Af alle vinene fra det sydafrikanske vinhus De Grendel havde jeg mest glædet mig til denne Op die Berg Pinot Noir, for netop med denne drue er jeg på hjemmebane og kan nemt bedømme, om vinhuset virkelig kan lave Pinot med europæiske snit.
Vi er nu kravlet endnu højere op, for druerne til denne Op die Berg Pinot Noir kommer nemlig fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er druerne først afstilket og så knust og ligger i en kold maceration i 4 dage.
Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 3 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.
Der er bestemt en vis kølighed i duften – so far so good – og bestemt en slank og spinkel krop. Det er ikke sådan fin, lys og sart Pinot Noir, men alligevel småelegant med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer … men egentlig lidt lukket i alle aromaerne.
Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene, ren, stram og syrlig frugt, kirsebær, ribs … masser af syrlighed, grønt og frisk bid, så dermed bliver det en stram matrone, som er lidt brysk og irettesættende, men for pokker … vinen er ung og vil klart vinde med flere år i kælderen.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.