Denne Chardonnay Russian River Valley fra det californiske vinhus Ramey Wine Cellars er en ret imponerende vin at servere til middag for knap 6.000 mennesker.
Og da underholdningen for aftenen samtidig bestod af både Rytteriet, Rasmus Seebach, Peter AG, Alphaville, Infernal, Carpark North, Lucas Graham, Shaka Loveless og Medina, så var der vel lagt op til lidt af en fest. Og det blev sgu også lidt af en fest. Men jeres flittige vinblogger fik selvfølgelig lavet et par smagsnoter på vinene midt i alt festivitassen.
Lad os dog forinden lige kigge nærmere på Ramey Wine Cellars, der ligger central ved torvet i byen Healdsburg i Napa Valley i det solrige Californien.
Vinhuset er grundlagt i 1996 af David Ramey samt hans hustru Carla. David havde gennem to årtier arbejdet for en lang række kendte vinerier, men havde altid haft drømmen om sit eget vinhus.
Efter sin uddannelse til ønolog fra det anerkendte U.C. Davis i 1979 startede David som kælderassistent hos ingen ringere end Mouiex på Château Petrus. Næste stop på rejsen blev Lindemans i Australien, hvor David fik en større indsigt i aftapning og distribuering af bulkvin.
Siden kom spændende ophold hos blandt andet vinhuset Simi, hvor David efter en tid blev assisterende vinmager. Herefter overtog David posten som vinmager hos Mantanzas Creek. Det var dog et job hos Chalk Hill Winery, der for alvor fik sat karrieren på kurs, hvilket resulterede i ansættelse på Dominus … som direktør og vinmager.
Men i 1996 tog David springet og lancerede i sit eget navn den første vin, en Ramey Hyde Vineyard Chardonnay, som der kun blev lavet 260 kasser af. Og siden er vinhuset bare vokset og i dag producerer Ramey omkring 18.000 kasser fordelt på rød- og hvidvin, alle lavet på kontraktopkøbte druer fra udvalgte vinavlere i Napa Valley og Sonoma County.
Ramey er tilhænger af terroir og ønsker sine vine afspejler forskelle i terroir. Derfor behandler Ramey sine 6 forskellige Chardonnayvine efter nøjagtig samme forskrifter, såvel i vinmarken som i vineriet.
Fællesnævneren for Rameys Chardonnay vine er, at alle druerne dyrkes økologisk, og der gæres på træfade med ganske let omrøring. Herudover anvendes udelukkende naturlige gærceller, og vinene gennemgår alle den malolaktiske gæring for tilsidst at ligge 12 måneder på træfade og 4 måneder på flaske uden filtrering.
Og det er typisk amerikansk Chardonnay … fed, faglagret med masser – og jeg siger masser – af vanilje i næsen. Derudover aromatisk med blomster, pærer, sødme, eg og lidt appelsin. I munden fed, cremet med sødme, vanilje. En ordentlig mundfuld, men smager sgu da bare godt.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen er 285 kr.