Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2014 Ramey Wine Cellars, Chardonnay Russian River Valley, Californien, USA

Denne Chardonnay Russian River Valley fra det californiske vinhus Ramey Wine Cellars er en ret imponerende vin at servere til middag for knap 6.000 mennesker.

Og da underholdningen for aftenen samtidig bestod af både Rytteriet, Rasmus Seebach, Peter AG, Alphaville, Infernal, Carpark North, Lucas Graham, Shaka Loveless og Medina, så var der vel lagt op til lidt af en fest. Og det blev sgu også lidt af en fest. Men jeres flittige vinblogger fik selvfølgelig lavet et par smagsnoter på vinene midt i alt festivitassen.

Lad os dog forinden lige kigge nærmere på Ramey Wine Cellars, der ligger central ved torvet i byen Healdsburg i Napa Valley i det solrige Californien.

Vinhuset er grundlagt i 1996 af David Ramey samt hans hustru Carla. David havde gennem to årtier arbejdet for en lang række kendte vinerier, men havde altid haft drømmen om sit eget vinhus.

Efter sin uddannelse til ønolog fra det anerkendte U.C. Davis i 1979 startede David som kælderassistent hos ingen ringere end Mouiex på Château Petrus. Næste stop på rejsen blev Lindemans i Australien, hvor David fik en større indsigt i aftapning og distribuering af bulkvin.

Siden kom spændende ophold hos blandt andet vinhuset Simi, hvor David efter en tid blev assisterende vinmager. Herefter overtog David posten som vinmager hos Mantanzas Creek. Det var dog et job hos Chalk Hill Winery, der for alvor fik sat karrieren på kurs, hvilket resulterede i ansættelse på Dominus … som direktør og vinmager.

Men i 1996 tog David springet og lancerede i sit eget navn den første vin, en Ramey Hyde Vineyard Chardonnay, som der kun blev lavet 260 kasser af. Og siden er vinhuset bare vokset og i dag producerer Ramey omkring 18.000 kasser fordelt på rød- og hvidvin, alle lavet på kontraktopkøbte druer fra udvalgte vinavlere i Napa Valley og Sonoma County.

Ramey er tilhænger af terroir og ønsker sine vine afspejler forskelle i terroir. Derfor behandler Ramey sine 6 forskellige Chardonnayvine efter nøjagtig samme forskrifter, såvel i vinmarken som i vineriet.

Fællesnævneren for Rameys Chardonnay vine er, at alle druerne dyrkes økologisk, og der gæres på træfade med ganske let omrøring. Herudover anvendes udelukkende naturlige gærceller, og vinene gennemgår alle den malolaktiske gæring for tilsidst at ligge 12 måneder på træfade og 4 måneder på flaske uden filtrering.

Og det er typisk amerikansk Chardonnay … fed, faglagret med masser – og jeg siger masser – af vanilje i næsen. Derudover aromatisk med blomster, pærer, sødme, eg og lidt appelsin. I munden fed, cremet med sødme, vanilje. En ordentlig mundfuld, men smager sgu da bare godt.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen er 285 kr.

Rating 4,5/7   

2014 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig

Vinspecialisten holdt forleden en lille Gérard Bertrand smagning, hvor hans Gérards søde, unge og yndige datter Emma kom forbi for at præsentere vinene og fortælle lidt om faderens store, imponerende vinhus. Og Emma startede med at skænke denne Cigalus Blanc i en nyere 2014 udgave.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2007 … der var den meget drikkemoden, lettere oxyderet og jeg skrev da også, at den ikke skulle drikkes ret meget senere. Men det er vi altså helt fri for her … her er vinen fortsat frisk og levende.

Gérard Bertrand købte Domaine de Cigalus i 1995 og har siden omdannet produktionen til at være biodynamisk.

Der er 75 hektar vinmarker til godset og jorden består af en blanding af ler og kalksten, hvilket gør den særdeles velegnet til at holde på vandet i det ellers tørre klima – en absolut nødvendighed, hvis man vil lave afbalancerede vine.

Lidt utraditionelt for området har Gérard primært valgt at plante internationale druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, dvs. druesorter, som alle trives fremragende i klimaet, men som der ikke er tradition for at dyrke i distriktet, hvorfor de aldrig kan nå en bedre klassifikation end Vin de Pays, selv om vinen reelt er klasser bedre end mange AOP’ere.

Der laves 5 forskellige vine på Domaine de Cigalus. nemlig Cigalus i rød, rosé og denne hvide. Derudover laves der en rød og en hvid udgave af vinen L’Indomptable de Cigalus.

Denne Cigalus Blanc er lavet på 80% Chardonnay, 15% Viognier og 5% Sauvignon Blanc. Vinifikationen sker ved, at 70% af vinen gæres ud på nye franske egetræsfade og 30% på rustfrie ståltanke.

Vinen lagres 7-8 måneder, hvor der på egetræsfadene foretages betonage (omrøring af bundfaldet). Efterfølgende blandes vinen, hvorefter den tappes på flaske og frigives til salg.

I næsen prikker vinen lidt og udsender aromaer med modne pærer, abrikos, nærmest tørrede frugter, grape, røg, honning, estragon, blomster … er det lavendel eller måske endda nogle tørrede blomster og derudover nogle krydrede elementer.

Smagsmæssigt er der fedme, eg … godt med fasthed i frugten, som er fersken, abrikoser og andre eksotiske frugter, en vis behersket syre, lidt jern og fin balance.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5/7 

2015 Arnaldo Caprai, Umbria Bianco IGT Cuvée Secrète, Umbrien, Italien

Mer’ hvidvin fra Caprai, nemlig hans Umbria Bianco IGT Cuvée Secrète … en vin, hvor druerne skifter fra år til år og samtidig er en statshemmelighed.

Selv på vinhusets hjemmeside står der blot, at det en et blend, der varierer efter potentialet den aktuelle årgang, men Marco kunne dog afsløre, at den primære druesort er Chardonnay.

Og vinen er da også på mange måder vinificeret som Chardonnay vine, dvs. med malolatisk gæring og lagring 6 måneder på franske barriques  og efterfølgende 4 måneder på flaske. Høstet med et udbytte på omkring 50-60 hektoliter pr. hektar.

Det er en forholdsvis ny vin i Caprais sortiment, lavet første gang i årgang 2012.

Og den også nærmest stinker af Chardonnay i næsen … en fed og lidt opulent opstoppernæse med smørfedme, honning, vanilje, æbler, abrikos, bananer samt grønne elementer med estragon og mynte.

Smagen er blød, sødkrydret … og generelt er vinen nok en anelse til den sødere side med vanilje, fyldig frugt og måske lidt kalk. Der er dog fortsat en vis syre, som sikrer fin balance. God lille vin.

Caprai forhandles herhjemme af Føtex, men denne er  ikke fundet i sortimentet og jeg kender således ikke prisen.

Rating 4/7 

2014 Charles Smith, Eve Chardonnay, Washington State, USA

Den karismatiske Charles Smith … rock’n’roll vinmager, tidligere bosiddende i Danmark og ex-manager for Psyched Up Janis, har jeg skrevet om før, men hans Eve Chardonnay har dog aldrig været forbi vinbloggen. Det råder vi nu bod på.

Charles Smith er en sindssyg fyr, som tidligere har boet 10 år på Vesterbro, arbejdet på det hedengangne TEX i Vestergade som bartender og – som nævnt – været manager fra et af mine gamle yndlingsbands, nemlig Psyched Up Janis med Sune Wagner i forgrunden

Han har også skrevet for musikbladet Rolling Stone inden han pludselig slog sig ned på vinproduktion i Walla Walla Valley i Washington State.  Og der laver han spændende vin i alle mulige forskellige sammenhænge.

Således laver Charles laver vine i eget navn Charles Smith Wines, K. Vintners, Casasmith, Vino, Charles & Charles, Sixto samt Wines of Substance. Derudover har han også tidligere lavet vine under navne som House Wine, og The Magnificent Wine Company.

Jeg har drukket en del vine fra Charles Smith, bl.a. House Wine, Boom Boom! Syrah, Milbrandt, Eve, Chateau Smith, The Velvet Devil m.fl., og det er kun en brøkdel, da han laver rigtigt mange forskellige vine … efter humør og årgang.

Her er man heller ikke bange for at blande vine. Parker har også tidligere smidt en del høje point til vinene fra Charles Smith, bl.a. flere gange 98 og 99 point til hans Royal City, mens Wine Spectator har været oppe at give 100 point i årgang 2006.

Denne Eve Chardonnay er én af Charles’ store successer sammen med søstervinene Kong Fu Girl Riesling. The Velvet Devil Merlot, Boom Bomm! Syrah samt Château Smith Cabernet Sauvignon.

Eve er 100% Chardonnay fra Evergreen vinmarkerne, hvor Chardonnay vinstokkene er plantet tilbage i 1998 af Jerry Milbrandt. Marken ligger tæt ved Columbia River i området Ancient Lakes i Washington State.

Charles har i produktionen af Eve Chardonnay brugt eg på en del af vinen. Druerne presses i hele klaser og fermentering sker med gæren, 20% af mosten undergår malolaktisk gæring med lagring på brugte egefade i 5 måneder.

Næsen byder på blød fersken, pærer … altsammen helt rundt og pænt. Intet stikker ud og er ganske indbydende. I munden er det også rundt med let fedme, krydderier, lidt frugtsten og måske en anelse flad i udtrykket. Der savnes lidt dybde, men ellers dejlig vin.

Forhandles bl.a. af Dansk Vinlager, hvor en flaske koster 89,95 kr.

Rating 4/7  

N.V. Boizel, Rosé, Champagne, Frankrig

Og vi slutter champagne ræset af med denne Rosé … atter en champagne fra Boizels The Essential serie.

Evelyne Boizel og Christophe Roque har lavet champagnen primært på Pinot Noir, som udgør 50% af druerne.

Og endda er 8% af Pinot Noir druerne vinificeret som en rødvin, med druer fra husets bedste marker for Pinot Noir, nemlig Cumières og Les Riceys, inden assemblage og 2. gæringen på flaske. De øvrige druer er 30% Pinot Meunier og 20% Chardonnay. Den har lagret 3 år sur lie og tilsat en dossage på 8 gram pr. liter.

Duftmæssigt er det meget jordbær, jordbær … let note af gær, men derudover finder jeg ikke så mange andre elementer. Umiddelbart virker den lidt kedeligere end de øvrige bobler fra smagningen.

I munden en svag bitterhed, okay friskhed med svagt agressive bobler, citrus, mineraler. Okay, men stod nok svagest i feltet mellem andre flotte champagner.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 319 kr.

Rating 3,5/7 

2006 Gosset-Brabant, Gabriel Grand Cru, Champagne, Frankrig

De fleste champagner er non vintage aka NV, og altså lavet med druer fra flere årgange, men her har vi fat i en vintage champagne … altså årgangschampagne fra et enkelt år, en 2006’er Gabriel Grand Cru fra champagnehuset Gosset-Brabant.

Huset ligger i den lille by Aÿ i Marne dalen og har nogle af deres Grand Cru parceller på samme vinmarker som den mere kendte nabo Bollinger. Huset er grundlagt i 1930 af Gabriel Gosset, en efterkommer af Pierre Gosset, som var en kendt vinmager helt tilbage i 1584. Gabriel skabte grundstenen til champagnehuset sammen med hustruen Andrée Brabant og derfor kom huset også til at hedde Gosset-Brabant.

I dag er det parrets børnebørn i form af Michel og Christian, der som 3. generation viderefører huset. De har knap 10 hektar vinmarker, hvoraf omkring halvdelen er Grand Cru d’Aÿ, mens 0,45 hektar er Grand Cru de Chouilly og de sidste 4 hektar Premier Cru marker i Mareuil-sur-Aÿ, Dizy og Avenay-Val-d’Or. Produktionen ligger på 55.000 flasker champagne hvert år.

Denne 2006’er Gabriel Grand Cru er lavet på 85% Pinot Noir fra marker i Aÿ og 15% Chardonnay fra husets marker i Chouilly. Vinen er først vinificeret på rustfrie ståltanke med malolaktisk gæring og derefter 2. gæring på flaske i minimum 3 år. En vintage champagne på jo tidligst sættes til salg det 5. år efter høsten.

Duftmæssigt en ganske intens næse, vi snakker en smule astronaut-is, stikkelsbær, tropisk frugt, mandler, honning samt nogle krydrede elementer. Smagsmæssigt mere tæt, mere sødkrydret og let pebret i smagen, som dog er ganske fornøjelig, cremet, kalket og lang. Den smager lidt mere bondsk end de foregående champagner, men er måske også en anelse til den sødere side.

Forhandles hos Champaniac, hvor en flaske koster 399 kr.

Rating 5/7  

N.V. Boizel, Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig

Jeg smagte skam også en Blanc de Blancs fra champagnehuset Boizel og igen er det en champagne fra deres serie The Essential … altså basisboblerne fra huset.

Det er ren Chardonnay selvfølgelig, og druerne kommer både fra Premier og Grand Cru marker og den er lagret 4 år sur lie og har fået en dosage på 8 gram pr. liter.

Og den er duftmæssigt knap så gæret som deres brutte og reserverede søster, men har svag cowboytoast, lidt rucolablade, blomster, havtorn, honning og lemon, men altsammen på en meget stille, subtil og næsten ikk’ duftbar facon, hvorfor den ved første snus godt kan virke en anelse neutral.

I munden er den også mere blid, men fortsat med en god bitterhed, gode og vedvarende bobler, som er knap så agressive som søsteren og den virker næsten mere cremet og helstøbt. God frisk og blid champagne.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 349 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Claude Cazals, Carte Or Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

Og vi bobler sgu da bare videre med næste champagnehus, nemlig Claude Cazals og en Blanc de Blancs – ren Chardonnay med det smukke navn Carte Or … altså kort aka mark af guld.

Og champagnehuset har da også sine marker på guldkysten i Champagne. Champagnehuset Claude Cazals ligger nemlig i den legendariske Grand Cru by Le Mesnil-sur-Oger, hvor huset samlet har hele 9,5 hektar Grand Cru marker og udelukkende producerer champagner på Chardonnay. Den allerbedste mark er Le Cazals Clos, som er på 3,70 hektar og omkranset af gamle mure, der beskytter vinene mod vejrforholdene i Champagne.

Huset er grundlagt i 1897 af Ernest Cazals, som oprindelig var en bødker fra Hérault området, men drives i dag af 4. generation i form af datteren Delphine. Hun overtog driften i 1996, da hendes far Claude Cazals døde og de første år med hjælp fra moderen Michele, som dog nu er gået på pension.

Faderen Claude Cazals var – udover en dygtig vinmager – også lidt af en opfinder. Det var ham, som opfandt gyropaletten. Og hva’ fanden er en gyropalette, kan I med rette spørge? Det er såmænd en anordning, som i dag anvendes i produktionen af champagne.

Gyropaletten vender, ryster og drejer automatisk flaskerne … altså en automatisk remoulade, så flaskerne langsomt bliver klar til dégorgement. Claude tog allerede i 1968 patent på gyropaletten.

Huset ligger midt i Mesnil-sur-Oger i en ejendom, som hendes bedste Oliver Cazals købte i 1950 til sønnen – Delphines far – Claude. Den ejendom har siden faderens overtagelse været basis for produktionen af husets champagner.

Champagne Claude Cazals 9,5 hektar vinmarker giver basis for en produktion på omkring 100.000 flasker champagne hvert år. Og så er der endda et overskud af druer, som Delphine sælger videre til andre champagneproducenter som fx Bollinger, Roederer og Deutz.

Denne Carte Or Blanc de Blancs er lavet med druer fra 40 år gamle vinstokke og laves i 35.000 eksemplarer årligt … og er altså den vin, som fylder mest i produktionen hos Cazals.  Den er lavet i rustfrie ståltanke og har samlet lagret 4 år i kælderen i Mesnil-sur-Oger.

Duftmæssigt er vinen mere aromatisk end foregående vin og man fornemmer næsten mere fedme og fylde. Der er også både blomster,  citrus, halvbagt franskbrød og søde, eksotiske frugter, men på en god og delikat facon.

I munden er denne champagne og mere direkte og lettilgængelig, ikk’ så megen bitterhed, men okay lethed og friskhed med citron og lette pærer. Smager ganske godt.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 249 kr.

Rating 4,5/7 

N.V. Boizel, Brut Réserve, Champagne, Frankrig

Jan og Carsten er et par gæve champagnefreaks, som med stor passion driver det lille importfirma Champaniac. Jeg var forleden til at champagnesmagning med Champaniac og første omgang bobler var denne Brut Réserve fra champagnehuset Boizel.

Og Boizdel er blot et af flere små huse, som Champaniac har udvalgt … små producenter, der laver høj kvalitet og lever op til deres motto om champagne for alle pengene. Og de har faktisk nogle ganske fornuftige priser på deres champagner.

Boizel ligger – meget passende – på Avenue de Champagne i Epernay og er grundlagt i 1834 af Louis Auguste Gabriel Boizel, som nogle år forinden havde giftet sig med Julie Martin.

Louis Auguste kom fra en gammel champagne familie i Etoges nær Montmort og hans bror var også borgmester i byen. Helt usædvanligt for denne tid, så kaldt ægteparret champagnehuset efter dem begge, altså Boizel-Martin.

I dag hedder huset dog alene Boizel og drives af 5. generation i form af Evelyne Boizel samt hendes mand Christophe Roque.  De sprang ind i familiefirmaet i 1972 efter en tragisk ulykke, hvor faderen Rene og broderen Eric – der skulle overtage driften – døde.

Siden 2011 har parret dog også haft hjælp fra deres børn Florent og Lionel, som begge har lært håndværket fra forældre og hos andre vinproducenter i både Frankrig og udlandet.

Champagnehuset ejer selv 7 hektar vinmarker fordelt på mange små parceller men derudover har de samarbejdsaftaler og langtidskontrakter med en lang række andre vinavlere, som leverer druer til Boizel.

Huset laver samlet 10 forskellige champagner, som er opdelt i 3 serier, nemlig The Essential, The Exeptional og The Jewels. Og denne Brut Réserve kommer fra første serie. Den er lavet på 30% Chardonnay, 55% Pinot Noir og 15% Pinot Meunier og lagret 3 år med gæren, altså sur lie.

Næsen byder på en svag gæret aroma med lidt abrikos, toast, lemon, fersken, pærecider, grønne blade, let mynte og en lidt landlig side, som egentlig klæder vinen ganske godt.

I munden er boblerne tætte … måske lidt agressive med syrlighed, bitterhed og en let sødme med lidt mandler, svag honning og virker sådan meget bestemmende i udtrykket, Lidt som en hustru ;o)

Forhandles hos Champaniac, hvor en flaske koster 249 kr.

Rating 4/7 

2012 Domaine Sipp Mack, Cremant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

Fra en lille, eksklusiv vinsmagning i Randers Vinlaugh med den charmerende vinbonde Jacques Sipp fra Domaine Sipp Mack kommer der lige en stribe hvidvine. Første er denne flotte Cremant d’Alsace Brut fra årgang 2012.

Jacques servede selv vinen og fortalte, at 2012 was a dejlig year på det dansk/engelsk, som han skulle underholde på hele aftenen … selvfølgelig med herlig fransk accent. Og han virkede oprigtiglig stolt af denne Cremant, som var lavet med Champagne som forbillede.

Den er da også delvis lavet på Champagne druer, nemlig på 25% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 50% Pinot Blanc. Jacques fortalte, at Pinot Blanc druerne hos ham har nogle af samme smagsnoter som Chardonnay, og derfor mener han, at de passer fint i Cremant’en.

Den er også lavet på den normale champagnemetode og er fermenteret i store rustfrie ståltanke og lagrer 36 måneder sur lie, altså med gæren.

Næsen minder også på mange måder om god champagne … dejlig gæret med toast, god frugtrig aroma, en smule pærer, fersken, citrus og i munden blide bobler og smukt afbalanceret. Langt bedre end jeg havde forventet, virkelig en dejlig Cremant d’Alsace.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., men prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7