Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2012 Weingut Graf Adelmann, Brüssele Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

Die Spätburgunder dieses Freitag blev denne Brüssele Spätburgunder fra Weingut Graf Adelmann, som holder til lige udenfor den lille by Steinheim an der Murr, klods op af floden Bottwar, en sideflod til Murr, i Baden-Württemberg … og vinområdet Württemberg.

Vinhuset holder til i en gammel borg … Burg Schaubeck, som idylisk ligger ved et sving på Bottwar med udsigt over hele området, deraf også borgens navn … Schau, som betyder kigge eller udsigt samt Eck, et hjørne eller et knæk … Schaubeck.

Borgen stammer helt tilbage fra 1480, hvor den første del blev bygget af von den Herren Plieningen. Oprindeligt var borgen også omkranset af voldgrave på 3 af siderne.

Og der har altid været produceret vin på stedet. Man mener, at vinproduktionen går over 700 år tilbage på stedet, men familien Graf Adelmann overtog først stedet i 1914. Siden 2011 har det dog været yngste generation i form af Felix Graf Adelmann, som har stået i spidsen for vinproduktionen.

Felix overtog driften fra sin fat Michael Graf Adelmann, som siden 1981 havde ført vinhuset frem som ét af de førende i Württemberg, bl.a. ved at være blandt nogle af de første i Tyskland til at anvende nye egetræsfade i produktionen.

Weingut Graf Adelmann er nemlig – over medlem af VDP – også medlem af HADES. Sidstnævnte har jeg tidligere skrevet om. Det er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen.

Udover Weinguf Graf Adelmann består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weingut Jürgen Ellwanger, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able. Jeg har tidligere skrevet om vine fra flere af disse vinhuse.

Inden Felix overtog driften af familiens vinhus havde han bl.a. arbejdet som direktør for et internetfirma i Hamburg inden han kastede sig over vinen og stod i lære hos vinmagere hos Weingut Bernhard Huber i Malterdingen, Weingut Schloss Proschwitz i Sachsen, Foradori i Trentino, Italien og Willi Bründlmayer i Østrig.

Weingut Graf Adelmann har samlet 20 hektar vinmarker, hvor de 16 hektar ligger i Kleinbottwar, hvor undergrunden består af rød Keuperboden, en slags rød kalksten. Så har man 1 hektar i Großbottwar samt 3 hektar Ludwigsburg-Hoheneck am Neckar, begge med undergrund med Muschelkalk, en slags muslingekalk/-kridt, som er en speciel kalksten type, som er rig på fossile skaller.

De bedste marker er Kleinbottwarer Süßmund og Kleinbottwarer Oberer Berg, som begge er særdeles stejle vinmarker med 60% stigning.

Der dyrkes primært lokale sorter, fordelt med 70% røde druer og 30% hvide druer. Af de røde druer dyrker Adelmann Trollinger, Samtrot, Spätburgunder, Frühburgunder, Lemberger samt de mere ukendte sorter Muskattrollinger, Urban og Clevner. De hvide druer er primært Riesling, Grauburgunder, Weissburgunder samt Muskateller og Traminer.

Her har vi husets Spätburgunder, som der imidlertid ikke er megen information om. Men skal vi ikke gætte på, at den – med Adelmanns baggrund – er lagret på eg?

I næsen er der i hvert fald lidt røg, bacon, sød kostald, kul, lidt blomster, kirsebær og ribs. Smagsmæssigt lidt syrlige kirsebær, ribs … og syren er måske lidt kantet, men der er også let sødme, som bløder syren lidt op. Slutter med lidt peber og syre i eftersmagen, og en ganske habil Spätburgunder.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 7,90€ … eller omkring 59 kr.

Rating 4/7 

2012 Villa Wolf, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Lige update fra fredag, som – ganz natürlich – omfattede en Spätburgunder, selvom behovet egentlig var dækket – godt og vel – i løbet af ugen, som havde budt på ikke mindre end 7 forskellige af slagsen. Men jeres hårdtarbejdende vinblogger går gerne den ekstra mil, og det blev med denne Spätburgunder fra vinhuset Villa Wolf.

Vinhuset ligger på adressen Weinstraße 1 … eins … i byen Wachenheim i Pfalz vinregionen, og er grundlagt i 1756 af Johann Ludwig Wolf som Weingut J. L. Wolf. Det er et vinhus, som i fordums tid var aldeles anerkendt, og det oplevede gennem tiderne stor succes, bl.a. blev der i 1843 opført et moderne vineri … der winzerhaus … i italiensk stil.

Én af efterkommerne hed også Johann Ludwig Wolf. Han var også borgmester i Wachenheim, og byggede endda endnu en vingård i byen, nemlig Weingut Odinstal … men endte med at tabe den i kortspil til den daværende grundejer Kuhn.

Den spilleglade borgmesters datter Luise Wolf blev i øvrigt gift med Bernhard Bürklin, som også senere blev borgmester i Wachenheim og grundlagde vinhuset Weingut Dr. Bürklin-Wolf, som også holder til på Weinstraße i Wachenheim. Men det er en helt anden historie.

Driften af Weingut J. L. Wolfunder gik heller ikke specielt godt under den gode borgmesters ledelse, bl.a. manglede huset en dygtig vinmager. Langsomt sygnede vinhuset hen, inden det i 1996 endelig blev købt af Dr. Ernst Loosen, der er kendt som én af Mosels Riesling konger. Ham er vi også tidligere stødt på her på bloggen.

Efter overtagelsen er udviklingen vendt. For Ernst Loosen har idéen været, at han gerne vil tilbyde Riesling vine i en stil, der er tørrere og med mere krop end de Moselvine, der har givet Ernst Loosen ry for at være blandt verdens bedste Riesling vinmagere.

På mange måder var det et deja vu for Ernst Loosen, at overtage J.L. Wolf, der i lighed med familiens Weingut Loosen i Mosel var en gammel, berømt ejendom med vinmarker af fremragende kvalitet, men langt fra fordums storhedstid.

De gamle vinstokke, plantet i nogle af de bedste parceller i Pfalz omkring Forst, Wachenheim og Deidesheim, giver et perfekt udgangspunkt. Samlet har vinhuset 16 hektar. Tidligere ejede vinhuset parceller på markerne Wachemheimer Goldbächel, Wachemheimer Gerümpel, Wachenheimer Belz samt på Grosse Lage markerne Forster Pechstein, Ungeheuer og Jesuitengarten.

I dag ser det ud til, at man alene har marker omkring Wachemheim samt Forster Pechstein og Wachenheimer Belz.

Siden overtagelsen har Ernst Loosen også skåret hektarudbytterne ned, og der gødes nu udelukkende med kompost, ligesom man håndhøster og selekterer druerne omhyggeligt, og fremstiller vinene med et minimum eller ingen intervention. Kældrene hos J. L. Wolf er decideret gammeldags og det passer perfekt til Ernst Loosens naturlige og klassiske metoder.

Og apropos at lade andre gøre arbejdet, så har Ernst Loosen i 2011 indsat det unge par Patrick Moellendorf og Sumi Gebauer til at lede vinhuset og forestå fremstillingen af vinene fra vinhuset, som efterfølgende også har ændret navnet til Villa Wolf. Det unge par har tidligere arbejdet på Dr. Loosen og har bragt fornyet energi og fokus til vindyrkning og vinfremstilling på Villa Wolf.

Nå, men selvom det er Riesling, som er i højsædet hos Villa Wolf, så laves der også lidt Spätburgunder. Denne er lavet på forskellige Spätburgunder kloner, og har lagret 12 måneder på brugte franske barriques og store 1.000 liter foudres.

Helt klart Pinot Noir dufte i næsen, men ikke klassisk tysk, men derimod lidt mørkere toner, modne kirsebær, våde fade, frugtsten, eg, røg og en smule jern. I smagen går de modne kirsebær igen, og vinen er mere varm og fyldig end mange andre tyske Spätburgundere. Der er også lidt peber, som brænder tungen i eftersmagen sammen med lidt syre.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 9,90€ … eller omkring 74 kr.

Rating 4/7 

2012 Cave de Beblenheim, Heimberger Muscat Médaillé, Alsace, Frankrig

Kogte hvide asparges, skinke og hjemmelavet mayonnaise … kongespise, intet mindre. Kongespise. Hertil passer fx en hvid Muscat vin, og det blev denne Heimberger Muscat Médaillé fra kooperativet Cave de Beblenheim, selvfølgelig beliggende i byen af samme navn, og tæt på byerne Riquewihr og Zellenberg.

Cave de Beblenheim … eller Cave Coopérative Vinicole de Beblenheim, som det rettelig hedder, blev oprettet i 1952 af en række vinbønder, der besluttede at samle deres ekspertise for at arbejde mere effektivt.

To år senere fik kooperativet deres første guldmedalje. Og generelt er dette kooperativ kvalitetsmæssigt i den høje ende, bl.a. modtog kooperativet i 2010 også 9 guld-, 7 sølv- og 2 bronzemedaljer ved Concours des Vins Paris.

I dag er kooperativets vingård omdrejningspunktet for ikke mindre 150 lokale vinbønder med mere end 285 hektar vinmarker på tværs af fem landdistrikter.

Og der laves en del vine på kooperativet. Vinene er opdelt i forskellige serier, nemlig Médaille et Réserve, Vieilles Vignes, Tradition, Hospices de Strasbourg, Spécialités, Grand Crus, Vendanges Tardives, Sélection de Grains Nobles samt lidt Crémant. Og der laves vine på druerne Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurztraminer samt Pinot Noir.

Her har vi husets Heimberger Muscat Médaillé d’Or Paris Concours, som er lavet med druer høstet omkring Beblenheim, lavet helt traditionelt af den klare saft med temperaturstyret gæring på kar et par måneder, hvorefter vinen hviler på flaske et par måneder. Kooperativet skriver, at vinen passer godt med asparges … helt perfekt.

I næsen er der lidt hyld, sødme, karameller, gammel kælder … mug er ikke det rigtige ord, men lidt i denne boldgade, men på den gode måde. I smagen er der også nødder, kvæde, sødme … men også en tand flad i udtrykket.

Købt på kooperativet, hvor prisen er 6,30€ … eller omkring 47 kr.

Rating 4/7 

2012 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, Frankrig

Vi fortsatte i Pinot Noir sporet, selvom denne Pinot Noir 8 fra Cave Vinicole de Hunawihr i Alsace ikke var ligeså nem at gætte som forrige vin. Lidt sjovt, da jeg tidligere har smagt vinen, blot i en årgang 2009. Dengang var det vist også på et bestyrelsesmøde hos formanden.

Vinhuset ligger – som navnet jo selvfølgelig antyder – i byen Hunawihr, en 6-8 kilometer nord for Colmar.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, hvor vinbønderne var i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange cave coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden, og det blev til Cave Vinicole de Hunawihr. De første vine blev fremstillet allerede i 1955.

Siden er Cave Vinicole de Hunawihr vokset fra 90 hektar vinmarker til over 200 hektar i dag, og der er nu tilknyttet 130 vinavlere til kooperativet, som i dag sælger over 1,6 mio. flasker vin hvert år.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring. Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang.

Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Nå, men denne Pinot Noir har navnet/tallet 8. De skyldes, at druerne til vinen kommer fra 8 forskellige parceller ejet af 8 forskellige vinbønder i Alsace. Druerne til vinen er afstilkede og efterlades derefter i kar i 10 til 12 dage. Vinmageren på kooperativet hedder Nicolas Garde, og han har valgt at give denne vin barriques, og det klæder bestemt vinen.

I næsen er der rød frugt, peberfrugter, tobak, eg og godt med grønne noter, sidstnævnte som sidst jeg smagte vinen. Også let animalsk og samtidig lidt mørkere og mere syrlig i udtrykket end foregående vin. Pinot Noir duften er ikke så tydelig i denne vin.

Smagsmæssigt er vinen også lidt kantet … næsten firkantet med syre, lyse frugter, hindbær, granatæbler, tørhed og tanniner. Der er også en lethed over vinen, som burde spore én ind på Pinot Noir, men syren lægger sig højt i ganen og giver en lidt sprittet og grøn eftersmag. Jeg synes, at 2009’eren var bedre end denne 2012’er.

Købt hos Cave Vinicole de Hunawihr, hvor prisen er 12,15 €

Rating 4/7 

2013 Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Riesling Deidesheimer Paradiesgarten, Pfalz, Tyskland

I denne uge – fra 4. til 11. maj er det Riesling Week. På restauranter, vinbarer og hos vinhandlere fejrer man foråret, lyse dage, solskin og fuglesang med en uge dedikeret til vine på Riesling. Herligt. Normalt afholdes ugen alene i København, men er nu også rykket til Jylland, bl.a. ser S’vinbar i Århus ud til at afholde et par spændende aftener.

På Houlberg | Blog om vin & gode oplevelser bakker vi selvfølgelig op om dette herlige initiativ, som vistnok er startet af de søde mennesker hos Jysk Vinkontor og kaster os over et par Riesling vine. Er selvfølgelig et par dage bagefter, men smagte ved Vinspecialistens Sélection smagning denne Riesling Deidesheimer Paradiesgarten fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Vingården er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til deres nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medfører også, at Andreas Jordan i 1815 køber den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder. Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtager driften er vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas ender da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun er gift med en Bassermann, som også ligger navn til vinhuset. Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkommer det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger. Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.

Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til. I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men sidste år (2013) døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle, Grainhübel og specielt Grosse Lage markerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg, som alle er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine, og denne Riesling Deidesheimer Paradiesgarten hører til én af husets Ortsweine, så vidt jeg kan se.

Druerne til vinen kommer fra marken Paradiesgarten, som er én af Deidesheims største vinmarker, da den strækker sig fra udkanten af landsbyen og op til Haart-bjergenes begyndelse. Vinmarkens størrelse giver en mindre variation i jordbunden, der hovedsageligt består af en meget sandholdig jordbund med enkelte forekomster af sandsten. Vinifikation er helt traditionelt med fremstilling på ståltanke.

Duftmæssigt en dejlig levende frugt, hyld, citrus … let eksotisk samt lidt nøddeagtige aromaer og lidt flint og mineraler. I munden godt med syrlighed, bid, saft og et grønt, stramt udtryk. Den er sprød og let mineralsk, men det syrlige og grønne dominerer måske en anelse for meget, og jeg savner en smule … bare et touch sødme til at balancere smagen. Men Riesling er nu (næsten) altid godt.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 140 kr.

Rating 4/7 

2013 Gut Hermannsberg, Riesling Kabinett, Nahe, Tyskland

På NEUMANNs | Bistro & Weinbar fik jeg ansvaret for at bestille lidt vin. Den opgave greb jeg fluks og fik – som en start – bestilt en flaske hvidvin. Jeg fik ikke den bestilte flaske … måske mit plattyske ikke er let forståeligt … eller måske hørte den kvindelige tjener ikke ordentlig efter. Jeg nænnede dog ikke at brokke mig.

Vi fik nu også en ganske herlig vin, dog en Kabinett … altså lidt til den sødere side, nemlig denne Riesling Kabinett fra Gut Hermannsberg, et vinhus jeg har skrevet om tidligere på bloggen og faktisk også tidligere smagt på selvsamme vinbar i Hamburg for et år siden. Lidt sjovt.

Gut Hermannsberg ejes og drives af Dr. Christine Dinse og Jens Riedel, hvilket sker i samarbejde med vinmageren og den daglige leder Karsten Peter, som tidligere har arbejdet hos sin svoger Tim Fröhlich fra Schäfer-Fröhlich.

Dinse og Riedel overtog vingården i 2009, og før den tid var det et preussisk statsdomæne i Niederhausen ved Nahe-floden. I perioden 1901 – 1998 hed vinhuset Königlich-Preußische Weinbaudomäne Niederhausen-Schloßböckelheim.

Helt tilbage i 1901 købte den preussiske stat nemlig de stejle, klippefyldte områder langs med Nahe-floden. Gennem stenhårdt arbejde i de følgende år blev der plantet Riesling-stokke, og markerne som Kupfergrube og Hermannsberg er i dag er verdensberømte.

Efter privatiseringen i 1998 blev navnet ændret til Niederhausen-Schlossböckelheim, men da Jens Riedel overtog vinbruget blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, og han gik straks i gang med at restaurere marker, bygninger og gæstehus.

Vinhuset ejer 30 hektar vinmarker, og alle 30 hektar er VDP klassificeret som “Große Lagen” eller “Erste Lagen”, og det må siges at være ganske enestående. Markerne er Schlossböckelheimer Kupfergrube, Niederhäuser Hermannsberg, Traiser Bastei, Niederhäuser Steinberg, Niederhäuser Kertz og Altenbamberger Rotenberg.

Alle parceller vinificeres derfor separat. Det sker med spontangæring og lagring i store fade eller ståltanke udfra et princip om at “lade vinen lave sig selv”, så vinmarkerne kan udtrykke sig så rent og autentisk som muligt

Allerede med sine første årgange har Peters vine overbevist og især 2011 årgangen er at anse som en genfødsel af denne historiske ejendom med et væld af fornemme bedømmelser, kulminerende med udmærkelsen som årets “Rising Star” i hele Tyskland i Gault Millau Guiden.

Stilistisk virker vinene som rene, syredrevne, raffinerede og stenede koncentrater. Skønt Karsten Peter har arbejdet med sin svoger Tim Fröhlich og konstant udveksler erfaringer med ham, viser Gut Hermannsbergs vine en helt egen stil, med deres brillante klarhed, der gør at topmarkernes aftryk er tydeligt.

Denne Riesling Kabinett er lavet med druer fra forskellige marker, dog primært de to marker Steinberg og Altenbamberger Rotenberg. Udbyttet på markerne ligger på omkring 60 hektoliter pr. hektar, og vinen er lavet på ren stål.

I næsen er der en snert petroleum, ikke meget … men bestemt tilstede. Derudover er der pærer, honning, hyben og mandler. I munden virkelig saftig med god balance, godt med sødme … uden det bliver for meget. Der er moden frugt, fersken, modne æbler. Meget easygoing.

Købt på vinbaren, hvor prisen var 32€ … eller omkring 238 kr., hvilket vel er okay på en restaurant. Tidligere var Atomwine forhandler af vinene fra Guts Hermannsberg herhjemme, men det ser ikke ud til at være tilfældet længere.

Rating 4/7  

2012 Beringer Vineyards, Founders Estate Chardonnay, Californien, USA

Lidt mad skal der til … og hertil mere vin, og den første madvin var en hvid af slagsen, nemlig denne Founders Estate Chardonnay fra det vinhus, som vi to gange tidligere havde smagt denne aften; Beringer Vineyards.

Det er også en vin, som jeg tidligere har smagt – blot sidst i en årgang 2010. Og en ganske habil Chardonnay til fornuftige penge.

Beringers Founders Estate Chardonnay kommer fra husets mange vinmarker i hele Central California og North Coast. Vinmarkerne er badet i solskin i løbet af dagen og afkøles af tågerne fra Stillehavet i løbet af aftenen, hvilket sikrer en jævn og stabil modning af druerne.

Størstedelen af druerne gæres på rustfri ståltanke for at bevare den delikate, frugtprægede karakter. En mindre procentdel af druerne lagres desuden på franske, ungarske og amerikanske 2. og 3. års egefade.

Vi smagte først vinen i et lille glas … og der afgav den ikke meget … men da jeg hældte den i stort glas, så åbnede vinen sig langt mere. Så kom der duftmæssigt godt med modne æbler, tropiske frugter, abrokos, smør, honning, hyld, citrus og våde fade. Smagen er meget cremet, og der er stor fylde, vanilje, rund og behagelig, fin sødme.

Det er en velproduceret vin, som smager ganske fint. Ikke så meget at komme efter der. De fleste vil helt sikkert finde den vin som værende meget dejlig … og jeg ka’ sgu også godt li’ den, så velproduktion betyder bestemt noget … uanset og der er tale om et stort eller et lille vinhus.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 100 kr. og nogle gange på tilbud til 80 kr.

Rating 4/7  

2013 Beringer Vineyards, Founders Estate Zinfandel, Californien, USA

Sidste uge bød også på et bestyrelsesmøde. Det er = godt med vine, og vi startede i den amerikanske afdeling, da værten lige var kommet hjem fra staterne. Én af vinene var denne Founders Estate Zinfandel fra det store og historiske vinhus Beringer Vineyards.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producere altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den, som han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer, der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Beringer Founders Estate Zinfandel er fremstillet af druer fra udvalgte vinmarker fra North Coast i Californien. Vinmarkerne påvirkes positivt af de kølige og fugtige vinde fra Stillehavet om natten og samtidig ganske varme dagtemperaturer.

Winemaker teamet beslutter, hvornår druerne på de enkelte marker har opnået fuld modenhed. Efter gæringen på rustfrit stål, lagres vinen på franske egefade i seks måneder. Lagringen tilfører et strejf af lidt ”ristet” vanilje og flere lag i smagen af blandt andet brune krydderier. En lille mængde af druen Petite Sirah tilføres normalt og runder vinens struktur af.

I næsen lidt grønne noter, brombær, kælder, lakrids, sødme, bolsjer, mens smagen er direkte frugt, med tørhed og meget sødkrydret. Virker en anelse “flad” i smagen, der er let peberbid … men mest af alt godt med sødme … også en tak for meget, selvom det på ingen måder er en dårlig vin, for den smager meget godt.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 100 kr. og nogle gange på tilbud til 80 kr.

Rating 4/7  

2013 Cisterzienser Weingut Michel, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Sidste vin fra WineFLY Jakob & Bendt blev denne Spätburgunder Trocken fra Cisterzienser Weingut Michel, altså Ulrich og Karen Michel fra den lille by Dittelsheim-Heßloch i Rheinhessen.

Ja, sidste vin var nu Mayschoss-Mönchberg fra Josten & Klein, men da denne vin var udenfor smageskemaet, så fik vinen nummeret 13, selvom vi nød den tidligere i rækkefølgen. Sådan er der så meget.

Familien Michel har 20 hektar vinmarker, bl.a. markerne Liebfrauenberg og Mondschein i Heßloch samt Filetstück Löwenberg i Bechtheim. Her dyrker de sorterne Riesling, Silvaner, Weißburgunder, Grauburgunder, Chardonnay, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc samt de røde Spätburgunder, Frühburgunder, St. Laurent, Dornfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Jeg har tidligere smagt huset Cabernet Sauvignon Merlot Trocken samt storesøsteren til denne, Spätburgunder S Kalkstein.

Husets rødvine er opdelt i 3 serier, nemlig Trockene Rotweine, Feinherbe Rotweine og Barrique Rotweine. Denne Spätburgunder kommer fra førstnævnte … dvs. en vin, som slet ikke har set egetræsfade.

I næsen er her godt med grønne noter, grannåle, granatæbler … sådan lidt en kølig stil, men har også en smule af den søde kostald, som vi jo elsker. Derudover er der lidt vådkrydrede elementer samt spidskommen.

Smagsmæssigt er her jordbær, hindbær samt lidt blæk, kridt, jern og mineraler. Der er fin balance og dejlig lille Spätburgunder.

Forhandles af WineFLY, pris 75 kr.

Rating 4/7   

2013 Josten & Klein, Pinot Noir, Ahr, Tyskland

Ja, selvfølgelig skulle vi igennem arsenalet af Spätburgundere fra vidunderdrengene Josten & Klein, og vi startede med deres almindelig Gutswein … blot kaldet Pinot Noir. Jeg har smagt den i årgang 2012, men her altså i den nyeste årgang, frigivet sidste år.

Drengene selv – det tør jeg godt kalde dem, for de er fra henholdsvis årgang 1978 og 1981 – har en filosofi, som de kalder SUA SPONTE. Det betyder noget i retning af “ved egen kraft” eller “af egen drift”.

Det er deres motto og er valgt fordi det også beskriver deres tilgang til vinproduktionen. Deres vision er intet mindre end at lave de bedste vine i området, innovative topvine fra Mittelrhein og Ahr, og med den allerstørste respekt for naturen.

Druerne til denne Pinot Noir kommer fra husets vinmarker i Mayschoß og Ahrweiler. Efter høst blev druerne afstilket og macerationstiden var 18 dage, hvorefter vinen lagres på egetræstønder i lidt over 5 måneder inden vinen flaskes.

I næsen er her hindbær, sød kostald, tang og strandkant, mens smagen er sådan meget direkte med lysebær, hindbær, godt med syre, våde sten … en anelse stram, og virker slet ikke så imødekommende som 2012’eren.

Forhandles af WineFLY, pris 100 kr.

Rating 4/7