Tag-arkiv: 5½

2017 Château Saint Jacques, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Saint Jacques, Pomerol, Bordeaux, FrankrigNår vi nu er ved fremragende vine, så blev jeg sgu betaget af en Pomerol 2017 fra Château Saint Jacques forleden.

Château Saint Jacques ligger lige øst for Libourne i den lille by Puisseguin. Det er ikke et vinslot, som der findes mange oplysninger om, men vinslottet drives af Mr. Pellotier, der er 4. generation i en familie af vinproducenter.

Han har drevet Château Saint Jacques i over 10 år og efter hans overtagelse af driften startede han en omstrukturering af slottet med genplantning af markerne, indførelse af nye metoder til deres pasning af markerne bl.a. med økologisk drift og lave udbytter og det har forvandlet det tidligere usynlige slot.

Det blev forstærket, da den berømte ønolog og vinanmelder James Suckling i 2019 smagte husets 2016 årgang og gav den fremragende kritik … og det er den vin, som vi nu har fået i glasset, blot i 2017 årgangen.

Vinen er lavet på 80% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc, som familien dyrker på de ler og kalkholdige marker i Pomerol området. Efter endt gæring hat vinen lagret 12 måneder på franske barriques, heraf hele 70% nye fade

WAUW for en indbydende næse med solbær, blommer, brombær, mælkechokolade, cigaræsker, våde fade, skovbund og en snert af lidt syrligsøde røde bolsjer, som giver vinen en lille friskhed sammen med lidt stenet mineralitet.

Og hvor smager den godt … virkelig elegant komponeret som en klassisk symfoni, blød, rund og vel afstemt. Det er så smooth og møj tiltrækkende, hvor den mørke frugt får lidt følgeskab af let lakrids, fine og polerede tanniner og en flot balance.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 275 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienSidst jeg smagte Rosso di Montalcino fra vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera i projektet Voliero blev jeg så begejstret, imponeret og benovet. Nu har jeg 2018’eren i glasset og er ikke glad … jeg er henrykt.

Voliero 2018 Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese og druerne har Andrea Cortonesi opkøbt fra flere forskellige vinmarker, der alle er placeret ved Canalicchio i den nordlige del af Montalcino.

Vinen er dog fortsat vinificeret på hans vingård Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter. Der laves kun 400 kasser om året af denne Rosso.

I glasset overraskes jeg – som sidst – en rigtig lys, transparent og alligevel med en lidt let brunlig note. Og – jesus – hvor dufter det dog godt. Der er tobak, violer, tørrede rosenblade, fin spinkel og rund, lys frugt, kirsebær og hindbær, læder og fortsat med denne lille snert af sødme og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der godt med syre, bitterhed og tørhed. Der er bitre vindruekerner, lys og syrlig frugt. hindbær, syrlig kirsebær, lidt moreller og ribs, godt med sure tanniner, meget frisk og livlig. Der er et snert peber, lidt balsamiske elementer, rank, ren og stringent … virkelig lækker vin og endda en spids bedre end 2015’eren.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 150 kr. og det er altså en vildt god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Pinot Noir Granite, Alsace, FrankrigJeg skulle også fra Domaine Achillée Millésimes Alsace DigiTasting® smagekassen smage lidt Pinot Noir og det blev denne 2018 Pinot Noir Granite.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 25-30 år gamle stokke fra nogle af husets granitholdige vinmarker.

Den er lavet med hele klaser og spontangæring og maceration i 22 dage. Derefter er vinen lagret 2 år med 40% af vinen på egefade og resten i ståltankene. Først derefter er vinen sammenstukket og den har 1,2 gram restsukker og der er lavet 4.745 flasker.

I næsen har Achillées samme landlighed som de foregående vine, en herlig og elegant frugtsødme med stald, syrlig friskhed, jordbær, kirsebær og måske endda også lidt mørkere bær, mørk chokolade, tørt træ, mandariner og røg.

I munden er vinen utrolig tør … pænt tanninniveau, tranebær, jordbær, lakrids, lidt peber og igen en lidt bitter mørk chokolade, kakaopulver … utrolig lang eftersmag med jordbær og kirsebær.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine Achillée, Riesling Schieferberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Achillée, Riesling  Schieferberg, Alsace, FrankrigMed næste vin kom der lidt mere struktur på vinen. Det er Domaine Achillées Riesling Schieferberg 2018.

Achillées vinstokke på Schieferberg marken er cirka 40 år gamle og druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Efter ankomst til vineriet er druerne afstilket og presset blidt , hvorefter juicen så har hvilet koldt en periode inden gæringen er sket alene på druernes naturlig gærceller.

Gæringen er sket i rustfrie ståltanke og varer hele 9 måneder ved meget lav temperatur. Derefter er vinen så lagret sur lie i yderligere 22 måneder i ståltankene inden aftapning på flaske og frigivelse. Der er 5,9 gram restsukker pr. liter og der er lavet 3.629 flasker.

Schieferberg er endnu mere blomstret og aromatisk I næsen. Det er blomsterstøv, igen syrlig landlighed med stald, mødding og sved, en lidt moden og lettere oxideret frugt, pærer, kvæde, en svag terpentinsk note og lidt ristede noter og toast.

Smagsmæssigt er der mere dybde, godt med intensitet og modenhed, pærer, fersken, lemon, grillede citroner, timian samt rosmarin. Den er anderledes, men meget spændende.

Forhandles herhjemme af Terrassevin, men den er ikke fundet i sortimentet. I Frankrig koster den 31,50€ … svarende til 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Josmeyer, Pinot Gris Herrenweg Le Fromenteau, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Josmeyer, Pinot Gris Herrenweg Le Fromenteau, Alsace, FrankrigEfter de to Riesling vine fra Domaine Josmeyer, så skulle jeg også smage vine på andre druer, som fx denne 2017 Pinot Gris Herrenweg Le Fromenteau.

Igen er det med druer fra Herrenweg marken, hvor husets Pinot Gris vinstokke er omkring 40 år gamle og har givet udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.

Og Pinot Gris Herrenweg Le Fromenteau er også lavet med  spontangæring i termoregulerede stål tanke alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er gæringen fortsat i store og gamle egefade. Vinen har 8 gram restsukker pr. liter og Josmeyer laver årligt 16.000 flasker af denne vin.

Den skal lige åbne op i glasset, men byder så ellers på en lidt røget aroma. Det er utrolig appetitlig, masser af pærer, fersken, ananas, honning … og så lige en sødsyrlig animalsk note, som lige rokker ved alt det pæne og smider lidt vildskab ind i butikken.

Smagen er sådan pæn og tilbagelænet, røget frugter suppleret med lidt lemon. Der er saftig fersken, gule pærer og en tør sødme, Det bliver aldrig en fed og svulstig Pinot Gris, for den har hår på brystet, en stoisk, rustik og rank syre, som giver vinen et godt greb. Flot Pinot Gris.

Forhandles herhjemme bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Josmeyer, Riesling Herrenweg Le Kottabe, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Josmeyer, Riesling Herrenweg Le Kottabe, Alsace, FrankrigDa jeg åbnede Millésimes Alsace DigiTasting® kassen fra Domaine Josmeyer var første vin denne Riesling Herrenweg Le Kottabe 2019.

Vinen er selvfølgelig lavet med druer med marken Herrenweg, som ligger mellem Wintzenheim og Turckheim. Marken er rig på ler og har ellers sand, silt og en høj forekomst af småsten. Det siges, at vinene fra Herrenweg typisk er bløde og sensuelle.

Riesling Herrenweg Le Kottabe er lavet med spontangæring i termoregulerede tanke alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er gæringen fortsat i de store og gamle egefade, der er på mellem 1.000 og 6.000 liter. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter og Josmeyer laver årligt 16.000 flasker af denne vin.

Dejlig luftig og let duft … masser af blomster, gule æbler, lidt pærer og så citroner. Men alt er zen og balanceret, så dermed fremstår vinen faktiske rigtig elegant, raffineret og balanceret. Der er måske lidt karamelsødme, men luftigheden er slående.

I munden er det lidt samme indtryk … en tæt og dyb citrussmag, sprøde mineraler. Det er saltet og krydret Riesling, god syre, masser af smag og mineraler.

Forhandles herhjemme bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Mann, Riesling Grand Cru Pfersigberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Mann, Riesling Grand Cru Pfersigberg, Alsace, FrankrigFra Millésimes Alsace DigiTasting® testkassen fra Domaine Mann startede vi hårdt ud med deres Riesling Grand Cru Pfersigberg 2018.

Vinen er lavet ved, at Riesling druerne fra Grand Cru marken Pfersigberg først presses blidt, hvorefter mosten dekanteres og får lov at hvile køligt i 24 timer før gæring sker i store rustfrie ståltanke. Efter fermenteringen får vinen lov til at lagre cirka 10 måneder på bærmen – sur lie – og efter filtrering og aftapningen på flaske, så  lagrer de fleste af vinene op til 2 år inden frigivelse.

Det har denne knap nået.  Vinen har 3 gram restsukker og der er alene lavet 1.500 flasker af vinen i denne årgang.

Lidt smøragtig og let duft, meget luftig og lækker, blid med lige et anstrøg af lidt petroleum, gule æbler og pærer, citroner og endda lidt kødfuld. Det dufter herregodt og har en smule sødme til at afbalancere frugten.

Smagen er klassisk Riesling … masser af citroner og lemon, så man spidser omgående munden til et kys. Og vinen svarer igen med syren, men også en lidt most … næsten æblemost, som samtidig gør vinen ret saftig. Smagen er klart mere robust og maskulin end duften, men det er koncentreret og flot Riesling.

Fundet herhjemme hos Compagniet, hvor en flaske (2017) koster 345 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine Ginglinger, Riesling Grand Cru Ollwiller, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Ginglinger, Riesling Grand Cru Ollwiller, Alsace, FrankrigFra Ginglingers Millésimes Alsace DigiTasting® kasse var næste vin hans Riesling Grand Cru Ollwiller årgang 2018 og det var også den bedste fra smagekassen.

Ollwiller er også en sydøstvendt Grand Cru mark beliggende i 260-330 meters højde og den har en undergrund med sandet lerjord.

Vinen er lavet på nøjagtig samme måde som foregående Eichberg, dvs. på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder. Vinen har 1,8 gram restsukker pr. liter og der er alene lavet 3.000 flasker af vinen i denne årgang.

I næsen har denne Riesling anstrøg af let petroleum, mens frugten her både er citroner, grape, grønne æbler, fersken og virker langt mere rank end søstervinen. Der er klart mere friskhed, en meget levende syre, lindetræ, meget subtil, elegant og livlig.

Smagen er heller ikke så sød som hos Eichberg, selvom den også har lidt fylde, fedme og runde deller. Men den er samtidig pænt tør med citronsyre, masser af bitterhed fra lemon og grapefrugt, så det bliver sgu godt og levende i munden. Langt mere interessant end Eichberg … syrlig og nærværende.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2010 Famille Hugel, Gewurztraminer Vendange Tardive, Alsace, Frankrig

2010 Famille Hugel, Gewurztraminer Vendange Tardive, Alsace, FrankrigVi sluttede sødt med en Vendange Tardive vin og på Gewurztraminer. Denne type vin er Famille Hugel faktisk også ret skrappe til.

Vendange Tardive betyder jo sen høst på fransk. Der betyder, at druerne har fået lov at blive hængende på vinstokkene så længe, at de bliver overmodne og helt dehydrerede, hvilket resulterer i en druejuice med ekstrem høj koncentration af sukker. Hos Hugel er denne Gewurztraminer Vendange Tardive lavet med druerne fra Hugels historiske Grand Cru Sporen vinmark og høsten er selvfølgelig foretaget manuelt.

Men ellers er vinen igen lavet på præcis samme måde som deres øvrige vine med først presning af druerne, hvorefter druesaften dekanteres et par timer inden gæringen sker i temperaturstyrede tønder ved 18-24 grader og lagres så frem til foråret, hvor den filtreres let og tappes på flasker.

Men så gemmes flasker i kælderen indtil Hugel mener, at vinen er ved at være klar. Dette er 2010’eren, men seneste frigivne årgang af Gewurztraminer Vendange Tardive er faktisk 2012.

Sikke da en næse … sød parfumeret rosenvand. Det er vitterlig en kombi af knuste rosenblade, jasminte, mango, papaya, overgærede æbler, akaciehonning, lærkeskud, estragon og myrte. Man kan godt mærke, at vi har pænt med restsukker i vinen, men alle blomsterne har helt klart overtaget.

Hold da op … det er sødt, men smager djævelsk forførende. Det er honning, nektar med en dekadent og aromatisk smag. Det er det søde, fyldige dame, der lokker … masser af smag, kraft, blomsterdans og sukkerlokkende punch. Kalder næsten på en god ost.

Forhandles herhjemme af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d’Eguisheim, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Léon Beyer, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d'Eguisheim, Alsace, FrankrigMed den sidste Domaine Léon Beyer vin i Millésimes Alsace DigiTasting® kassen sluttede vi, hvor vi startede, nemlig på Grand Cru Eichberg marken via denne Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d’Eguisheim.

Pinot Gris Grand Cru Eichberg Comtes d’Eguisheim er en vin, som der kun er lavet små 1.200 flasker af . Vinen er lavet ved, at druerne er afstilket og derefter presset, hvorefter  mosten får lov af bundfælde sig og falde til ro inden gæringen sker spontant i store gamle foudres uden temperaturkontrol. Gæringen kan godt kan strække sig over adskillige måneder og efterfølgende er der intet hastværk.

Vinene fra de forskellige høsttidspunkter og parceller på Eichberg sammenstikkes derefter og så har vinen lagret mindst 12 måneder i fadene inden vinen tappes på flaske. Vinen har 9,1 gram restsukker pr. liter.

Fin syrligsød og lettere aromatisk aroma, let terpentinsk note, fersken, pærer, stikkelsbær, melon, abrikos, honning, ristede mandler, lidt røg, grønne blade og appelsinskal.

I munden pænt med sødme … helt nektaragtigt med let nøddet smag, fersken, melon og tørrede abrikoser, lakridskonfekt og lidt fyldig alkoholsødme. Det er sgu lækkert skruet sammen.

Forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet, så derfor kender jeg heller ikke prisen. Den ligger formentlig omkring 450-500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7