cornelia passer både weinstube og værelsesudlejning.

Samlet har familien omkring 27 hektar vinmarker og de bedste marker er Münsterer Pittersberg, Dautenpflänzer, Rheinberg og Kapellenberg, Dorsheimer Burgberg samt Binger Scharlachberg. Den sidstnævnte ligger dog reelt ikke i Nahe, men i Rheinhessen.

Den årlige produktion ligger på omkring 145.000 flasker vin og omkring 70% af produktionen er faktisk på Riesling. På markerne  Münsterer Pittersberg og Münsterer Dautenpflänzer er vinstokkene med Riesling over 50 år gamle.

Udover Riesling, så dyrker familien også sorterne Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Frühburgunder, Spätburgunder, Chardonnay, Scheurebe og Gewürztraminer. Siden 1992 har Weingut Kruger-Rumpf været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Denne 2020 Dorsheimer Burgberg Riesling  Große Gewächs er lavet med druer fra marken Burgberg, der ligger på en stejl skråning lige mellem Münster-Sarmsheim og Burg Layen ved Trollbachtal, der siden 1950 har været et naturreservat.

Den stejle mark har en undergrund af vulkansk sten, kvartsit og jernrigt ler. Parcellen er på 3 hektar og vinstokkene er omkring 50 år gamle. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, men er efter gæringen lagret på 1.200 liters altes stückfass … altså gamle egefade.

Det er sgu da en møjlækker næse … en god kombination af tykke, fede tropiske frugter sammen med æteriske petroleumsnoter, helt parfumeret og man mærker samtidig stor tyngde. Frugten er både abrikos, mango, ananas, grillede citroner og grape suppleret med salt, nødder, fennikel og grønne urter.

Smagen har også tyngde … der er godt med citroner, bagte citroner, lemon og samlet en dejlig streng syre, som giver vinen friskhed. Men der er samtidig også en kæk fedme. Man kan godt smage, at vinen er blevet forkælet med fadlagring, selvom det på ingen måder gør den hverken tung eller for opulent, for friskheden er bestemt bevaret, men bidrager bare med lidt fedme … flot vin. 95 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske i årgang 2021 koster 539 kr., mens prisen er 438 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Grauburgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Seeger, Herrenberg Oberklamm Grauburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Seeger, var det den flotte Leimener Herrenberg Lange Wingert Chardonnay S Großes Gewächs, men nu smager jeg Seegers 2020 Herrenberg Oberklamm Grauburgunder Großes Gewächs og den er endda nærmest bedre.

Grauburgunder druerne kommer også her fra en lille  enkeltmark, nemlig Leimener Herrenberg Oberklamm, hvor vinstokkene blev plantet i perioden 1990 til 1995 og står i en jord præget af Mushelkalk og Löss … passet med omsorg, herunder via udført grøn høst med halvering af udbyttet.

Derefter de høstet manuelt inden forsigtig presning og så har Thomas Seeger ladet vinen spontangære alene med druernes egne gærceller efterfulgt af en malolaktisk gæring. Efter fermenteringen er vinen så lagret på franske egefade i 10-11 måneder.

Hold nu kæft for en fed Obelix næse … masser af fadpræg med både lakridskonfekt – Bassetts vil jeg mene – høje vaniljesnegle, karamel samt hasselnødder. Der er brunet smør, moden og næsten oxideret frugt, honningmeloner, fersken, ananas, dåsepærer med smågærede noter, hvid nougat, skocreme og nærmest eksplosivt og opulent. Man fristes til at sige overdådigt.

Hvor er det blødt, fyldigt og cremet … og igen vild, blodig, fyldig og ganske eksplosiv, hvor fadene også giver vinen opulent tyngde, stor fedme og rund krop. Den fede dame er svulstig og lækker, men men skal ikke være fadforskrækket. Det er jeg ingenlunde, så derfor får man sindssyg lækker smag, der fylder munden godt. Der er modne pærer, lemon, citroner, appelsinskal samt godt med vanilje og noget muskatnød, lidt røgede noter … WAUW og tossegodt, så 96 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 312 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienAllerede inden jeg har åbnet – eller proppet – denne 2021 Alberelli di Giodo, så smiler jeg bredt Jeg ved nemlig, at der er noget meget godt i vente, da vinen kommer fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini og hans projekt Giodo på Sicilien.

Til dagligt driver Carlo Ferrini vinhuset Podere Giodo i Toscana, hvor han bl.a. laver vildt lækre – og pænt dyre – Brunello’er, men på Sicilien har han også et lille projekt, hvor han fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle upodede og præ-phylloxera Nerello Mascalese vinstokke laver denne vin Alberelli di Giodo.

Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde. Den er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duften er lidt tør og støvet … der er sure og søde kirsebær, nogle kirsebærsten, blommer og ribs. Den er i starten en smule nærig og lukket, men åbner stille og roligt op med violer, roser, tørv, kul, læder, tjære, tobak, jernbanesveller og rå champignon.

Smagsmæssigt er det en helt anden historie, for smagen er meget meget lys, ren og syrlig. Det er en frisk, levende og syrlig frugt med bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær. Dermed bliver det på ingen måder fed syditaliensk vin. Tværtimod, for syren er næsten stoppet med citroner og grape, hvilket giver dette ren og stramme udtryk, hvor du endda kan tilsætte lidt sten, mineraler samt ren aske. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 749,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 669,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, Spanien

2022 Comando G, Navatalgordo, Madrid, SpanienVi var snart ved at ramme bunden i Sierra de Gredos kassen, men vi havde skam lige denne 2022 Navatalgordo fra Fernando García og Dani Landi og deres ikoniske vinhus Comando G.

Navatalgordo er en ny vin i deres sortiment og er lavet på ren Garnacha, der stammer fra vinstokke, der er cirka 60 år gamle.

De kommer fra en de højest beliggende marker i Sierra de Gredos, nemlig på fra granitholdige marker ved byen Navatalgordo i 1.100 meters højde. Vinen er lavet under betegnelsen Vino de Pueblo, som også vinene Rozaz og Villanueva.

Vino de Pueblo er en slags klassifikation i Spanien, der lægger vægt på karakter og de unikke egenskaber ved vine fra specifikke landsbyer eller byer.

Det er en klassifikation, som gør det muligt for vinproducenter at fremhæve den særlige identitet og terroir for deres lokale område, hvilket adskiller disse vine fra dem produceret i bredere regioner.

Det er således en måde at anerkende og fejre mangfoldigheden og de specifikke kvaliteter ved vine fra forskellige lokaliteter inden for Spaniens varierede vinproducerende regioner.

Med denne 2022 Navatalgordo er det både økologisk og biodynamisk, mens vinen er lavet med minimal intervention, brug af hele klaser. Gæring og maceration  er sket langsomt over 50 dage på  åbne egetræskar og derefter er vinen lagret i 12 måneder på brugte 500 liter franske egetræsfade. Der er kun lavet 2.798 flasker.

WAUW … dufter af blomster godt placeret dybt i en mødding, bondsk, animalsk, landlig og samtidig utrolig frugtrig. Det er mest kirsebær, jordbær og ribs, har utrolig intensitet, dybde og samtidig let og lys elegance. Man fornemmer en kontrolleret og sart saftighed.

I munden er det vildt godt … bondsk, elegant, let, luftigt og Jakob siger siger spinkel krop. Det er ganske sikkert. Der er lyse kirsebær, moreller, ribs og en fin, feminin og præcis syre, hvor der er små drops af lemon, som giver lidt gin & tonic og campariagtig bitterhed med en lille citrusnote. Den lyse og beaujolaisagtige syre understøttes af en meget ren, stenet mineralitet, som kom vinen piblende op fra en underjordisk kilde i en stenhård granitklippe. Det smager af frisk luft i bjergene og har denne flyvende stramhed … det smager vildt godt, så dermed 96 velfortjente point.

Købt hos Laudrup Vin, hvor en flaske koster 519 kr., mens prisen er 409 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, Italien

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, ItalienVi har tidligere fået denne Pinot Nero Ludwig som første rødvin til et byggemøde. Dengang var det i årgang 2016 og nu blev det så sidste rødvin ved aftenens byggemøde, men blot i årgang 2020.

Elena Walch holder til i byen Tramin i Alto Aldige … faktisk næsten nabo til vinhuset Tenuta J. Hofstätter. Elena kaldes også dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området.

Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. De ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Ludwig er lavet med druer fra marker ved byen Pinzon, der ligger højt lidt oppe fra Montan og faktisk fra marker på begge sider af dalen, hvor den ene i 400 meters højde vender mod øst og den anden i 580 meters højde vender mod vest.

Fermentering sker i både store, gamle slovenske egefade og ståltanke med maceration over 48 timer. Efter endt alkoholisk gæring er vinen også gæret malolaktisk og derefter så lagret på franske barriques i 12 måneder.

Det er en omgængelig, venlig og lækker Pinot Noir, hvor der dels er nogle noter af landlig og animalsk frugt med kirsebær, jordbær, lyse blommer og ribs, men også et stort fadpræg med hasselnøddecreme, kanel, mælkechokolade, vanilje og mentol. Det dufter simpelthen vildt godt.

Det smager også vildt godt … smagen er meget elegant, let, ren, tæt og stringent med en skarp syre, lidt bitterhed, jern, jod og en ganske frisk frugt med kirsebær, jordbær, hindbær og let lemon suppleret med en lille sort te bitterhed. Klassevin, så 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Frédéric Esmonin, Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques, Bourgogne, FrankrigDomaine Frédéric Esmonin er jeg stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Det er et negocianthus, som vi denne aften smagte vi en 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques fra.

Familien Esmonin driver både eget vinhus, som er kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin og negocianthuset Domaine Frédéric Esmonin, hvor de laver vin på opkøbte druer.

Les Estournelles råder over omkring 6,5 hektar vinmarker, hvorfra man laver husets egne vine. Indtil 1987 solgte familien dog alle egne druer til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne 2019 Gevrey-Chambertin 1er Cru Lavaux Saint-Jacques er således lavet med opkøbte druer, som kommer fra den meget kendte 1er Cru mark, Estournelles Saint-Jacques i Gevrey-Chambertin. Den er lavet med gæring i åbne gæringskar og lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er det en lidt bondsk og landlig vin … igen fornemmer man Gevrey-Chambertins lidt mørke og fyldige siden, selvom det fortsat er en let og luftrig burgundisk vin med det lille grønne islæt. Frugten er jordbær, blommer, skovbær og mørke hindbær, men fadene giver også noget nødder, lakridskonfekt og vanilje.

Smagen er smooth, cremet og overraskende sødlig blød. Til at starte med er det cremet, venlig og fyldigt, men frugten er stram og præcis med jordbær, ribs og lemon, der lige bider og knurrer. Tanninerne er ranke og mægtige, men smelter sammen med en fin, sart, grøn samt delikat syre, som giver vinen god balance. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine og Meny supermarked  … og i Meny kan vinen fås til 695 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienJesper store forkærlighed til vinene fra Giulia Negri skulle vi også ha’ en smagsprøve på, så vi smagte derfor også den seneste udgave af hendes Langhe Pinot Nero La Tartufaia i årgang 2020.

Druerne til denne vin kommer fra La Tartufaia parcellen i 520 meters højde på Serradenari i La Morra.

Tartufaia betyder trøffeljæger og marken har dette navn, da området lige dér er meget rig  på trøfler, som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde. De fleste af alle Pinot Noir stokkene på La Tartufaia er plantet tilbage i 2004 af hendes far.

Vinstokkene er består af de to burgundiske kloner Dijon 777 og Dijon 837 samt klon 131 fra Trentino. Som nævnt i forrige indlæg, så afstilker hun alle druerne og arbejder alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store 60 hektoliters kegleformede fade over 25 dage.

Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

Jeg elsker bare duften, som vitterlig er en kombination af noget burgundisk og noget barolosk … der er violer, læder, mynte, grønne blade, cedertræ, masser af strenghed, som kun en kvinde kan få frem og så en frugt, der er helt balsamisk med kirsebær, jordbær og ribs, blomster, let peber, finsk lakrids og en snas kanel.

Den smager lidt på samme nåde, flyder gennem munden som den stille flod … bare med mere bid. Det er som tidligere smuk, feminin og danseglad hybrid mellem Bourgogne og Barolo, hvor man finder tanniner, som ellers vil gøre mange Barolo vine misundelig. Smagen er både rank, balsamisk, lemon og grapeagtig bitter, men fadpræget er også tydelig med lidt vanilje og mælkechokolade. Den har en fin og juicy smag samt en let, fin og en balanceret syre … samt en skarp tunge. 96 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 479 kr., men der kommer ikke mange flasker til Danmark og er hurtigt udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7