Tag-arkiv: pinot noir

2007 Domaine Gachot-Monot, Côtes de Nuits-Villages, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Gachot-Monot, Côtes de Nuits-Villages, Bourgogne, FrankrigNæste vin fra i fredags var denne Côtes de Nuits-Villages fra det lille Domaine Gachot-Monot, som ligger ved byen Corgoloin, knap 2 km. syd for Nuits-Saint-Georges. Domaine Gachot-Monot er et 5. generations familiedomaine fra 1890 og i dag ledet af Damien og Liselotte Gachot.

Liselotte er pæredansk og har familie her i Randers, så vi har tidligere smagt vinene fra Domaine Gachot-Monot og kunnet købe disse til fordelagtige priser. I Randers Vinlaugh har vi tidligere haft besøg af både Liselotte og Damien, hvor de har præsenteret nogle af de dejlige flasker, som de laver på deres lille gård i Corgoloin.

Vinmarkerne er beliggende i tre kommuner, Corgoloin, Comblanchien og Nuits-Saint-Georges i det sydlige af Côte de Nuits-området i Bourgogne. Produktionen er igennem årene vokset fra godt 6,5 hektar til omkring 13,5 hektar, fordelt på ti forskellige appellationer. Pinot Noir druen udgør ca. 90% af produktionen, hvor de resterende 10% er fordelt på druesorterne Chardonnay, Aligoté og Gamay.

Arbejdet i vinmarken udføres efter de traditionelle metoder tilsat lidt ny teknologi, deriblandt begrænsning af høstudbyttet samt unødvendig sprøjtning af markerne.

Damien Gachot blev både i 2003 og i 2006 kåret til årets unge vintalent for Côte de Nuits området.

Vinen her er som sagt deres Côtes de Nuits-Villages. Af de røde vine laves der 2 Côtes de Nuits-Villages, 3 Nuits-Saint-Georges og 2 “almindelige” bourgogner. Derudover 3 hvide samt en crément. Vinen her er den “laveste” af de to Côtes de Nuits-Villages og jeg har haft den liggende i vinkøleskabet igennem nogle år.

Duftmæssigt klar Pinot næse, der er lidt kostald … voksede langtsom i takt med at temperaturen steg lidt i glasset, der er lidt yoghurt/mælkesyre, hindbær, granatæbler og vanilje. En en kæmpe næse, men en delikat og flot næse. Smagsmæssigt en fin struktureret vin med jordbær, flot frugt i det hele taget, stram og tør tannin, måske en anelse for skrap, men vinen hænger faktisk rigtigt godt sammen, og du får virkelig en god bourgogne til en meget fornuftig pris.

Købt via Liselottes familie til 82 kr., og det er rent tyveri. Tror dog også prisen i dag er en anelse højere.

Vinanmeldelse 5/7    

2009 Millton Vineyards, La Cote Vineyard Pinot Noir, Gisborne, New Zealand

2009 Millton Vineyards, La Cote Vineyard Pinot Noir, Gisborne, New ZealandAftenens tredje rødvin var også på Pinot Noir, nemlig denne La Cote Vineyard Pinot Noir fra vinhuset Millton Vineyards, som ligger ved byen Manutuke på Nordøen i New Zealand. Hovedbyen i området er Gisborne, og vi er i et frugtbart landbrugsområde og også tæt på det sted, hvor James Cook første gang trådte i land i New Zealand i 1769.

Vingården er etableret i 1984 af James og Annie Millton. Oprindelig var det Annie far, John Clark som havde plantet vinstokke på én af vingårdens marker, Opou Vineyard tilbage i slutningen af ​​1960’erne, men da James og Annie Millton efter uddannelse i henholdsvis Frankrig og Tyskland kom hjem og overtaget gården, så gik de målrettet i gang med vinproduktion. I Europa havde de arbejdet hos Bollinger champagnehus, Maison Sichel i Bordeaux og Weingut Kurstner i Rheinhessen.

Allerede året inden opstarten af Millton Vineyards havde parret startet genplantningen på store dele af vingårdens marker. I alt ejer gården 4 større marker, nemlig Riverpoint Vineyard, Opou Vineyard, Te Arai Vineyard samt Clos de Ste Anne Vineyard. Sidstnævnte består af 5 parceller, Naboth, La Bas, La Cote, Les Arbres, og The Crucible. I alt har Milton 29,5 hektar vinmarker. Gården var også den første i New Zealand til at opnå Bio/økologisk certificering.

Vingården drives som et lille familielandbrug, idet John står for al produktion af vin, hustruen Annie står for finanserne, salg og markedsføring og datteren Monique varetager salg og administration.

Vinen her er fra parcellen “La Cote”, som er en del af Clos de Ste Anne Vineyard, beliggende på stejle nordøst skråninger ved foden af ​​Poverty Bay. På “La Cote” dyrkes en række moderne Pinot Noir kloner og marken har siden 1989 været dyrket biodynamisk.

Duftmæssigt kirsebær, lidt læder, blomstereng samt en del grønne noter. Ikke så meget stald … måske en anelse. Smagsmæssigt fin syre/sødme balance, masser af mørke kirsebær, dejlig renhed, klare tanniner og en rigtig dejlig vin. Ikke så sød som den tyske Spätburgunder og knap så syrlig som den franske bourgogne, men måske ligger den smagsmæssigt et sted midt imellem.

Købt hos Estwine til 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2006 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, Tyskland

2006 Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, TysklandMed næste vin blev vi i Pinot Noir druen. Da jeg i torsdag havde en super oplevelse med Franz Keller Schwarzer Adler Spätburgunder Selection S, så synes jeg også, at byggesjakket skulle have en tilsvarende oplevelse. Vinen fra i torsdag var en årgang 2008, men jeg havde her i stedet valgt at købe vinen i årgang 2006 … for nu også at se, om der er forskel … og det er der!

Vinhuset er etableret af Franz Keller, men i dag er det han søn Fritz Keller, som driver vingårdem i den lille by Vogtsburg-Oberbergen. Og det er efterhånden en større historie, idet vingården i dag er på 57 hektar. Lige så lidt som der sker i den lille søvnige by, lige så meget sker der på Schwarzer Adler. Ud over vinbruget og en flot butik med vinsalg berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har én Michelin stjerne samt en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.

Jeg linker også lige til de øvrige vine, som jeg har smagt fra vingården, nemlig Selection S i årgang 2008 samt deres almindelige Spätburgunder Bassgeige.

I forhold til 2008 er denne vin måske lige knap så stor. Duften er mindre intens, men tilgæld fornemmer man klart at vinen har to år mere på bagen, og i glasset har den da også et lidt orange skær i kanten. Duftmæssigt er det fortsat klart sød kostald, lidt kirsebær og vanilje. Smagsmæssigt samme fornemmelse som 2008’eren, nemlig en stor del mineralitet, kirsebær og en flot klar eftersmag med blide tanniner. Igen en flot vin, men jeg savner den store næse, som 2008’eren har.

Købt hos Jysk Vin på bud til 199 kr., normalpris 329 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin, Bourgogne, FrankrigSom aftenens første rødvin havde jeg valgt, at byggesjakket skulle smage lidt bourgogne. Det blev denne fra Jean-Michel Guillon, og i den fremragende årgang 2009.

Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 hektar og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Duftmæssigt fik jeg noteret lidt sure kirsebær, våd og kold jord, toast, eg, røg, champignon og grønne blade. Smagen lidt i samme boldgade med lidt grønne undertoner, lidt kirsebær og stor mineralitet. Meget frugtdomineret vin, og stadig en anelse ung … ville sikkert have godt af at ligge en del år i kælderen.

Købt hos Theis Vin til 349,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Highliner Pinot Noir Santa Barbara County, Californien, USA

2008 Hartley-Ostini Hitching Post Winery, Highliner Pinot Noir Santa Barbara County, Californien, USANæste vin blev også en gammel kending, nemlig denne Pinot Noir Highliner fra vinhuset Hartley-Ostini Hitching Post Winery, en vin jeg tidligere har smagt i årgang 2007 og skrevet om her på bloggen. Første gang jeg smagte vinen, var jeg meget begejstret, og det er jeg fortsat, for det er nemlig bare en super dejlig vin.

Tjek det tidligere indlæg, hvis du vil læse lidt om vinhuset. Ellers er huset jo – som de fleste måske ved – kendt fra vinfilmen Sideways. Før filmen “Sideways” kom frem og gjorde The Hitching Post Winery verdenskendt, havde vinhuset svært ved at sælge sine vine udenfor Californien, og der var ikke markedsføringsbudget til at promovere vinen. Og godt for os, at vinhuset nu i dag sælger sine vinen over hele verden, for denne Pinot Noir er i hvert fald værd at kigge nærmere på.

En sjov ting ved vinen er etiketten, og jeg har nu hørt flere sige noget om, hvorfor der er nazi-symbol eller hagekors på vinen? Og det er vist rigtigt nok, at HP’et midt på etiketten måske godt kan minde lidt om et hagekors, hvis man lige kaster et flygtigt blik på vinen. Imidlertid er der ikke så meget Tyskland over vinen, for man kan sagtens smage, at Pinot Noir druen har fået mere sol end dens Spätburgunder slægtninge i Tyskland.

Duftmæssigt igen – som sidste – solbær, modne kirsebær, tørret frugt eller marmelade, peber, våd karklud, en anelse mint, mørk chokolade samt lidt grønne noter. Smagen er blød, cremet … ren fløjl. Lidt smag af overmodne bær og meget varme. Flot balance mellem sødme og syre, og den smager altså bare rigtigt godt. Flot, flot.

Fås bl.a. hos Vinkollektivet, pris 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, Tyskland

2008 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection S, Baden, TysklandNæste vin i rækken … jamen, jamen … jeg er vild med tysk Spätburgunder, og denne vin har jeg tidligere læst om, men aldrig smagt. Men Paul havde indkøbt denne, og sikke et held, for ihhh altså … det er dejlig vin. Vi er hos Franz Keller i byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden. Jeg har tidligere skrevet lidt om huset, nemlig da jeg smagte husets Spätburgunder Bassgeige, og jeg skal således ikke skrive så meget om selve vinhuset.

Selection S er husets næsthøjeste vin på Spätburgunder, idet der findes en Selection A, som kun laves i helt ekstraordinær gode årgange. Druerne til denne Selection S kommer fra lavtydende ældre vinstokke, og man høster ad flere gange samt udvælger kun de mest koncentrerede og velsmagende druer. Gæringen varer mindst 14 dage, og vinen lagrer herefter ca. 12 måneder på små fade, hvoraf 40% er nye.

Både denne Selection S samt Selection A kommer Selection A vinene kommer fra vinmarker med en jordbund bestående af forvitret vulkansk basalt, hvori der er kraftige årer af kalk, hvilket giver vinene deres unikke mineralitet og struktur. Denne jordstruktur findes i Europa udelukkende i Kaiserstuhl.

Nok snak, lad os komme til selve vinen. Duften ved denne vin er næsten det bedste … en fabelagtig intens stald af bedste skuffe, sødme, fad, lidt vanilje, mørke kirsebær. Nam, dufter vidunderligt, og bedre end de fleste Bourgogner. Smagsmæssigt kommer mineraliteten virkelig til udtryk, og der er en dejlig renhed og finesse over vinen. Insisterende, frugtren og fortsat med godt tanninbid. Smager sgu godt.

Købt hos Jysk Vin på bud til 199 kr., normalpris 329 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Paul Cluver, Pinot Noir, Elgin, Sydafrika

2009 Paul Cluver, Pinot Noir, Elgin, SydafrikaNå, det kommer jeg til senere. Lad os først kigge nærmere på dette vinområde Elgin, som jeg aldrig tidligere havde hørt om. Elgin ligger i højderne 70 km sydøst for Cape Town, i den kystnære kølige del af Cape-regionen, hvor antarktiske iskolde havstrømme kommer helt ind i Walker Bay, få km mod syd.

Højdemeterne omkring Elgin svinger fra 300 m til 1200 m over havets overflade. Det sydafrikanske Wines of Origin-system (WO) anerkendte først Elgin i 1990 efter begyndende tilplantning i 80erne.

Oprindeligt handlede vindyrkning i Sydafrika om at finde varme områder – tanken om kølighed var fjern, for det var netop de problematiske modningsforhold i de kølige europæiske vinområder, sydafrikansk vindyrkning blev en kontrast til.

Elgin er mest kendt for sin æbleproduktion, som jo også er en stor del af forretningsgrundlaget hos Cluver familien. Jordbundsstruktur består i området af mudder, sandsten og ler. Alt sammen faktorer der er ideelle, når man ønsker at fremstille kvalitetsvin.

Vinstokkene til denne Pinot Noir er mellem 5-23 år gamle. Vinen har lagret 11 måneder på eg.

Nå, men tilbage til oplevelsen af denne vin. Duftmæssigt meget skarp, næsten metalisk. Vi jeg strammer mig en smule sammen, så kan jeg måske dufte en anelse kirsebær, men det er langt væk.

Smagsmæssigt tænker jeg først, at denne vin er i total ubalance. Den er skarp og langt fra imponerende. Troede egentligt, at det måske bare lige var denne flaske, som var dårlig, men en tår fra en anden flaske viste samme resultat. Pazzzzz, den smager mig simpelthen bare ikke. Ved ikke om den ville åbne sig mere efter lidt tid … jeg hældte resten ud.

Fås hos Valuewine, pris 129 kr.

Vinanmeldelse 1/7  

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USA

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USAAftenens første rødvin blev denne Pinot Noir fra Fess Parker … I ved, vinhuset ejet af ham gutten, som spillede Davy Crockett tilbage i 1950’erne. Tror jeg har skrevet om vinhuset i et tidligere blogindlæg, nemlig også en Pinot Noir i form af deres 2009 Parker Station Pinot Noir.

Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb. At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Druerne til denne Santa Barbara County Pinot Noir kommer fra flere forskellige af familiens vinmarker. Vægten ligger dog på Ashley’s Vineyard og Bien Nacido, som tilsammen står for omkring 60% af druerne. Vinen har fået 10 måneder ny fransk eg, her 33% nye. Der laves ca. 11.500 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt er det klart Pinot, der lidt sødme, der er stald … men i denne også mere kraft, og det mærkes tydeligt, at vinen har fået mere sol end sine europæiske søstre. Der er lidt kaffe, vanilje i duften også. Smagsmæssigt en meget fyldig vin … af en Pinot Noir at være. Der synes næsten at være mere mørke bør end kirsebær, der er egetræ, chokolade, vanilje og igen masser af sødme og sol. Mangler lidt europæisk rygrad … det vil klæde vinen enormt. Meget drikkevenlig vin dog.

Fås hos Vinspecialisten til 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Viña Leyda, Pinot Noir Lot 21, Leyda Valley, Chile

2011 Viña Leyda, Pinot Noir Lot 21, Leyda Valley, ChileTil vores lille eftermiddagsseance havde Gert medbragt denne Pinot Noir fra Chile, nemlig Leydas Lot 21, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2007.

Jeg har i et tidligere blogindlæg skrevet lidt om vinhuset Viña Leyda, nemlig da jeg smagte deres 2010 Pinot Noir “Las Brisas” tilbage i april måned. Jeg skal derfor skåne jer for yderligere info om vinhuset … og i stedet blot koncentrere mig om denne vin.

Lot vinene er Leydas topvine, og der laves i alt 3 slags, nemlig Lot 4 på Sauvignon Blanc, Lot 5 på Chardonnay og så denne Lot 21 på Pinot Noir. Druerne til vinen kommer fra nogle af de bedste rækker (block/lot nr. 21) på Las Brisas vinmarken, som er fyldt med masser af kalksten i undergrunden.

Det sikrer vinen en stor del mineralitet trods den megen sol. Produktionen er på kun 0,8 kilo pr. plante, for at opnå en høj koncentration i druesaften. Vinen er efter produktion lagret på nye og brugte, franske egetræsfade i 10 måneder.

Vinen er bedømt af Parker, senest i årgang 2010 med 92 point … øvrige år svinger pointene mellem 87-91 point.

Lad os smage vinen fra Viña Leyda. Duften er klar Pinot Noir. Der er sødme, stald, men også en del power/marmelade, som indikerer at vinen har fået en del sol. Der er også lidt jordbær, tør muldjord, appelsinskal og mineraler.

Smagsmæssigt minder vinen en smule om Las Brisas, men er lidt mere cremet, saftig, fyldig … der er moreller, mineraler, tobak, solbær, og fortsat en stram syre på tungen. Okay eftersmag … mangler måske en smule finesse i forhold til dens europæiske søstre, men det er en dejlig vin. Også en vin, som alle vil synes er god.

Fås i danske vinbutikker til omkring 225-260 kr., men Gert havde vistnok købt den hos Dansk Vinlager, hvor den fås til 149,95 kr.

Vinanmeldelse  5/7  

2002 Moët & Chandon Cuvée Dom Perignon, Champagne, Frankrig

2002 Moët & Chandon Cuvée Dom Perignon, Champagne, FrankrigDom Pérignon er for mange den ultimative champagne, og forståeligt nok. Det er uden diskussion verdens mest hypede flaske champagne. Hundrede tusinder af mennesker svarer Dom Perignon, hvis de bliver spurgt om et bud på verdens bedste champagne. Dom Perignon-navnet giver umiddelbart genklang, og mange tænker på James Bond.

Champagnen er opkaldt efter Frankrigs mest berømte kældermester, som også er kendt for udtrykket: “Jeg drikker stjerner”, der er en genial og præcis beskrivelse af den fine smagsoplevelse man får, når man smager en stor champagne som Dom Pérignon.

Det var også én af årsagerne til, at jeg til vores hyggelige vinaften havde valgt en flaske Dom Pérignon som aftenens kultvin, og endda i en årgang 2002, som overalt har fået roser af alle anmeldere. Parker giver 96 points og skriver ” Dom Pérignon 2002 – Call Your Bank – Line Up The Truck”. Tøm bankbogen og fyld kælderen! Richard Juhlin fra The Richard Juhlin Champagne Club har udtalt, at 2002’eren bliver endnu bedre en 96´ren og nok på højde med 1961, 1964 og 1976.

Området

Champagne er et imponerende vinområde. I området omkring hovedbyen Reims i det nordøstlige Frankrig bliver en af vinverdenens mest efterspurgte drikke til. Og for en gangs skyld er det ikke bittesmå marker eller ældgamle familieforretninger, som tegner kulten.

Tværtimod drejer det sig her om at opnå størst mulig balance og elegance i vinene ved hjælp af blanding af forskellige markers specifikke kendetegn.

Derfor kommer nogle af de bedste champagner fra de største vinhuse i området, fordi de har et stort landområde at høste frugten fra. Verden efterspørger champagne som aldrig før, og området er et af de få, som ikke er berørt af Frankrigs vinøse afsætningskrise.

Historien om Dom Pérignon

Pierre Pérignon levede fra 1638 til 1715 og var søn af en sekretær til en lokal dommer i byen Saint-Menehould i Champagne-distriktet i Frankrig. I en alder af 19 år blev han benediktinermunk i klosteret Abbey of Saint-Vannes i byen Verdun.

I 1668 flyttede han til klosteret i Hautvilliers i nærheden af Épernay. Han arbejdede som kældermester i klosteret indtil sin død i 1715. Under hans ledelse blomstrede klosteret og fordoblede sit vinareal. Som et tegn på ære og respekt blev han begravet i den del af klosteret som traditionelt var forbeholdt abbeder.

På Dom Pierre Pérignons tid var eftergæringen, som giver boblerne i mousserende vine, et stort problem for vinmagerne. Temperatursvingninger i løbet af året gjorde bogstaveligt talt vinene til bomber, der kunne eksplodere hvornår det skulle være.

Problematikken bestod i at når vinmagerne hældte vinen på flasker i det køligere efterår var det ikke altid at alt sukkeret i vinen var blevet omdannet til alkohol. Idet temperaturen så begyndte at stige ved næste års forår og sommer, så begyndte den slumrende gær at udvikle kuldioxid, som i bedste fald blot pressede korkproppen ud af flasken.

I værste fald eksploderede flasken på grund af trykket i flasken, og dette satte til tider gang i en kædereaktion, hvor naboflaskerne ligeledes eksploderede. Dom Pierre Pérignon brugte en stor del af sit liv på at undgå eftergæring i flaskerne.

Dom Pierre Pérignon er sidenhen blevet tilskrevet opfindelsen af Champagne hvilket er en udbredt misforståelse. Ligeledes var han ikke den første til at lave Champagne. Mousserende vine blev fremstillet med vilje mindst 30 år forinden af den engelske videnskabsmand og læge Christopher Merret.

Man mener at skaberne af myterne om Dom Pierre Pérignon skal tilskrives Dom Groussard, der var Dom Pierre Pérignons efterfølger på klosteret i Hautvillers. i 1821 fortalte han at Dom Pierre Pérignon opfandt Champagne og andre overdrevne historier om klosteret med henblik på at give klosteret og vinen prestige.

Ligeledes er myterne omkring at Dom Pierre Pérignon var den første til at bruge korkpropper, samt at angive hvilken vingård hver enkelt drue kom fra blot ved at smage på druen, formentligt fra Groussard.

Ejerskabet i dag

I dag ejes Dom Pérignon af Möet & Chandon, som er et meget gammelt vinhus, etableret i 1743. Selve Dom Perignon champagnen er imidlertid ret ”ny”, for først i 1936 lancerede Möet & Chandon en flagskibschampagne af de bedste druer, kaldet Cuvee Prestige og med Dom Pérignons navn på etiketten.

Ikke fordi Dom Perignon oprindeligt arbejdede for Möet & Chandon, han døde nemlig 28 år før Möet & Chandon blev grundlagt, men fordi Möet & Chandon fik overdraget rettighederne til navnet af champagnehuset Mercier.

Det siges at den første Dom Pérignon egentlig var en årgang 1921 Brut Imperial som tappedes på flaske og lanceredes i 1936. Støt, men sikkert indtog gradvist Dom Pérignon tronen i det offentlige rum som verdens bedste champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon, og dermed Dom Perignon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også omfatter modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en række andre virksomheder indenfor luksusvarer. En af hovedaktionærerne i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

I dag er det vinmageren Richard Geoffroy som fører legenden videre. Han er tidligere læge, men også i årtier en af de bedste vinsmagere i Champagne.

En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer.

Som han udtrykker det: “Det handler ikke nødvendigvis om koncentration, men om at ramme rigtigt og få alle de forskellige elementer frem i de rette proportioner”.

Indtrykket

Så er der jo også indtrykket. Først indpakningen … eksklusivt og sexet. En lille buttet flaske med en lang, tynd hals. Det er sgu klasse, og øger klart forventningen til indholdet. Og lad os da bare tage den del også. Duftmæssigt er der noter af brændt toast, citrus, fersken og en ganske lille smule krydderier.

Smagsmæssigt meget behagelig med små perler, rund og cremet, mandler, pærer. Flot, flot vin … og bider slet ikke, som jeg mindes andre champagner gør. Nu er jeg langfra specialist i champagner, men dette her smager ganske enkelt bare godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt i Vinspecialisten til 1.200 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7