2009 Plantagenet Wines, Hazard Hill Shiraz, Margaret River, Australien

2009 Plantagenet Wines, Hazard Hill Shiraz, Margaret River, AustralienVingården Plantagenet Wines er oprindeligt grundlagt i 1968, da englænderen Tony Smith for en lille arv købte en lille gård kaldt Bouverie ved Mount Barker i Vest Australien. Indtil da var der alene dyrket æbler på gården, men Tony plantede de første vinstokke, nemlig Shiraz og Cabernet Sauvignon, og var dermed én af de første til at tilplante vinmarker i denne del af området.

Første høst var i 1974, og de første flasker af krydret Shiraz og fyldig Cabernet lovede godt, og Tony Schmidt plantede herefter også yderligere sorter som Riesling, Pinot Noir og Chardonnay.

I 1999 blev vingården imidlertid købt af Lionel Samson & Son, et lokalt, gammelt, familieejet firma, som ellers beskæftiger sig med alt inden for emballage, transport, shipping samt vin- og ølproduktion. Med brødrene Lionel og William Samson i spidsen blev vingården udvidet med tilkøb af nye marker, og løbende udvidelser af produktionen.

Plantagenet har fundet deres egen stil og de laver unikke vine som bliver solgt over hele verden. Især deres Riesling kan blive meget gammel og deres Shiraz er “one of a kind” med masser af hvid peber i næsen og lidt Rhône-agtig i stilen.

Det milde og tempereret klima i Vest Australien er medvirkende til at deres vine opnår stor elegance og finesse.

Plantagenets ønolog og senior vinmager er John Durham, som har en lang og seriøs vinuddannelse, bl.a. har han tidligere været konsulent hos Chateau Margaux og Veuve Clicquot og derudover har han arbejdet som vinmager i Italien i flere år.

Plantagenet har opnået guld medalje ved Decanter World Wine Awards med deres Plantagenet Shiraz i årgang 2003, 2004 & 2005. Vinhuset er derudover kåret som “5 Star Winery” af den australske vinkritiker James Halliday i 2009 og 2010.

Denne Hazard Hill Shiraz er lavet på 82% Shiraz og 18% Grenache. Druerne kommer fra forskellige vinmarker og bliver presset og gæret hver for sig og derefter lagret på franske 225 liter tønder i 10 måneder inden der til sidst laves en sammenstikning af vinen.

Duftmæssigt selvfølgelig godt med moden frugt … typisk Australien, ingen overraskelser der. I næsen godt med blommer, lidt blomster, bolsjer (Kongen af Danmark), lidt lakrids og svage krydderier … men det hele meget intenst. Smagen overrasker imidlertid en smule, for det er ingen Aussi-Shiraz bulderbasse. Der er mere finesse i denne vin, og det er sgu dejligt. Der er selvfølgelig mørke bær med solbær, som det dominerende udtryk sammen med peber, sol … lidt alkohol. Medium eftersmag, men en australsk Shiraz, som er langt bedre end gennemsnittet.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 139 kr. for 1 stk., og 105 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk. Fås også hos Salling, hvor prisen er 84,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Skriv et svar