Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2016 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder GG, Ahr, TysklandSå kom vi til enkeltmarksvinene … de store Großes Gewächs vine fra Weingut Adeneuer og vi startede med en vin fra én af vore ynglings marker, nemlig Ahrweiler Rosenthal marken … her med en 2016 Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs.

Marken Ahrweiler Rosenthal ligger lige imellem markerne Silberberg og Forstberg og er selvfølgelig en Erste eller Grosse Lage mark. Adeneuers vinstokke på den stejle Ahrweiler Rosenthal mark er over 40 år gamle, hvilket giver en ekstra koncentration til vinen.

Hos Adeneuer er Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs vinen lavet efter samme recept som de forrige vine, altså med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder alene på nye 225 liter barriques. Der er 1,0 gram restsukker pr. liter i vinen, som er aftappet ufiltreret.

Hvor er det dog en imødekommende duft, blød, blød og blød frugt, svagt syrlige kirsebær, ribs og granatæbler, blomster, røg, lakrids, eg, kanel, vanilje, tobak, tjære, kaffe, jord … virkelig kompleks, luftig og med nærmest svævende lethed, men med en flot dybde.

Smagsmæssigt er denne Ahrweiler Rosenthal Spätburgunder Großes Gewächs meget tilgængelig, det er bare at læne sig tilbage i sofaen, så breder vinen sig, cremet og lækker i munden. Du synker så helt ned i sofaen … bliver salig og utilgængelige. Vi er helt oppe på zen niveau, hvor næsten alle ting går op i en højere enhed, syrlighed, røgede noter, syrlige og livlige bær, lyse og blide tanniner, salte mineraler samt et kækt syrebid … stor vin.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske i den nyere årgang 2017 koster 439 kr., men pt kan fås på tilbud til 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder Goldkapsel, Ahr, Tyskland

Vi smagte dernæst reelt samme vin endnu en gang , altså Adeneuers 2016 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, men nu i Goldkapsel udgaven … altså en udgave af de allerbedste fade af vinen.

Vinen er selvfølgelig lavet præcis som foregående med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er 1,8 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.

Det er duftmæssigt nærmest en kopi af den almindelige J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, altså med røg, grønne noter, frisk frugt, kirsebær, hindbær og mørkere bær, fast og moden, syrlig og mineralsk … men måske er den en smule mere lukket i alle aromaerne.

Til gengæld er smagen klart blødere og samtidig smager vinen også mere let, mere elegant, så der kan i hvert fald smagsmæssigt mærkes forskel. Dette er lige en tak bedre og smager virkelig godt.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster en flaske 30€ … svarende til 224 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, Ahr, TysklandFra 2 til 1 … for næste vin i glasset hos Weingut Adeneuer var hans 2016 J.J. Adeneuer No. 1 Spätburgunder, hvor der alene anvendes de bedste druer fra vinhuset marker … eller i hvert fald de druer, der ikke anvendes til enkeltmarksvinene.

Druerne er høstet med håndkraft ved 103° Oechsle, hvor Adeneuer finder koncentrationen størst. Vinen er så lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder, men nu på en kombination af både brugte og nye 225 liter barriques. Der er 1,4 gram restsukker pr. liter i vinen og vinen er aftappet ufiltreret.

Man kan allerede i næsen godt mærke, at vi nu er steppet et par skridt op, for næsen er nu virkelig klassisk Ahr, røget og med nogle grønne noter. Næsen byder derudover på friske bær, lyse kirsebær, hindbær og lidt mørkere bær, meget fast og moden i frugten, syrlig, mineralsk og måske endda med lidt tobak og krydderier.

Smagen er blød, cremet, fast … meget frisk i frugten, ung, streng, syrlig og mineralsk. Det er en let og delikat vin, hvor lidt mentol, salte mineraler og fast syre dominerer. Det smager vildt godt og også en tak bedre end foregående … selvom det måske ikke er meget, så det bliver 5 houlbergske fingre med pil op.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster en flaske 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin Frank Adeneuer skænkede os, var hans 2017 J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder og altså igen et step op på den røde kvalitetsstige hos Weingut Adeneuer.

Vinen er lavet nogenlunde som foregående vin, altså med druer fra forskellige marker, høstet med håndkraft og lavet med en spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er også lagret 18 måneder, men nu alene på 225 liter barriques, som kun er anvendt én gang tidligere. Der er 1,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er måske en anelse mere kompleks her end hos forrige vin, men også en kende mere mørk og med større bundtræk. Frugten er kirsebær, hindbær og vinen virker lidt røget med spæk, bacon samt grøntsagsfond, mens egefadene slet ikke er så tydelige, men blot viser sig sagte frem sammen med lidt mineraler.

Smagen er moden, cremet og rund … og selvom mange af smagsnoterne fra sidste vin går igen, så er det på en noget mørkere facon, hvorved vinen slet ikke bliver så feminin, men har mere styrke og kraft, mere marmelade, selvom det selvfølgelig fortsat er en let og delikat vin. Absolut en lækker lille sag.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster vinen 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Adeneuer, J.J. Adeneuer Spätburgunder, Ahr, TysklandDenne 2017 J.J. Adeneuer Spätburgunder er nok bedste value for money køb hos Weingut Adeneuer og én af de vine, som jeg absolut skulle købe med hjem, selvom pladsen i bilen efterhånden var noget udfordret … for nu at sige det pænt.

Druerne til J.J. Adeneuer Spätburgunder kommer fra flere af Adeneuers marker og igen er vinen lavet med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Lagringen er en tand længere end ved foregående vin, nemlig 18 måneder … halvdelen i brugte fuders og den anden halvdel i brugte barriques. Der er 1,3 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er spot on … let, lys, luftig med lyse bær, hindbær, ribs, lyse kirsebær, lidt gærede i udtrykket og samtidig med et svagt fadpræg med en lille smule kanel, fin inderlighed, lidt røg og et lille mineralsk islæt. Nice.

Smagen er bare så ren og fin, virkelig sart og delikat, samtidig rank og stringent, fin og med et blidt tanninbid. Det er bare let, feminint, drikkevenligt og har en vild flot balance … virkelig imponerende af nærmest en billig basisvin.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske koster 179 kr., men pt fås på tilbud til 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandEfter en kort hvid indflyvning, så kom vi til det centrale og det, vi egentligt var kommet for … at smage de lette rødvine fra Rotweingut Adeneuer. Vi startede selvfølgelig med deres entrylevel- aka basisvin, deres almindelige 2018 Ahrweiler Spätburgunder.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlig gærceller, kold maceration og så langring på store 1.200 liter brugte fuders. Selve årgang 2018 var en varm årgang, hvilket vi også oplevede herhjemme, men i denne vin er det endda også meget tydelig.

Næsen er fed og langt mørkere end lige forventet. Duftnoterne er dog klart Pinot Noir med lidt jordbær, kirsebær, nogle krydderier og ellers præg med fadene med kanel og vanilje.

I munden er vinen dog fed og tyk, mangler helt Pinot Noirens lethed og elegance. Her er der også stærk peber og stærk alkohol og jeg kan faktisk slet ikke smage, at dette er Pinot Noir … Spätburgunder fra Ahr.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster den 9,50€ … svarende til 71 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Weingut Adeneuer, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Adeneuer, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, TysklandFrank Adeneuer startede med at servere os Ahr områdets traditionelle hvidvin, en 2018 frisk Blanc de Noir Spätburgunder.

Der er ikke de store oplysninger om vinen … udover, at vinen har 4,8 gram restsukker pr. liter, så derfor iler vi da også bare videre til mine smagsnoter.

Adeneuers Blanc de Noir Spätburgunder hører til blandt de bedste, som vi smagte under turen, hvor næsen byder på en frisk aroma, kold, ren med god frugt, fersken, en lille fedme, søde krydderier og et lettere nøddet element.

I munden er vinen cremet, fed og næsten olieret i strukturen. Der er en fin balance mellem sødme og lidt syre, citroner … men sødmen er klart i førersædet uden dog at blive for meget, for vinen smager altså rigtigt fint.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården kostede vinen 9,50€ … svarende til 71 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Paul Lato Wines, Matinee Pinot Noir, Californien, USA

2017 Paul Lato Wines, Matinee Pinot Noir, Californien, USADer var mere Pinot Noir i vente, for næste vin var denne Matinee Pinot Noir fra det amerikanske vinhus Paul Lato Wines, der ligger i Santa Maria i Californien, nabo til Fess Parker Winery og et stort Coca Cola tappeanlæg.

Vinhuset er grundlagt af den polskfødte Paul Lato, der selv er uddannet som sommelier i Toronto, hvor han arbejdede på nogle af byens bedste og fineste restauranter. Han ville dog selv lave vin og med hans opsparing flyttede han til Central Coast i Californien.

Her ville han dedikere sig 100% til at producere high-end Pinot Noir, Chardonnay og Syrah. Hvad han ikke havde i erfaring, opvejede han med sin enorme passion … og en lille smule vildskab.

Druerne til vinene opkøber han hos en lang række vinavlere rundt om i Californien, samlet omkring 14-18 forskellige vinmarker, men han ejer ikke selv vinmarker. Druerne til denne Matinee Pinot Noir kommer fra 3 forskellige marker, nemlig Sierra Madre, John Sebastiano og Zotovich.

Disse marker er således ejet af henholdsvis Doug Circle og John Wagner, Sebastiano Sterpa samt Zotovich familien.

Matinee Pinot Noir er der ikke så mange oplysninger om, men vinen er lavet med minimal indgriben i produktionen og Paul Sato laver også hver årgang forskellige uden en fast opskrift og alene en stor portion intuition. Vinen er lagret på egefade, men hvor lang tid fremgår heller ikke … vil gætte på 12 måneder.

Hvor dufter vinen dog godt med et blødt, animalske indtryk, pænt fadpræg med kanel, kanelsukker og vanilje, meget saftige og bløde bær, jordbær, hindbær, kirsebær og lidt mørkere bær, frugtsødme, rundt og lækkert, tørrede rosenblade, babybræk – på den fedeste måde – lidt jord, en smule fennikel og mælkechokolade. WAUW.

I smagen er det også en meget lækker Pinot Noir, som har mange af de helt rigtige noter, lækker lys frugt, hindbær, jordbær, fin elegance og samtidig en anelse til den opulente side, hvilket måske afslører dens amerikanske ophav. Der er også pænt med sødme, men den blødeste syre gør vinen meget komplet og en utrolig nydelse.

Paul Sato vinene forhandles af H.J. Hansen Vin/ Vinspecialisten, men denne er ikke fundet på deres hjemmeside. Jeg vil gætte en pris omkring de 400-500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Decelle Villa, Nuit-Saint-Georges, Bourgogne, Frankrig

2014 Decelle Villa, Nuit-Saint-Georges, Bourgogne, FrankrigDet burgundiske vinhus Decelle Villa er grundlagt af Pierre-Jean Villa og Olivier Decelle, og her smager vi deres 2014 Nuit-Saint-Georges.

Decelle Villa holder til i netop Nuit-Saint-Georges med deres vineri i en gammel bygning fra det 19. århundrede. Vinhuset Decelle Villa er dog først grundlagt i 2008, hvor Pierre-Jean Villa og Olivier Decelle besluttede at slå sig sammen og derfor købte jord i Côte D’Or i Bourgogne med ambitionen om at lave elegante, smukke og komplekse vine med respekt for naturen.

Pierre-Jean Villa havde tidligere arbejdet som vinmager i Condrieu, Côte Rôtie og Saint Joseph, mens Olivier Decelle i forvejen har et par vinhuse i Roussillon og Saint-Emilion … nemlig Mas Amiel og Château Jean Faure, som er naboslot til Château Cheval Blanc.

I dag har de to vinmagere i alt 7 hektarer vinmarker, fordelt på parceller i både Côte de Beaune og Côte de Nuits. Derudover køber de også til tider også druer fra en række vinavlere.

Alle Decelle Villas marker dyrkes økologisk, både for at holde rankerne sunde og for at bevare så meget af terroirets identitet i vinene som muligt. De fleste af vinene er certificeret økologiske.

Denne Nuit-Saint-Georges er en Village vin, som er lavet med håndplukkede druer fra 45 år gamle stokke på to parceller langs grænsen til Vosne-Romanée. Gæring og maceration sker i åbne kar alene med druernes naturlige gærceller og varer 21 dage, hvorefter druerne presses og vinen lagrer 18 måneder på 228 liter barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Næsen er grøn, tør og syrlig … næsten skriger, at dette er fransk Pinot Noir. Der er lakrids, fennikel, kirsebær, hindbær, røg, grønne grene, syrlige drops samt æteriske olier. Smagen er lidt syrlig med en smule bitter frugt, halvmodne hindbær, ribs, granatæbler, røg, ren og stringent, blæk, peber, jern og klar. Det er ærketypisk burgundisk.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2010 Weingut Leitz, Geisenheimer Rothenberg Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2010 Weingut Leitz, Geisenheimer Rothenberg Spätburgunder, Rheingau, TysklandGeisenheimer Rothenberg Spätburgunder var aftenens første rødvin … og er lavet i et samarbejde mellem Johannes Leitz på Weingut Leitz i Rheingau og Fritz Becker fra legendariske Weingut Friedrich Becker i Pfalz.

Weingut Leitz holder til i Rüdesheim am Rhein, men har deres vinkælder i Geisenheim i Rheingau, hvor familien har været vinbønder siden 1744. Efter anden verdenskrig var vingården fuldstændig ødelagt, men blev genopbygget af Josef Leitz. Hans søn John drev i en kort tid vingården, men døde tidligt, så siden 1985 har vinhuset været drevet af Johns søn Johannes Leitz.

Johannes er uddannet vinmager fra Geisenheim skolen og blev straks efter endt uddannelse smidt ind i familieforetagendet, som moderen havde drevet nogle år efter Johns død. Dengang var vingården alene små 3 hektar.

I dag er Weingut Leitz et internationalt anerkendt vinhus og Johannes har løbende udvidet gården til i dag 40 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på topmarker som Rüdesheimer Berg Schlossberg, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels.

Han er kendt for folkelige successer som fx Riesling vinen EINS-ZWEI-DRY og har da også vundet flere priser for sine vine. De fleste af vinene er hvide på Riesling og laver alene én rødvin, og det er netop denne Geisenheimer Rothenberg Spätburgunder.

Geisenheimer Rothenberg mark ligger nord for byen og faktisk den mark, der ligger tættest mod Geisenheim by lige under Mönchspfad med en undergrund af rødlig skifer og quarzit. Druerne er høstet i midten af oktober, hvorefter vinen er lavet med macaration og gæring i åbne egekar.

Derefter er vinen lagret en kort periode på store egefade, inden den så fragtes til Becker i Schweigen i Pfalz, og ligger der 21 måneder på en blanding af franske og tyske barriques, hvorefter den ufiltreret aftappes på flaske. Der er 1,8 gram restsukker pr. liter i vinen.

Imidlertid skuffer vinen, som har en meget sjov duft, som ikke er imødekommende, men har nogle grønne elementer, tør leret jord, medicin, næsten ingen frugt, men i stedet lidt havvand og virker meget indelukket. Der er tørt, råddent træ, tang fra stranden, blyanter lagt i blød … kan der være en fejl på denne flaske?

Smagen er moden, syrlig frugt, smager bedre end duften, grøn, stringent med lys frugt, kirsebær, ribs, sure citroner, men faktisk ikke særlig kompleks, Ingen omkring bordet var særlig imponeret, men vi hældte resten af vinen i en står skål og gav den luft … og så smagte vi igen vinen efter nogle timer.

Det hjalp en smule, hvor næsen blev en smule mere kompleks med en urtet, grøn og nærmest biodynamisk slagside, lakrids, maling og lyse, syrlige bær, mens smagen også blev en tak mere frugtrig. Jeg har drukket masser Spätburgunder fra Rheingau samt  vine fra Becker, men denne virker lidt ved siden af sig selv.

Ved første forsøg en rating omkring 3-3,5 fede fingre, men efter dekanteringen kravlede vi lige op på 4 Thumbs Up.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 429 kr.

Vinanmeldelse 4/7