Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, Frankrig

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, FrankrigI sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.

Maison Louis Latour er grundlagt i 1797. I starten var familien udelukkende vinkøbmænd med virke fra hovedsædet i Beaune, men løbende har man opkøbt jord, og ejer i dag selv mere end 50 hektar. Som noget helt unikt er man den største ejer af Grand Cru marker i Cote d’Or, nemlig hele 28,63 hektar. Husets egne vinmarker strækker sig fra Chambertin i nord til Chevalier-Montrachet i syd og er selvfølgelig alene tilplantet med Pinot Noir og Chardonnay.

Huset laver også vin udenfor Bourgogne, nemlig fra både Ardèche i Rhône og Côteaux du Verdon længere sydpå. Generelt er der tale om et af de større negociantfirmaer, og de laver mange vine. På deres hjemmeside kunne jeg tælle omkring 200 forskellige vine, som der produceres hvert eneste år.

Alle druerne til familiens vine vinificeres og lagres på et stort anlæg på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Her har man skabt et produktionsanlæg med et jernbanesystem og elevatorsystem, der sikrer, at mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer. Dette anlæg var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour.

Siden etableringen af Louis Latour for flere hundrede år siden er vinhuset fortsat beliggende på samme adresse, og fortsat ejet af Latour-familien. Det er med andre ord gået i arv fra far til søn i over ti generationer, og siden 1999 har det været Louis-Fabrice Latour, som har drevet det traditionsrige negociantfirma. Vinene fra Louis Latour sælges i mere end 60 lande og anerkendes for deres kvalitet i alle prisklasser.

Druerne til denne vin er nøje udvalgt fra kommunen Lugny, hvor markerne er excellente i forhold til jordbund og beliggenhed. Det er den eneste landsby i Mâcon, som blev beplantet med Chardonnay for mere end 30 år siden. Jordbunden, er leret og limstensholdig, og dermed virkelig velegnet til Chardonnay. Les Genièvres er en af topmarkerne i det sydlige Bourgognes Mâcon region. Vinen er fremstilles på ren stål.

Duftmæssigt fanger jeg lidt melon, blomster, mandler, muskatnødder og hø … samt svag citrus. Smagsmæssigt fint cremet, lidt smør, god rund og sprød, men med lidt bitterhed i eftersmagen. Okay vin, og god til pengene.

Købt til 100 kr. i SuperBest.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, Italien

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, ItalienHer en lidt spændende hvidvin, som kaldes “Den hvide Amarone”, en betegnelse jeg ikke tidligere er stødt på. Vinen kommer fra Casa Vinicola Sartori, som holder til i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Fra samme hus har jeg tidligere smagt deres I Saltari Amarone della Valpollicella DOC, som vistnok også er husets absolutte topvin.

Sartoris historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Denne vin, Marani Bianco Veronese IGT er lavet på 100% Garganega druer, der er dyrket på Sartoris egne marker i Veneto området. Garganega er hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der laves både gode og dårlige vine på druen, alt efter hvor stort et udbytte den tvinges til at producere.

Druerne er håndplukket og omhyggeligt udvalgt. De ligger så til tørre i 40 dage – samme metode som man anvender til Amarone vinene og netop derfor kaldes Marani  “Den hvide Amarone”. En del af vinen har været lagret på egetræsfade og resten har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt har jeg noteret mig bitter melon, æbler, svag hyld blandet med honning, blomster og lidt nødder samt lidt grønt. Smagsmæssigt fin frisk og uden noter af “Amarone”, men derimod grønne æbler, stor tørhed, mandler og ganske fin hvidvin.

Købt i SuperBest, pris på tilbud 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, Italien

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, ItalienUgen bød også på mer’ vin, blandt andet denne Cubardi fra vinhuset Schola Sarmenti, som holder til i den lille by Nardò i støvlelandets indvendige hæl i Puglia … eller Apulien, som det også kaldes herhjemme.

Vinhuset er ejet af Lorenzo Marra, mens husets vinmager er Alessandro Calabrese. Hos Schola Sarmenti er målet at lave vine, som afspejler området, kulturen og det lokale køkken. Det opnås blandt andet ved at høste fra meget gamle vinstokke, nogle op til 70 år gamle.

Druerne til denne Cubardi kommer fra 65 år gamle vinstokke, som gror en smule anderledes end i andre vinområder, idet vinstokkene gror som buske eller små træer. Schola Sarmenti dyrker stort set kun de lokale druer, Primitivo, Negroamaro og Malvasia Nera. Man forstår at producere vine med en god ren frugt og et godt bid, hvilket absolut ikke er standard for Puglia-regionen. Siden 2009 har alle marker været dyrket økologisk.

Schola Sarmentis vinkælder er netop taget i brug af en treårig renovering. Schola Sarmenti har nemlig hjemme i en gammel vingård, bygget i midten af det 19. århundrede, men gården … og dermed kælderen, har ikke været anvendt i mere end 50 år. Imidlertid har Lorenzo Marra og Alessandro Calabrese fået den gamle vingård moderniseret med respekt for den gamle arkitektur med ædle stjerneformede hvælvinger i kalksten og gamle vægge opført med den lokale Leccese sten. Derudover er der investeret i det mest moderne udstyr til vinfremstilling og aftapning, temperaturstyring m.v.

Cubardi er produceret på 100% Primitivo, en af de førende druer i Puglia. Vinstokkene er som sagt omkring 65 år gamle og vokser som buske eller små træer. Alle druerne er håndplukkede. Vinen har lagret 6 måneder på fransk eg, og derefter 8 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har i øvrigt fået 90 Parker points.

Lad os smage vinen. Duften er sådan lidt kaktus, lidt bitter med solbær og lidt sur karklud … I ved, sådant lidt efter den har hængt nogle uger! Ikke umiddelbart lige min kop te. Smagsmæssigt en flot tørhed … meget markant endda, og der er bestemt også god frugtrigdom kombineret med grønne toner. Herudover lette tanniner og let krydret i eftersmagen. Okay glas vin, og smagen bestemt bedre end duften.

Købt hos Glud Vin, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2005 Monasterio de las Viñas, Grand Reserva, Cariñena, Spanien

2005 Monasterio de las Viñas, Grand Reserva, Cariñena, SpanienEndnu en spanioler, nemlig denne Grand Reserva fra Monasterio de las Viñas, et vinhus som jeg skrev en smule om for et par måneder siden, da jeg smagte deres almindelig 2006 Reserva. Vi er i det mere ukendte område Cariñena i Spanien.

Monasterio de las Viñas vinmarker er beliggende 5-800 meter over havets overflade, og består primært af store sten samt grus, understøttet af et lag ren ler, der er med til at holde på den sparsomme nedbør, der falder i området. Området oplever ekstreme tempe-raturer, lange varme somre samt den kølende lokale ”Cierzo”-vind. Alt sammen faktorer, der er med til at skabe saftige og kraftige vine, som er fremstillet på druer, der har kæmpet for næring, og derfor byder på intense og karakterfulde vine.

Monasterio de las Viñas er grundlagt i 1955 som et kooperativ med 155 medlemmer. Oprindelig hed kooperativet Bodega San Jose de Aguarón, men i 1980 udbygges kooperativets faciliteter og huset ændrer navn til Grandes Vinos y Viñedos. Deres vine markedsføres imidlertid under navnet Monasterio de las Viñas og tæller i alt 6 forskellige vine, en hvid, en rosé samt fire røde, hvor denne Grand Reserva er husets topvin.

Vinen er fremstillet på 60% Garnache, 30% Tempranillo og 10% Cariñena, alle fra 40-50 år gamle vinstokke og lagret 24 måneder, Tempranillo og 10% Cariñena i franske egetræsfade og Garnache i amerikanske egetræsfade. Vinen har i denne årgang høstet 91 Parker point. Kun vin fra de bedste fade udvælges til den endelige vin, der efter sammenstikning tappes, og lageres yderligere 36 måneder på flasken.

Duftmæssigt er det mørke bær, brombær, lidt grønne noter og ellers sødme. Smagsmæssigt finder jeg vinen en smule vandet … måske lidt underligt, når der er tale om en fylde og solrig, varm vin. Derudover præges smagen af krydderier, nødder, peber og der er også godt med tannin og eg i vinen. Synes ikke, at den er specielt i balance, og jeg finder “lillesøsteren” som værende et bedre køb.

Købt hos Skjold Burne, pris 119,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Stark-Condé Wines, Pangolin Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2011 Stark-Condé Wines, Pangolin Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaTil at følge forretten på Restaurant Det Glade Vanvid kunne jeg vælge imellem en rosé fra Østrig på Zweigelt druen eller to hvide, nemlig en 2011 Bodegas Frutos Villar, Viña Morejona Blanco, som jeg tidligere har smagt (og skrevet om) eller denne 2011 Pangolin Vineyards, Chardonnay … og jeg valgte denne Chardonnay vin fra Stellenbosch i Sydafrika.

Bag vinen står reelt vinhuset Stark-Condé Wines, og Pangolin er ejeren José Condés basisvine. Druerne hentes nær kysterne, og det kølende klima giver således vinene mere kompleksitet og nerve. Vinene markedsføres under navnet Pagolin og er vinhusets regionale basisvine med fremragende balance mellem kvalitet og en fornuftig pris.

José Condé er født i Missouri i USA og havde inden livet som vinbonde arbejdet i kunst- og designindustrien i 15 år. I 1997 flyttede han med sin kone og to døtre til Sydafrika, hvor han grundlagde vingården Stark-Condé Wines i 1998 sammen med sin far Hans Peter Schroder (ejer af Neil Elis Wines). Navnet Stark-Condé er en kombination af navnene på vinmager José Condé og hans kone.

Og vinene fra José Condé var en øjeblikkelig succes. Hans første vin, Stark Cabernet Sauvignon, blev hædret af den sydafrikanske vinguru John Platter med den størst mulige rating på 5 stjerner. Det følgende år, de gjorde det igen, og det var Josés 2000 Single Vineyard Cabernet Sauvignon, som igen fik 5 stjerner og blev kåret som bedste sydafrikanske Cabernet Sauvignon.

I dag regnes José Condé som én af Sydafrikas bedste producenter, og foruden et stort talent, også har han nemlig også den rette indstilling og et dybtgående kendskab til det område han dyrker vin i. Alle tænkelige foranstaltninger tages i anvendelse for at lave sublim vin. Det er faktisk så omstændigt, at hver eneste drue bliver checket for modenhedsgrad, råd etc. En dyr og meget omstændig proces. Men en proces som afspejles i vinenes sluttelige kvaliteter.

Nå, men tilbage til denne basisvin, lavet på Chardonnay, men tilsat 5% Sauvignon Blanc for at tilføre vinen lidt friskhed. Lagret på ståltanke, men 5% af Chardonnay druerne har lagret på eg for at tilføre vinen mere kompleksitet. Duftmæssigt fint frisk vin med modne eksotiske frugter i næsen, frisk hø og lidt hyld.

Smagsmæssigt ikke en fed Chardonnay, men igen en lidt frisk vin med lidt sødme, lidt syre, lidt smør og meget easygoing. Gik fint til forretten med en liflig creme på koldrøget laks & asparges med hyldeblomst syltet gulerod, kinaradisse & bælgærter i dildcoulis, maltkiks med dip på pocherede æggeblommer, radisser & karse … uhhhh, det var en lang beskrivelse.

Fås hos Theis Vine, pris 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Meyer-Näkel & Klumpp, Hand in Hand Spätburgunder, Baden, TysklandMed næste Spätburgunder bliver vi Baden … og så ikke helt alligevel. Vi har her nemlig en vin, som udspringer af ægteskabet mellem Markus Klumpp fra Baden og Meike Näkel fra Ahr, et samarbejde som jeg kort omtalte, da jeg for nogle uger siden smagte Klumpps 2011 Spätburgunder Trocken. Jeg har også tidligere smagt og skrevet om Meyer-Näkel, nemlig da jeg for et år siden smagte deres 2010 Spätburgunder, så på den måde er begge huse tidligere godt beskrevet … eller i hvert fald beskrevet her på bloggen.

Brug linkene og læs om de to vinhuse. Jeg er specielt imponeret over Meyer-Näkel og deres vine, og dem vil jeg gerne smage flere af.

Vinen her skulle – efter sigende – været lavet med druer fra både Ahr og Baden, idet hovedparten af vinen kommer fra marker i Baden kombineret med druer fra en enkelt mark hos Meyer-Näkel. De fine symboler ¨på etiketten går også igen på det website, som er designet til Hand in Hand vinene, og som meget elegant viser om samarbejdet fra A til B … fra Ahr til Baden. Der laves dog kun 2 vine i Hand in Hand serien, en Grauburgunder og denne Spätburgunder, og denne årgang 2011 er alene 2. årgang fra parret.

Og symbolerne på etiketten er da også meget søde … måske en anelse for søgte, men i kærlighed og krig gælder som sagt alle kneb. Der er druer, et A og et B, fodaftryk, en vintønde, tandhjul, et ur og nogle der ligner en elektrisk pære, som symboliserer en god idé.

Nå, men lad os se nærmere på vinen. I glasset en tand mørkere end Spätburgunder normalt, lidt i stil med med vinen fra Klumpp. Duftmæssig heller ikke den sædvanlige Pinot sødme eller kostald, men i stedet lidt kanel, krydderier og mørke bær af en slags. Der er også lidt enebær, røg, kakao og eg i duften, som ellers er en smule svær af placere.

Smagsmæssigt et lidt krydret/syret udtryk med hindbær, vilde jordbær … og også kraftigere i udtrykket end Spätburgunder normalt. Eftersmag med krydderier og tannin. Okay vin, men ikke min favorit.

Købt hos Belvini i Tyskland, pris 12,50€

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Dreissigacker, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2008 Weingut Dreissigacker, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandFredag … same procedure as last friday … Spätburgunder på bordet, og denne gang fra Weingut Dreissigacker i Rheinhessen.

Vi er helt præcis i byen Bechtheim, 20 km syd for Mainz. Vingården drives af fader og søn, Frieder og Jochen Dreissigacker. I dag er det dog primært sønnen Jochen, som forestår driften. Vinmarkerne er på i alt 24 hektar og er tilplantet med de hvide sorter Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay og Rieslaner, samt med de røde sorter Spätburgunder og St. Laurent. Vingården er økologisk, og al ukrudt fjernes med håndkraft.

Hos Weingut Dreissigacker produceres der koncentrerede og intense vine med et meget balanceret frugt-syre niveau. Til den klassiske, tyske finesse er der føjet elementer af røg og salt, som på fremragende vis fremhæver områdets terroir. Jochen Dreissigacker er et kæmpe talent, som laver meget intense hvide på Riesling, Weiss- og Grauburgunder samt en let krydret, animalsk og dyb Spätburgunder.

Denne Spätburgunder er husets basisvin, deres “gutsweine”, og den kommer fra markerne udenfor Bechtheim, hvor jorden domineres af kalkholdig mergel og løs ler. I vækstperioden halveres druerne for at sikre intens og lang modning. Al høst sker manuelt, produktion sker i 600 liter tanke, og vinen har også lagret på egetræsfade … men har ikke kunnet se i hvor lang tid.

Duftmæssigt en mere “hård” Pinot bouquet end man normalt finder i de tyske Spätburgundere. Der er ikke så megen sødme, lidt mere alkohol i duften, også mange grønne noter, lidt krydret … lidt peber? Det krydrede går igen i smagen sammen med ribs, lyse kirsebær, igen de grønne noter samt peber og salt. I hvert fald en vin med kant, og selvom det ikke er den største Spätburgunder, som jeg har smagt, så dog et hæderligt forsøg.

Jeg har købt vinen hos Belvini i Tyskland, pris 12,90€. Herhjemme fås den hos Niche Vin, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Beringer Vineyards, Founders Estate Chardonnay, Californien, USA

2010 Beringer Vineyards, Founders Estate Chardonnay, Californien, USAOgså lige update med 2 vine fra i tirsdags, og endda 2 “søskende” fra Beringer Vineyards i USA. Vi starter med denne Founders Estate Chardonnay fra det store og historiske vinhus i staterne, som er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden. Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer der prægede hele Europas store vinregioner. Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vinery blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet. Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland. Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinen her, deres Founders Estate Chardonnay, kommer fra husets mange vinmarker i hele Central California og North Coast. Vinmarkerne er badet i solskin i løbet af dagen og afkøles af tågerne fra Stillehavet i løbet af aftenen, hvilket sikrer en jævn og stabil modning af druerne. Størstedelen af druerne gæres på rustfri ståltanke for at bevare den delikate, frugtprægede karakter. En mindre procentdel af druerne lagres desuden på franske, ungarske og amerikanske 2. og 3. års egefade.

Duftmæssigt byder denne Chardonnay på godt med modne æbler, tropiske frugter, smør, honning, hyld, vanilje og lidt brændt eg eller toast. Smagen er meget cremet, og der er stor fylde, vanilje, rund og behagelig, fin sødme … lige en anelse for meget USA sødme måske. Det er en velproduceret vin, som smager ganske fint. Ikke så meget at komme efter der. De fleste vil helt sikkert finde den vin som værende meget dejlig … og jeg ka’ sgu også godt li’ den, så velproduktion betyder bestemt noget … uanset og der er tale om et stort eller et lille vinhus.

Beringers vine sælges normalt i supermarkederne, men Vinspecialisten har netop fået forhandlingen af Beringers vine … vil gætte på deres udvalg i den øvre ende, selvom man helt sikkert fortsat kan finde vine i samme Founders Estate serie rundt omkring i supermarkederne. Et hurtigt opslag på nettet viser da også, at Metro fx sælger 6 stk. Founders Estate Chardonnay til en samlet pris på 433,74 kr. (godt nok med anderledes etikette), mens denne flaske har kostet 100 kr. i Vinspecialisten. I USA koster vinen lidt under 10$, så på den måde er det også en god hverdagsvin.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Yealands Estate, Pinot Noir Flaxbourne, Marlborough, New Zealand

2011 Yealands Estate, Pinot Noir Flaxbourne, Marlborough, New ZealandJesper havde fredag også taget en Pinot Noir med, nemlig denne Pinot Noir Flaxbourne fra vinhuset Yealands Estate, som ligger ved byen Blenheim i Marlborough på den sydlige ø i New Zealand.

Vinhuset er en større historie, ét af de New Zealandske førende huse og det ejes af Peter Yealands. Han har gennem tiderne beskæftiget sig med mange forskellige gøremål, men vigtigst for ham er altid respekten for natur og miljø. Da han skabte Yealands Estate gik han med det samme efter at være CO2 neutral, og vineriet er bygget således, at det ikke efterlader grimme ar i landskabet. En sand pioner på bæredygtig udvikling!

Peter firma, som hedder “The Yealands Wine Group”, laver vine under en række navne, og ejer samlet ikke mindre end 1.500 hektar vinmarker i og omkring Marlborough. Husets marker er udsat for nogle af de hårdeste vækstbetingelser i Marlborough, høj solskin og blæst, kølige nætter og ringe nedbør. Det resulterer i mindre, tykskindet druer med en intens frugtsmag. Det lave udbytte af Pinot Noir, bliver plukket når druerne har nået optimal modenhed.

Druerne til denne vin kommer fra et område syd for Blenheim tæt ved floden Flaxbourne, som denne serie af vine også er opkaldt efter. Der laves 4 vine i Flaxbourne serien, en Sauvignon Blanc (selvfølgelig), en Pinot Grigio, en Merlog og denne Pinot Noir.

Hver høst fra de forskellige parceller, bliver behandlet særskilt og koldt udblødt i 6 til 8 grader i ca. 5 dage, før de opvarmes og podes med udvalgte gær typer. Herefter en hurtig varm fermentering, med regelmæssigt omrøring i karet, for at få det optimale ud af druerne, som resulterer i en elegant og flot afbalanceret vin. Efter endt fermentering kommer omkring halvdelen af vinen på egetræsfade.

Duftmæssigt en rigtig Pinot med Pinot sødme, stald, kirsebær og hindbær. Smagsmæssigt fin friskhed, god syre, lidt ubalance mellem frugten og syren, men ellers meget easy-going, og alene duften er alle pengene værd.

Set i Kvickly på tilbud til 79 kr., normalpris 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Klumpp, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2011 Weingut Klumpp, Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandVin fra fredag, igen Spätburgunder, nemlig i form af denne Spätburgunder Trocken fra Weingut Klumpp.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde vingården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Nej, det var en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse. Ulrich var oprindelig statsansat og Marietta bankansat.

Weingut Klumpp ligger mellem Heidelberg og Karlsruhe i den lille vinby Bruchsal i området Kraichgau. Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 25 hektar.

Weingut Klumpp ejer marker på 4 marker, Eichholz, Kirchberg, Weiherberg og Himmelreich. På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er beplantet Weisser Burgunder og Chardonnay hvorimod Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag er der 2 generationer involveret, idet begge sønner, Markus & Andreas, er uddannede ønologer. Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med prinsessen af Ahr Meike Näkel.

Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet HAND in HAND … ganske romantisk.

Men lad os se nærmere på vinen, som i glasset overrasker ved at være en kende mere mørk end normalt. Vinen er lagret på eg, men har ikke kunnet se, hvor længe det er sket. Duftmæssigt adskiller vinen sig også de ærketypiske tyske Spätburgundere, idet der slet ikke er så meget Pinot sødme og kostald i duften, men derimod dufter vinen lidt krydret, der er herudover modne kirsebær, umodne blommer og stram syre. Smagsmæssigt smager den bestemt af Spätburgunder, god og stram syrlighed og masser af grønne noter.

Købt hos Belvini, pris 11,50€

Vinanmeldelse 4/7