2017 Anna Maria Abbona, Dogliani Superiore San Bernardo, Piemonte, Italien

2017 Anna Maria Abbona, Dogliani Superiore San Bernardo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Anna Maria Abbona ligger lidt sydøst for Farigliano i Dogliani området i Piemonte. Det er også et vinhus, som Kobaj indkøbsfællesskabet har lavet aftaler med og her smager jeg vinhusets 2017 Dogliani Superiore San Bernardo.

Vinhuset Anna Maria Abbona er reelt grundlagt i 1989 af Anna sammen med hendes mand Franco Schellino overtog resterne af Annas familiens gamle vingård, da hendes far besluttede af sælge stedet. Det synes Anna ikke, så hun overtalte sin mand Franco til at skifte branche … opgive hans job som grafiker og blive vinbonde.

Annas far var træt efter både metanolskandalen i 1986 og store fald i priserne på druer, selvom han stædigt havde drevet vingården, der er grundlagt tilbage i begyndelsen af 1900-tallet.

Oprindelig var Annas oldefar Giuseppe Abbona forpagter af vingården, men det var hans livsdrøm at eje sin egen jord. Det blev dog hans søn Angelo, der i 1936 førte drømmen ud i livet ved at købe jord og plante de første vinstokke på hans egne marker.

Driften blev derefter overtaget af Angelos søn – og Annas far – Giuseppe, der i tiden efter 2. verdenskrig udvidede driften og købte flere vinmarker. Men i 1989 gav han altså op og ville sælge gården eller rive vinstokkene op.

Men Anna ville det anderledes og da hendes man Franco Schellino havde grønne fingre, så vendte hun tilbage til vingården besluttet på at vende udviklingen, selvom parret gik imod strømmen.

Hensigten var at forsøge at lave gode vine  på en samvittighedsfuld måde, være opmærksom på tradition og autenticitet, hvilket så igen skulle give værdi til vinenes udtryk.

De  gennemførte nye tilplantninger, byggede kælderanlæg og begyndte også at sælge deres vine til eksportmarkeder. I dag har de også fået hjælp fra deres to sønner Federico og Lorenzo. Federico hjælper i dag til på vingården, mens Lorenzo er gået den gastronomiske vej i restaurationsbranchen.

I dag har vinhuset ikke mindre end 20 hektar vinmarker, hvilket er fordelt på markerne ved Farigliano i Dogliani, men i 2009 har parret også købt marker ved Bricco San Pietro i Monforte d’Alba og har derudover siden 2014 også haft marker i Marsaglia.

På deres vinmarker har de vinstokke, der er op til 85 år gamle og nogle vokser højt i over 500 meter højde på høje bjergskråninger i Dogliani og omkring Monforte i det sydlige Barolo. På deres marker dyrker parret de klassiske druesorter for området …  i Dogliani er det således Dolcetto druen, som er kongen

Og netop denne 2017 Dogliani Superiore San Bernardo er netop lavet på ren Dolcetto, som kommer fra 70-75 år gamle vinstokke på marker i 530-570 meters højde. Alle druerne er høstet i starten af oktober. Vinen er lavet med gæring og maceration i store rustfrie ståltanke, men den efterfølgende lagring  er sket i store egefade.

Duftmæssigt er vinen lidt rustik og bondsk … måske med lidt beaujolaisagtige noter, for frugten er både sorte kirsebær, blommer og blåbær, men der kommer også hurtigt lidt mørk chokolade, noget saltlakrids, vanilje, kamfer og blomsterpollen.

I munden virker vinen ikke så mørk, for syren er vild og ilter … har godt med lemon, ribs og citroner, noget bitterhed og frugten virker også lysere med syrlige kirsebær, blåbær og ribs. Vinen bider, vrider sig og har virkelig et meget frisk bid, tørre og syrlige tanniner, så det er virkelig en vin høj på syre og surt italiensk bid. 90 point.

Kan købes via Kobaj til en pris på  195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7