2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2021 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienAllerede inden jeg har åbnet – eller proppet – denne 2021 Alberelli di Giodo, så smiler jeg bredt Jeg ved nemlig, at der er noget meget godt i vente, da vinen kommer fra den karismatiske og dygtige vinmager Carlo Ferrini og hans projekt Giodo på Sicilien.

Til dagligt driver Carlo Ferrini vinhuset Podere Giodo i Toscana, hvor han bl.a. laver vildt lækre – og pænt dyre – Brunello’er, men på Sicilien har han også et lille projekt, hvor han fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle upodede og præ-phylloxera Nerello Mascalese vinstokke laver denne vin Alberelli di Giodo.

Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde. Den er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så derefter lagret 12 måneder på 500 -700 liter egefade.

Duften er lidt tør og støvet … der er sure og søde kirsebær, nogle kirsebærsten, blommer og ribs. Den er i starten en smule nærig og lukket, men åbner stille og roligt op med violer, roser, tørv, kul, læder, tjære, tobak, jernbanesveller og rå champignon.

Smagsmæssigt er det en helt anden historie, for smagen er meget meget lys, ren og syrlig. Det er en frisk, levende og syrlig frugt med bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær. Dermed bliver det på ingen måder fed syditaliensk vin. Tværtimod, for syren er næsten stoppet med citroner og grape, hvilket giver dette ren og stramme udtryk, hvor du endda kan tilsætte lidt sten, mineraler samt ren aske. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 749,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 669,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7