Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2015 Weingut Thörle, Saulheimer Frühburgunder Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Thörle, Saulheimer Frühburgunder Kalkstein, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter i Rheinhessen, men rykker til byen Saulheim, hvor vi finder vinhuset Weingut Thörle, som står bag denne Saulheimer Frühburgunder Kalkstein … søstervin til deres Saulheimer Spätburgunder Kalkstein, som jeg smagte tilbage i 2014 og ikk’ var specielt begejstret for.

Familien Thörle har været beskæftiget med vinproduktion siden 1600-tallet, men startede først med at flaske og sælge vine under eget navn i 1985. I dag drives vingården af brødrene Christoph og Johannes Thörle, som overtog driften fra deres forældre i 2006.

Huset ejer 19 hektar vinmarker omkring Saulheim, bl.a. parceller på de tre marker Hölle, Schlossberg og Probstey. Her dyrkes de klassiske druesorter Riesling, Silvaner og burgunderne. Det er brødrenes vurdering, at disse druesorter passer bedste til den kalkstenrige jord i området.

Og man har arbejdet målbevidst med at forbedre kvaliteten, bl.a. ved større fokus på arbejdet i markerne, streng reduktion af udbytter, streng udvælgelse af druer, lang maceration og gæring på den vilde gær fra druerne.

De siger selv, at målet er at lave vine, som både viser den elegante frugt med balanceret syre samt struktur og kompleksitet.

Vinene er selvfølgelig inddelt i de 3 traditionelle niveauer, Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, og der laves samlet 24 forskellige vine, og denne Saulheimer Frühburgunder Kalkstein hører til under Gutsweine.

Vinen er lavet med druer fra nogle af de højeste og meget kalkstenholdige placeringer i Saulheim. Udbytterne ligger der på et meget lavt niveau fra omkring 35 til 45 hektoliter pr.  hektar. Vinen har lagret 18 måneder på brugte barriques. Restsukker ligger på 0,7 gram pr. liter.

Den dufter af savværk, fiskeolie og maltbolsjer, sagde flere omkring bordet. Derudover et lidt medicinsk udtryk, blomster, salt samt hindbær, kirsebær, som stikker og prikker.

Smagsmæssigt er det en syrlig Frühburgunder og har derudover både blomster, parfume, lidt eg og mineraler i smagen. Det er en god let og syrlig vin, som dog ikke imponerer vildt.

Ingen importør og koster 13,90€ på vingården, hvilket svarer til 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut Aldinger, Fellbacher Trollinger Alte Reben, Württemberg, Tyskland

2016 Weingut Aldinger, Fellbacher Trollinger Alte Reben, Württemberg, TysklandWeingut Aldinger nævnes som en af de gode vinproducenter i vinområdet Württemberg og samtidig er druesorten Trollinger den vigtigste sort i Württemberg, så hvad er mere naturligt end at teste denne Fellbacher Trollinger Alte Reben fra Aldinger? Game on.

Vinhuset Aldinger ligger nord for byen Fellbach omkring 5 kilometer nordøst for Stuttgart. Husets rødder går helt tilbage til 1492, hvor Bentz Aldinger kom til den lille by for blive vinavler. Imidlertid blev det som bødkere, at familien fik deres primære erhverv.

Da Gerhard Aldinger sammen med hustruen Annelies i 1995 overtog driften, så omdannede han ejendommen og startede en vinproduktion med vine i eget navn. Senere blev produktionen udvidet bl.a. med købet af deres ultimative topmar Untertürkheimer Gips.

Samlet har familien i dag 29 hektar vinmarker, nemlig Untertürkheimer Gips, Marienglas, Rotenberger Schlossberg, Uhlbacher Götzenberg, Fellbacher Lämmler, Stettener Möchberg, Fellbacher Goldberg, Hanweiler Berg, Maien og Stettener Pulvermächer.

Siden 1992 har det været Gert Joachim Aldinger, der har drevet vingården, hvilket i dag sker sammen med sønnerne Hansjörg og Matthias. Gert Joachim kaldes kongen af Kappelberg … bjerget som ligger ved byen Fellbach, men i dag har sønnerne dog overtaget mere og mere af driften.

På billedet ovenover kan I se både Gert Joachim og sønnerne.

Hos Weingut Aldinger dyrker de mest Riesling, Spätburgunder og Lemberger, men Trollingerer 4. største sort og er plantet på 11% af husets marker.

Trollinger er en drue, som primært findes i Württemberg samt Trentino-Alto Adige … og i Italien kendes den under navnet Schiava, mens den i Frankrig hedder Vernatsch. Trollinger giver lyse, lette, saftige rødvine med pikant bærsmag. Der kan normalt anes røg, jordbær og fløde i duften.

Man har i området ofte lavet halvsøde vine på Trollinger, da de fungerede fremragende som tørstslukker og var perfekte til tyskernes søde tand. Man dyrkede sorter med høje udbytter og fik hurtigt penge i kassen. Heldigvis er fokus i dag på produktion af kvalitetsvine og selv kooperativerne satser mere og mere på kvalitet.

Denne Fellbacher Trollinger Alte Reben er lavet med druer fra markerne ved Fellbach, altså primært Fellbacher Lämmler og Goldberg. Det er en Ortsweine og – som navnet fortæller – fra gamle vinstokke.

Vinen er lavet med både premaceration og lang gæring med skallerne … samlet omkring 3 uger og derefter lagret på egefade, men hvor lang tid er ikke oplyst. Der er alene 1,3 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på et lille skud peber, et grønt bid, en portion friske jordbær, brombær, frugtbolsjer … let og lys frugt samt frisk vind i håret. Der er lidt kanel, mandler og slet ikke kantet, som man ellers tit finder vinene fra Württemberg.

I munden er der også lidt peber, rund og let frugt. Det er ganske saftigt med klar vaniljesmag, kirsebær, jern og et lille bid. Det er ikk’ helt stort, men ganske charmerende. Minder på mange måder om Spätburgunder, blot knap så feminin og tillokkende.

Købt på weine.de, hvor en flaske koster 10,60€ … svarende til omkring 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Pecchenino, Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2013 Pecchenino, Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienDenne fredags Spätburgunder hedder Pinot Nero, men et kært barn som Pinot Noir aka Spätburgunder, Blauburgunder eller Pinot Nero har jo mange navne. De klinger alle godt. Denne Langhe Pinot Nero kommer fra Azienda Agricola Pecchenino.

Pecchenino holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte. Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning, som ligger smukt i det flotte piemontiske landskab.

Det er egentlig Orlando, som står bag denne vin, idet han altid har haft en fascination for Pinot Noir, hvilket har medført, at han flere gange årligt drager til Bourgogne for at smage og diskutere områdets vine med de lokale producenter.

Derfor ville han også prøve selv at lave vine på Pinot Noir, hvilket startede med udplantning på en lejet vinmark, hvor han kunne eksperimentere lidt. Men da resultaterne blev gode, så omplantede han i 2008 en af sine egne vinmarker. Imidlertid er vinen ikke længere på husets hjemmeside, så måske laves den slet ikke mere.

Vinen laves med udblødning i to dage, hvorefter gæringen sættes i gang ved 28 grader. Vinen lagrer  derefter i 18 måneder på 85% 2.500 liters egefade og 15% nye burgundiske 228 liters fade.

Og det dufter mer’ af Piemonte end af Pinot Noir. Der er helt klart piemontiske karaktertræk i næsen med roser, violer, stringent men let syre, et animalsk islæt med hospital, førstehjælpskasse og lidt mentol, mens frugten er svær at identificere, men er ikke helt lyse bær, men måske lidt kirsebær.

I munden er der dog masser af hindbærdrevet frugt, en smule kirsebær, men bestemt ikke ultra let i smagen. Der er godt med syre, men heldigvis ikke for meget. Der er et let peberbid, tørhed og moderate tanniner. Lidt sjovt med Pinot Noir, som tydeligt smager af Piemonte.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske kostede 119,45 kr. mod en normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, FrankrigNår vi nu er ved elefanter og har snablen godt nede i glasset, så lad os fortsætte med denne L´Elephant Ventoux fra vinhuset Domaine Vignobles Pichon aka Domaine Le Mur-Mur-Ium, der ligger i byen Mormoiron omkring 20 kilometer øst for Orange.

Vinhuset blev grundlagt i 2008, da Marc Pichon købte Domaine le Murmurium i Côte de Ventoux sammen med hans danske hustru Anne. Imidlertid omkom Marc desværre i en tragisk bilulykke i 2016, så i dag drifter Anne Pichon vinhuset videre sammen med børnene.

Da Marc og Anne købte vingården i 2008 bestod den af 13 hektar beplantet med vinstokke, men på grund af Marc store ihærdighed og ambitioner voksede vingården til omkring 65 hektarer med nogle af de bedste marker op til Chateau Pesquie samt på sletten lige ned for Mount Ventoux.

Her dyrkes vin på de traditionelle druer Grenache, Syrah samt Merlot. Til fremstilling af de hvide vine bruges Roussanne, Viognier samt Muscat druer. Den årlige produktion er på omkring 230.000 flasker vin, som primært sælges i Danmark og indtil sin død besøgte Marc Pichon ofte Danmark.

Alle vinmarker dyrkes efter økologiske metoder uden brug af kemikalier eller pesticider og jorden bearbejdes manuelt. Derudover er al høst med håndkraft og hver sort vinificeres separat.

Det vigtigste mål på Domaine Vignobles Pichon er at opretholde en stil af rige, modne og håndlavede vine gennem omhyggelig pleje af vinmarkerne, lave udbytter og sen høst. Alle afgrøder er 100% afstilkede.

Her er det husets L´Elephant Ventoux i årgang 2014 og dermed lavet af Marc Pichon himself med vinificering i 50 hektoliter cementtanke ved lav temperatur for at opnå en lang udblødning og med to blide overpumpninger dagligt. Det er selvfølgelig 100% Grenache, som det også fremgår af etiketten og kommer fra gamle stokke.

Fermenteringerne strækker 3 til 4 uger med en langsom progressiv stigning i temperaturen for at ekstrahere en meget fin tannin struktur. Den malolaktisk gæring og ældning finder sted dels i egetræsfade, men for det meste i cementtankene.

Næsen er bløde og milde blommer, brombær, blåbær, modenhed, sødme, kanel og mørk chokolade. Der er vist dømt pleaser eller en vin målrettet det danske publikum. Men det smager rigtigt godt, meget saftigt, modent og med en kende sødme, blæk og kul. Det er virkelig cremet, blødt og rundt. Meget drikkevenlig vin.

Forhandles af Vinsalget, hvor en flaske koster 100 kr., men du kan få en kasse med 6 flasker for 495 kr. Denne her var dog en magnum, som selvfølgelig koster lidt mere.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2013 Beringer Vineyards, Founders Estate Cabernet Sauvignon, Californien, USANæste vin er oss’ på Cabernet Sauvignon, da vi faktisk er ude i en lille smagning af 4 x vine på netop denne drue … her en 2013 Founders Estate Cabernet Sauvignon fra Beringer Vineyards.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere, blot i andre årgange og her i årgang 2013 har vinen fået nyt look med sort, stilfuld etiket.

Det store og historiske vinhus Beringer Vineyards er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producerede altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet Hudson House. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet Rhinen House er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til Winery of the Year af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook sammen med Mark Beringer fra familine. Laurie begynte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Nå, men tilbage til vinen, som ikke er ren Cabernet Sauvignon. Der blendes en smule Petite Sirah i den færdige vin. Druerne kommer fra marker i Lodi, Californien. Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og halvdelen er lagret 5 måneder på eg inden sammenstikning, flaskning og frigivelse.

I næsen er vine klart mere imødekommende og interessant end foregående Mandrarossa … mere animalsk med mellemrøde frugter, mørke kirsebær og måske lidt hindbær, lidt blomster, eg, kanel og vanilje. Smagen er også mere balanceret mellem syre, sødme og frugten. Det er mere elegant og derudover med en vis tørhed, tydelige tanniner og syren bider blidt på tungen. Egentlig meget ligetil Cabernet Sauvignon … og det er jo ikk’ helt skidt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske normalt koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Compañía de Vinos del Atlántico, Gordo, Murcia, Spanien

2012 Compañía de Vinos del Atlántico, Gordo, Murcia, SpanienVi smutter også igen en tur til Yecla appellationen i Murcia området, nemlig med vinen Gordo fra det store vinhus Compañía de Vinos del Atlántico, som jeg skrev om for ikk’ så længe siden.

Compañía de Vinos del Atlántico blev grundlagt i 2002 med det formål at forene to vinhuses produktioner, nemlig vinhusene tilhørende Alberto Orte familien og Patrick Mata familien. Begge familier har – uafhængigt af hinanden – produceret vin i hele Spanien siden slutningen af ​​1800-tallet. I dag producerer CVA – som nævnt – vine i 18 forskellige appellationer i Spanien.

Der er fokus på både kendte vinområder som Yecla, Rioja og Monsant men også på endnu uopdagede vinområder som Vinos de Madrid og Valdeorras.

CVA arbejder primært med traditionelle spanske truetyper fra gamle vinstokke som Garnacha, Monastrell og den sjældne hvidvinsdrue Godello og lavt høstudbytte fra vinmarker der dyrkes efter økologiske principper.

Denne Gordo er lavet på 70% Monastrell og 30% Cabernet Sauvignon, som er dyrket økologisk på vinstokke, som er plantet i 1970 på marker ved Campo Arriba i 700 meters højde i Yecla.

Hver druesort vinificeres separat med maceration i 7 dage og fermentering i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen 3 måneder i 2 år gamle ege, hvorefter blendet sammenstikkes og derefter hviler yderligere 1 måned i ståltankene inden flaskning. Den årlige produktion ligger på 2.000 kasser af vinen.

Vinen hedder Gordo efter Patrick Matas far Jose Mata, som formentlig var en trind, rund mand, for Gordo betyder nemlig “fed” på spansk. Men etiketten på Gordo vinen er historisk, idet familien Mata har brugt den langt tilbage i tiden.

I glasset oser det af tæt, fed frugt med sol, varme, godt krydret og har derudover læder, vanilje, solbær, brombær, sødbrændte fade, eg, grene, blyanter, en snas lakrids og et grønt element, noget i retning af vinblade og eukalyptus.

Smagsmæssigt kunne man godt frygte, at alderen kunne trykke sådan en solvarm 2012’er fra Spanien, men det er ingenlunde tilfældet, for der er fortsat godt med tanniner, godt med sødme, men det bliver heldigvis ikke for sødt som hos søstervinen Vinos Sin Ley Old Vine Monastrel. Der er nemlig også syre i vinen og med til at holde en balance. Derudover er der godt med eg, lidt fladhed midt i munden og det hele slutter med en let bitterhed. Drik for pokker vinen med mad … det skriger den på.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Di Filippo, Grechetto Colli Martani, Umbrien, Italien

2015 Di Filippo, Grechetto Colli Martani, Umbrien, ItalienVi skal smage lidt mer’ vin fra Umbrien, nemlig denne Grechetto Colli Martani DOC fra økø-bonderøven Roberto Di Filippo … en vin, som var første i smagsrækken til en Montefalco smagning, som jeg holdte for Randers Vinlaugh forleden,

Jeg har smagt vinen tidligere på vingården i Umbrien, blot i den nyere årgang 2016, hvor vinen blot hedder Grechetto Umbia IGT. Roberto sendte 2015 årgangen på markedet under den mere bredde appellation Colli Martani DOC, som omfatter det meste af Perugia området inkl. Montefalco, mens den i årgang 2016 er en Grechetto Umbia IGT.

Årsagen er rimelig simpel … nemlig at Roberto Di Filippo laver vinen på 100% Grechetto. Det er tilladeligt under Colli Martani DOC, som blot skal indeholde 85% Grechetto, men ikke tilladt som en Grechetto Umbria. Der skal vinen ganske vist indeholde mindst 50% Grechetto, men også mindst 20% Trebbiano Toscano.

Grechetto – der udtales som gre-ketto – er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og det er en lille, fin charmetrold af en vin … godt med tropisk frugt, fersken samt lidt mineraler, sten, flint og nogle krydrede elementer. Smagsmæssigt meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor sådan en flaske i årgang 2016 koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2013 Tenuta Castelbuono, Ziggurat Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienSå er vi der igen … hos det imposante vinhus Tenuta Castelbuono med en Ziggurat Montefalco Rosso DOC, som jeg sidst smagte for præcis ét år siden, da jeg blev inviteret til Anteprima Sagrantino af det lokale Consorzio Tutela Vini Montefalco og besøgte Tenuta Castelbuono som første vingård under opholdet.

Dengang smagte jeg vinen i både årgang 2011 og 2012, men her har vi altså vinen i en nyere årgang 2013. Hvis du vil lære mere om vinhuset, så kan du læse om det i blogindlægget; Besøg på Tenuta Castelbuono … det imposante vineri.

Castelbuono er grundlagt i 2001 af Lunelli familien … The Lunelli Group, som vi mest kender som ejerne bag Ferrari, de mousserende spumantevine fra Trentino området, men alt det kan I jo læse i blogindlægget.

Denne Montefalco Rosso har navnet Ziggurat og dermed opkaldt efter et antik babylonsk tempel med reference til hjertet af Carapace … Tenuta Castelbuonos ikoniske vineri.

Ziggurat Montefalco Rosso er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino samt 15% Cabernet Sauvignon og Merlot. Druerne kommer fra vinhusets egne marker omkring Bevagna og Montefalco. De er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med en kort premaceration ved 12 grader i 20 timer efterfuldt af almindelig fermentering ved 26-28 grader i rustfrie ståltanke. Samlet maceration i 15-20 dage efterfulgt af 12 måneders lagring på henholdsvis 225 liters barriques samt 500 liters tonneaux. Efter flaskning lager vinen yderligere 6 måneder.

Duften er eg, kirsebær, solbær, blomster, vanilje, lidt læder og nogle balsamiske noter. Der er en fin italiensk syre, som straks afslører vinens ophav. I munden er vinen frisk og har både sol og syre i skøn forening. Der er frisk frugt, gode tanniner, tæt syre og lidt peber, men ellers er vinen faktisk meget let og omgængelig.

Købt hos Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Jürgen Ellwanger, Winterbacher Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

2015 Weingut Jürgen Ellwanger, Winterbach Spätburgunder, Württemberg, TysklandMer’ rigtig saft aka Spätburgunder … Winterbacher Spätburgunder fra den gode Weingut Jürgen Ellwanger, der netop ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.

Württemberg er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen. Jeg har dog også tidligere på vinbloggen anmeldt en 2009 Spätburgunder HADES Trocken.

Denne Winterbach Spätburgunder er dog ikke en af HADES vinene, men Ellwangers almindelige og billige entry-level vin og således en Gutswein, hvor druerne også kommer fra forskellige marker. Jeg har ingen oplysninger om produktionen ….what so ever, så vi springer hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen er meget ren, klar og lys i frugten med blomster, hindbær, jordbær, men også nogle mørkere bær. Der er lidt mineraler samt både marzipan og mandler … men har ingen kostald, animalske noter eller voldsom  sødme. I munden er der et lille peberbid, også godt med blomster her, meget hindbær, frugtsten. jern, fin lethed og meget straight-forward.

Købt på weine.de, hvor prisen er 8,10€ … svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

 

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, Frankrig

2015 Xavier Vignon, Cairanne, Rhône, FrankrigEndnu en vin til anmeldelse fra Supervin i Hjørrring … nemlig denne Cairanne fra Xavier Vignon … og er det ikk’ oss’ et par dage siden, vi sidst har smagt lidt vin fra det dejlige Rhône?

Xavier Vignon er uddannet ønolog fra universitetet i Montpellier … Diplôme National d’Oenologique og har næsten lige siden arbejdet som konsulent for en lang række vinprodukter. Derudover har han en lille negociantforretning Xavier Vins, hvor han med opkøbte druer laver en række vine inklusiv denne Cairanne.

Inden Xavier blev rådgivende vinkonsulent og negociant havde han  dog nået at arbejde hos en lang række vinhuse, bl.a. Chateau Corbin-Michotte i Saint-Emilion, hos Chez Wolfberger i Alsace, hos producenter i Napa Valley og Pic Saint-Loup samt hos champagneproducenten Moët & Chandon.

Han har også arbejdet på Cloudy Bay i New Zealand og på Domaine Chandon i Australien.

I slutningen af 1990’erne kom Xavier til Rhône og fik ansættelse hos Avignon Oenologie Conseil … nu Institut Oenologique de Champagne, hvor Xavier Vignon er manager og ledende ønolog.

Han arbejder forholdsvis uafhængig af laboratoriet og udvælger selv, hvilke opgaver han ønsker at påtage sig som rådgiver hos producenterne.

Xavier anslår selv at han har omkring 140 domæner som klienter, hvor han rådgiver om arbejdet i vinmarkerne og sidder med, når vinene skal blandes før aftapning. Han har bl.a. haft opgaver for arbejdsopgaver for Chateau Margaux i Bordeaux.

Siden 2002 har Xavier også lavet vin selv via Xavier Vins … en lille, men voksende negociantforretning. Det startede med, at Xavier begyndte at købe lidt druer og nogle fade vin fra sine klienter … i visse tilfælde som betaling for sin rådgivning. De blev blandet til Xaviers egne vine.

I starten lavede Xavier vinene i kældrene på Chateau Husson i Courthezon, men siden 2014 har han haft produktionsfaciliteter i kældrene på Chateau Fines Roches, der tidligere har huset negociantfirmaet Louis Mousset og senere Yann, Fabrice og Cyril Mousset.

Xavier har et specielt princip, når han indkøber druemost til sine vine. Han køber små partier hos den enkelte producent, måske et enkelt fad, som han finder passer specielt til den type vin han ønsker at blande.

Det er målet, at den enkelte vin skal være en blanding fra mindst 20 forskellige producenter. Således skulle vinen være et udtryk for den pågældende appellation det pågældende år.

Han siger selv, at det er 20% passion, 20% drøm, 20% hjerte, 20% sjæl og 20% krop”. Og han laver både Côtes du Rhône, Ventoux, Rasteau, Vacqueyras, Gigondas, Muscat de Beaumes de Venise & Beaumes de Venise og Châteauneuf du Pape vine.

Og så laver han altså også denne Cairanne, som er et blend på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvedre … helt klassisk, og lavet med udblødning/maceration inden gæringen, som sker i store betonkar. Det er en vin, som den almægtige Parker har scoret til 91-93 point, men lad os se, hvad den flittige vinblogger har at sige til det.

Næsen er uret, grøn med tør frugt og klassiske Rhône krydderier, lavendel, timian, laurbærblade, rustik, landlig i udtrykket og har både jern, peber, kul og afbarkede grene.

I munden er der både rå power, blod og samtidig også en vis sødme, stor tørhed, salt og bidende tanniner sammen med masser af peber. Vinen er egentlig fint afbalanceret mellem sød, rå frugt, kraft og saft. Der er lidt kanter og peberen sidder i munden et pænt stykke tid bagefter … men er det godt eller skidt? Det tænker jeg lige over.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men ved køb af 12 flasker er prisen 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7