Tag-arkiv: 4½

2022 Zantho, Zweigelt, Burgenland, Østrig

2022 Zantho, Zweigelt, Burgenland, ØstrigForleden smagte jeg 4 vine fra det nye og meget spændende vinhus og kooperativ Zantho i den lille østrigske byen Andau i Burgenland. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er deres 2022 Zweigelt.

Jeg skrev lidt om vinhuset, da jeg anmeldte deres 2021 Grüner Veltliner Reserve, så nu nøjes jeg med at kigge nærmere på denne 2022 Zweigel.

Vinen er er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke ved 30-32° grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i de rustfrie ståltank, men dog er 5% lagret i store egetræfade. Vinen har 1,0 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der grannåle, sure kirsebær, blåbær, hindbær og blommer, violer, læder og så godt med tunge krydderier. Det er på en måde mørkt, bondsk og rustikt, har noget sort peber … men er helt sikkert ingen elegantier, men kældermørk og krydret.

I munden er det lidt samme historie … bondsk, landlig, rustik og smager faktisk ret godt med disse lidt grannåle elementer, blæk, sort frugt af blåbær, sure kirsebær, blommer og hindbær … og godt med krydderier, peberbid, velafstemt syrlighed samt mørke, tørre og mindelige tanniner, hvor alt slutter med lidt lemonbitter, så Houlberg ender på 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Fasoli Gino, Igino, Veneto, Italien

2018 Fasoli Gino, Igino, Veneto, ItalienIndkøbsfællesskab Kobaj har godt 400 vingårde tilknyttet deres hjemmeside og vingårdene lægger på skift selv deres tilbud ud. Et af disse huse er Azienda Agricola Fasoli Gino, hvorfra jeg nu smager deres 2018 Igino … en Cabernet Sauvignon Veronese IGT.

Azienda Agricola Fasoli Gino ligger i den lille landsby San Zeno di Colognola ai Colli drives nu af brødrene Amadio og Natalino Fasoli. Deres sønner – Mateo og Giordano – deltager også i driften som 4. generation.

Navnet Gino stammer fra brødrenes far, som hed Gino Fasoli, som allerede i 1980 startede på en omlægning til økologisk drift … men vingården er grundlagt allerede tilbage i 1925 af Amadio Fasoli.

Fasoli Gino er en af hele Italiens ældste økologiske vingårde og blev allerede i 1990 certificeret ICEA. økologisk. Det er også i høj grad Amadio og Natalinos fortjeneste, for allerede i 1980’erne tog de til  Montpellier i Frankrig for at lære mere om økologisk drift.

På det tidspunkt kendte man ikke rigtigt til økologisk vindyrkning i Italien og naboerne rystede da også på hovedet og sagde til dem, at de satsede jo på fortiden og ikke fremtiden.

Familiens 14 hektar vinmarker er inddelt i 7 forskellige jordstykker med vidt forskellig undergrund, hvilket også har påvirket plantningen af vinstokkene.

Markarbejdet udføres omhyggeligt og der gødes alene komøg og der foretages grundig beskæring af vinrankerne, så udbyttet holdes så lavt som muligt, hvilket giver mere koncentrerede druer. Skadedyr og sygdomme holdes væk med naturlige midler.

Fasoli Gino producerer både hvide Soave vine, men også klassiske Valpolicella og Amarone rødvine. Denne Igino er dog lavet på 100% Cabernet Sauvignon, som efter høsten først er tørret i 50-60  dage og så har gæret og macereret i store rustfri stålkar ved kontrolleret temperaturover 20 dage. Den er lavet efter Amarone-metoden, men udelukkende på Cabernet Sauvignon.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i hele 36 måneder på barriques … og så lige en forbrugerinformation … vinen har en stor højoktan alkoholprocent på hele 17% !!! Vinen er opkaldt efter brødrenes bedstefar.

I næsen har vinen en lidt woody og umamiagtig aroma …. der er cedertræ, tyk lakrids- og chokoladevæske, er intens og kompleks med bløde blommer, solbær og solbærlikør. Der er tobak, sort kaffe, er solvarm og krydret, men man mærker også lige de højpotente 17% alkoholmuskler.

Smagsmæssigt er det også en stor historie … masser af solvarme, peber og så får man også et gedigent alkoholspark, der er stærk som en jysk hest eller måske nærmere en italiensk hingst. Alkoholen får du sammen med solbærlikør og blommemarmelade, brændte noter, tunge gardiner … øhhh tanniner. Alkoholen er nu egentlig integreret ganske okay i vinen, men samlet bliver det virkelig en kraftbasse. For Amarone elskere er det fed guf … jeg er der ikke helt. 90 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  329 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Anna Maria Abbona, Dogliani Superiore San Bernardo, Piemonte, Italien

2017 Anna Maria Abbona, Dogliani Superiore San Bernardo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Anna Maria Abbona ligger lidt sydøst for Farigliano i Dogliani området i Piemonte. Det er også et vinhus, som Kobaj indkøbsfællesskabet har lavet aftaler med og her smager jeg vinhusets 2017 Dogliani Superiore San Bernardo.

Vinhuset Anna Maria Abbona er reelt grundlagt i 1989 af Anna sammen med hendes mand Franco Schellino overtog resterne af Annas familiens gamle vingård, da hendes far besluttede af sælge stedet. Det synes Anna ikke, så hun overtalte sin mand Franco til at skifte branche … opgive hans job som grafiker og blive vinbonde.

Annas far var træt efter både metanolskandalen i 1986 og store fald i priserne på druer, selvom han stædigt havde drevet vingården, der er grundlagt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet.

Oprindelig var Annas oldefar Giuseppe Abbona forpagter af vingården, men det var hans livsdrøm at eje sin egen jord. Det blev dog hans søn Angelo, der i 1936 førte drømmen ud i livet ved at købe jord og plante de første vinstokke på hans egne marker.

Driften blev derefter overtaget af Angelos søn – og Annas far – Giuseppe, der i tiden efter 2. verdenskrig udvidede driften og købte flere vinmarker. Men i 1989 gav han altså op og ville sælge gården eller rive vinstokkene op.

Men Anna ville det anderledes og da hendes man Franco Schellino havde grønne fingre, så vendte hun tilbage til vingården besluttet på at vende udviklingen, selvom parret gik imod strømmen.

Hensigten var at forsøge at lave gode vine  på en samvittighedsfuld måde, være opmærksom på tradition og autenticitet, hvilket så igen skulle give værdi til vinenes udtryk.

De  gennemførte nye tilplantninger, byggede kælderanlæg og begyndte også at sælge deres vine til eksportmarkeder. I dag har de også fået hjælp fra deres to sønner Federico og Lorenzo. Federico hjælper i dag til på vingården, mens Lorenzo er gået den gastronomiske vej i restaurationsbranchen.

I dag har vinhuset ikke mindre end 20 hektar vinmarker, hvilket er fordelt på markerne ved Farigliano i Dogliani, men i 2009 har parret også købt marker ved Bricco San Pietro i Monforte d’Alba og har derudover siden 2014 også haft marker i Marsaglia.

På deres vinmarker har de vinstokke, der er op til 85 år gamle og nogle vokser højt i over 500 meter højde på høje bjergskråninger i Dogliani og omkring Monforte i det sydlige Barolo. På deres marker dyrker parret de klassiske druesorter for området …  i Dogliani er det således Dolcetto druen, som er kongen

Og netop denne 2017 Dogliani Superiore San Bernardo er netop lavet på ren Dolcetto, som kommer fra 70-75 år gamle vinstokke på marker i 530-570 meters højde. Alle druerne er høstet i starten af oktober. Vinen er lavet med gæring og maceration i store rustfrie ståltanke, men den efterfølgende lagring  er sket i store egefade.

Duftmæssigt er vinen lidt rustik og bondsk … måske med lidt beaujolaisagtige noter, for frugten er både sorte kirsebær, blommer og blåbær, men der kommer også hurtigt lidt mørk chokolade, noget saltlakrids, vanilje, kamfer og blomsterpollen.

I munden virker vinen ikke så mørk, for syren er vild og ilter … har godt med lemon, ribs og citroner, noget bitterhed og frugten virker også lysere med syrlige kirsebær, blåbær og ribs. Vinen bider, vrider sig og har virkelig et meget frisk bid, tørre og syrlige tanniner, så det er virkelig en vin høj på syre og surt italiensk bid. 90 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Château Beauregaard Ducasse, Albert Duran Graves, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Beauregaard Ducasse, Albert Duran Graves, Bordeaux, FrankrigChâteau Beauregaard Ducasse er ét ud af tre ejede vinslotte hos Vignobles M&J Perromat … en vinfamilie, der siden 1828 har lavet vine. Her smager jeg deres 2020 Albert Duran Graves

Det hele startede i 1828, hvor familien Perromat med Antoine Perromat i spidsen erhvervede Domaine de Cabirol, som ligger i Entre-deux-Mers i Camiac et Saint Denis. I dag drives slottet af Jacques og Guillaume Perromat.

Derudover ejer Vignobles M&J Perromat også Château d’Armajan des Ormes, som stammer tilbage fra 1565 og kom i familiens eje, da Michel Perromat i 1953 giftede sig med Marguerite, der havde arvet slottet efter hendes far Louis Machy, der oprindelig havde købt det.

Deres 3. vinslot er så Château Beauregaard Ducasse, der ligger på den højeste bakketop i 113 meters højde i Mazères … den sydlige del af Graves appellation. Vinslottet blev oprindelig grundlagt i 1850 af Albert Duran, men ejes i dag af Perromat familien og drives af den unge Albert Perromat, der er 7. generation af vinproducenter … fortsat med hjælp fra far Jacques Perromat.

Denne Albert Duran Graves er netop opkaldt efter slottets grundlægger og er i denne årgang lavet på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, der kommer fra 30 år gamle vinstokke på 7 hektar vinmarker og er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med traditionel vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder udelukkende på franske egetræsfade. Der laves årligt 30.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det klassisk Bordeaux … har en lidt mørk dybde, fadfedme og krop, hvilket giver en dejlig rund, fyldig og intens aroma i næsen. Der er solbær, brombær og blommer … måske endda ganske lidt søde og bløde jordbær, der suppleres af cedertræ, cigarkasser og laurbærblade, bagepulver samt lidt mulle skovbund.

Smagen er ikke helt så mørk, for vinen har både en syrligere frugt, klart mere syre og derudover kommer trænoterne også langt mere frem og giver kant. Frugten er syrlige kirsebær, brombær og solbær, men virkelig frisk. Der kommer også lidt bitterhed fra lemon, sort-te og det er med til at give syrefriskhed og tørhed. Tanninerne er tørre, rene og tydelige … der kommer lidt fennikel, anis og man fornemmer, at vinen burde ligge et par år mere i kælderen, for virker ung og helt viril med masser af energi. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Scheiblhofer, Zweigelt Neusiedlersee, Burgenland, Østrig

2022 Weingut Scheiblhofer, Zweigelt Neusiedlersee, Burgenland, ØstrigSå gik vi over til de kraftige rødvine fra Weingut Scheiblhofer og den første vin var på Østrigs mest udbredte rød druesort, som jo selvfølgelig er Zweigelt … vinen er deres 2022 Zweigelt Neusiedlersee.

Det er en vin, hvor Zweigelt druerne først er vinificeret i store rustfrie staltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret i 6 måneder på barriques, der har været brugt 2 gange tidligere. Det er en vin med 2,7 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det i glasset en mørk fætter … man fornemmer en smule fadlagring, men egentlig kun svagt og så en frugt af både sorte kirsebær, syrlige kirsebær, skovbær og solbær. Det er lidt rustikt, lidt bondsk og kantet, der kommer lidt mørk chokolade, kakao samt en anelse ceddertræ … og alt på en gang.

I munden er der også skrald på drengen … fed og en anelse sød, mens syren til gengæld virker lidt mørk, beskeden og tilbageholdende. Det er en vin med en mørk, opulent og småfed frugt, lidt grove og fyldige tanniner, tør og sødbitter og igen er det sorte kirsebær, solbær, sorte blommer og lidt svesker … masser af saft og kraft. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Weingut Scheiblhofer, Gelber Muskateller Classic, Burgenland, Østrig

2023 Weingut Scheiblhofer, Gelber Muskateller Classic, Burgenland, ØstrigGelber Muskateller aka Muscat Blanc à Petits Grains regnes som den fineste drue i Muscat-familien og den findes overalt … både i de søde, mousserende vine fra Moscato d’Asti til de berusende og alkoholstærke Vin Doux Naturels fra Muscat Beaumes-de-Venise.

Her smager vi Weingut Scheiblhofers 2023 Gelber Muskateller Classic, der er vinificeret som en tør vin.

Den er som foregående alene lavet på rustfrie ståltanke … både gæring og lagringen er sket i ståltankene og så har vinen 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det en lidt mere aromatisk, parfumeret og blomstret vin, der fortsat er i det lette og friske afdeling. Der kommer endda en smule mere krop, som om vinen har været lagret sur lie, men atter er det med en lidt spinkel krop, hvilket umiddelbart signalerer en rigtig sommervin til fest og fornøjelse. Friskende væske med en buket forfriskende sommerblomster i det lette ende.

Sådan er smagen også … meloner, fersken og bløde pærer … næsten neutral, men har denne fine, sarte og delikate smag, som ganske vist er spinkel og easy-going, men har en smule blid citron og bare virker sommerfrisk og let som piger i sommerkjoler. 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandI byen Gau-Weinheim ved Wißberg i Rheinhessen finder vi Weingut Krämer, som vi også før er stødt på her på vinbloggen, men nu smager jeg en 2020 Gau-Weinheimer Riesling fra vinhuset.

Jeg har tidliger lavet en mindre smagning med flere vine fra den unge Tobias Krämers  … og hele historien om vinhuset kan du læse mere om i min blogindlæg: Houlberg tester en serie vine fra Weingut Krämer … fra det store Rheinhessen.

Nu kigger jeg denne gang alene nærmere på vinen Gau-Weinheimer Riesling … en lille Ortsriesling, som jeg også tidligere har smagt i både årgang 2019 og 2018.

Ige er der ikke mange oplysninger om produktionen … slet ikke på vinhusets egen hjemmeside. Men det er dog sikkert, at druerne er fra nogle af husets marker ved Gau-Weinheim og så skulle den være gæret og lagret på egetræsfade … lagringen sur lie på 1.200 liter fade.

Det er lidt maskulin Riesling duft, hvor der fornemmes noget fyldighed, sødme, en snert petroleum og linolie sammen med en nærmest eksotisk frugt med fersken, melon, abrikos, tørret abrikos og syltet lemon, Man fornemmer denne lidt sitrende energi, lakrids, rosmarin og en smule grønne elementer.

I munden kommer både sødmen og fedmen godt frem … igen med abrikos, modne æbler, ananas, lemon … rundt og cremet med en lille og krydret bitterhed. Syren virker vildere, mere vred og seriøs end i foregående årgange, hvilket er med til at give vinen stor friskhed og bid suppleret med lidt kridt og kalket mineralitet. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 De Grendel, Merlot, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Merlot, Western Cape, SydafrikaDerefter stod den sgu på fucking Merlot, for De Grendel laver skam også rødevine på den bordeauxfile og stærk udbredte druesort og her var den i årgang 2019.

Vinen er 100% Merlot, der kommer fra nogle vinmarker på skråninger af Tygerberg ved Hutton Oak Leaf i 200 meters højde, at druerne til denne 2019 Merlot kommer fra 14-17 år gamle vinstokke.

På De Grendels hjemmeside står der, at det er Melot, men Hans fra Lesedi Wines fortalte, at der faktisk også er 4-6% Petit Verdot med i blendet.

Efter høsten er druerne afstilket, knust og så har de gæret i rustfrie ståltanke med overpumpning 4 gange dagligt. Efter endt gæring er druerne presset og vinen er så lagret 13 måneder på egefade med 1/3-del nye fade, 1/3-dele fade brugt én gang og så resten egefade, som tidligere er brugt to gange.

Duftmæssigt et møde mellem blomster og blød velour … blød og lækker mørk frugt med solbær, brombær, blommer og derfra får du hurtigt fadpræg med vanilje, kanel, sød fin lakrids, toast og brændte noter, kul, tørv, tør tobak … og så en smule sæbe og gummiagtige noter … egentlig på en lidt animalsk måde.

Smagen er lidt spinkel for en Merlot, men det er dog fortsat med solbær, blommer og lidt brombær. Derudover kommer der brændte elementer, sådan toast og hårdristet brød, en forholdsvis frisk syre og egentlig godt med tanniner, peber og rank bid. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2021 De Grendel, Op die Berg Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaVi kravler fortsat op af bjerget, for aftenens første rødvin fra De Grendel var denne 2021 Op die Berg Pinot Noir … oss’ en vin jeg har smagt før i årgang 2017.

Pinot Noir druerne til vinen kommer fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er 30% af druerne afstilket, mens 70% gæres i hele klaser efter en kølig premaceration i 4 dage,

Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 2 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for en malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.

Som med 2017’eren er det en pænt kølig Pinot Noir, som har godt med landlighed, blæk, røg, aske, tørt træ, cedertræ samt en lys frugt med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer, mentol og grønne grene. Det er måske ingen elegantier, feminin eller sart Pinot Noir, men en klar, ren og bondsk en af slagsen.

Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene og en letbitter frugt, der mest er syrlige kirsebær, ribs og vilde jordbær, lidt skovbund, nedfaldsblade og muldjord … er sådan rustik og brysk … en hverdags Pinot Noir med gode kvaliteter. 90 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 De Grendel, Organic Viognier, Western Cape, Sydafrika

2023 De Grendel, Organic Viognier, Western Cape, SydafrikaVi fortsatte med endnu en hvidvin fra Charles Hopkins på De Grendel og det var deres 2023 Organic Viognier … en vin jeg også tidligere har smagt og det var i årgang 2019.

Druerne til vinen kommer fra nogle vestlige skråninger oppe i 200 meters højde på Tygerberg bjerget, hvor jordbunden består af grus, ler og blå skifer. Fra selve marken kan man faktisk se Atlanterhavet 7 kilometer væk.

Druerne høstes ved fuld moden … nærmest lige før, at de begynder at skrumpe. Efter høsten sker der afstilkning, hvorefter druerne så knuses og får lov at hvile kortvarigt inden 70% af druerne så gærer i rustfrie ståltanke, men de sidste 30% fermenterer i rumænske samt franske fade, hvor de også lagrer 90 dage med malolaktisk gæring inden vinen blandes, stabiliseres og aftappes på flaske. Vinen har omkring 2,2 gram restsukker pr. liter.

Duften er fed, let olieret og parfumeret med noget grillet grape og ellers godt med eksotisk frugt af mango, papaya, saftig abrikos, lidt  dåsepærer, smørblomster, vanilje, fad og noget timian. Der er en fed sødbitter note, der egentlig er ret dominerende.

Smagen er lidt i samme boldgade, er blød og cremet, men også til den opulente og powerfulde side. Det er mest grillet lemon, som fylder i munden suppleret med pærer, bagte ananasringe og abrikos. Dertil kommer lidt hvid peber, men den sødlige bitterhed er meget udtalt, aromatisk og dominerende. 89 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7