Tag-arkiv: Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, TysklandNu springer vi videre til et gensyn med en vin fra Weingut Jakob Schneider på Winzerstraße i Niederhausen omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området. Denne gang smager jeg hans 2018 Grauschiefer Riesling Trocken.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen. I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. Den samlede produktion på Weingut Jakob Schneider ligger på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.

Jakob Schneider også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Denne Grauschiefer Riesling Trocken er en Gutswein og alene vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om vinen. Vi springer derfor fluks til mine smagsnoter.

Vinen har en dejlig frisk, sprød og pivskarp næse med masser af citroner, grønne æbler, pærer, en smule abrikos, lemon, flint og sten. Og det smager også godt … har en lækker smag med grape, citroner, lidt Mosel sødme, men meget lidt og så alligevel med nogen krop samt klare mineraler. Rank, lækker og savlende god Riesling.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Petershof – Karl-Peter Huff, Huff’s Hundertjähriger Blauer Portugieser, Rheinhessen, Tyskland

2014 Weingut Petershof – Karl-Peter Huff, Huff’s Hundertjähriger Blauer Portugieser, Rheinhessen, TysklandHuff’s Hundertjähriger Blauer Portugieser er en rødvin fra det lille familieforetagende Weingut Petershof – Huff, der jo ligger i den lille by Schwabsburg ved Nierstein i Rheinhessen nær de andre Huff’er.

Familien har i generationer været vinbønder i den lille by og er formentlig også i familie med de søde mennesker hos Weingut Georg Gustav Huff. I dag drives Weingut Petershof dog af vinmageren Karl-Peter Huff samt sønnen  Peter Huff, som efterhånden har overtaget rollen som kældermester.

Karl-Peter Huff har samlet 8 hektar vinmarker og vinene er opdelt i de gængse kvalitetsniveauer. De bedste vine er Premium-Weine og de er – som hos den anden Huff – markeret med 3 stjerner på etiketten.

Udover vinproduktionen så udlejer familien samtidig også 3 værelser på vingården … endda til ganske billige penge.

Denne Huff’s Hundertjähriger Blauer Portugieser er lavet med druer fra den ældste af Huffs marker, hvor vinstokkene er over 100 år gamle … og det er både Spätburgunder til husets Alte Reben vin og så Blauer Portugieser til denne vin.

Der er – som sidst med en vin fra Peter Huff – ikke mange oplysninger om produktionen. Der er nada … intet, men vinen virker helt klart til at være lagret på egefade. Nå, men så springer vi direkte til smagsnoterne.

Der er duftmæssigt godt med saftige kirsebær, lidt stikkelsbær, pænt fadpræg, kanel, nelliker, hø, lidt bondsk og kluntet, måske endda lidt varm i stilen og ikke så kompleks.

Smagen er meget mere ren end duften og den er heller ikke helt så saftig, som forventet. Der er i stedet for nogen tørhed, småsyrlige kirsebær, brombær, lidt jernagtige elementer, men syren er meget vag, hvorved vinen virker lidt slap i betrækket.

Vinen er købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Weingut Knodt-Trossen, Spätburgunder Blanc de Noir, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Knodt-Trossen, Spätburgunder Blanc de Noir, Mosel, TysklandUdo Knodt driver sit lille vinhus Weingut Knodt-Trossen i byen Kröv ved et af Mosel flodens utallige sving mellem Traben Trarbach og Bernkastel-Kues. Vi smager her en Spätburgunder Blanc de Noir fra Udo.

Vinhuset drives af ægteparret Andrea og Udo Knodt, som er 3. generation på vingården, som de overtog i 1995. De ejer samlet 3 hektar skiferholdige vinmarker, hvor de bedste marker er Kröver Letterlay og Steffensberg. Der dyrker Udo både Riesling, Rivaner, Kerner, Weißburgunder og Spätburgunder.

Derudover udlejer Weingut Knodt-Trossen også 4 ferielejligheder og 5 værelser til vinglade turister … alle selvfølgelig navngivne efter vine og druer som fx Paradies, Cuvée, Classic, Burgunder, Riesling, Weißburgunder, Berg Feeling, Spätburgunder og Burgunder.

Her smager vi deres Blanc de Noir på Spätburgunder, som kommer fra flere af husets marker. Efter høst presses druerne hurtigt og så er vinen ellers blot vinificeret på rustfrie ståltanke. Der er 7,7 gram restsukker pr. liter.

Næsen har fersken, abrikos, måske endda lidt tørrede abrikoser, melon, langt mere fyldig og varm end foregående vin. Den er også meget blomsterrig i næsen, har en smule astronaut-is, stor krop og nærmest lidt eksplosiv i aromaerne. I munden er vinen langt mere afdæmpet med meget lav syre, men er bestemt blød, cremet med nogen sødme.

Ingen forhandler herhjemme og vinen var vistnok købt på vingården Weingut Knodt-Trossen, hvor en flaske koster 7,60€ … svarende til 57 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, TysklandWeingut Jakob Jung ligger i den østlige del af Rheingau i byen Erbach ved Eltville am Rhein. Fra den unge winzer smager vi nu vinhusets basisvin … en 2018 Riesling Classic.

Vingården drives i dag af Alexander Jung, som overtog driften fra sin far Ludwig i 2008, men faderen hjælper fortsat til på vingården. Det er et gammelt foretagende, da familien Jung har drevet gården siden 1799, men oprindeligt som et landbrug med forskellige afgrøder. Det var faktisk Ludwig Jung, som efter sin overtagelse i 1969 ændrede driften til ren vinproduktion.

Samlet har Alexander Johannes Jung 18 hektar vinmarker, som han driver sammen med sin far, mens hans bror Ingmar ikke er en del af driften, men i steder forfølger en politisk karriere. De bedste marker er Erbacher Sigelsberg, Hohenrain, Steinmorgen og Michelmark … alle beliggende ved Erbach.

Siden Alexander overtog driften har familien også købt en over 250 år gammel 110 meter lang kælder, udhugget i klippen 8 meter under jorden. I kælderen er temperaturen konstant 11 grader hele året rundt og dermed perfekt for lagring af vinene.

Alexander er selvfølgelig uddannet vinmager fra det berømte universitet i Geisenheim ikke langt fra vingården, Han har inden overtagelsen også rejst rundt i verdenen for at besøge vinproducenter.

Han er lidenskablig omkring vinproduktionen og lægger specielt vægt på arbejdet i vinmarkerne. Alexander siger selv; I vinkælderen handler det om at bevare kvaliteten, men det er ikke dér, at vinen fremstilles, men snarere gennem det hårde arbejde i marken.

Her smager vi Jungs basis Riesling … blot kaldt Riesling Classic. Den er alene vinificeret på rustfrie ståltanke, men har et forholdsvis højt indhold af restsukker, nemlig hele 11 gram pr. liter, altså faktisk ovre i halbtrocken, da trocken faktisk alene må indholde op til 9 gram .

Duftmæssigt en kraftig Riesling, hvor frugten er abrikos, måske endda tørrede abrikoser, grillede citroner, ananas, lemon, melon og altsammen med en vis modenhed. Der er stor kraft, punch med nærmest varmkrydrede elementer, en kraftig syre og samtidig virkelig stor bundtræk.

Det er en meget krydret og stærk Riesling, som har dyb lemon, syltede og grillede citroner, masser af fyldig bitter grape, nogle salte mineraler og også med stor saftighed og en del sødme. Det bliver lidt en mundfuld med både den store fyldighed, bitterheden, de mange krydderier, det salte og det søde, men det fungerer ganske fint.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reinhold Haart, Riesling Trocken, Mosel, TysklandH.J. Hansen Vins Winemakers Fair sidste år mødte jeg bl.a. Johannes Haart, der i dag sammen med broderen Marcus Haart driver det gamle klassiske vinhus Weingut Reinhold Haart. Nu smager jeg igen en vin fra de to brødre, nemlig deres 2018 Riesling Trocken basisvin.

Ved vinfestivalen smagte jeg deres dejlige 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs og skrev også lidt om vinhuset, så det skal jeg selvfølgelig undlade at gøre igen. Derfor kigger jeg blot videre på denne 2018 Riesling Trocken

Vinen er lavet ved, at mosten gæres ud på en blanding af gamle foudres og rustfrie ståltanke ved omkring 16 grader, som forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende er vinen filtreret let og tappet på flaske.

Der er lidt puf i vinen sagde konen. Og hun har skam ret, for der er nærmest lidt tryk i flasken og den er også lettere perlende lige i starten. Næsen er modne æbler, tropisk frugt, fersken, svag antræk til petroleum, en dyb sødme, en lille bitter grape note, citrus, lidt mineraler og en smule fylde … bare lidt.

Smagen er lidt i samme boldgade, æbler, citron samt et syrligt og bittert bid i eftersmagen. Vinen har også klar Mosel sødme, fylde, krop og meget omgængelig. En fin Mosel Riesling.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor prisen er 139 kr., men fra 1/3 til 30/4-2020 er vinen på tilbud til 99 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Weingut Knipser, Syrah Réserve, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Knipser, Syrah Réserve, Pfalz, TysklandDet var Jan, som til en vinaften tilbage i 2016 havde taget det røde bordeauxfile krydsermissil Cuvée X fra Weingut Knipser med, og nu havde han igen fire år senere en specialvin med fra samme vinhus, nemlig Knipsers 2012 Syrah Réserve.

Vi fik – as usual – alle aftenens vine  serveret blindt, og jeg var fucking tæt på at gætte, at det var tysk Syrah, men valgte i ren dårskab i sidste øjeblik en anden drue. Dumt. Imidlertid er det jo også sjældent, at vi støder på rene Syrah vine i Tyskland, men det er dette 2012 Syrah Réserve dog.

Weingut Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 75 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. De bedste marker er bl.a. Laumersheimer Kapellenberg, Mandelberg og Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

På markerne dyrker Knipser druesorterne Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger, mens de hvide sorter er Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet var familien registreret i annalerne i byen med Gaudenz Knipser, som arkitekt og medlem af byrådet.

Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag på de fleste af vinetiketterne … og det gælder altså også denne 2012 Syrah Réserve.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i starten af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz, hvor han i Bockenheim og Wachenheim lagde kimen til Weingut Knipser.

I mange år var vinproduktionen dog en bibeskæftigelse til det centrale land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af  produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele landbruget omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har driver  familieforetagendet, og de har givet vinhuset et kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske Der Feinschmecker og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til Tysklands bedste.

Det er bl.a. en vin som netop denne Syrah Réserve, der har gjort vinhuset kendt. Siden 1993 har Knipser eksperimenteret med at lave vine på Syrah druen og denne vin er regelmæssigt bedømt som den bedste Syrah i Tyskland af både Gault Millau og Eichelmann.

Vinen er gæret helt traditionelt, og har efter fermentering lagret lang tid, nemlig omkring 24 måneder i overvejende nye barriques, men altså også lidt brugte fade. Derefter har vinen så lagret yderligere 3 år på flaske inden frigivelse.

Næsen er både tyreblod, tyk engelsk lakrids med mælkede noter, blæk, grafit, bacon samt en tyk og intens frugt. Der er sorte oliven, sorte kirsebær, brombær, grøn peber,sort peber, eg, røg, kaffe og højoktan kakaorig mørk chokolade. Samlet set er det også en frugtrig vin med stor intensitet.

Smagsmæssigt er Knipsers Syrah Réserve meget tør med mørk frugt, en meget ren, frisk og syrlig frugt med mørk kraft, masser af strenge tanniner, en jernagtig saftighed, fad og stærk peber.

Vinene fra Knipser forhandles herhjemme af Sigurd Müller Vinhandel, men denne er ikke i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 66€ … svarende til 492 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder, Ahr, TysklandDenne 2015 Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder fra Weingut Adeneuer er ren gudesaft. Denne er dog ikke en Großes Gewächs, som den årgang 2016 jeg smagte tilbage i august måned, da jeg besøgte vingården.

Det besøg kan I læse om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Adeneuer … roadtrippets sidste stop i Ahr. Der smagte jeg nemlig en 2016 Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder Großes Gewächs, men denne 2015 Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder er altså ikke GG, selvom druerne kommer fra samme mark.

Faktisk laver Adeneuer to forskellige Spätburgundere fra Gärkammer marken, men denne har brødrene i årgangene efter 2015 i stedet kaldt Walporzheimer Kleine Kammer Spätburgunder for at undgå forveksling og overholde VDP reglerne.

Walporzheimer Gärkammer er en del af Großlage Klosterberg og ligger faktisk omkranset af Walporzheimer Kräuterberg i en højde af 110-180 meter. Gärkammer er allerede beskrevet tilbage i 1849 af den tyske politiker og forfatter Johann Gottfried Kinkel, som beskrev marken med den ædleste i hele Ahrdalen.

Marken er samlet kun 0,64 hektar, og en af de mindste vinmarker i Tyskland, ja faktisk er marken ifølge definitionen i den tyske vinlov for lille til at være en registeret vinmark … men det er den nu. Det er samtidig en monopolmark, altså en mark Adeneuer er eneejer af.

Det er en sindssyg stejl mark med op til 60% hældning med grå skiferholdig jord og der er næsten udelukkende 70-80 år gamle vinstokke med Spätburgunder på marken … suppleret med 5% Portugieser.

Oprindeligt var Walporzheimer Gärkammer et stenbrud, hvorfra man udhuggede stenene til de mange terrasser, der i Ahr er anlagt på de stejle vinmarker.

Selve marken er meget varm og hvert år transporteres der ikke mindre end 1.500 baller halm til marken for at holde på fugtigheden i den skiferholdige jord. Det gør samtidig, at Adeneuer ikke skal anvende herbicider på marken.

Vinen er lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller, efterfølgende koldmaceration og så er vinen lagret en periode på store, brugte egefade aka großes Holzfaß. Der er 0,8 gram restsukker pr. liter i vinen, som er aftappet ufiltreret.

Næsen har samme æteriske lethed som GG storesøsteren, virkelig luftig, blid og røget med hindbær, tranebær, ribs og granatæbler, lidt mælkede noter, bolsjesødme … uha, hvor det dufter godt. Der er en smule grafit, mælkechokolade, ren stålrig og mineralsk, diskret sødme, blomster, urter og mandler. WAUW.

Smagsmæssigt har vinen en sindssyg flot balance, smagen er let, cremet med lyse bær, lyse kirsebær, hindbær, røgede elementer, god saftighed på en stenet, ren og stringent måde. Det er så graciøst og elegant, at Houlberg næsten falder i svime … lige en vin for mig. Jeg hoster fluks op med 6 fingre og endda med pil op.

Det kan godt være, at denne Walporzheimer Gärkammer Spätburgunder aka Kleine Kammer er lillesøster til den rigtige Großes Gewächs, men i denne 2015 årgang er den i hvert fald lige så god som storesøsteren i 2016. Det smager med andre ord monstergodt.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne vin  er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Auslese, Mosel, TysklandNu skruer vi lige et notch, nøk og mulehår op for knappen til sødmevolumen med næste lille Riesling fra Weingut Reverchon, nemlig den top-notch labre Ockfener Bockstein Riesling Auslese.

Vinen er sådan set lavet over samme læst som foregående vin, altså med spontangæring i store træfade, lagring sur lie 8 måneder inden vinen omstikkes til ståltank og tappes året efter høst. Men er er volumen for sukkerbarometeret skruet godt op med 102 gram restsukker pr. liter. Men imponerende nok, så bliver det aldrig en oversød eller gumpetung vin … snarere tværtimod.

Næsen er måske en anelse mere klinisk end forrige tørre Ockfener Bockstein Riesling GG, men også tungere, vægtigere og mere tæt, varm og kropslig. Der er heller ikke her – endnu – petroleumsnoter, men kraftigere frugt, abrikos, modne pærer og lidt lakridskonfekt, men på en let, lys måde i forhold til, at vi altså snakker en ægte Auslese fra bedste tyske skuffe.

Men i munden mærker du, at vi er i det søde guf-land, hvor der er godt med intens, tæt, gavmild, godhjertet flydende voksenslik i dit vinglas. Det smager herregodt, hvis du – som alle hårde fyre – er lidt af en slikmund. Det er blødt, cremet, elegant, men i denne ringdans danser troldene samme med elverpiger og tilfører tyngde og hårde tramp. Syren og fedmen danser så fint sammen, hvilket gør vinen lettere, mere elegant og slankere end forventet. Det er elversaft med troldetyngde … og man ender med at blive ellevild.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling GG, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling GG, Mosel, TysklandOckfener Bockstein Riesling Großes Gewächs er næste vin fra Weingut Reverchon … og her har vinmageren Ralph Herke virkelig skabt en smuk vin. Så simpelt kan det siges.

Ockfener Bockstein er en af topmarkerne ved Saar og den ligger lige over byen Ockfen og har en sydvestlig eksponering og en jordbund af skifer.  Vinen spontangærer i store træfade og ligger derefter sur lie – altså på gærresterne i 8 måneder før den omstikkes til ståltank og tappes året efter høst. Vinen har 9,8 gram restsukker pr. liter.

Det er som at få lidt vat foran næsen … let, blødt, sart, pirrende og næsten erotisk stimulerende. Der er ikke – endnu – en masse klæbrig petroleum, men nogle blide frugter, fersken, melon, pærer, en smule nougat, håndsæbe og blomster. Aromaen ægger, pirker og man kan fornemme lethed og vild sart balance.

I munden er vinen virkelig lækker cremet … og igen med sart sjæl, men også med et lille citron og grape skvis, virkelig tydeligt og smukt i forhold til det bløde, cremede og en let sødme. Vinen er meget let om hjertet, overjordisk og æterisk, lidt som en dans i månelys med en smuk elverpige med lys hud og langt, korngyldent hår.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Reverchon, Saar Mineral Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Saar Mineral Riesling Feinherb, Mosel, TysklandVi smager endnu en lækker Riesling fra den genopstandne Weingut Reverchon i byen Filzen ved Saar floden. Denne gang er det deres 2018 Saar Mineral Riesling Feinherb.

Denne vin er vel nærmest Reverchons basisvin og er – som storesøsteren Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb – alene vinificeret på rustfrie ståltanke. Det er også Feinherb, men sødmen bliver aldrig dominerende, selvom niveauet for restsukker ligger på 19,5 gram pr. liter, for sødmen smelter smukt sammen med syren.

I næsen er der grønne æbler, lime og trods til den unge alder allerede en nænsom, æterisk aroma af en smule petroleum, lidt vingummifedme, hvide blomster, en smule varme og så alligevel en med klare, rene mineraler. Det er svært at tro, at man blot dufter til en basisvin,

Men det bedste er næsten smagen, for vinen har en flot balance, igen grønne æbler, lidt grape og citron. Der er godt med bid i vinen med en fin syre og selvom der også er sødme, så danser både syren og sødmen smuk vals sammen.

Som med storesøsteren bidrager sødmen nærmest mere til at skabe en fyldighed i vinen, hvor de mineralske elementer også blander sig. Det er vildt højt niveau af en basisvin … skræmmende og herligt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7