Tag-arkiv: Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandVi slutter besøget af den lille trio af vine fra Hanspeter på Weingut Ziereisen med endnu en rød af slagsen … én af hans røde Premium Weine, nemlig en 2017 Schulen Blauer Spätburgunder.

Her kommer Spätburgunder druerne fra en mark, hvor alle vinstokkene er plantet fra 1970 og frem til 1995. Jordbunden er nogenlunde som foregående med kalksten som i Jura og så er vinen jo ellers lavet med spontangæring/maceration over omkring hele 6 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie i 24 måneder på 225 liters barriques, heraf 5% nye. Først derefter aftappes vinen ufiltreret på flaske og frigives.

Duftmæssigt har Schulen Blauer Spätburgunder lidt af samme elementer som de forrige basisvin, dyb landlig og animalsk, nærmest pelsforet og har også nogle beaujolaisagtige karaktertræk, men er klart mere ren, mineralsk, kalket og slankere. Frugtmæssigt er det fortsat godt med røde kirsebær, ribs og dermed lysere i frugten, hvilket er suppleret med mentol. Nam.

Smagen følger samme mønster … klart mere syrlig, mere frisk i frugten, hvilket suppleres med peber, kirsebær, hindbær, jern, kalk, mineraler, rosenblade og grønne elementer. Det beaujolais-rustikke er derfor mere afdæmpet, smagen mere ren, syrlig og direkte.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandDe to andre vin fra Hanspeter på Weingut Ziereisen Efringen Kirchen er begge rødvine på min elskede Spätburgunder drue og første er en 2016 Blauer Spätburgunder.

Det er Hanspeters basis Spätburgunder med druer fra vinstokke plantet i perioden fra 1990 til 2010 på nogle af hans vinmarker med en jordbund af kalksten og löss. Vinen er lavet med spontangæring/maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie på store egefade i 22 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske. Så er der bare tilbage at se, om vinen også har burgundisk præg, ligesom første Chardonnay fra Ziereisen.

Duftmæssigt er der faktisk noget, som minder ufattelig meget om noget burgundisk, for vinen har en beaujolaisagtig rustik landlighed og hvor er det godt! Den er sådan nærmest saftig, sød, animalsk med både babybræk – på den gode måde – masser af røde, søde og modne kirsebær, røg, gran, mint og sten. Rustik, animalsk og saftig som bare pokker … meget fin.

Smagen byder også på masser af saftige røde kirsebær, brombær, jordbær, jod, peber … rund og fyldig smag med jernagtige elementer samt mineralsk syre, satans rustik, let og charmerende. Igen får man omgående tanke på Beaujolais … men det er Blauer Spätburgunder med stor karakter. Til prisen lidt et fund.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Ziereisen, Hard Chardonnay, Baden, Tyskland

2018 Weingut Ziereisen, Hard Chardonnay, Baden, TysklandDet siges, at Hanspeter Ziereisen på Weingut Ziereisen er en af ​​de største originaler i tysk vinavl. Hans vingård ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig. Derfra smager jeres altid trofaste vinblogger nu 3 vine og starter hårdt med en 2018 Hard Chardonnay.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Nå, men her er det altså første vin fra Hanspeter … hans 2018 Hard Chardonnay, der er lavet med druer fra nogle af husets marker med en jordbund af kalksten og vinstokke plantet i 1996. Vinen er lavet efter de nævnte principper, altså spontangæring alene på druernes naturlige gærceller og lagring 20 måneder sur lie/på gærresterne på barriques, heraf 10% nye fade. Vinen er derefter tappet fuldstændig ufiltreret.

Uha for en lækkermås … høj fadpræg med lakridskonfekt, vanilje, smørfedme, brunet smør samt eksotisk frugt, men det er en slank eksotisk frugt med både melon, fersken, mango, ananas, appelsiner, kvæde, dugfriske grønne æbler, pærer og lemon, total kompleks og byder derudover på røg, eg, mineraler … godt med landlighed og smuk, burgundisk slagside.

Smagen er cremet og blød med en krydret og mineralsk syre, som vitterlig holder smagen i balance i forhold til den modne, eksotiske frugt. Dermed får vinen en syrlig rygrad, slank, mineralsk og elegant med lemon, æblesaft, buttet fedme, salt … og det er som om, at den bare flyder over tungen igennem munden med en rindende kold flod med stoisk ro og betagende kølighed. Det er ikke bare Hard Chardonnay, men hardcore burgundisk Chardonnay.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Weingut Martin Conrad, Conradus Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Martin Conrad, Conradus Riesling Trocken, Mosel, TysklandNu er vi igen atter på adressen Moselweinstraße i Brauneberg, hvor Conrad familien har lavet vin siden 1558 og denne gang er det med deres 2017 Conradus Riesling Trocken.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Großes Gewächs og 2018 Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken. Begge gange var jeg totalt imponeret over kvaliteten fra dette lille 5,5 hektar vinbrug, der siden 1999 har været drevet af Martin Conrad og nu må vi så teste, om det også er tilfældet med denne Conradus Riesling Trocken, der er en mere ydmyg Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker ved Mülheim og Veldenz sydøst for Brauneberg, høstet med håndkraft og derefter presset, mens gæringen er sket spontant med druernes naturlige gærceller. Der er intet om lagringen, men vinen har 5.5 gram restsukker pr. liter.

Jesus … aromaerne pirrer, leger og driller fra første sekund dine perplekse, forbløffede og fimrende små næsehår med sådan en fin sød/sur note, landlig, animalsk, salte mineraler, blomstret, krydret, smørdybde, balsam- eller sandeltræ og en svag snert af petroleum, som dog klart overskygges af en dyb frugt, der nærmest opfører sig eksotisk med en dans mellem både abrikos, dåsepærer, mango og Vinvärket siger selv kogt frugt, hvilket giver total god mening.  Og selvom aromaen nok er buttet, trind og plump, så fornemmes der også en syrlig, krydret og landlig nerve.

Den nerve er smagsmæssigt virkelig levende … for i munden træder syrehovedet i karakter med masser af skarphed, stenet mineralitet, grønne umodne æbler, citroner, bitterhed, grape, lemon og skarp syre, vild renhed … ikke vild dyb, men vild syrlig og nærværende … strenghed, mineralitet og en syl i dit ansigt. Smertefuld dejligt. Det smager saftsuseme godt. Vild niveau for sådan en basisvin.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Andres, Ruppertsberger Reiterpfad Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Andres, Ruppertsberger Reiterpfad Riesling, Pfalz, TysklandVi rykker med næste vin fra Weingut Andres i Deidesheim fra en Erste Lage Chardonnay til en Große Lagen Riesling, nemlig Thomas og Michael Andres’ nye Ruppertsberger Reiterpfad Riesling i årgang 2019.

Große Lage marken Ruppertsberger Reiterpfad ligger mellem den sydlige del af vinruten og Haardtgebierge og er en mark, som har været kendt som topmark siden romertiden. Det er en mark med kalksten, sand, lerjern og rød sandsten i jorden og flere andre gode vinproducenter som bl.a. Weingut von Winning,  Weingut Reichsrat von Buhl og selvfølgelig Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Reiterpfad betyder ridesti … og det navn har marken fået, at romerne i gamle dage brugte en sti langs markerne med de røde sandstensvægge til deres transporter og ryttere.

Andres’ Ruppertsberger Reiterpfad Riesling er lavet med druer fra denne Große Lage mark og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Vinen fermenteres i store træfade og har i hele 11 måneder lagret sur lie med sin naturlige gær.

WAUW eller orv manner for en duft … noget anderledes end lige forventet, for det en buttet, cremet og smørfed aroma med kvæde, fersken, dåsepærer, gule æbler, abrikos, litchi, blomster, citrongræs, grillede citroner, bivoks, røg, vanilje, kamillete, salte mineraler, stor dybde og kæmpe intensitet. Der er ingen diæt skånekost eller Nupo slankemidler her, for det er i næsen en rund, bred, adipøs samt danseglad Riesling kvinde.

I munden er det også en fyldig Riesling … med mange røgede elementer og en kraftig og småtyk syre, grønne urter, grape og lemon bitterhed, tropisk frugt med abrikos, ananaskirsebær, sure passionsfrugter, umodne grønne æbler og dermed bliver smagen også langt mere rank end duften lige reklamerede for. Men der er sgu bund i smagen … well done Thomas og Michael.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandDet er ikke ret mange dage siden, at jeg sidst smagte Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs. Dengang var det i den splinternye og endnu ej frigivne årgang 2018, men nu har jeg hældt vinen anno 2017 op i glasset.

Som jeg også skrev sidst, så er Pares er den ene af Neus’ Große Lage marker og den har endda sit navn efter det lokale navn for Paradis. Marker ligger på den store bakketop Mainzer Berg og strækker sig imod Nieder-Ingelheim.

Samlet er Pares kun 9 hektar stor og har været kendt som en fremragende vinmark allerede i den sene middelalder. Marken har en jord med kalk, lerjord og højt stenindhold. Pares er spontangæret med 30% hele klaser i små åbne gæringskar og dernæst lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.

I glasset har vinen den helt rigtige farve. Tjek. Det er en lys, let og transparent, teglfarvet vin, virkelig arketypisk Spätburgunder. Tjek. I næsen er vinen virkelig landlig og animalsk … faktisk langt mere end jeg lige havde forventet, selvom 2018’eren også bød på lidt reduktiv, svedig bonderøv, tarmluft og kål. Her er det bare en smule  vildere … kål, svovl, fernis, maling, bonderøv og syrlig med ribs, jordbær, violer, tørrede rosenblade, nye lædersko, røg, eg og fadnoter som kanel, vanilje, nødder samt søde elementer. Det er sgu vildt.

Med mere luft i glasset sidder man tilbage med en vild, animalsk og moden syrlighed, som lige så stille vinder ind på en. Luften gør også, at svovlen og kålhovederne ikke får så meget plads i sendefladen, hvorfor du skal give vinen godt med iltholdig tålmodighed.

Selvom jeg måske fortsat lige grubler over duften, så smager det altså bare vildt godt. Vinen har denne fint sarte, småsyrlige og smukt afbalancerede smag med frisk, lys frugt, rabarber, tranebær og ribs. Syren er skarp, let og præcis, tanninger egentligt tilpas bløde med et lille peberbid, masser af virkelig lang frugtsmag. Der er sødme, svag bitterhed, syre, balsamiske elementer, mineralitet og allerede nu smager det hamrende godt.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Andres, Haardter Herzog Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Andres, Haardter Herzog Chardonnay, Pfalz, TysklandPå Weinstraße i den smukke ny Deidesheim i Pfalz har de unge brødre Thomas og Michael Andres efter overtagelsen af Weingut Andres gået deres helt egne veje for at lave unikke vine, hvilket denne 2019 Haardter Herzog Chardonnay er et fint resultat på.

Vingården er oprindeligt grundlagt af brødrenes forældre Wunibald og Veronika Andres for lidt over 30 år siden, hvor de omdannede familiens ejendom fra almindelig landbrugsdrift til et vinbrug. Thomas og Michael Andres således 3. generation på den lille gård … men kun 2. generation som vinproducenter.

De overtog driften i 2015 med et ønske om at gå egne veje og lave deres egne, spændende vine. De har samlet 17 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Königsbacher Ölberg, Deidesheimer Leinhöhle og Ruppertsberger Reiterpfad.

De driver markerne økologisk samt efter biodynamiske principper, selvom de ikke er certificerede. De siger selv, at gode vine skabes i hovedet og samtidig kræver masser af tid … og de forsøger give alle vinene et præg af deres mineralske terroir og griber så lidt ind i produktionen som muligt.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lagen og Große Lagen … og her smager vi deres Erste Lage vin 2019 Haardter Herzog Chardonnay.

Druerne fra marken Haardter Herzog er høstet med et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar, hvilket skyldes, at Chardonnay stokkene på marken er nogle af de ældste i Pfalz. Drengene dyrker da også primært Riesling … men en smule Chardonnay og lidt Pinot Noir på deres kalk og mergelholdige marker.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret på egefade med en halvdel nye barriques og en halvdel brugte barriques.

Op af glasset strømmer røgede Chardonnay skyer … der bærer på fadprægede noter med saltvand, babyfedt, brunet smør, pærer samt let fersken, ananas, lindetræ, svagt lidt honning, blomster samt en kalket mineralitet … totalt burgundisk wanna-be, gonna-be samt ought to-be.

I munden er der lidt de samme røgede og krydrede elementer … en smag med let babyfedme, masser æbler, lemon, syltede citroner og igen noget salt, der – nærmest som et bindemiddel – sammen med syren og svag bitter grape holder vinen i stramme tøjler, så den aldrig mister det elegante. Syren er til +size siden … men danser elegant på din tunge, tager kvælertag og kaster dig rundt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Burggarten, Frühburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Burggarten, Frühburgunder Trocken, Ahr, TysklandVi letter lidt på hatten for den rare Paul Schäfer junior nede i Ahr hos Weingut Burggarten, for nu mindes jeg med et bredt smil vort besøg hos ham med et glas af hans Frühburgunder Trocken i årgang 2018.

Vort besøg på vingården i efteråret 2019 kan du i øvrigt læse mere om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.  Der smagte vi dog sjovt nok ikke denne Frühburgunder Trocken … en Gutswein på diva-druen, som jeg har dog smagt før … blot i årgang 2016. Men denne gang med VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – betegnelsen på halsen af flasken.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke, men har efter endt fermentering lagret 12 måneder på store træfade inden den er tappet på flaske.

Ved første snif sniger der sig glæde ind i mine næsebor … først lidt typisk Ahr røg med grøn nerve, jod, fernis og maling suppleret med nogle florale og blomsterede elementer, en rund om end rank frugt med kirsebær, ribs og meget afdæmpet fadpræg med svag kanel og vanilje … og så denne luftige, næsten æteriske syre.

Smagen er lidt mere tæt og mørk end Spätburgunderne fra Burggarten, men den har en fin saftig smag med kirsebær, ribs, brombær, en markant syre, fine og skarpe tanniner, blomster og letlevende friskhed. Det er fint afbalanceret med beskeden sødme, men for pokker hvor bliver man glad i knolden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay GG, Baden, TysklandHi … it’s me … I’m back. Efter afholdenhed en kortere periode ovenpå COVID-19 isolationen er min lugtesans ved at komme tilbage. Hurra. Det fejrer og tester jeg på en fin, åbenlys, pålidelig og stensikker måde … nemlig med et kæmpe glas Lahrer Kronenbühl Gottsacker Chardonnay Großes Gewächs fra Weingut Wöhrle.

Alene tanken gør mig både mere rask, glad og pludselig føles mit kontor – der ellers har følt som et lille fængsel de seneste uger – langt større, for jeg har tidligere smagt vinen og ved, hvad jeg har i vente. Sidst smagte jeg den i årgang 2018 og var ovenud begejstret og igen kan jeg næsten ikke være i min egen helt sygdomsfrie krop.

Vinen er – som navnet siger – lavet med Chardonnay druer fra Gottsacker marken, som er den bedste del af Lahrer Kronenbühl … et lille plateau på bakkedraget nord for byen Lahr, hvor den dybe kalkrige jord er med til at give vinene en overdådighed, friskhed og finhed. Marken er af VDP – Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter – klassificeret som Große Lage mark.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Omkring 80% af fadene er nye, hentet hos bødkeren Tonnellerie Damy i Bourgogne og vinen har så lagret sur lie – altså med bærmen – omkring 10 måneder med regelmæssig battonage. Vinen har beskedne 1,4 gram restsukker pr. liter.

Næsen er fortsat smørfed, næsten med brunet smør i skøn omfavnelse med mango, papaya, melon, abrikos, karamel, vanilje og samtidig klart lidt sarte blomster. Men det bliver ikke en tyk, overfed Chardonnay, men våd, tung … men med en umiddelbar friskhed, som virker kalket, vulkansk og mineralsk. Det er med til at give vinen rankhed, elegance og nærmest burgundisk udtryk.

I munden er vinen cremet, men bestemt ikke fuldfed, selvom hovedet hviler blødt som på den dejligste moskusdun pude og også har krop, fylde og frugtsødme. Frugten er fortsat de tropiske frugter, men der blander sig nu lidt grape og citron, som giver friskhed, syre og en vis sprødhed … igen med kalket mineralitet. Det er sgu godt skruet sammen, så jeg hviler tørstig hovedet videre på den vinøse, hjemvante og super behagelige pude. Zzzzzzz …. og nam, hvor smager det vildt godt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Adams, Kaliber 48 Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Adams, Kaliber 48 Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandDer findes flere Weingut Adams i Tyskland, så det er måske oss’ derfor, at den unge winzerin Simone Adams også kalder sit lille vinhus for AdamsWein. Vi smager her hendes Kaliber 48 Spätburgunder og ser om, hun også rammer plet.

Simone Adams voksede op i familiens vingård i Ingelheim i Rheinhessen, hvor hendes far drev en lille vingård. Simone var ikke selv synderlig interesseret i at blive vinbonde, men mere den tekniske og videnskabelige del af vin og vinproduktion, hvorfor hun tog sin uddannelse til ønolog på Geisemheim og skrev doktorafhandling om ældning af hvidvin.

Imidlertid døde Simones far pludselig i 2010 og da familien ikke vidste, hvad de skulle stille op, så overtog Simone driften og opgav sine studier. Siden 2010 har hun således drevet familiens vingård, men fik dog også skrevet sin doktorafhandling færdig i 2012.

Siden overtagelsen af familiens vingård er hun gået sine helt egne veje, bl.a. med en ny serie af vine, der er opkaldt efter én af familiens andre store interesser; jagt. Simone har over 20 års erfaring med jagt, så hendes vine er opdelt efter kaliber, altså en reference til størrelsen på løbet i et skydevåben,

Hun laver således vinene i 3 udgaver aka kvalitetsniveauer, altså Kaliber 12, Kaliber 28 samt Kaliber 48. Vinene er lavet i en frisk og syrlig stil, hvor overmoden frugt er fjenden og hvor et køligt og nordligt udtryk er ledestjernen.

Simone Adams har en fuldstændig ulåst tilgang til sin produktion, hvor hun leger og prøver sig frem, hvor hun kan afprøve mange af de teknikker, som hun har læst og lært om.

Det betyder at hun ikke lader sig diktere af andre producenters holdning til arbejdet i marken eller produktionen og lagringen af vinene. Hun benytter i stedet de teknikker der giver hendes vine kvalitet, og forkaster dem, som hun finder overflødige eller forværrende.

Simone har samlet 10 hektar vinmarker, hvor hun dyrker både Chardonnay, Weißburgunder, Grauburgunder, Frühburgunder, St. Laurent og selvfølgelig Spätburgunder. Hun har bl.a. plantet en række Spätburgunder vinstokke på de køligste steder på hendes vinmarker for at sikre det køligste og reneste udtryk i vinene.

Det gode René Langdahl kaldte i øvrigt i 2019 AdamsWein for årets opdagelse og denne vin Kaliber 48 for årets Spätburgunder … og det lover jo ret godt. Kaliber 48 Spätburgunder er lavet med gæring på hele klaser og efter fermenteringen er vinen lagret 12 måneder i brugte egefade.

Duftmæssigt er det en vinøs lys sommerkjole med blomster, store prikker og et småpsykedelisk mønster. Hun er en smuk, lys, munter flowergirl med en blomsterkrans på det lyse hår og vildskab i blikket. Der er bio bio animalsk kant, lys landlig frugt, ribs, granatæbler, sure rabarber, stikkelsbær, citroner, syrlige lyserøde bolsjer, lys karamel, chokolade … fin syrlig nerve. Det dufter vildt godt.

Smagen er ligeledes lys, syrlig og saftig … måske endda med et lille beaujolaisagtig saftig og smårustik note. Frugten er hindbær, ribs og tranebær … fuldstændig lys og uimponeret. Den vilde flower-power-girl har slået sit lyse hår helt ud og alle omkring dåner og bliver forelskede.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske i årgang 2017 koster 519,95 kr., mens prisen er 419,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7